Spirits

  • af &
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 11 sep. 2014
  • Status: Igang
"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede. "Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

8Likes
221Kommentarer
1542Visninger
AA

4. Kapitel 1

Klokken var halv tolv præcist, da jeg måtte dukke mig for den første bog. Cirka et halvt minut senere var det en stol, og derefter tog det ikke lang tid, før endnu en stol sejlede gennem luften. Man kunne sige meget om Rick, men stærk det var han. Han kunne smide træstolene fra bålpladsen, som vi kaldte sten, mange meter, før de ramte jorden.

"Du havde én ting du skulle! En simpel opgave! Og alligevel gør du det ikke! Hvorfor kan du kun finde ud af at gøre de ting, du selv finder på du skal gøre?!" Rick sydede af raseri, men alligevel var ordene så velovervejede.

"Hey, slap lige af med de stole, hva'? De har for pokker da ikke gjort dig noget!" udbrød jeg, og dukkede mig for endnu en bog. Rick var normalt meget glad for sine bøge. Han var næsten som en overbeskyttende mor. Det, at han nu kylede dem efter mig, betød nok, at han ikke var særligt begejstret for min "smutter". Ærligt talt, så hadede jeg deadlines, så det burde ikke overraske ham særligt.

"De skulle være her nu!" råbte han vredt.

"Ja, ja, det ved jeg godt, men det betyder ikke, at du kan smide med møblerne... Eller de dyre bøger, for den sags skyld. Jeg tror ikke de har godt af det.

"Paaaaasssss!" En lille lys stemme rungede ud over lysningen. Rick stillede sig øjeblikkeligt i sin stolte holdning med næsen i sky og hænderne foldet bag ryggen. Jeg selv vendte mig om, lige tidsnok til at blive overfaldet af en solstråle i en blå og hvid ternet kjole, efterfulgt af en lille grå ulv. Solstrålen sprang op i min favn og jeg svingede hende rundt, før jeg gav hende et kram.

"Hva' så Minna? Hvad har du lavet i dag?" spurgte jeg. Hun vendte sit fregnede ansigt mod mig, men de lyseblå øjne vandrede stadig rundt mellem træerne i udkanten af lysningen. Hun løftede hånden og pegede.

"Jeg fandt en slange!" udbrød hun, før hun endelig vendte blikket mod mig.

"Inde i skoven?" spurgte jeg. Hun nikkede stolt. Jeg gjorde store øjne og lod min mund forme et forbløffet o.

"Det tror jeg ikke på!" udbrød jeg.

"Det er rigtigt!" svarede hun.

"Er du sikker? En slange inde i skoven?" spurgte jeg igen. Hun nikkede igen stolt.

"Ja! Den var sådan helt stribet!" Glæden i hendes stemme smittede af og jeg kunne se Rick smile ud af øjenkrogen.

"Wow! Hvor er du god! Sådan sort og hvid stribet? I zigzagger?" spurgte jeg. Hun nikkede igen. Nu så jeg til gengæld Ricks ansigt blive hvid og bekymret. han tænkte sikkert de samme baner som jeg.

"Wow! Ved du hvad? Jeg synes du skal lade Rick fortælle dig om den slange du så. Så går jeg ud og ser om jeg også kan finde en, og hvis jeg ikke kan, så læser jeg to godnathistorier for dig!" sagde jeg. Minna grinede glad og løb hen og tog Rick i hånden, da jeg satte hende ned. Hvis det havde været en hugorm, blev jeg nødt til at holde Minna fra skoven, hvilket var lettere sagt end gjort. Minna var en ulv, og dermed meget stædig, men Minnas stædighed overgik en hver anden ulv, jeg nogensinde havde set. Hvis hun bare hørte så meget som en hentydning til, at det man sagde, var en ordre, så slog hun bremsen i og satte sig ned for at surmule.

"Hey, Pas!" råbet kom bagfra og jeg vendte mig om tidsnok til at se Uri komme rendende med Night Eye flaksende over sig. Høgen landede på Uris arm og borede kløerne ind i det læderhylster, Uri havde på.

