Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8105Visninger
AA

9. Kapitel 9.


Mellows synsvinkel:

Jeg åbnede mine øjne og blev mødt af en lav sol på himlen, og gaderne i Venedig lyste op under mig. Jeg var på teressen, taget af hotellet. Mit absolut yndlings sted, og det var der Liam havde besluttet sig for at invitere mig til. Jeg smilte lidt for mig selv da en lun brise legede med mit hår. Mine øjne landede på et bord der var tættest mod kanten, der havde smuk udsigt over byen. Men på lige netop det bord var der fint dækket op.

Jeg hørte skridt bag mig, og et øjeblik troede jeg det var Louis, da jeg stadig ikke havde set skyggen af Liam.

"Hvad synes du?" da jeg hørte hans stemme, vidste jeg, at det ikke var Louis. Jeg drejede rundt på hælene og kiggede smilende på Liam.

"Det er perfekt!" svarede jeg, hvilket fik Liam til at slå sit dejlige grin op. Hans skuldre synes at slappe af, da han så mit smil.

Jeg havde været bange for, at jeg havde været overdressed til lejligheden, men Liams udseende matchede min egen. Han var iført et par mørke jeans, en check skjorte og udover, en mørk grå blazer. Jeg var slet ikke vant til at se ham sådan, så da jeg fniste kiggede han forvirret på mig.

"Undskyld," jeg rettede blik mod hans for at give ham en forklaring. "Jeg er bare ikke vant til at se dig sådan der, det er lidt usædvanligt. Men misforstå mig nu ikke, du ser virkelig godt ud." sagde jeg ærligt og kiggede ned.

Jeg rettede lidt på min kjole og fik fjernet noget hår fra mit ansigt. Da jeg kiggede op på Liam igen, kiggede han smilende på mig. Han kørte sine øjne op og ned af mig et par gange, inden hans blik mødte mit. Jeg følte mine kinde brænde og ønskede, at nogen kunne bryde denne akavet stilhed. Og som havde han hørt mine tanker, åbnede han munden.

"Du ser virkelig godt ud, Mellow." sagde han med et smil, som jeg ikke var længe om at gengælde med et genert et.

Da jeg stod der og følte at mine kinder brændte endnu mere, gik Liam hen og tog fat i min hånd og førte mig hen til det bord hvor der var blevet dækket op. Som en rigtig gentleman, trak han stolen ud for mig så jeg kunne sidde mig ned.

Vi sad overfor hinanden i stilhed i et par sekunder, så denne gang besluttede jeg, at jeg ville bryde den.

"Hvad er der så på menuen Payne?" spurgte jeg og gav ham mit sødeste smil som jeg kunne præstere. Han slog sin dejlige latter op og flyttede derefter sit blik til noget bag mig, og i det samme kunne jeg dufte maden. En tjener kom hen mod os og placerede en stor tallerken traditionel italiensk Bolognese på vores bord, for derefter at fylde vores glas. Liam nikkede til ham med et taknemlig smil, hvor efter tjeneren forsvandt igen.

"Men der er kun en tallerken." påpegede jeg lidt forvirret. Men da Liam endnu en gang slog sit skønne grin op, gik det op for mig at det var planen.

"Det håber jeg ikke, at du har noget imod. Jeg tænkte at en tallerken til os hver ville være for meget, så jeg tænkte at vi kunne dele." svarede han med et smil og tog sin gaffel. Han stak den ned i spaghettien, og som jeg troede at han ville proppe den i munden, rakte han den frem mod mig så jeg kunne få lov til at smage først. Med et let grin åbnede jeg munden og lod ham fodre mig.

Vi sad og spiste det meste i stilhed, men det var ikke en akavet stilhed. Det var rart. Vi grinte lidt af hinanden, når en af os kom til at slubre et stykke spaghetti. Det minede lidt om Lady og Vagabonden, men dog endte det heldigvis ikke med, at vi begge fik fat i den samme spaghette. Hvor sjovt det så ikke lige kunne have været. (Prøv at forestil dig hvis Liam, der lige som Vagabonden, skubber en kødbolle hen mod mig med næsen. Hahah.)

Da vi havde spist færdig, kom tjeneren tilbage for at rydde af bordet, for derefter at forsvinde igen. Jeg vidste at det var på tide at Liam og jeg fik snakket om tingene, derfor faldmede mit smil en smugle. Jeg havde ikke lyst til at vi skulle gå over og blive helt alvorlige. Men forhåbentlig kunne det få os til at være normale overfor hinanden igen.

Liam bemærkede at mit smil forsvandt, så han kiggede bekymret på mig. Men før han kunne nå at sætte spørgsmålstegn ved det, besluttede jeg mig for at minde ham om, hvorfor vi faktisk var her.

"Liam. Vi er her af en grund, og jeg vil godt vide, hvad jeg gjorde for at gøre dig så sur og ked af det." sagde jeg roligt. Han krympede sig lidt, da jeg mindede ham om den virkelige årsag til denne middag.

