Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8094Visninger
AA

5. Kapitel 5.


Mellows synsvinkel:

Jeg havde forventet at vågne op til lyden af mit vækkeur, men det var ikke tilfældet. Med mindre det på mystisk vis havde fået en anden lyd. Men da jeg ikke regner med, at et vækkeur har en svag snorken, så var det nok ikke en mulighed. Faktisk blev jeg nærmest en smugle forskrækket, over den svage snorken, der lød lige i mit øre. Jeg glippede med øjnene og kunne hurtig komme frem til, at jeg ikke var på mit eget værelse. Mit blik gled rundt i rummet, og langsomt begyndte jeg at huske, at det var One Directions værelse jeg befandt mig i.

Jeg kiggede rundt og kunne se, at Zayn ikke længere lå på gulvet. Niall sov ikke længere i lænestolen, og Louis og Harry var ikke længere i deres lille kæle hjørne. Jeg smilede lidt for mig selv, over de to og deres.. Ja, jeg ved ikke rigtig hvad man skal kalde det. Bromance!

Pludselig kunne jeg mærke noget ved siden af mig, som bevægede på sig. Jeg drejede mig om og opdagede, at jeg var faldet i søvn op af Liam. Jeg bed mig i læben og håbede på, at han var faldet i søvn, da jeg havde fået langt mig op af ham. Han lå og sov, hvilket gav mig et lille smil på læben. Hans brystkasse hævede og sænkede sig, og hans vejrtrækning var så fin og rolig. Han så helt fredfuldt ud.

Forsigtigt, i et forsøg på ikke at vække Liam, fik jeg gjort mig fri fra hans arm som han havde om mig, og trak mig væk fra hans bryst. Selvom jeg mest af alt havde lyst til at blive liggende. Jeg satte mig op og tog min telefon fra bordet, for at se hvad klokken var. Den var 10:30 så jeg blev enig med mig selv, at jeg hellere måtte smutte op for at tage et bad inden jeg skulle på arbejde.

Jeg kunne ikke komme mig over, at Louis havde ringet til min far, for at bede ham om at ændre på dagens mødetid. Jeg tør næsten ikke en gang at tænke på, hvad han måtte have sagt til ham.

"Går du allerede?" lød det fra Louis, der kom gående ud fra sit soveværelse og gned sig søvnig i øjnene. Bag ham kom Harry gående, kun iført bokseshorts. Deler de værelse? Jeg spekulerer på, om det mon var normalt for One Direction.

"Ja jeg er nødt til at smutte op og gøre mig klar inden jeg skal på arbejde." svarede jeg med et smil. Han gav mig et nik, efterfulgt af et kæmpe gab. Han var tydeligvis for træt til at protestere, ellers skulle det da ikke have undret mig hvis han havde gjort det.

En rolig brummen kom fra sofaen, og jeg kiggede derfor mod Liam, der nu var vågen. Han gabte og kiggede på mig med et lille smil.

"Allerede oppe?" spurgte han og med et lidt større smil. "Har du sovet godt? Det har jeg hvert fald." med det sagt, begyndte jeg at rødme. Han havde vidst bemærket at jeg havde sovet op af ham, for da det så ud til at det gik op for ham hvad han lige havde sagt, fik han også en svag rød farve i kinderne.

"Ja jeg har sovet fint." svarede jeg og mødte hans blik, så han endnu en gang lyste op i et smil. Jeg gik hen mod døren og kiggede på drengene. "Tak for en hyggelig aften."

"Anytime." sagde Louis højt, på trods af at han for kun få minutter siden, lignede en der kunne sove på stedet. Jeg grinte lidt af ham.

"Kom snart igen!" sagde Liam med et træt smil.

"Selvfølgelig, vi ses guys." smilede jeg og vinkede til dem, og slog så et lille grin op over Harry, der stod lænet op af dørkarmen ind til soveværelset. Det lignede, at han stod op og sov. "Farvel Zayn og Niall." fortsatte jeg og lyttede efter svar, for at se om de var vågen. Men alt jeg hørte, var en svag mumlen.

