Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8108Visninger
AA

7. Kapitel 7.


Mellows synsvinkel:

På trods af at jeg havde sovet hele natten, følte jeg mig alligevel ikke udhvilet. Jeg vågnede kl. 8:30 på en søndag, men jeg kunne ikke falde i søvn igen. Hver gang jeg lukkede mine øjne, dukkede Liams fortvivlet ansigt fra igår aftes, op i mine tanker.

I stedet for at blive liggende i sengen, besluttede jeg mig for at stå op og tage et bad. Normalt efter et bad, ville jeg føle mig frisk. Men i dag følte jeg mig stadig ligeså sløv. Jeg hoppede i et par sorte skinny jeans og en hvid bluse. Der var ingen energi, da det kom til at børste mit hår. Derfor opgav jeg det hurtigt og satte det bare op i en knold.

Jeg var ikke sulten, og bare tanken om mad fik mig til at sukke. I stedet gjorde jeg noget, som jeg ikke havde gjort i lang tid. Jeg gik hen til hjørnet af min stue, hvor jeg havde min guitar stående. Jeg tog den op i mine hænder og satte mig i sofaen, for at lade mine fingre køre over strengene. Det var længe siden jeg havde spillet guitar. Jeg fik den til min 13 års fødselsdag og gik til undervisning, indtil mine forældres skilsmisse.

Det føltes godt at spille igen, det havde altid kunne få mig ind i en helt anden verden, der befriede mig fra tanker. Da jeg spillede min yndlings melodi, gav min telefon lyd fra sig på bordet. Så jeg rakte ud efter den for at se hvem der skrev.

Fra Louis:
Hey, vi kommer op. Ses om lidt! Xx

Før jeg havde nogen chance for at besvare beskeden, eller spørgsmålet om, hvem han mente med 'vi', bankede det på døren. Jeg rejste mig fra sofaen og satte min guitar på plads, for at gå hen og åbne. Som forventet var det One Direction fyrene der stod foran mig, dog var det ikke dem alle. Kun Louis, Niall og Zayn. De gav mig alle et kram.

"Hey, du spiller guitar?" sagde Niall pludselig med et smil, så jeg kunne regne ud, at de havde hørt mig spille før. Jeg kiggede bare på ham med store øjne. Jeg ønskede ikke at nogen skulle vide, at jeg spiller guitar. Mest fordi at det lyder forfærdeligt. Og hvis nogen vidste det, ville de sikkert have mig til at spille for dem, hvilket jeg aldrig kunne gøre. "Oh, well. Jeg hørte hvert fald lyden af en guitar, et eller andet sted her omking." fortsatte han da jeg stadig ikke havde svaret. Jeg nikkede langsomt og undgik hans blik, i håb om at han måske ville lade det ligge.

"Anyway," brød Louis ind. "Jeg vil gætte på at du ikke har spist endnu, så hvad med at du går med os ned og får morgenmad?" spurgte han med et smil, som jeg svagt gengældte.

"Okay." svarede jeg stille, og gik med dem ned for at få morgenmad.

På vej der ned, overvejede jeg at spørge, om Liam også ville være der. Men da jeg skulle til at åbne munden, var vi allerede trådt ind i restauranten hvor jeg kunne få svaret uden at stille spørgsmålet. For der sad både Harry og Liam. Bordet de sad ved, havde fire tomme stole, så det var tydeligt at Liam vidste, at jeg ville komme. Eller hvert fald at de ville blive en ekstra. Zayn trak en stol ud ved siden af Harry og tilbød mig at sidde ned. Direkte over for Liam.

På trods af at jeg ikke havde følt mig sulten, fik jeg alligevel klemt noget morgenmad ned. Niall havde der imod spist alt det jeg ikke kunne, men noget siger mig at det er normalt for ham. Alt synes at være normalt, bortset fra det faktum, at Liam ikke havde sagt et ord. Ikke et eneste ord. Jeg havde egentlig heller ikke selv sagt ret meget, jeg svarede kun lige kort når de andre spurgte om et eller andet og smilede over deres jokes. Jeg turde ikke se op på Liam, da jeg var bange for det der ville møde mig.

Da vi havde spist færdig, inviterede drengene mig med i poolen. Men jeg havde takket nej tak, sagde farvel til dem alle, lige bortset fra Liam, som jeg stadig forsøgte at undgå. Derefter fortsatte jeg op til mit værelse.

Jeg valgte at tage trapperne op, på trods af at der var pænt mange trapper. Jeg havde bare brug for at distrahere mig selv lidt, og det var trappene altså en god hjælp til. Da jeg kom op til min etage og gik mod mit værelse, hørte jeg trin bag mig. Så jeg drejede mig rundt, hvor jeg fik øje på Liam.