"Jeg ved det ikke. Eller jo, men det var ikke dig. Jeg.. Jeg blev bare overrasket, da jeg så dig og ham. Jeg troede ikke, at du så nogen. Er du.. Har du stadig følelser for ham?" jeg vidste, at Liam kæmpede med at lade de rigtige ord slippe ud. Men det gjorde mig alligevel en smugle vred. Kunne han ikke forstå, at jeg ikke en gang havde kysset Benno tilbage, men at det kun var ham der havde kysset mig? Hvorfor spurgte han mig egentlig, om jeg stadig havde følelser for ham? Selv hvis jeg havde, burde han da ikke bekymre sig om det.

"Hør Liam, jeg ved ikke hvor meget mere præcis jeg kan gøre det for dig, men nej. Jeg har ikke følelser for Benno længere. Vi fungerede ikke sammen, okay? Han er en player, og derfor gik jeg fra ham. Han kyssede mig, ikke omvendt. Jeg forsøgte at skubbe ham væk, fordi jeg ikke vil have noget med ham at gøre igen. Vi slog op for over en måned siden og jeg er kommet videre." jeg havde startet så roligt ud som jeg kunne, men jeg følte at min stemme skælvede lidt i vrede. Ikke på grund af Liam, men fordi jeg var vred over, at jeg havde ladet Benno komme i nærheden af mig igen. Selv når jeg havde givet mig selv strenge ordre på, at holde mig på lang afstand af ham.

Liam bemærkede min ubehag og jeg havde det forfærdeligt med at vide, at jeg nok havde gjort tingene værre for os begge. Uden at tænke nærmere over det, skubbede jeg stolen væk fra bordet og rejste mig op.

"Vent! Ikke gå Mellow, undskyld!" jeg kiggede mod ham og så tristheden i hans ansigt. Jeg kunne ikke bare gå fra ham, hvilket jeg inderst inde heller ikke havde lyst til. Så i stedet gik jeg over til kanten af terrassen og lænede mig op af balkonen.

Jeg hørte en stol skrabe mod gulvet og jeg vidste, at Liam nu havde rejst sig op. Lidt efter kunne jeg fornemme, at han stod bag mig.

"Undskyld, jeg er virkelig ked af det. Please, se på mig?"

"Nej, Liam" startede jeg og vendte mig mod ham, men undgik hans blik. Jeg ønskede ikke at se samme tristhed i hans øjne, som der var i hans stemme. "Lad være med at undskylde, du har ikke gjort noget forkert. Jeg er bare, patetisk. Jeg bliver bare irriteret over Benno, når jeg havde sagt til mig selv at han ikke skulle komme i nærheden af mig igen." Liam krympede sig lidt, da jeg sagde Bennos navn. Men der var stadig bekymring at spore.

"Du er ikke patetisk, Mellow. Har Benno såret dig?"

"Fysisk? Nej. Men følelsesmæssigt, absolut." jeg følte at tårerne pressede sig på, men gjorde alt for at holde dem tilbage. "Jeg kunne ikke stole på ham, for selvom jeg var i nærheden, flirtede han løs med andre piger. Når vi var alene, var han den sødeste. Men blandt hans venner, var jeg bare, hans dukke. Jeg tror ikke at han nogensinde har elsket mig, som jeg elskede ham." jeg blev overrasket over det kram, som Liam uventet gav mig. Jeg følte mig tryg i hans arme. Jeg lukkede mine øjne og nød at føle varmen fra hans krop.

"Hvis nogen skulle være ked af det, bør det være mig." sagde jeg mod Liams bryst, hvilket fik ham til at trække sig lidt væk så han kunne se på mig. "Jeg har slæbt dig ind i mit liv, og lade dig komme til at kende mig."

"Hvad snakker du om? Du har ikke slæbt mig ind i noget. Jeg er glad for at jeg har mødt dig." jeg rystede uenig på hovedet.

"Jo jeg har. Jeg fik dig slæbt ind i den her, Benno ting-" Liam afbrød mig.

"Sludder. Du skal ikke bebrejde dig selv for noget."

"Det er nok bare mig der er negativ hele tiden." Liam kiggede på mig med et suk. "Jeg har altid været sådan, altid haft en negativ holdning. Lige siden mine forældre blev skilt, har jeg konstant bebrejdet mig selv. Jeg blev ved med at sige til mig selv, at deres skilsmisse var min skyld. Efter det, har jeg bare haft denne negative holdning om alt. Selv om mig selv." Liam nikkede og jeg tror han huskede på det tidspunkt, hvor vi var i poolen. "Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre med mig selv, efter deres skilsmisse. For hvordan skulle jeg kunne gøre dem begge glade, når de bor i to forskellige lande. Det var umuligt for mig at vælge, hvor jeg skulle bo. Italien eller England? Jeg kan ikke gøre dem glade, når jeg selv er negativ omkring det. Da jeg så kom til Italien, kom Benno ind i mit liv, hvilket bare blev starten på endnu et helvede. Gennem hele mit forhold med ham, holdt jeg min elendighed skjult for alle. For jeg hverken ønskede eller kunne lide at tænke over det." jeg stoppede min flodbølge af ord, og tog en dyb indånding. Jeg havde aldrig talt med nogen om det før, men det føltes godt at få det ud. At arbejde på hotellet betød, at jeg altid skulle smile for at holde andre mennesker glade. Men det er hvad jeg er vant til. "Jeg har længe ledt efter svaret på det her spørgsmål, men jeg har aldrig kunne finde det. Kan du fortælle mig det Liam. Hvor hører jeg til?"

