Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1534Visninger
AA

13. Kapitel 10 (Rick)

Jeg sad og var ved at læse et meget velformuleret eksemplar af "Newtons love, og andre fysiske regler", da en tanke slog ned i mig. Jeg regnede med det kunne lade sig gøre. Jeg noterede mig sidetallet, og klappede bogen sammen. Så mødte jeg Juliets blik. Hendes smukke ansigt lyste op, da vi fik skabt øjenkontakt.

"Måske behøves vi slet ikke bygge fælder," sagde jeg stille.

"Hvad mener du?" spurgte jeg.

"måske, skal vi bare hævne os på vores måde, og ikke Pas'," forklarede jeg. "Så kan han smage sin egen medecin, givet med en ske, istedet for skyllet ned med et glas vand." Juliet blinkede et par gange.

"Fantastisk! Hvad skal vi gøre ved ham?" spurgte hun. Jeg smilede ondskabsfuldt.

"Jeg tror jeg har en ide..." sagde jeg.

"Hvad er det?" spurgte hun ivrigt.

"Vi finder et eller andet, der stinker helt vildt, og hælder det ud over ham. Så bliver han nødt til gå med det hele natten!" sagde jeg.

Pludselig bankede det på døren. Juliet rejste sig og lukkede op for Ari.

"Ja?" spurgte jeg.

"Han har alt for mange hemmeligheder! Jeg bliver stresset!" udbrød Ari og gik ind i hytten.

"Hvem? Pas?" spurgte jeg. Ari nikkede.

"Hvem ellers?"

"Tja, hvis du slår "hemmeligheder" op i en ordbog, finder du et billede af ham. Han har flere hemmeligheder end der er stjerner på himmelen," sagde jeg. "Heldigvis kender jeg de fleste af dem, så hvad vil du vide?" Hun så ud til at tænke sig om et øjeblik.

"Han har en ring om halsen," sagde hun.

"Godt set. Da vi var yngre, det vil sige, da han var otte og jeg var ti, sendte de voksne os ud at lege i skoven, så ville de lave en overraskelse til os. Selvfølgelig vidste jeg hvad de havde planlagt..."

"Voksne?" spurgte hun.

"Ja. Mange af os er født her. Men i hvertfald gik vi alle sammen ud i skoven. De havde sagt, at de ville kalde når de var færdige. Da det begyndte at blive mørkt, og der ikke var blevet kaldt på os, bestemte Pas sig for at undersøge det. Vi andre ville ikke være i skoven, når der blev mørkt, og fulgte efter ham. Da vi kom tilbage var alle de voksne væk. Vi ledte alle vegne, men der var ingen nogle steder at se. De var alle væk. Pas fandt sin mors vielsesring, og det er den han render rundt med i en lædersnor om halsen. Jeg ved også hvad der er indgraveret på indersiden," sagde jeg.

"Hvad står der?" spurgte Ari. Hun havde sin nysgerrighed på plads. Det var godt.

"Forever, hvad det så end skal gøre godt for, nå, men Pas' mor sagde til ham, at han en dag skulle give den til den kvinde, han blev forelsket i. Derfor render han rundt med den om halsen. Flere spørgsmål?" spurgte jeg. Endnu en gang tænkte hun lidt over det.

"Hvad foregår der mellem ham og Sarah?" spurgte hun.

"Jo, ser du... Sarah ankom da hun var ti, Pas var elleve på det tidspunkt. Pas bestemte sig øjeblikkeligt for, at han skulle passe på hende, og efter lidt tid blev hun hans søster. Hun endte dog med at blive forelsket i ham, kan du begribe det? Nå, men hun fik vist på en eller anden måde trukket alt tøjet af ha, før han fortalte hende, hvordan han følte. Lige siden har han opført sig som han gør, når de er i nærheden af hinanden, men ved du hvad?" spurgte jeg, mens jeg smilede ondskabsfuldt. Jeg var udmærket  klar over, at de begge ville blive absolut rasende, hvis de fandt ud af, at jeg sad og fortalte deres hemmeligheder til Ari og Juliet.

"Nej?" 

"Hun er stadigvæk forelsket i ham, og ved du hvad det bedste er?" spurgte jeg. Ari rystede på hovedet.

"Det samme er Lil, Reya og Bally," sagde jeg. Ari gispede overrasket.

"Reya?" spurgte hun.

"Ja, og Sarah har sagt, nej beordret hende til at holde sig væk fra ham, så Lil kan få ham."

"Hun gør det modsatte!" udbrød Ari.

"Ja, men ved du hvad det bedste er?" spurgte jeg.

