Striberne på vejen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 apr. 2014
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Færdig
"Det var derfor, at jeg var stukket af uden andet end min fars guitar over skulderen og nogle få ejendele i en grå pose. Jeg ville finde landet. Finde min far. Finde sneenglen. Udleve mine drømme. Se Den Sørgende Flod og opleve det, der aldrig slutter. Jeg ville se, hvordan det føltes aldrig at være bange for at miste, aldrig at være bange for sig selv, og aldrig at skulle frygte at give slip." *Novelle til 24 timers konkurrencen*

12Likes
3Kommentarer
383Visninger
AA

1. Striberne på vejen

På trods af mine dyre solbriller kunne jeg stadig mærke, hvordan solen brændte mig stædigt og vedvarende ind i øjnene. Det var sommer og jeg hadede varmen mere end nogensinde. Den drivende sved havde for længst ødelagt alt min make up, og min bluse føltes som en våd klud, der klamrede sig desperat til min krop. Hvor jeg dog savnede vinteren. Den smukke sne, den opfriskende kulde og ikke mindst julen.

Jeg gik midt på vejen. Netop sådan at jeg havde en fod på hver side af de hvide striber på midten. Automatisk talte jeg dem, imens jeg fortsatte fremad. 17356, 17357, 17358.. Det føltes som om jeg havde gået i evigheder ud af vejen.

Bilerne kom sjældent, og skete det, så larmede det nok til at jeg hørte dem på mange meters afstand. Lidt håbløst vinkede jeg af dem, men der var aldrig nogen, der stoppede. Det havde jeg heller ikke regnet med ville ske.

Jeg kunne ikke lade være med at grine lidt af ironien. Jeg ville gerne have været alles fjende. Gerne have været ond og iskold og have let til at fare i flint, så jeg kunne vise dem, at de ikke skulle tro de havde magt over mig, men jeg havde aldrig været sådan. Jeg havde tværtimod altid været den der løb tudende fra bordet når far og mor skændtes, og den der skulle trygle og bede hver gang nogen forlod mig. Til ingen større nytte.

Jeg tænkte på julen og ikke mindst på kulden. Prøvede desperat at forestille mig en kølig brise, bare for at den kunne føles en smule virkelig, og genkaldte mig lyden af de smukkeste julesange jeg kendte, for at kunne mærke de usynlige små snefnug, jeg desperat ønskede skulle prikke mig i nakken. Det hjalp lidt.

Jeg genkaldte mig min far, der sad over for mig ved bordet sidste juleaften og forsigtigt og pænt spiste af sin andesteg. Hvordan han sad og sendte mor håbløse blikke når han troede jeg ikke så det. Men det gjorde ikke noget. Jeg tilgav ham så længe han bare var der, og opførte sig pænt.

Jeg stirrede på stribe nummer 17359. Den så anderledes ud end de forrige. Nogen havde spildt den hvide maling, så der var en stor rund plet på midten af den. Som om nogen havde forsøgt at viske den ud, og så var stoppet op i sidste øjeblik og havde fortrudt.

Sidste år havde jeg ikke tilgivet ham. I hvert fald ikke før seks dage senere, hvor han aldrig ville kunne få det at vide. Igen var han kommet op at skændes med mor og Celine over et eller andet, der var så ligegyldigt, at jeg ikke kan huske det, og igen var min juleaften endt i min seng, fyldt med håbløse tårer og endeløse råb fra stuen. Dagen efter stod hans guitar stadig i stuen, men han nåede aldrig at få den tilbage.

Stribe nummer 17359 stoppede, og nummer 17360 begyndte. Den lignede alle de andre.

Sneenglen sad altid hos mig julenat. Hun trøstede mig, ind til jeg endelig faldt i søvn, og hun var der stadig når jeg vågnede. Hun vågede altid, og hver gang hun talte, var det som om alt lyden nedenunder forstummede. Bare for et øjeblik var alt stille, og jeg kunne høre hendes ord helt klart.

Mellemrummet imellem stribe 17360 og 17361 var større end det plejede.

Sneenglen fortalte mig historier om det land hun kom fra. Det var et land, hvor det aldrig var sommer, men heller aldrig var rigtigt koldt. Bare sådan en blød og behagelig temperatur, hvor alle følte sig godt tilpas. I dette land var der aldrig nogen, der svedte eller frøs.

Hun tørrede mine kinder, imens hun forsikrede mig om, at jeg ikke skulle være flov. Hver eneste tårer jeg havde grædt, blev til en dråbe mere i Den Sørgende Flod, og uden den flod ville der ikke være vand nok til alle de hellige dyr.

Da jeg var mindre havde den historie fået mig til at græde mere og falde i søvn meget træt og udmattet, imens jeg drømte om dette fantastiske land som jeg så genre ville se, men nu var det som om historien om floden ikke længere havde nogen effekt. Jag hadede at græde lige meget hvad. Jeg ville ikke være svag, og jeg ville ikke være den, der tog den forkerte beslutning hver gang.

Stribe nummer 17361 var delt i to striber. Den til højre var længere end den til venstre.

Sneenglen sagde altid, at det ikke var min skyld. At det ikke var på grund af mig at de skændtes, men jeg vidste jo godt at det ikke passede, og inderst inde gjorde hun også.  Det var jo mig, der havde inviteret far, og også mig, der var den eneste, som ville have, at han var der.

