Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8093Visninger
AA

30. Kapitel 30.


Mellows synsvinkel:

En varme fyldte rummet, hvilket var det der rev mig ud af min dybe søvn. Med mine øjne der stadig var lukket, bemærkede jeg, at mit hoved ikke hvilede på en pude, og at der ikke var en dyne der dækkede mig.

Jeg åbnede mine øjne for at finde Liams nøgne bryst under mit hoved, der hævede og skænkede sig en smule, hvilket fortalte at han sov. Hans arm havde han omkring mig, og dækkede min nøgne hud.

En rumlen lød fra min mave, men selvom jeg var sulten, havde jeg ikke lyst til at rejse mig. Liams åndedrag synkroniserrede perfekt med min, og fik mig til at slappe fuldstændig af. Jeg kørte mine fingre forsigtigt over hans bryst, da han fortsat var i drømmeland.

Jeg havde virkelig ikke lyst til at vække ham, han så helt fredfuldt ud i sin søvn, og lige så smuk han var, når han var vågen. Til sidst indså jeg, at hvis jeg ikke stod op, ville min mave ende med at vække ham.

Forsigtigt fik jeg viklet mig ud af hans arm, og rejste mig stille op fra sengen, for at trække i de bokseshorts og t-shirt som Liam havde lånt mig igår aftes. Jeg listede hen imod badeværelset, for hurtig at friske mig op. Efter det gik jeg tilbage på værelset, hvor Liam stadig sov, og fortsatte stille gennem værelset og ud af døren som jeg fik lukket stille bag mig.

Det var tidligt, og det lød ikke til at nogen af drengene var vågen. Jeg ville være lidt sød ved dem, og besluttede mig for at lave pandekager til morgenmad. De får brug for det, da de skal tilbage til arbejdet i dag. Men hvad jeg stadig var forvirret over var, hvad vi skulle i dag. Tilsedynladende havde de planlagt et eller andet for i dag, inden de skulle i studiet.

Jeg fik åbnet skuffer og skabe, fandt tallerkener, skåle, kopper, kander og alt hvad der var nødvendigt. Jeg havde klækket æg og begyndte derefter at piske dem sammen med resten af blandingen.

Mine tanker røg tilbage på i for aftes, og perfektionen af det hele. Den måde, månen havde lyst op, skabte sådan en smuk og magisk atmosfære. Og den måde, den skinnede i Liams øjne. Jeg havde aldrig været i et rigtigt forhold før, bortset fra den ene med Benno. Men selv ikke med ham, gik jeg 'hele vejen'. Men bare at være så tæt med Liam, gjorde mig til den mest lykkelige person i verden. Jeg vidste, at der ikke var nogen der kunne gøre mig gladere, end den glæde Liam giver mig. Liam betød så meget for mig, og jeg er sikker på at der i aftes blev lagt så mange følelser i, at han ikke kunne overse det.

Jeg havde været så langt væk i mine tanker, at jeg slet ikke gav min opmærksomhed til den knirkenede dør bag mig, for et split sekund siden. Jeg gad ikke undersøge hvem det var, men uden varsel, var der et par arme der lagde sig omkring min talje, og et hoved der begravede sig i min hals.

"Godmorgen Mell." Liams hæse morgen stemme sendte kuldegysninger ned af min ryg, og hans ånde kildede mod min hud. Det tog mig et par sekunder, før jeg endelig kunne åbne munden.

"G-godmorgen Liam." jeg havde brugt sådan en intim aften med ham, men han var alligevel i stand til at få mig til at snuble over mine ord. Han var utrolig.

"Hvad er du ved at lave?" spurgte han, og jeg hørte at han grinte let af den måde, jeg reagerede på hans første kommentar.

"Eh, pandekager. Ja, jeg er ved at lave pandekager." jeg var ved at blive så distraheret af Liams læber der pludselig var mod min hals, at jeg var nødt til at gentage mig selv, bare for at give mening.

"Mmh. Det lyder godt." mumlede han, stadig med sine læber mod min hals. Åh gud, det var helt afgjort for meget så tidligt om morgnen.

