Mal mit hjerte gult og blåt

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Igang
Følg Jenna, som hun går imod sig selv, og tankerne, efter hun slår op med sin ubehagelige kæreste.

0Likes
2Kommentarer
205Visninger

1. One shot

"Fuck dig!" Skreg hun hårdt, jeg dukkede mig da flasken kom flyvende, og den smadrede sig i tusinde små glas stykker, da den ramte væggen lidt bag ved mig. Nogen få skår hoppede op fra gulvet, og ramte min hæl. Dog skar de ikke.

Den lille smule grønlige væske der stadigvæk var i flasken, da den blev kastet, så skrækkelig ud på den ellers så flotte, hvide væg. Jeg kiggede på hende, og så som hendes øjne slog gnister. Endnu en gang havde hun drukket, og endnu en gang havde hun været for nærgående. Selvom hun vidste jeg hadede lugten af alkohol, og afskyede ligeså lugten af røg, havde hun både suget en smøg, og tømt et par bajere.

Derfor havde jeg affejet hendes kærtegn, og ud kom de voldsomme ord.

"Jeg er færdig med dig." Hviskede jeg. Inderst inde håbede jeg hun ikke kunne høre det, men der var alligevel en stemme inden i mig, der fortalte mig, at jeg skulle sige det igen, bare lidt højere.

"Jeg er færdig med dig." Sagde jeg, nu i et almindeligt toneleje.

Hendes før så vilde fagter, og kaste arme stoppede. Hendes vilde og dyriske øjne blev med et normale, og derefter erstattet med tårer. Hun tørrede øjnene, og kiggede med mistro på mig. Det kom ikke som en overraskelse. Jeg havde før prøvet at komme væk fra hende, men jeg elskede hende, og det vidste hun godt. Dog havde jeg aldrig sagt det ordentligt før, det havde altid kun været tomme trusler, og hver gang havde hun lovet at forbedre sig, men uden nytte.

"Det er slut." Sagde jeg, og vendte mig om, for at gå ud af døren, som stod lidt på klem. Naboerne måtte have hørt det hele, i det lille lejlighedskompleks jeg kalder mit hjem. Eller nu, plejede at kalde mit hjem.

"Det kan du for fanden ikke mene, skat! Jenna!" Hun stortudede. Fumlende prøvede hun at få rejst sig op, men med et stort dunk faldt hun ned på gulvet igen. Hun var for stiv til at rejse sig op, og jeg var ikke engang sikker på hun vidste hvad der lige var sket. Ikke før i morgen, i hvert fald.

 

Som jeg trådte ud i opgangen, fangede den kolde og friske brise mig. Selvom jeg stadigvæk var inde i en bygning duftede og blæste det en lille smule. Det var rart at komme ud, efter at være kommet fra et rum fyldt med røg og en stank, så slem af alkohol, at man skulle tro det var carlsberg bryggeri.

Lidt efter lidt lukkede jeg mine øjne i, i mens jeg fandt støtte til min krop, i form af en væg. Hvad var der egentlig lige sket? Havde jeg virkelig forladt min kæreste igennem to år? Hvor skulle jeg nu bo? Alle mine ting var inde i vores fælles lejlighed, men jeg ville ikke derind igen. Aldrig nogen sinde. Jeg ville ikke være stærk nok til at sige nej til hende.

Det eneste jeg havde med mig, var min guitar, som jeg var kommet hjem med, fra guitar undervisning, og en pose med tøj, fra en lille shoppingtur.

Jeg åbnede langsomt mine øjne, og lod dem vænne sig til lyset. Der var ikke de skarpeste stråler, men med tårer i øjnene kan selv en pærer der er ved at gå ud, ligne et lysshow til en ny filmpremiere.

 

Roligt luntede jeg af sted. Satte det ene ben foran det andet, ind til jeg kom til trappen. Her satte jeg en fod ned på trinnet, og derefter det andet ben på det samme trin. Samlede. Startede forfra. Samlede. Startede forfra, og sådan blev jeg ved, til jeg havde nået alle trappens 22 trin. 11, en drejning, 11.

Jeg havde gået på den trappe flere gange end jeg kunne tælle. Roligt lagde jeg hånden på enden af trappens gelænder.