"Kan jeg lige gå med ind?" spurgte han med en trist stemme, der næsten var helt udtryksløst. Jeg nikkede bare og bed mig i læben, i et forsøg på at holde tårerne tilbage.

Ligesom sidste gang, gik vi i stilhed hen til min dør. Men da vi næsten var kommet der hen, afbrød han stilheden.

"Hvem var han?" jeg sprang næsten ved lyden af hans stemme, men samtidig følte jeg mig helt rolig af det faktum, at han sagde det så beroligende. "Hvem var han Mellow?" gentog han, da jeg endnu ikke havde svaret.

"Liam, han er ikke vigtig."

"Fortæl mig, hvem han er. Hvis han ikke er vigtig, hvorfor kyssede du ham så?" der var vrede at spore i hans stemme, hvilket jeg fik det endnu mere dårligt over. Jeg vidste at jeg burde forklare, hvis han ikke skulle gå helt fra forstanden.

"Han var min kæreste. Han er min eks kæreste. Liam, jeg gjorde det forbi med ham for over en måned siden, og jeg fortryder det ikke. Jeg hader hans attitude og-" jeg stoppede mig selv da jeg ikke rigtig vidste hvad jeg skulle sige. "Han kyssede mig, Liam."

Han stod bare og stirrede i en anden retning, med et roligt udtryk. Så jeg et øjeblik troede, at han var faldet til ro.

"Hvorfor lod du ham kysse dig? Du skulle have trukket dig væk." der var ikke længere vrede at spore, men nu lød han i stedet ked af det.

"Jeg prøvede Liam." jeg var tæt på at græde, men jeg vidste, at det ville være et tegn på svaghed. Så derfor kiggede jeg ned i gulvet, og forsøgte at holde tårerne tilbage.

"Bullshit!" før jeg overhovedet kunne nå at reagere på hans sidste bemærkning, var han allerede stormet hen mod trapperne.

Jeg trådte ind på mit værelse, og i det samme jeg lukkede døren, begyndte tårerne at vælte ned af mine kinder. Hvorfor reagere jeg sådan her, og hvorfor reagerede Liam som han gjorde? Jeg kunne ikke tænke på andet end det faktum, at jeg havde gjort ham så sur og ked af det. Jeg var nødt til at få bragt tingene iorden med ham igen, spørgsmålet var bare, hvordan. Jeg ønskede ikke at se ham på den måde. Det der var sket, havde intet med Liam at gøre. Havde det? Var der alligevel noget mellem os, som jeg havde overset?

Min telefon rev mig ud af mine tanker da den gav lyd fra sig, så jeg fik den op af lommen for at se hvem der skrev.

Fra Louis:
Liam er rimelig pissed. Ok, hvis det handler om det i går aftes, så bare tag det helt rolig. Han skal nok komme over det. Du må ikke bebrejde dig selv for noget. Lover du det? Love ya gulerod xx

Jeg rystede på hovedet, da jeg kunne regne ud, at Louis på en eller anden måde, havde regnet ud at det var lige præcis det jeg gjorde. At bebrejde mig selv, hvad der var sket.

Til Louis:
Jeg håbe, at du har ret Lou. Jeg ønsker ikke at såre ham! X

Fra Louis:
Det ved jeg Mellow. Han skal bare lige have tid til at falde ned. Jeg ved at du gør ham glad! Xx

Jeg fik en knude i maven da jeg læste beskeden. Gjorde jeg ham glad? Det var tydeligvis blot et forsøg på at gøre mig i bedre humør.

Til Louis:
Tak Lou! X

Jeg vidste ikke hvad jeg ellers skulle svare, så det blev bare det. Jeg gik hen og satte mig i min sofa og besluttede at ringe til Abby. Jeg havde brug for at høre hendes stemme og få hende til at muntre mig op.

Vi snakkede i næsten to timer. Først havde jeg bare besvaret hendes spørgsmål omkring One Direction. Derefter spurgte hun ind til Liam. Så jeg fortalte at Benno havde kysset mig, og at Liam havde set det. Hun gik fuldstændig amok og råbte en masse trusler og fornærmelser i den anden ende af telefonen, der var rettet mod Benno. Det kunne et eller andet sted kun få mig til at smile, og det lykkes mig da også at slippe et lille grin ud. Jeg fortalte hende hvordan Liam havde reageret på det, og at jeg følte mig skyldig. Men hun grinte bare og fortalte, at han var jaloux og at han stadig kan lide mig.

Resten af dagen, brugte jeg tiden på at se tv, overvågede folk udenfor på gaden, tog billeder og lå ellers bare på sofaen og følte mig så tom og fortabt.

 

*

 

Et par dage var gået, og der var stadig ingen femskridt mellem Liam og jeg. De andre drenge havde jeg dog været sammen med, og de ville gøre alt for at Liam og jeg kom på talefod igen.