Modvilligt fik jeg vendt mig rundt, så jeg stod overfor Liam, så han ikke længere var i stand til at hvile sit hoved på min skulder.

Hans morgenhår var det sødeste, jeg nogensinde havde set, og den måde hans chokolade brune øjne så, så søvnige ud, men funklede af begejstring, der fik min mave til at gå amok. Men det værste, eller skulle jeg sige det bedste, var langt fra det faktum, at Liam kun var iført sweatpants. Ingen t-shirt, men bar overkrop. Hans fejlfri krop blev vist lige foran mig. Tænk at han kunne udsætte mig for ham på den måde, så tidligt på dagen.

"Træk vejret, Mellow." grinte Liam med et stort smil og blinkede med det ene øje.

"Woops." damn. Jeg var sådan en idiot. Men det var Liams skyld, for at troppe op sådan foran mig. Som han havde læst mine tanker, åbnede han munden for at sige:

"Du ser virkelig sød ud i mit tøj." han gav mig kort et elevatorblik, og et let grin udslap hans læber da han kom til bokseshortsne. "I nat var fantastisk." sagde han, næsten hviskende.

Jeg havde absolut samme mening, men det eneste der slap ud af mine læber, var en lille nervøs latter. Jeg kunne ikke se på ham, da han sagde det. Så jeg kiggede ned og håbede, at mit hår ville ryge ned foran mine kinder så det kunne skjule min rødme.

Liam var dog hurtig til at ligge sin finger under min hage, for at vippe mit hoved op igen. Hans øjne der søgte mine, var tankevækkende, men drillesyge på samme tid. Hans tommelfingre på begge sider af mit ansigt, kærtegnede blidt mine kinder, hvilket fik varmen til at stige endnu mere. Hans ansigt nærmede sig mit, og ligegyldigt hvor meget jeg ville have ladet ham fortsætte, drejede jeg rundt så jeg stod med ryggen til ham, så jeg kunne fortsætte med at lave pandekager. Jeg hørte et suk fra Liam, hvilket fik mig til at slå et let grin op.

"Hey Liam, har du ikke lyst til at hjælpe med morgenmaden?"

"Selvfølgelig, hvad vil du have mig til?"

"Eh, du kan hvert fald lige starte med at give mig en ske." svarede jeg, selvom jeg ikke ligefrem havde brug for en, eller noget andet hjælp for den sags skyld. Men jeg tænkte at jeg ville drille ham lidt.

Jeg hørte at Liam tog en dyb indånding, som jeg nævnte ordet 'ske', og jeg prøvede så hårdt jeg kunne at holde min latter tilbage.

"Uu-undskyld, hvad sager du?"

"En ske Liam." svarede jeg og vendte mig mod ham, for at kunne se hans reaktion. Hans ansigt var lidt forfærdet. Gud, var den måske lidt for hård?

"Eh okay. Ja, lad mig tage den." svarede han og gik tøvende hen for at åbne skuffen. Skeerne var synlige, men Liams synes ikke at være i stand til at bevæge sin hånd.

"Du skal bare samle den op?" sagde jeg og så hvordan hans læber skælvede lidt, og at han knyttede sine nærver. Hans kæber spændte før han langsomt rystede på hovedet. Jeg ville have sagt at han skulle stoppe med at være fjollet, og bare samle den op. Men da jeg ikke ville køre den længere, lod jeg i stedet en latter slippe ud af mine læber. Han vendte sig mod mig, først med et forvirret blik, men så gik det vidst op for ham, at jeg bare havde joket. Han skubbede skuffen i dramtisk og gik over til mig.

"Du er så pokkers cheeky! Jeg kan ikke tro, at du lige drillede mig?" Liam holdt min hånd med sin, og med et smil, snurrede han mig rundt, indtil jeg stod mod ham igen.

"Hvad har man ellers kærester til?" spurgte jeg, men det var vidst det forkerte at sige. Liam gik straks til angreb med at kilde mig, hvilket fik mig til at bryde ud i et latter anfald.