Sneenglen sagde det ikke passede. Hun sagde, at hun da også gerne ville se ham, selvom hun også så ham i sit eget land ind imellem, hvor han dog ikke havde hørt til før nu. Hun sagde at hun kun så ham lykkelig juleaften, også selvom det aldrig varede længe. Og at det samme var tilfældet med mig.

Jeg bildte altid mig selv ind, at hun kun sagde det for at muntre mig op, og spurgte hende i stedet, hvornår jeg måtte komme med til hendes land.

”Når du er klar,” hviskede hun altid. ”Så kan du komme med til mit land, hvor intet ender, men først når du er færdig her, og det er du ikke endnu.”

Stribe 17362 var meget lang, men da jeg havde passeret den næste bakketop kunne jeg se enden på den.

Det var først seks dage efter den seneste juleaften, at sneenglen ikke fuldstændigt havde afvist min idé om at komme med til hendes land, men hun havde heller ikke sagt ja. Faktisk var hun slet ikke dukket op, selvom jeg græd mere den dag end jeg nogensinde havde gjort en julenat.

Billedet af min far med rebet om halsen havde jagtet mig lige siden, og selvom jeg havde givet alle de tårer jeg nogensinde ville eje til Den Sørgende Flod, så græd jeg konstant indvendig. Jeg havde aldrig fundet ud af, hvordan jeg stoppede efter den dag, og ikke en gang sneenglen hjalp mig mere. Også hun havde forladt mig, men jeg bebrejdede hende ikke, selvom jeg savnede hende mere end jeg nogensinde ville indrømme. Der var ikke nogen, der kunne hjælpe mig efter den dag, ikke en gang hende. Hun ville jo ikke tage mig med til sit land, og jeg kunne ikke blive hvor jeg var. Ikke uden hendes hjælp.

Stribe nummer 17363 var ensom og kort, hvorefter 17364 igen var lang og ubrudt.

Det var derfor, at jeg var stukket af uden andet end min fars guitar over skulderen og nogle få ejendele i en grå pose. Jeg ville finde landet. Finde min far. Finde sneenglen. Udleve mine drømme. Se Den Sørgende Flod og opleve det, der aldrig slutter. Jeg ville se, hvordan det føltes aldrig at være bange for at miste, aldrig at være bange for sig selv, og aldrig at skulle frygte at give slip.

En motorstøj dukkede op, og jeg stoppede uvilkårligt op for at gå ind til siden. Denne gang vinkede jeg ikke. Det nyttede jo alligevel intet.

 Støjen kom nærmere, men suset fra en bil, der kom i høj fart, og samtidigt kørte skræmmende tæt på, kom aldrig. I stedet holdt larmen fra motoren pludselig helt op, og jeg vendte mig forvirret om. Sneenglen trådte frem på vejen foran mig og åbnede døren med et smil for at jeg skulle hoppe ind, men jeg blev stående på vejen og stirrede spørgende på hende. Næsten anklagende.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg arrigt.

Hendes smil stivnede let. ”Du er klar nu,” svaret hun kort.

”Hvorfor lod du mig gå så langt?” Min stemme dirrende. Alle de striber, jeg ikke havde behøvet at se. Hun havde overvåget mig igennem dem alle, men hun havde aldrig stoppet en eneste. Jeg vidste det nu.

”Fordi man ikke kan savne uden at have mistet, min pige. Eller holde fast uden at have givet slip. Man skal lære det hele, før man kan undvære noget. Det er prisen, men jeg ser klart, at du har betalt den nu. Kom nu med, så viser jeg dig alt det, du gerne vil se.”

Tøvende hoppede jeg ind i bilen, og modstod lysten til at springe i armene på hende, og give hende et knus. Ingen af os ville rigtigt mærke det alligevel.

Den kølige aircondition omsluttede øjeblikkeligt min fugtige krop, og alt inden i mig åndede lettet op. Da bilen satte i gang med en brummende lyd sad jeg blot og stirrede ud af vinduet. Først nu opdagede jeg, hvor smukt der var omkring mig. Ørkensandet, der strakte sig vidt og bredt, og vejen der bugtede sig frem og tilbage, op og ned, som om den aldrig endte. Jeg var her jo. Jeg havde været her hele tiden, men jeg havde ikke set det. Striberne havde blændet mig.

Det var først nu, da jeg sad i bilen, at jeg så stribe nummer 17365, der havde skiftet de mange små striber ud. Det var den lange stribe, der fortsatte ud i det uendelige og op og ned ad bakker uden at blive brudt. Striben, der forbød overhalingsbanen og nægtede mig at tage den nemme udvej. Jeg blev bange.

Men sneenglen kørte den over. Hun tøvede ikke engang. Med speederen helt i bund, fræsede hun op og ned af de stejle bakker, på den forkerte side af stribe 17365, men vi var alene, så jeg var ikke bange ret længe. Jeg stolede blindt på hende, ligesom jeg altid havde gjort det.

Det er den ubrudte stribe, jeg skal følge nu, tænkte jeg og jeg så hvordan sneenglen smilede i bakspejlet. Striben, der aldrig slutter, må føre til landet hvor ingenting ender, og hvor man aldrig behøver at vælge side. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...