Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8100Visninger
AA

8. Kapitel 8.


Mellows synsvinkel:

Åbningen var ikke formel, så jeg havde taget en kort sommerkjole på med et par grå toms. Jeg lod mit hår hænge løst og gik ned i lobbyen for at vente. Jeg var lidt i tvivl, om Liam overhovedet ville komme. Så jeg blev ret overrasket da jeg så, at han allerede stod og ventede da jeg kom ned. Han var iført et par mørke jeans, en sort t-shirt og hvide vans.

"Er du klar til at gå?" spurgte Liam og kiggede på mig, men der var ikke et smil at spore på hans læber. Jeg nikkede, hvorefter vi forlod hotellet og gik i retningen af galleriet.

"Buonasera. Godaften." vi blev mødt af en smilende mand, der arbejder på galleriet, da vi var kommet til indgangen.

Det meste af tiden vi var der, havde jeg næsten glemt, at Liam var med. Ingen af os snakkede, fordi jeg var alt for interesseret i billederne der var oppe på skærmen. Temaet var kunstnerisk romantik.

"Har du lyst til at vi tager en gondol tilbage?" spurgte han da vi kom udenfor igen. Jeg kiggede overraskende på ham, men nikkede så med et lille smil.

"Jeg er ked af, at jeg tog dig med. Eller nej. Jeg mener, vi har ikke en gang snakket om noget." undskyldte jeg, da vi sad overfor hinanden i gondolen, der bevægede sig i retningen af hotellet.

"Nej det er fint. Det var hyggeligt." svarede han og sendte mig for første gang i flere dage, et smil. Dog faldmede det hurtig igen, inden jeg kunne nå at gengælde det.

I flere minutter sad vi bare i stilhed, og undgik at se hinanden i øjnene. Der var så meget jeg ville sige, som jeg bare ikke vidste hvordan jeg skulle få sagt.

"Liam, jeg er virkelig ked af det." jeg brød stilheden der havde lagt sig over os, og da han kiggede op og vores øjne mødtes, begyndte sommerfuglene at baske rundt i min mave. "Der er så mange ting jeg godt vil snakke med dig om, men jeg ved ikke hvordan jeg skal få det ud, uden at det lyder dumt. Jeg vil virkelig ikke være uvenner med dig." fortsatte jeg og kiggede ned på mine hænder.

Liam svarede ikke, der var bare stille resten af vejen tilbage til hotellet. Men hans ansigts udtryk fortalte mig, at der var noget han tænkte over.

Da gondolen nåede frem til hotellet, var Liam den første der var oppe af båden. Jeg vaklede lidt og forsøgte at følge efter, men Liam bemærkede det vidst og var hurtig til at gribe min hånd for at hjælpe mig ind på land, hvorefter han greb fat om min talje med den frie hånd. Min mave slog koldbøtter og det slog gnister der hvor vores hud var i kontakt med hinanden. Han kiggede ned på mig og hans øjne var blødere end før, og et dejligt smil spillede på hans læber.

Føreren af gondolen rømmede sig og kiggede forventningsfuldt på os, så vi kunne betale så han kunne komme videre. Derfor tog jeg min pung frem, men Liam havde allerede fået betalt manden. Da han var sejlet væk, kom Liam hen mod mig igen.

"Jeg har heller ikke lyst til det her." sagde han da vi havde stået og kigget hinanden i øjnene lidt tid. Jeg kiggede forvirret på ham, hvilket fik ham til at fortæstte. "Jeg vil heller ikke være uvenner. Så lad mig invitere dig ud og spise imorgen?" vent, inviterede han mig lige ud på date? Jeg rystede dog hurtig tanken af mig igen, det var sikkert bare for at vi kunne få et venskab op og køre igen.

"Det vil jeg meget gerne." svarede jeg med et smil og håbede på at se et smil på hans læber også. Hvilket der til min overraskelse bestemt også kom.

 

*

 

Da jeg vågnede næste morgen, besluttede jeg mig for at ringe til Abby inden jeg smuttede ned på arbejde, så jeg kunne fortælle hende om min 'date' med Liam.

"Hey Abs, er du der?" spurgte jeg ind i telefonen, da jeg kunne høre at hun havde taget den, men der kom bare ingen lyd fra hende.

"Mell, er du klar over hvad klokken er? Normale mennesker sover på den her tid." lød det fra hende efterfulgt af et gab.