Jeg bøjede mig forover, grinte og forsøgte at ånde, da Liam fortsatte med at kilde mig over alt. Tårerne var fyldt til randen, over at grine så meget. Til sidst faldt Liam lidt til ro, men tog fat i min talje og kastede mig over skulderen, så jeg fortsatte med at grine.

"Li-Liam! Sæt mig ned. Jeg har brug for luft!" sagde jeg stadig grinende og forpustet, da jeg begyndte at slå mine hænder mod hans ryg og sprællede i hans arme, i håb om at han ville sætte mig ned igen.

"Kun hvis du holder op med at grine og slå mig." grinte han henkast tilbage.

Hans greb om mig var stramt og stærkt, og der var ingen måde, jeg ville være i stand til at kæmpe mig ud af hans greb. Jeg stoppede med at sprælle og med at slå ham i ryggen, og tog et par dybe indåndinger, så jeg kunne stoppe med at grine.

Jeg hang bare afslappet i hans greb over skulderen, med hår og arme der dinglede ned langs hans ryg. Varmen fra Liams krop mod min, og hans duft der fyldte min næse, gjorde mig så beroligende. Eller måske var det bare det faktum, at jeg hang med hovedet ned og havde for meget blod farende til mit hoved.

"Eh Mellow, er du okay? Har jeg dræbt dig?" spurgte Liam bekymret, men jeg bevægede mig stadig ikke. Jeg lukkede bare mine øjne og smilede for mig selv. Liam blev naturligvis bange for om han virkelig havde dræbt mig, og satte mig omhyggeligt ned igen.

"Shit. Jeg troede du var gået ud eller sådan noget!" sagde han, og jeg grinte af hans forpinte ansigt, hvilket gav ham til at true mig.

"Shut up! Eller jeg smider dig tilbage over skulderen igen. Og næste gange, vil jeg ikke sætte dig ned igen!"

"Åh nej, det må du ikke." svarede jeg og gav ham mit bedste hundehvalpe blik, og var temmelig tilfreds med mig selv, da jeg så hans øjne blev blødere. Men det gik for hurtig.

Liams arme bevægede sig om mig igen, og da han løftede mig op, forventede jeg at blive smidt over skulderen igen. Men han satte mig på køkkenbordet, så mine ben var på hver side af ham.

"Hvad laver du?" spurgte jeg lidt undrende, men kunne ikke gøre andet end at smile til ham.

"Lader os bare blive fortrolige." svarede han, og hans øjne var fyldt med begær.

"I et køkken?"

"Yep. I et køkken." svarede han og rykkede sig tættere på som vi talte.

"M-men der er en sofa i stuen, hvorfor blive fortrolige på et køkkenbord?" jeg var lidt distraheret af bevægelsen af Liams hænder, der en gang var placeret på hver side af mig, efter han løftede mig op, men som nu lå på mine lår. Bokseshortsne dækkede ikke ret meget, og snart begyndte han at køre sine hænder op og ned af mine lår.

Jeg førte mine arme om hans nakke, og jeg tog mig selv i at trække ham tættere ind til mig. Jeg lod min ene hånd køre gennem hans hår, for at trække blidt i det. Det fik ham til at lukke øjnene og lænede sit hoved tilbage, og et let suk udslap hans læber.

"Kan vi ikke bare gentage i aftes?" ordene kom fra Liams mund, næsten som en hvisken. Og jeg følte at jeg skælvede i glæde, ved lyden af hans begær fyldte ord og erindring om i aftes.

Liam åbnede sine øjne, og lod sine brune øjne kigge ind i mine. Et smil spillede på hans indbydende læbe, og ingen af os kunne holde fristelsen tilbage.

Vores pander mødtes i et par sekunder, og alt hvad der kunne høres, var vores tunge og ujævne vejrtrækninger der flygtede ud gennem vores læber. Som vi havde gjort så mange gange før, men stadig opleve den samme magiske elektriske fornemmelse, mødte vores læber.