"Nej?"

"Han påstår han ikke kan lide nogen af dem! Er det ikke et fantastisk drama?"

"Drama, jo. Fantastisk, nej. Han kan lige vove på at gøre hende ked af det!" udbrød Ari, og trampede ud af hytten.

"Ups... Jeg tror lige jeg gjorde det hele meget bedre," sagde jeg og smilede til Juliet.

"Hvordan finder du ud af alt det?" spurgte hun.

"Jeg har mine kontakter. De hedder Uriah, Daryl, Sne og minder," sagde jeg. Hun smilede.

"Selvfølgelig. Jeg tror jeg går ned for at bade," sagde hun. Jeg kneb øjnene sammen, da hun, med hofter, der bevægede sig mere end de plejede, forsvandt ud på mit badeværelse. Hun forsøgte at lokke mig til at tage med... Det var lykkedes hende. Jeg havde ikke lyst til at tage blikket fra hende lige foreløbigt, og den låste dør mellem os irriterede mig voldsomt.

"Kan du ikke bare klæde om herinde?" spurgte jeg irriteret.

"Ja, det kunne du lide, hva'?" råbte hun inde fra badeværelset.

"Det ville i hvertfald ikke genere mig!" råbte jeg tilbage. Pludselig kom Sne flyvende ind ad de vindue, der altid stod åben, så hun kunne komme og gå som hun ville.

"Sarah er gået hen for at snakke med Pas. Nu sidder hun og græder på hans seng," sagde hun. Jeg løftede hovedet. Fik du fat i nogle detaljer?" spurgte jeg. Det kunne gå hen og blive godt, det her.

"Nej. Den irriterende krage holdt mig på afstand," sagde hun.

"Og du kunne ikke komme forbi den?" spurgte jeg en anelse irriteret.

"Nej, han er hurtigere end mig," sagde hun.

"Pokkers!" udbrød jeg.

"Er du klar?" spurgte Juliet, der lige var kommet ud fra badeværelset.

"Det mener du ikke!" udbrød jeg. Hun havde taget badedragt på! Hvad blev der af den bikini, hun lige havde købt?

"Jo, det gøre jeg. Kom så, Einstein. Lad os komme ned til søen," sagde hun bare.

"Hvad skulle du overhovedet have den bikini for?" spurgte jeg irriteret.

"Jeg går nu," sagde hun og gik ud af døren. Jeg skyndte mig at gribe et håndklæde og følge efter  hende. Sne satte sig på min arm og jeg strøg hende hurtigt over fjerende.

Søen var prop fyldt med kvinder og piger. Den eneste, der ikke plaskede rundt nede i vandet var Sarah.

Da Juliet var færdig, bestemte hun sig for at tage hjem. Hun låste oven i købet døren. Derfor gik jeg i gang med at planlægge hvordan jeg skulle få smidt det stinkende vand i hovedet af Pas. Det skulle ikke være noget der var for godt gemt, for så ville han helt sikkert opdage det. Det måtte heller ikke være for synligt, for så ville han kunne finde den med øjnene lukkede... Måske var det med stinkende vand alligevel en dårlig ide. Jeg smilede ondskabsfuldt, da jeg fik en ide, der kunne bruges.

Næste morgen gik jeg i bad i søen, som jeg plejede. Jeg ventede tålmodigt til Sarah ringede med madklokken, hvorefter jeg sørgede for at komme først hen til maden.

"Du er tidligt på den, Rick," sagde Sarah. Jeg smilede, mens jeg tog imod en skålfuld suppe.

"Ja," sagde jeg. "Jeg tror du har tabt noget," sagde jeg. Da hun vendte sig rundt for at tjekke, tømte jeg en stor bøtte chili ned i suppen. Pulveret forsvandt hurtigt ned under væsken.

"Nej, det tror jeg ikke," sagde hun. 

"Nå, så var det nok bare mig. Undskyld ulejligheden." Jeg vendte mig om og gik ned på min plads. Jeg så tilfreds til, mens hun rørte rundt i gryden og skænkede Bally en portion. Pas var længe om det i dag. Det måtte betyde han var ved at male, hvilket passede mig fint. Så ville han sikkert springe morgenmaden over.

Rundt omkring begyndte folk at hoste og komme med udbrud. Sarah rynkede panden og smagte på suppen. Hun tog sig forskrækket til munden.

"PASCIFAN!" brølede hun rasende. Jeg smilede. Det var lykkedes!

-------------------------------------------o0o------------------------------------------

Nogle ideer til hvem der skal fortælle i næste?

P.S. Hvad synes i om kapitlet?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...