"Ja undskyld, men jeg regnede med du ville holdes opdateret. Liam har inviteret mig ud og spise." fortalte jeg og ventede et svar, men hun blev helt tavs.

Så da hun uden advarsel, slog et højlydt hvin op, fik jeg et chok og fik hurtig telefonen væk fra mit øre.

"Oh my god. Wow! Hvad? Jeg kan ikke tro det. Du skal på date med ham? Men jeg troede at i var uvenner? Hvornår-" plaprede hun løs, men jeg valgte at afbryde hende.

"Hvis du nu falder lidt til ro, så skal jeg nok fortælle dig, hvad der skete. Men det er ikke en date. Jeg fortalte ham bare at jeg ikke ville være uvenner med ham, hvilket han heller ikke ville. Så han spurgte om jeg ikke ville med ham ud at spise." fortalte jeg og smilte bare ved tanken om, at jeg skulle ud og spise med Liam.

"Whatever, det er stadig en date!" svarede hun og var stadig hvinende, men dog lidt roligere. "Jeg bliver nødt til at smutte, men du skal fortælle alt hvad der sker, okay. Elsker dig! Åh, og jeg sagde jo at han kunne lide dig. Jeg mener, han inviterede dig ud. Anyway, ciao." og med det sagt lagde hun på.

 

*

 

Det meste af dagen på arbejdet, fandt jeg mig selv dagdrømmende. Så det var vidst ikke meget jeg fik givet kunderne min opmærksomhed. Heldigt for mig, at jeg ikke var den eneste der var på arbejde.

"Jorden kalder Mellow!" en hånd blev stukket op foran mit ansigt, og jeg blev nødt til at ryste på hovedet for at kunne fokusere.

Der stod Harry, med et stort smil på læberne. Jeg gengældte hans smil, med et mindst ligeså stort et og håbede at han ikke var kommet for at drille mig.

"Så, du og Liam? Han er en god fyr, så jeg ved med sikkerhed at han vil behandle dig godt." sagde han og jeg kiggede på ham med et løftet øjenbryn, stadig med et smil på læberne.

"Hey Harry, lad nu pigen være!" vi begge vendte os mod stemmen, hvor Louis kom gående mod os. Han gav mig et kram og derefter slog han Harry på kinden. "Du skal ikke afhøre hende." jeg grinte lidt af ham, og som jeg troede at han var på min side tog jeg åbenbart fejl. "Jeg tror du er perfekt til Liam."

"Excuse me? Guys helt seriøst, vi er bare venner." fortalte jeg, hvilket bare fik dem til at udveksle blikke inden de kiggede på mig igen.

"Hvis du siger det Mellow." svarede Louis og blinkede med det ene øje, inden jeg fik et kram af dem begge og de forlod restauranten igen.

Da jeg var lige ved at have fri, begyndte jeg at blive nervøs. Jeg vidste slet ikke hvor eller hvornår jeg skulle mødes med Liam. Dog genspillede Louis' ord i hovedet på mig, om at jeg er perfekt til Liam. Jeg kunne kun håbe på at han havde ret, hvis Liam overhovedet følte det samme for mig, som jeg gør for ham. For ja, det er helt sikkert følelser der skriger efter ham. Men jeg kunne ikke forestille mig hvorfor en berømt og talentfuld fyr som Liam, nogensinde skulle falde for en helt almindelig pige som mig.

Da jeg havde fri gik jeg op til mig selv for at gå i bad, og gjorde alt jeg kunne for at gøre mig præsentabel til i aften. Efter badet viklede jeg et håndklæde om min krop og et om mit hår og gik så ind til mit soveværelse for at finde noget tøj jeg kunne tage på.

Efter omkring en halv time, havde jeg stadig mit håndklæde viklet omkring mig. Jeg stirrede tomt ind i mit skab, og kunne ikke blive enig med mig selv om, hvad jeg skulle tage på.

Jeg sprang næsten en meter op i luften, da min telefon begyndte at ringe. Jeg gik hen og tog den fra mit bord og kunne se at det var Louis der ringede.

"Hej Louis!" sagde jeg stille ind i telefonen, stadig lidt rystet over det chok jeg fik da den begyndte at ringe.

"Hej gulerod. Jeg ville bare lade dig vide, at jeg vil eskortere dig til det sted, hvor Liam vil møde dig om en time." lød det helt formelt i den anden ende af telefonen.