"Rick siger, at jeg skulle sige til dig, at det nok var en klapperslange. Minna siger, at den sagde Ssssss," sagde han. Jeg rynkede forvirret panden.

"En sort og hvid stribet klapperslange?" spurgte jeg.

"Nej, nu siger hun, at den var rød og orange," svarede Uri, før han vendte rundt og forsvandt med Night Eye.

"En klappeerslange? Her? Nu? Det er jo marts!" udbrød Screek.

"Ja, det lyder lidt sjovt. Er du sikker på hun overhovedet så en slange?" spurgte han. Jeg trak på skuldrende.

"Det ved jeg ikke, men det ville nok være en god ide at finde ud af det, så vi kan advarre de andre," svarede jeg. Screek landede på min skulder og lagde hovedet på skrå.

"Hvorfor dog det?" spurgte han.

"Kan du behandle et slangebid?" spurgte jeg. Han lagde hovedet til den anden side. Nogle gange mindede han lidt om en høne.

"Næh," sagde han. Jeg smilede.

"Det kan jeg heller ikke," svarede jeg. "Og man kan ikke ligefrem tage en ulv med ind på et sygehus, vel?" Intet kunne få mig til at efterlade Screek udenfor en bygning, mens jeg selv gik ind, hvis jeg skulle være der mere end en time, så jeg regnede ikke med, at de andre ville gøre det.

"De er nok heller ikke så nemme at slæbe med ind til dyrlægen," sagde Screek. Jeg smilede.

"Nej, det ville nok blive problematisk," svarede jeg.

"Hvad er det der?" spurgte han, lettede og samlede noget op fra jorden. Jeg rakte hænderne ud og tog imod et stykke reb.

"Tja, det er i hvertfald ikke nogen slange," sagde jeg. 

"Nope, det tror jeg heller ikke," svarede Screek. Jeg vendte rundt og gik tilbage mod lysningen.

"Pacifan Fields!" Stemmen sydede af vrede.

"Ups," mumlede jeg smilende. "Jeg tror Rick fandt ud af, at hans kontorstol knirker lidt mere end den plejer." Screek grinede. For en gangs skyld var det lykkedes mig at tage fusen på ham. Han ville aldrig mistænke sin kontorstol. Næste mål: Bøgerne.

"Hvis du ikke kommer her lige nu, skal jeg sørge for, at det skadedyr bliver lavet om til en fjerpude!" fortsatte stemmen med at råbe. Jeg satte i løb hen mod Ricks hytte, mens jeg lagde ansigtet i mine mest uskyldige folder. Jeg kunne se de andre enten smile eller ryste på hovedet.

"Gør det nu ikke værre, end det allerede er!" råbte en efter mig. Jeg fik ikke lige fat i hvem, da jeg næsten var nået op til Ricks hytte.

"Hvad er der, Rick?" spurgte jeg uskyldigt, da jeg trådte ind ad døren.

"Hvad tror du der er?!" råbte han rasende. Minna lå på gulvet sammen med sin ulv, Sierra, og var ved at dø af grin.

"Har du for første gang fortalt en god joke?" spurgte jeg forsigtigt. Rick blev endnu mere rød i hovedet. Så kylede han det horn efter mig, som jeg havde sat fast på hans stol, så det ville give et langt, og meget højt "tut" når han satte sig. Jeg dukkede mig for hornet, der ramte jorden og afgav endnu et "tut". Minna grinede endnu højere.

"Kan du ikke tage noget som helst seriøst? Kan du ikke, bare i én dag lade være med at skabe ravage og problemer? Skal det absolut være umuligt at have bare et øjebliks ro?!" råbte  Rick, højere end før.

"Slap nu af. Du plejer altid at have det utroligt sjovt, når du opdager hvad jeg har gang i, men det sekund det rent faktisk lykkedes mig at finde på noget, du ikke opdager, så eksplodere du i raseri," sagde jeg roligt. Så rakte jeg rebet frem mod Minna.