"Vi ses." svarede Liam og vinkede smilende tilbage. Derefter trådte jeg ud fra deres værelse og lukkede døren bag mig.

 

*

 

Det havde været en lang dag på arbejdet, lidt for lang efter min mening. Alt synes at gå langsomt og det havde virkelig været kedeligt. Der havde ikke været så mange gæster, og Max havde tidligt fri på grund af hans mor havde fødselsdag.

Jeg kiggede på min telefon, der fortalte at klokken var 19:30 hvilket betyder, at jeg havde fri om en halv time.

"Melloooow!" hørte jeg der blev råbt ude fra lobbyen. Jeg fik et smil på læben over at høre den velkendte stemme.

"Louiiiis!" efterlignede jeg ham, og der gik ikke mere end et par sekunder, før han kom springende ind af døren, med de andre lige i hælene, der alle havde solbriller på. "Skal i have noget at drikke?" spurgte jeg da de nåede baren, og Louis havde været omme for at give mig et kram.

"Nej tak, vi har drukket rigeligt da vi var ude." svarede Zayn med et smil.

"Åh, så i har været ude og kigge jer lidt omkring i byen. Hvor har i været hende?" spurgte jeg nysgerrig og kiggede smilende rundt på drengene.

"Vi er sådan lidt håbløse, når det kommer til sightseeing. Vi har ikke rigtig set noget specielt, bare gået rundt og passeret hvert et pizzaria så Niall kunne få noget at spise." grinte Harry og klappede blidt Nialls mave.

"Ja hvad kan jeg sige? Mad er da vigtigt!" svarede Niall med en sød latter.

"I har brug for en guide, der kan vise jer rundt. De er billige og de er virkelig søde." lige i det jeg nævnte 'guide', var det som om at jeg mistede deres opmærksomhed, da de begyndte at mumle og hviske til hinanden med smil på deres læber. "Høre i mig drenge?" spurgte jeg, hvilket fik dem til at kigge op på mig. De havde alle fem et skævt smil spillende om deres læber, som om de var ude på et eller andet. Jeg kiggede på Liam for at få hjælp, men det gav ikke rigtig pote. "Hvad? Har jeg noget i ansigtet?" spurgte jeg, hvilket fik dem alle til at grine.

"Nej! Vi vil have dig til at være vores guide." lød det fra Louis.

"Vi vil betale dig!" istemte Zayn med et halvt smil.

"Laver i sjov? Jeg ville nok være den værste guide, i hele verdens historien. I sidste ende, ville i betale mig for at lade være." svarede jeg.

"Please Mell!" hørte jeg Liam tigge, og han lød helt oprigtig. Jeg kiggede mod ham og mødte hans chokolade brune øjne, der nærmest låste sig fast til mine. Jeg følte mine ben blev til gelé, da han sendte mig de sødeste hundehvalpe øjne. Jeg ville sige ja, men mine læber ville ikke samarbejde. De andre bemærkede det vidst, men heldigvis fik Louis redet mig fra min trance.

"Så det er et ja! Skal vi sige på fredag? Okay, vi gør det på fredag." sagde han, hvilket nærmest fik de andre drenge til at juble. Jeg havde stadig mit blik på Liam, der havde et stort smil på læberne. Damn, ham og hans perfekte ansigt. Det irritere mig, hvordan han bare kunne gøre mig målløs på den måde.

Jeg kom pludselig tilbage til livet, og tænkte på at Louis havde sagt på fredag. Han måtte have snakket med min far igen, siden han bare kunne lave sådan en aftale.

"Okay men i skal ikke betale mig, jeg er en amatør guide, så jeg gør det gratis." sagde jeg, hvilket fik dem til at slå et lille grin op.

Før jeg vidste af det, var min vagt slut og jeg var på vej op til mit værelse. Men Liam havde vidst noget på hjertet, så jeg stoppede da han sagde mit navn.