"Farvel." Hviskede jeg halvkvalt. Gråden fra min mave var ved at komme op igennem min hals, og videre ud gennem min mund. Jeg ville bare ikke lade den. Hun havde spildt to år af mit liv, og jeg havde ikke tænkt mig, at hun måtte spilde mere tid. Jeg skulle videre.

"Jenna! Vent!" Stemmen kendte jeg alt for godt. Den kom fra starten af trappen, og jeg vidste jeg måtte væk.

Hun måtte ikke se mig, ikke tale til mig, og ikke gøre mig ondt. Aldrig mere. Hurtigt løb jeg over til det nærmeste, og største træ. Derfra kunne jeg komme over til en busk, som jeg kunne gemme mig bag.
"Jenna! Jeg vil bare snakke." Hun var kommet ned af trappen. Hun kiggede. Jeg kunne se hendes søgende blik imellem grenene i busken. Det så dog ikke ud til at hun kom herover. Jeg åndede lettet op. Ventede derefter et par minutter, og gik videre. Guitaren var nu min kæreste ejendel.

 

Jeg fik gået et stykke tid, og lagde byen bag mig. Jeg fik gået ud på landet, og kigget mig omkring. Duftede de søde blomster, og nyslået græs. Hørte på bier og fluernes irriterende summende lyd. Denne gang satte jeg dog pris på det hele. Jeg var fri. Hun havde ikke længere magt over mig. Det var sommer. Jeg kunne nyde livet.

Efter lidt mere tids vandren kiggede jeg rundt, og opdagede en lille sø. Hurtigt skyndte jeg mig over til den, og kiggede i den. Kiggede på mit eget spejlbillede. Det lignede slet ikke mig.

Min spinkle blege krop var endnu mere spinkel og bleg end den plejede, mit brune krøllede hår var begyndt at flade ud, og der var rester af blade og kviste, samt jord i. Mine øjne var helt røde efter at have grædt, og jeg var beskidt. Med en let bevægelse fik jeg taget de runde, store, solbriller på, som jeg så jeg havde i panden. Nu kunne andre da ikke se hvor ødelagt jeg var.

 

Dog måtte jeg videre. Jeg kunne ikke bare stå der, og blive opslugt af min egen selvynk. Jeg var bedre end det. Efter to år følte jeg, at jeg var fri. Jeg kunne lave hvad som helst, uden at skulle være bange for at komme hjem til en stank, og et røgbefængt sted, som man egentlig ikke kunne kalde for "hjem". Nu var jeg dog helt uden et hjem.

 

Måske jeg skulle gå tilbage? Jeg var jo efterhånden alligevel vandt til stanken, og jeg elskede hende stadigvæk. Mine hæle var derudover ved at planlægge at slå mig i hjel. Jeg var sikker på hun ville tage mig tilbage. Jeg savnede hende.

 

På trods af alle de hårde ord, det grimme sprog, rygningen, drankeriet, de voldsomme bevægelser, volden, truslerne og stjælerierne, så elskede vi stadigvæk hinanden.

 

Dengang vi mødtes var vi begge 19. Jeg havde lige slået op med min første rigtige kæreste, Christian, og ham havde jeg været sammen med i et år. Det var den første og eneste gang jeg ville på bar, for at kunne drukne mine sorger. Selvom jeg var meget i mod alkhol, var jeg meningsløs, når det kom til knuste hjerter. Som jeg sad der ved baren, kom hun hen til mig. Først ville jeg ikke have noget med hende at gøre, men hendes korte sorte hår, næsepiercinger, hvide tanktop og cowboybukser fik mig til at føle noget. Det var første gang jeg blev forelsket i en pige, og jeg troede virkelig det var kærlighed for evigt.

Hun snakkede meget med mig, den dag, og efterhånden blev dagen til nat, og jeg overnattede i hendes lejlighed. Hun fik mig til at føle mig tryg. En tryghed jeg aldrig havde med Christian. En kærlighed jeg aldrig havde med Christian. Hun fik mig til at indse hvem jeg egentlig var. Hjalp med at få det vidreformidlet til mine forældre, og hjalp, da de ikke var okay med det.