"Slange!" udbrød hun, tog den i hånden og løb ud af hytten.

"Slange?" spurgte Rick, i et mere fornuftigt tonefald.

"Ja. Det var et reb," sagde jeg, vendte om og fulgte efter Minna ud af hytten.

"Du kan bare ikke nøjes med at sige undskyld, kan du?" spurgte Sarah med en bebrejdene tone. Det havde været hende, der havde råbt efter mig. Selvfølgelig havde det været hende. Jeg slog blikket ned.

"Det ved jeg ikke," sagde jeg. Jeg kiggede hurtigt på hende, og så hende stå og ryste på hovedet.

"Pas, hvorfor skal du evigt og altid opføre dig som et barn? Du er voksen, Pas. Hold op med at rende rundt og komme i problemer. Du er ikke noget barn," sagde hun, nærmest skuffet. Jeg løftede blikket og kiggede ind i de rolige brune øjne.

"Hvad hvis jeg er? Jeg opføre mig jo barnligt, ikke?" Jeg nærmest spyttede ordet ud. Hvorfor skulle hun evig og altid ændre på mig? Hvorfor kunne hun ikke bare lade mig være mig og acceptere det, ligesom alle de andre?

"Du er ikke noget barn, men du opføre sig som et," sagde hun. "Men det var ikke det, der var pointen, pointen er, at du skal holde dig fra problemer," sagde hun. Sarah var den eneste, jeg aldrig havde lavet sjov med. Alle de andre havde været ude for det et par gange, men ikke Sarah. Jeg vidste egentligt ikke helt hvorfor, jeg havde bare aldrig gjort det, selvom hun havde været her siden hun var ti. Jeg var selv født her, så jeg var her også, da hun kom. Jeg var elleve da hun ankom. Det havde været hendes mor, der havde opdaget, at hun var en ulv og havde fulgt hende herned. Mange af dem der boede her i lysningen ar født her. De andre var børn af nogle, der et eller andet sted i familien havde en med en vejleder, som havde forsøgt at begå sig uden for skoven. Det var ikke nemt, når man konstant havde en ulv, eller en hjort i hælene. Det ville nok være sværest med hjorten.

"Sådan som det ser ud for mig, så er det mig, der er problemet!" råbte jeg vredt af Sarah.

"Nej, du er ikke et problem..." Jeg lod hende ikke tale ud.

"Hvorfor prøver du så hele tiden på at ændre mig? Jeg er som jeg er, og hvis det ikke er godt nok for dig, så er det jo netop mig, der er problemet!" hvæsede jeg, før jeg vendte mig om og trampede hen til den store bøg, hvor min hytte var mellem grenene på. Jeg klatrede hurtigt op ad rebstigen og gik ind ad døren. Hytten var ti meter oppe i træet, der var et af de største i skoven.

"Puha, den var værre," sagde Screek, der havde siddet på min skulder under hele foretagendet.

"Ti stille," svarede jeg irriteret.

"Paass!" Jeg sukkede, da endnu en stemme råbte mit navn. Jeg rejste mig og gik ud på den terrasse, hvis man kunne kalde den det, der var uden for døren.

"Ja?!" råbte jeg tilbage og kiggede ned.

"Rick har sendt Sarah ud for at hente de piger, du efterlod," råbte Juliet, før hun smuttede tilbage til de andre ulve. Jeg gik ind i min hytte igen. De andre kaldte den for "Kragereden", så det havde jeg så skrevet over døren. Jeg kiggede på staffeliet, hvor portrættet af Screek stod. Det var ikke færdigt, men jeg orkede ikke at gøre noget ved det lige nu. Smed jeg mig på sengen og foldede hænderne under hovedet, mens jeg kiggede op på loftet. Jeg havde for lang tid siden malet en hel masse forskellige figurer og mønstre på det. Pludselig slog en ide ned i mig. Jeg havde tit malet malerier til de andre, især Rick kunne godt lide dem. Næste gang han manglede et maleri, kunne jeg sætte et eller andet i, så det sprøjtede vand på ham. Det kunne man sikkert godt. Eller endnu bedre: Maling. En klat skrigepink maling i ansigtet, ville nok klæde ham godt. Jeg smilede ved tanken.