"Hey, Mellow. Der er noget jeg vil spørge om." sagde han og gik hen ved siden af mig, med hænderne i lommen. "Har du planer i weekenden?" Whoa.. Var han ved at invitere mig ud eller noget?

"Eh, ja. Jeg skal ud og spise med nogen venner på lørdag." fortalte jeg. Jeg ville sige at jeg var fri søndag, men inden jeg kom så langt, lod han sit blik ryge ned til gulvet og kom mig i forkøbet.

"Nå okay." svarede han med et lille smil. Jeg ville spørge, hvad det var han ville sige. Men jeg ville sikkert bare ende med at gøre det hele akavet.

Vi var kommet op til mit værelse og jeg fik låst min dør op. Jeg vendte mig mod Liam og indså, at det var anden gang at jeg havde været alene med ham. Lige med undtagelse af i nat, da jeg var faldet i søvn op af ham.

Vi stod bare der i stilhed, i omkring et minut. Selvom det virkede en smugle akavet, så nød vi hinandens selskab. Vi begge var smilende og kiggede hinanden i øjnene. Jeg havde aldrig været til fyre med brune øjne, men hans var bare så, hjertevarmende. Jeg følte at jeg kolapsede, hver gang jeg kiggede ind i dem. Som om han havde læst mine tanker om hans øjne, brød han stilheden.

"Du har virkelig smukke øjne. Jeg har aldrig set nogen med nøddebrune øjne, der har været så smukke som dine." hans ord fik mine kinder til at brænde, hvilket han vidst ikke kunne undgå at bemærke.

"Tak. Jeg kan kun sige i lige måde." svarede jeg, og kunne have slået mig selv i hovedet over hvor dumt det lød. Ja jeg sagde da ganskevist, at han også havde smukke øjne, men det kunne da have været kommet bedre ud. Typisk mig at ødelægge sådan et specielt øjeblik. Han trådte tættere på mig få at slå sine arme om mig i et kram. "Jeg må hellere lade dig komme tilbage til drengene. De har sikkert slået hinanden ned, eller stjålet mad fra køkkenet." Liams grin lød mod mit øre, men jeg sukkede over mig selv. "Godnat Liam."

"Godnat Mell." svarede han og trak sig væk, for at kigge dybt i mine øjne en sidste gang. Smilende vaklede jeg bagud og vendte rundt så jeg kunne gå ind på mit værelse, hvor jeg lukkede døren forsigtigt bag mig.

Da jeg stod lænet op af døren, mærkede jeg lidt efter min telefon vibrere i min lomme. Jeg fik den op og så, at det var fra et ukendt nummer. Men så snart jeg havde læst den første sætning, var der ingen tvivl om, hvem det var.

Fra ukendt:
Hey gulerods hoved.

Vi har brug for vores Daddy Direction. Så kunne du sende ham ned til os? Vi har brug for en historie før sengetid. Love ya gurl. L x

Jeg slog et højlydt grin op, da det gik op for mig, at Louis ikke bare alene havde ringet til min far og taget hans nummer fra min telefon. Han havde også sendt en besked til sig selv, så han havde fået mit nummer. Men med det han havde skrevet til sidst i beskeden, fik mig til at grine endnu mere. I det øjeblik ønskede jeg, at jeg ikke havde ladet Liam slippe væk så hurtig. Hvis bare jeg ikke havde været så akavet. Men troede jeg helt ærligt, at jeg havde en chance? Det var for pokker Liam Payne, et medlem af One Direction. En fyr med tusindvis af piger efter sig, der alle er faldet for ham, og de har kendt ham i meget længere tid, end jeg har. Dog ikke på samme måde.

Vent.. Var jeg faldet for ham? Jeg havde virkelig brug for at sove på det her, mit hoved var begyndt at gøre ondt og jeg vidste ikke rigtig fra eller til. Jeg skulle bare give op nu, og glemme det. For om et par uger rejser de hjem, og så ville jeg aldrig se dem igen.


 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...