Mine ben, der en gang var på hver side af Liam, var nu viklet om hans krop, så jeg kunne trække ham tættere på. Hans hænder fandt vej fra mine lår og op til min talje, for også at trække mig endnu tættere. Han stønnede svagt mod mine læber, der bevægede sig lidenskabeligt mod hans. Min mave slog koldbøtter, og jeg kunne ikke holde et smil tilbage, som vi fortsatte kysset. Fornemmelsen af hans nøgne overkrop mod mine bare ben, sendte gnister i alle retninger. Den enkelte strejf af ham sendte mig ud over kanten, og med vores hud i kontakt med hinanden, var det så utrolig overvældende. I aftes havde været helt perfekt, og ingen anden nat kunne nogensinde sammenlignes. Det var og ville fortsat være den bedste nat i mit liv.

Vores kys blev fyldt med mere lyst, og Liam nappede en enkelt gang i min underlæbe. Han lod sine læber køre ned af min hage, over min kæbe og derefter ned til min hals, der fik mig til at uslippe et støn. Mit hoved vippede lidt tilbage, da Liam fortsatte med et kysse og suge mod min hals.

"Åh Liam. V-vi burde virkelig stoppe. Vi er i et køkken for-for goodness." jeg forsøgte at give mening, men blev så distraheret af Liams læber mod min hals. Han kunne lige så godt have været en vampyr.

"Mmh." var alt, hvad der kom fra ham.

"Vi kunne i det mindste fortsætte i soveværelset." foreslog jeg.

"Eller en bedre plan, vi gentager i aftes her." han standsede for at ånde, og reagere på mit forslag. Der var ikke en gang tid til at jeg kunne nå at få luft, før hans læber lagde sig mod mine igen, og hans arme trak mig endnu tættere på ham.

"Wow! Gentage i aftes? Hvad handler det om?" en velkendt stemme lød fra siden af os, hvilket fik os til at trække os fra hinanden.

Harry stod i køkkenet og kiggede på os. Et stort kækt smil var klistret på hans læber og han havde et kamera i sin hånd. Vent, det var mit kamera.

"Hvad laver du med mit kamera?"

"Åh du ved, du ville have billeder til samlingen. Jeg ville bare hjælpe."

"Tog du billeder af os?!" det her kunne ikke blive mere akavet. Hvor længe havde han præcis været der?

"Ja, selvfølgelig! Men stop med at stille mig spørgsmål! Svar på mit!" mine kinder begyndte at blusse op, og jeg hørte et akavet grin komme fra Liam ved siden af mig.

Jeg havde viklet mine ben væk fra Liam, og havde lagt en hånd på hans skulder. Liam havde en hånd på mit lår, hvilket stadig varmede hele min krop op.

"Hvad skete der i aftes?!" ingen af os svarede Harry. Jeg var så pinlig berørt. Og Liam var nok lidt irriteret over, at Harry havde invaderet vores privatliv, hvilket ikke ville være sket, hvis vi havde taget den i soveværelset.

"Harry mate, hvad skal al den råben til for?" lød det fra en gnaven Zayn, der trådte ud i køkkenet og gned i sine øjne. Han var virkelig ikke en morgen person, var han?

Da han var færdig med at gnide sig i øjnene, kiggede han på Harry, for derefter at kigge på Liam, og jeg der stadig sad på køkkenbordet.

"Gud Liam, få noget tøj på." mumlede Zayn, da Liam sjovt nok stadig kun var iført et par sweatpants. "Stop lige, hvad var det med i aftes?" spurgte han og kiggede mistænksom på Liam og jeg, men det var Harry der valgte at svare.

"Zayn, jeg tror, at vi måske har tabt væddemålet .."

"Væddemålet?" spurgte Liam og jeg i munden på hinanden. Vent, nu husker jeg at de snakkede noget om et væddemål igår.

Jeg ønskede virkelig at undgå denne akavet situation. Så hurtigt som muligt, hoppede jeg ned fra køkkenbordet for at tænde for komfuret, så jeg kunne fortsætte med pandekagerne. Jeg greb panden og lagde den på komfuret, for at den kunne blive varmet op, før jeg fik hældt noget af blandingen ud på.

En akavet stilhed havde lagt sig over køkkenet, og det var først da jeg havde fået lavet fem pandekager, at der var en der afbrød den.