"Hvad nu?" spurgte Screek.

"Malingseksploderende malerier," svarede jeg.

"Åh, okay. Altså din sædvagnetlige tankegang," sagde han. Jeg nikkede.

Efter lidt tid, lettede Screek og fløj ud ad døren. Han var kun væk i et sekund eller to, før han kom tilbage.

"De to nye er her," sagde Screek. "Der er oven i købet kommet vejledere." Jeg rejste mig op og gik ud på min terrasse. Jeg klatrede hurtigt ned ad rebstigen og sluttede mig til gruppen af folk, der omringede de fire nytilkomne. De to piger kiggede nervøst rundt, mens ulven og uglen bare kiggede på dem. Folk flyttede sig for mig, så jeg kunne komme hen til dem.

"Hej. Jeg hedder Pacifan Fields, men det er for langt, så i kan bare kalde mig "Pas".  Jeg går ud fra, at Sarah allerede har fortalt jer lidt om... ja, os." Begge pigerne nikkede. De lignede egentligt ikke hinanden. Den ene havde hår som flammerne i et bål og to forkellige øjenfarver. Se det var nyt. Det ene var utroligt lyseblåt, mens det højre havde samme farve som den smaragd Rick havde til at ligge i sin venstre skrivebords skuffe. Jeg skulle måske nævne, at det var strengt forbudt at kigge i den skuffe.

Den anden pige havde lysebrunt hår og begge øjne havde den lyseblå farve, der fik mig til at tænke på isen, der dækkede søen i midten af lysningen til vinter. Ingen af de to piger var særligt høje, men den rødhårede var mindst.

"Okay. Hvis I har flere spørgsmål, må I spørge jeres vejledere. Reya, du høre under kategorien ulv, hvilket egentligt bare vil sige, at din vejleder er en ulv. Det er jo så den ulv, der sidder der..." sagde jeg til den brunhårede og pegede på ulven. "Hvad hedder du egentligt?" tilføjede jeg så. Ulven fremgjorde en række hylende og knurrende lyde.

"Okay... Jeg håber du forstod det, for jeg fattede ikke et ord," sagde jeg til pigen.

"Lupa," svarede hun med rystende stemme.

"Okay. Det lyder romersk. Nå, og hvad hedder du så?" spurgte jeg, henvendt til den rødhårede.

"Arianna," svarede hun.

"Okay... Det ender nok som Ari eller Anna. Vi er glade for kælenavne her ude. Nå, men du høre til kategorien ugle. Og din ugle hedder jo så... Ja, hvad hedder du egentligt?" spurgte jeg, henvendt mod uglen. Den tudede en hel masse forskellige toner, hvilket fik Arianna til at spærre øjnene op.

"Okay så... Uuuhrrrrurrrrr. Du viser Reya rundt og svare på spørgsmål. Uhooohuhooouuu. Du gør det samme for Arianna," sagde jeg.

"Han hedder Ghost," rettede Arianna.

"Same, same different name," svarede jeg og viftede hende af. Vi var allerede dømt til ikke at blive venner. Krager og ugler duede bare ikke sammen. Ugler havde ingen humor, hvilket gjorde dem til irriterende personligheder.

"Uhuhu og urrrgh? Kunne du ikke bare have sagt deres navne?" spurgte Sarah, da gruppen begyndte at blive opløst. Jeg slog blikket ned i jorden og gik. Hvad pokker var der med hende? Hvorfor kunne hun ikke bare lade mig være mig?

 

---------------------------------------------o0o-----------------------------------------

Hvis I har nogle ideer til hvem jeres karaktere kan være venner eller uvenner med, eller evt. have et forhold til, er i meget velkomne til at skrive det ;-)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...