"Hvad? En time! Louis, jeg er stadig kun klædt i et håndklæde efter jeg har været i bad. Jeg ved ikke en gang hvad jeg skal tage på af tøj." sagde jeg næsten panisk, hvilket fik Louis til at slå et lille grin op.

"Kun klædt i et håndklæde siger du? Hm, jeg vil vædde med at Liam ikke vil have noget imod du møder op sådan." grinte han.

"Quit it, Louis. Hjælp mig, please." sagde jeg bedende og frygtede, at jeg ikke blev klar til tiden.

"Hvad vil du have mig til at hjælpe med? Jeg er ikke en kvinde."

"Tænk, det troede jeg ellers. For god sake, Lou. Du kender Liam, hvad kan han lide?" spurgte jeg så der blev et øjeblik stilhed i den anden ende.

"Okay, tag det roligt. Hans yndlingsfarve er lilla, hvis det hjælper. Åh, og lad dit hår hænge naturligt. Han elsker det sådan."

"Gør han?" spurgte jeg overrasket.

"Ja! Men jeg tror han elsker alt ved dig. Men f-" Louis blev afbrudt af en der snakkede i baggrunden, og jeg kunne tydeligt høre Liams stemme. "Bare rolig Mellow, i aften bliver awesome." fortsatte Louis for derefter at hæve stemmen lidt højere. "Er det ikke rigtig Liam?"

"Huh?" hørte jeg Liam sige som svar på det Louis lige havde sagt.

"Du har brugt meget tid på at det hele bliver perfekt for dig og Mellow. Du vil have det til at blive perfekt, ligesom du siger, at hun er perfekt til dig." jeg kunne høre Louis smile i det han drillede Liam. Men havde Liam rent faktisk sagt sådan om mig?

"Snakker du i telefon med hende? Gud, hold kæft Louis!" hørte jeg Liam svare i baggrunden med et nervøst grin, hvilket fik sommerfuglene til at gå amok i min mave.

"Anyway, få nu gjort dig færdig. Men husk, du har mindre end en time." sagde Louis ind i telefonen, for derefter at afslutte opkaldet.

Mindre end en time! Jeg sprang tilbage til mit skab for at kigge mine kjoler igennem. Jeg tog en ud, der havde en flot lilla farve. Det var en pæn knælang kjole uden ærmer, og som jeg vidste fremhæver mine hofter.

Jeg tog kjolen på og fandt par par sorte stilletter og fik også hurtig dem på. Da det var gjort, kørte jeg en børste gennem mit hår og lod det være løst.

Efter et sidste tjek i spejlet, hørte jeg at det bankede på døren. Med et nervøst suk gik jeg over for at åbne for Louis.

"Wow, hvis du har brugt en time på at se sådan der ud. Så har jeg ingen idé om, hvordan Liam ville klare sig, hvis du havde brugt hele dagen. Du ser fantastisk ud!" var det første Louis sagde, efter han kort havde givet mig et elevatorblik. Jeg smilte forlegen over hans kompliment, og tog i mod det kram han lagde op til. "Skal vi gå?" spurgte han da vi trak os fra krammet igen. Jeg nikkede, hvorefter han tilbød mig sin arm, så med et grin viklede jeg min arm ind i hans.

Min mave slog knuder og mine nerver var endnu værre, da Louis bad mig om at lukke mine øjne. Men jeg gjorde som han sagde, og dækkede mine øjne med min frie hånd. Vi havde knapt gået to minutter, før Louis stoppede op og en varm aften brise mødte mig.

"Er vi der? Vi har ikke gået ret langt. Hvor er vi? Må jeg kigge?" spurgte jeg og håbede på at jeg snart måtte kigge. Det der med at gå i blinde, det var ikke lige mig.

"Stop med alle de spørgsmål. Når jeg siger nu, så skal du tælle til tre og så må du kigge. Okay?" sagde Louis, og jeg nikkede med et lille smil. Louis trak sin arm til sig. "Okay, begynd at tælle." befalede han lidt efter, og hans stemme var blevet ret fjern, så det var tydeligt, at han havde forladt mig. Men uden tøven tog jeg en dyb indånding og talt til tre, og langsomt fjernede jeg min hånd fra mit ansigt og åbnede mine øjne.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...