 

Hun støttede mig i alt det jeg gerne ville. Dog var der også de dystre sider i min ellers så fantastiske kærlighedshistorie. Hun var voldelig. Hun var grov. Hun var for det meste ligeglad. Men hvad hvis alt det gode opvejede det dårlige? Skyldte jeg hende så ikke, at give hende en chance til?

 

Jeg kunne lige så klart huske første gang hun slog mig. Det var første gang jeg prøvede at forlade hende. Hun var kommet stangervissen hjem fra byen, og havde taget folk med hjem. Selvom hun vidste hvor meget jeg hadede uanmeldte gæster. Der var ikke ryddet op, eller støvsuget, eller noget som helst. De var nok alligevel for fulde til at bemærke det. Dog var det princippet i det, der pissede mig af. Da de var gået konfronterede jeg hende, sagde at hun skulle ringe, at vi var et par, og skulle finde ud af tingene sammen, og hvis hun ikke kunne finde ud af det, ville jeg ikke være et par mere. Det var der smerten kom. Det røde håndaftryk på min kind, som begyndte at svige, stikke og gøre ondt. Mit hjerte fik også et slag den dag.

Men jeg forstod det jo godt. Hun blev sur og såret, og det var jo også mig der var dum.

Det var dog kun det første slag, ud af mange...

 

Forvirret og knust begyndte jeg at vandre videre. Jeg kunne ikke gå tilbage til hende. Hun ville endnu engang få for meget magt over mig. Bare tanken om hende, fik mig lyst til at vende om. Hvis jeg så meget som så hende, ville "spillet" være forbi. Jeg kunne ikke gå hjem til mine forældre, de havde slået hånden af mig, den dag jeg kom hjem med hende. Den dag hun fortalte hvad jeg var. Den dag vi erklærede vores kærlighed.

 

Det var nok også derfor, vi flyttede så hurtigt sammen. Jeg kunne ikke blive hjemme mere, de ville ikke lade mig. I deres øjne var jeg forkert. Hun var der for mig der. Elskede mig, gav mig et sted at bo, og mad på bordet. Selvom jeg ikke havde nogen penge at kunne bidrage med på det tidspunkt.

 

Egentlig vidste jeg godt, jeg ikke kunne tage tilbage. Jeg havde haft det dårligt, elendigt, ikke kendt mig selv, og nu var jeg igang med at møde mig om igen. Jeg skulle finde et nyt sted. Jeg var kun 21 år, jeg var ung, og jeg havde en masse at byde på.

Som jeg gik der i mine egne tanker, begyndte jeg at spille på guitaren, og nynne. Jeg indåndede den friske luft, og fik den dybt ned i mine lunger.

Efter et par små kilometer kom jeg til en vej, der var ingen biler, men bare vej, så langt øjet rækte, lige meget om man kiggede til højre, eller venstre.


Igen gik jeg bare i mine egne tanker. Kiggede på naturen omkring mig. Midt på vejen stillede jeg mig op. Poserede for mig selv. Min cowboyjakke føltes lettere end den havde gjort hele dagen, min hvide top følte jeg som et blødt bomuldslagen omkring min bare krop, og min blomsrede, hvide nederdel kunne jeg mærke flagre i vinden. På trods af mine fødder der føltes som store betændte sår, i de stramme høje hæle, smilede jeg. Jeg var glad, for første gang, sådan rigtigt, i to år. Fuck det hele, tænkte jeg smilende.

Glæden varede dog kun kort.

 

"Der var du Jenna! Jeg har ledt efter dig over alt, kommer du ikke ind i bilen med mig?"

Stemmen var for genkendlig. Den lagde en fortryllelse over mig.

Selvfølgelig ville jeg med i bilen. Selvfølgelig ville jeg med tilbage. Selvfølgelig fortrudte jeg, at jeg nogensinde gik væk.

Jeg satte mig roligt ind i bilen.

 

"Så, du tilgiver mig, skat?" Spurgte hun.

 

"Ja..." Svarede jeg halvhjertet.

Ja, jeg vil lade dig fortsætte med at male mit hjerte gult og blåt, tænkte jeg, som vi kørte "hjem".

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...