"I har brug for at taget et sted hen, for at få snakket ud om det." rådede Zayn mig, da jeg stod og var ved at gøre rent i baren. Han havde ret, vi havde brug for at være alene så vi kunne snakke om tingene.

"Men han vil jo ikke snakke med mig, og hvor skulle vi også gå hen?" spurgte jeg med et suk. Jeg havde ærligtalt været trist til mode, de sidste par dage.

"Tag et sted hen, hvor du ville føle dig tryg nok til at få det hele ud." svarede Zayn forsigtig. Jeg var taknemlig for, at han forsøgte at hjælpe. "Et sted, som jeg er sikker på du ville føle dig god tilpas, er Galleriet. Jeg så hvordan du sendte det længselsfulde blikke, da du viste os rundt i Venedig. De åbner i aften, så prøv at få ham overtalt til at tage med dig."

"Hey, hvor længe har du lige gennem tænkt den idé?" spurgte jeg og kiggede på Zayn, for derefter at gå om til ham for at give ham et kram og et kys på kinden. "Tak Zayn, jeg ved ikke hvad jeg skulle gøre uden dig og de andre." fortsatte jeg og trak mig fra krammet igen.

"Altid. Men nu er det så bare op til dig, at planlægge det på din måde. Vi alle ønsker at i komme til at snakke med hinanden igen. Og sandheden er, at Liam virkede så glad omkring dig. Vi håber at det bliver sådan igen. Vi er her for dig, hvis du har brug for noget." jeg havde vidst undervurderet disse One Direction fyre. Jeg smilede bare til Zayn og nikkede.

Da jeg havde fri skrev jeg en besked til Louis, om at han på en eller anden måde, skulle få Liam til at forlade deres værelse alene. Så jeg kunne snakke med ham. Han skrev tilbage, at han havde sendt ham ned i restauranten for at se om der var gulerods kage til dessert i aften. Underlige knægt.

Jeg ventede i receptionen og tænkte på, hvad jeg skulle sige. Lidt efter kom han gående mod restauranten. Hans hår var ikke sat som det plejer, og han så helt bleg ud i ansigtet. Han var iført en stor hvid t-shirts, grå sweatpants og klipklapper.

"Liam, vent." sagde jeg og gik hen mod ham. Han stoppede langsomt op, men vendte sig ikke rundt mod mig. "Liam, jeg har brug for at snakke med dig." jeg hørte ham sukke, hvor efter han langsomt vendte sig rundt.

"Hvad er der at snakke om?" spurgte han koldt, og jeg følte at hans ord stak lige i hjertet. Jeg undgik hans blik, og fokuserede i stedet på hans nederste del af ansigtet. Hvilket gav mig mulighed for at se, at han spændte sin kæbe.

"Jeg har ikke lyst til at vi skal fortsætte på den her måde, Liam. At vi undgår hinanden og lader som om vi er luft for hinanden. Jeg ved at jeg har gjort dig sur og ked af det, men ærligtalt, så forstår jeg det bare ikke. Men alt jeg ønsker er, at vi kan få rettet op på det her." denne gang kiggede jeg ind i hans smukke varme øjne, der på samme tid, var så kold og fjern. "Tag med mig til åbningen på galleriet i aften. Jeg er nødt til at følges med en, og jeg vil kun have dig med." sagde jeg oprigtigt og holdt øjenkontakt hele tiden.

"Hvorfor tager du ikke ham med?" spurgte han bittert og vendte ryggen til mig for at fortsætte mod restauranten.

"Please, Liam!" jeg løb op bag ham og greb hans hånd, hvilket fik det til at snurre i min, der hvor vores hænder rørte hinanden. Jeg tvang mig selv til at ignorere det og forventede egentlig at han ville trække sin hånd til sig. Men det skete ikke, han stoppede bare op og drejede sit ansigt mod mig igen. "Please. Tag med mig!" sagde jeg stille og kiggede ham i øjnene.

Som vi stod der, iagttog jeg ham nøje. Hans kæbe løsnede sig op og da et lille suk forlod hans læber, forsvandt panderynken, som han havde haft lige siden han så mig da han kom ned. Han nikkede langsomt.

"Okay." jeg sukkede lettet over hans svar, med et lille smil over at han overgav sig. Jeg indså at jeg stadig havde min hånd i hans, hvilket fik mig til at bide mig i læben og trak så min hånd til mig igen.

"Mød mig her nede kl. 20?"

"Selvfølgelig." svarede Liam. Jeg havde lyst til at omfavne ham som tak, men jeg modstod trangen. I stedet nikkede jeg med et lille smil og gik tilbage til mit værelse for at gøre mig klar til i aften.




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...