Jeg kiggede op på Liam, der med lidenskab og oprigtighed i hans øjne, gav mig svaret.

"Hos mig."

Et øjeblik mistede jeg næsten balancen, bare af at høre hans ord. Jeg var forvirret, men lettet på samme tid. Uden advarsel, følte jeg hans ånde kilde mod min hud i et par sekunder, inden hans læber ramte mine. Jeg lod alle de negative tanker skylle væk. Lige nu var det bare Liam og jeg.

En gnist af elektricitet steg igennem mig, da jeg følte hans læber mod mine. Liam lagde sine hænder på mine hofter, for at trække mig tættere ind til sig. Jeg lagde derefter mine arme om hans nakke og lod min ene hånd køre gennem hans hår. Kysset var blidt og blødt i starten, men da jeg kyssede tilbage, blev det mere intenst og mere lidenskabeligt. Vores læber var som skabt til hinanden, og jeg ønskede bare at tiden ville stå stille i netop dette øjeblik. Da vi trak os fra kysset, smilede vi begge som to idioter.

En stærk brise blæste omkring os, hvilket fik mit hår til at flyve ind foran mit ansigt. Da jeg ville tage min hånd op for at få det væk, var Liams hånd der allerede og blidt fik han det væk fra mit ansigt og førte det om bag mit øre. Jeg følte mine kinder brænde, hvilket fik Liams søde latter til at slippe ud.

"Du bliver så hurtig pinlig berørt." sagde han og lod sin tommelfinger køre over min kind. "Men du er ganske sød når du rødmer." jeg lod et lille grin slippe ud og omfavnede ham. Det er, hvad jeg havde savnet. Øjeblikke som disse.

"Jeg har ikke fortalt dig, hvad der rent faktisk gjorde mig ked af det." jeg trak mig lidt væk fra ham, for at kigge på ham, men lænede så mit hoved ind til ham igen og ventede på at han fortsatte. "Jeg var ked af det fordi jeg troede, at du ikke havde plads til mig i dit liv. Da jeg så jer kysse, var jeg sikker på jeg ikke havde en chance hos dig." han kiggede undskyldende ned på mig, men jeg sendte ham bare et smil som han gengældte. Liam var ikke ligesom de fleste fyre. Han er følsom, men på samme tid også stærk.

 

Liams synsvinkel:

 

Vi var oppe på terrassen det meste af aften. Vi så solen gå ned, og vi beundrede den smukke himmel. Da hun kiggede op på himlen, kunne jeg ikke stoppe mig fra at se på hende. Hun var smuk. Men ikke bare alene hendes ansigt, hår og krop var perfekt. Hun var også perfekt på indersiden. Selvom hun følte sig utilpas omkring sig selv, så gjorde hun alt for at få andre til at smile. Hvilket hun nøjagtigt kunne få mig til.

Langsomt lænede jeg mig ned til hende, for at kysse hende let på kinden. Hun smilte genert og hendes kinder fik straks en brændende, men sød, rød farve.

"Vi burde gå tilbage. Det er blevet sent, og du skal på arbejde imorgen." hviskede jeg mod hendes øre. Mellow kiggede op på mig, så vores ansigter var så tæt på hinanden, at jeg fik lyst til at mærke hendes bløde læber mod mine igen. Men jeg holdt trangen tilbage og kiggede ind i hendes smukke nøddebrune øjne. Hun nikkede og jeg forsøgte at ligge min arm om hende. Men i stedet greb hun fat i min hånd og flettede vores fingre sammen.

Vi gik i stilhed hånd i hånd, ind til hendes værelse. Men det var ikke en akavet stilhed. Det var den slag stilhed, der viste, hvor meget vi bare nød hinandens selskab.

Da vi kom hen til hendes dør, vendte Mellow sig mod mig. Jeg havde lyst til at kysse hende godnat, men i stedet, lænede hun sig mod mig og kyssede mig blidt på min kind. Hendes læber var så bløde, og jeg følte min kind snurre da hendes læber forlod den.

"Jeg er glad for at vi fandt ud af tingene." begyndte Mellow, og jeg nikkede mig hurtig enig. "Tak for en dejlig aften."

"Selv tak, sunshine." svarede jeg, hvilket endnu en gang fik hendes kinder til at blusse op.

"Godnat Liam." sagde hun, og jeg havde stadig lyst til at kysse hende. Men jeg havde ikke lyst til at gå for hurtig frem, så jeg måtte modstå trangen.

"Godnat Mell." svarede jeg, inden hun åbnede døren bag sig og forsvandt ind på sit værelse.




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...