"Jeg kan dufte noget godt." jeg genkendte straks Nialls muntre stemme der brød stilheden.

Da jeg vendte mig om for at smile til ham, bemærkede jeg, hvordan Zayn og Harry kiggede på Liam og jeg, med munden lidt åben.

"Luk munden, der skal også være fluer til os andre."

Gudskelov at Niall ikke også brakte væddemålet op, det virkede som om han havde glemt det. Eller det var da hvert fald hvad jeg troede, for lidt tid efter åbnede munden igen.

"Men lige for at snakke om noget andet," startede han og kiggede på Liam og jeg. "Hvad lavede i to i nat?"

Alt, hvad jeg kunne gøre, var at vende tilbage til komfuret for at lave flere pandekager. Hvorfor fanden skulle denne morgen være så akavet?

"Godmorgen alle sammen!" råbte Louis op og sprang ud i køkkenet. Jeg bad til, at han ikke også ville bringe det samme op som de andre.

"Oh. Hvorfor den pinlige stilhed guys?"

"De to der vil ikke sige noget. Men Lou, vi har måske nok vundet væddemålet." grinte Niall og pegede mod Liam og jeg.

"No way! Seriøst?" Louis hoppede og kastede sin knytnærve i luften.

"Vent, stop lige. Ingen af os har indrømmet noget. I kan ikke bare anklage os for noget." endelig åbnede Liam munden, men han lød særdeles lige så pinlig berørt, som jeg følte mig.

"Fint. Så spørg vi jer direkte." sagde Harry og kiggede skiftevis på Liam og jeg, med et stort kækt smil på læberne. "Hvad lavede i to i går aftes?" igen, Liam og jeg forblev tavs og jeg følte at mine kinder blussede endnu mere op.

"Se! Det er indlysende. Hvis i bare sov, ville i have sagt det. Men alt denne akavethed siger sig selv!" grinte Harry.

"Aww, se på Mellows kinder. Hun rødmer." fniste Louis.

"Så i havde altså dybest set en ret vild nat?" jeg kiggede på Zayn der lige havde fyret denne bemærkning af, og sendte ham et blik der fik ham til at grine og tage sine hænder op i forsvar.

"YAY! Vi vandt min lille irske ven! Host op med kontanterne, Malik og Styles." Louis omfavnede Niall, og de begge hoppede rundt og kiggede på de to andre drenge.

"Whatever. I skal nok få jeres penge." brummede Zayn, naturligvis ikke tilfreds med nederlaget.

"Jeg vidste ikke, at du havde det i dig Liam. Jeg er imponeret." sagde Harry og smilede stort til os begge, inden han blinkede til mig med det ene øje.

"Shut up Harry!" sagde Liam under sin ånde.

"Eh, lad os komme videre i livet. Er der nogen der vil have morgenmad?" spurgte jeg i et forsøg på at komme væk fra den akavede situation.

"Åh ja! Jeg er så sulten!" var Niall den første til at svare.

"Ja! Et godt sejers måltid!" grinte Louis og satte sig ned ved bordet efterfulgt af de andre.

Pandekagerne som jeg havde stablet på en tallerken, stillede jeg over på bordet, hvor efter jeg også fik tallerkener og bestik samme vej.

"Jeg er ked af deres opførsel Mell. Det er jeg virkelig." sagde Liam der trådte hen ved siden af mig for at give mig et kram og et kys på kinden.

"Det er iorden. Det er svært at undgå."

"Ja. Anyway, efter morgenmaden, er du velkommen til at smutte i bad og hoppe i tøjet som jeg bad dig om at tage med. Vi har stadig en ting mere vi skal have gjort." sagde Liam, og jeg havde faktisk glemt alt om det. Jeg nikkede og kiggede op på ham med et smil, inden vi gik hen for at sidde os ved borde med de andre, der allerede var igang med at fortærer pandekagerne som vilde dyr.

Hvad handlede deres plan om? Hvorfor havde ingen fortalt mig ordenligt om det? Var det ikke noget med, at de skulle tilbage til arbejdet i dag også på et tidspunkt? Oh well, jeg finder vel ud af det senere.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...