Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8106Visninger
AA

26. Kapitel 26.


Mellows synsvinkel:

Regnen stod ned i stænger. Det var næsten umuligt for mig at se hvor jeg var, fordi regnen var så voldsom. Men jeg stoppede ikke med at løbe.

Mit bryst gjorde ondt, af alle de hulk der slap ud, og mine øjne sveg på grund af mine tårer. Men jeg var ikke sikker på, om mit ansigt var vådt på grund af mine tårer, eller om det var på grund af regnen.

Inde for de første fem sekunder udenfor, var jeg blevet gennemblødt, fra top til tå. Og på grund af at det blæste, var mit hår blevet et stort rod.

Jeg havde aldrig følte mig så bange, forvirret og udmattet. Mine lunger begyndte at gøre ondt, som om jeg havde løbet et marton, og mine ben føltes præcis lige sådan. Jeg frygtede, og samtidig håbede jeg, at de ville give op på mig hurtig. Jeg ville jo bare beskytte Liam fra mig, der kun stod i vejen og skabte dårlig omtale til ham.

Jeg havde ingen idé om, hvor jeg var. Regnen havde gjort Londons gader næsten ukendelig, og de mørke skyer over mig, fik vejene til at se dyster ude. Alle der før havde været ude, var gået i lag for regnen på cafeer eller butikker. Faktisk var det kun mig, der var dum nok til at være ude i det her vejr.

Jeg kunne ikke tro, at jeg faktisk var ved at stikke af igen, lige da jeg havde givet Liam en chance. Men sagden er den, at jeg følte mig så forvirret. En del af min ønskede at være sammen med ham og være en del af hans hverdag, fordi jeg elskede ham, og ikke kunne leve et øjeblik uden ham. Men en anden del af mig følte behov for at løbe. Jeg var ikke en berømthed, jeg var hverken berømt eller rig. Jeg kunne ikke leve op til alle de standarder der var. Og ærligt, hvordan kunne jeg vide, om Liam ikke ville kysse med en anden pige igen?

Jeg vidste, at en del af mig var blevet efterladt hos Liam. Mit hoved var ved mig, opfordre mig til at løbe. Men mit hjerte var blevet efterladt hos Liam. Det ville altid være hos ham, for der var ingen tvivl om, at jeg virkelig elsker ham.

Regnen var afgjort ikke på min venneliste. Det styrtede som en sindssyg og det gjorde kun vinden endnu koldere. Min hænder var blevet følelsesløse, og en masse kuldegysninger gik gennem min krop. Jeg havde det forfærdeligt, både af at være ved at fryse mig til døde, og af at forlade Liam og resten af drengene igen. De må tro, at jeg var en skør, gal kvinde. Liam ville sikkert ikke have mig tilbage nu. Hvilket forhåbentlig var en god ting.

Mellow.

Jeg spidsede ører da jeg hørte en stemme i de tomme gader. Men det var højest sandsynligt bare, mine tanker der fuckede med mig.

Mellow.

Arg, lad mig nu bare være i fred. Nu ønsker jeg, at jeg også havde forladt mine tanker tilbage hos Liam.

"Mellow!"

Det sjove var dog, at stemmen i mit hoved, slet ikke lyder som mig.

"Mellow! Please stop!"

Det kunne ikke være rigtig. Jeg var ikke alene? Selvfølgelig var jeg ikke det. Crap!

Jeg fortsatte med at løbe, men jeg vidste at jeg var langsom. Mine vejrtrækninger var uregelmæssig og mine lunger protesterede, da jeg tvang dem til at samarbejde. Jeg kunne ikke stoppe, jeg kunne ikke se tilbage.

Den kolde, bitre luft prikkede på min hud, og mine læber var både frosne og følelsesløse. Da jeg grundede hjørnet af gaden, kom der et stærkt vindstød der blæste mit hår voldsomt ind foran mine øjne, og et øjeblik blev jeg blændet.

Og et øjeblik var alt der skulle til, for at få mig til at snuble. Men da jeg forberedte mig på at banke ned i fortovet, mærkede jeg et greb om min talje.

Min krop mødte aldrig jorden. I stedet var der en der havde grebet mig i sidste sekund, og da jeg vendte mit hoved for at se hvem det var, kunne jeg ikke se andet end en mørk skikkelse der tårnede sig over mig. Regnen gjorde det næsten umuligt for mig at se noget. Jeg blev hjulpet op, og derefter blev der lagt en hånd på min skulder. Jeg var tvunget til at kigge op på en fremmede, der lige havde redet mig fra at komme slemt til skade.

"Hvorfor gør du det her? Hvorfor løb du? Lige da jeg troede, vi kunne starte forfra. Lige da jeg troede, jeg havde fået dig tilbage!" det var ikke nogen fremmed. Selvfølgelig ville han følge efter mig.

"Mellow, jeg kan ikke finde ud af, hvorfor du løb! Det driver mig til vanvid. Jeg forstår det virkelig ikke." Liams stemme ændrede sig fra råben til en hvisken, dan han kiggede mig forpint i øjnene. Hans løber rystede, og vinden og regnen gjorde det ikke meget bedre.

Jeg kunne ikke sige noget. Jeg var i chok. Det her var ikke forudset, og jeg følte en kvalmende fornemmelse indtage min mave. Ja, jeg vidste at Liam ville have fulgt efter mig, eller i det mindste forsøge at ringe. Men jeg havde ikke forventet, at han ville løbe efter mig ud i regnen. Jeg følte mig flov og vidste ikke, hvordan jeg skulle forklare min utilstrækkelighed, og hvordan jeg ødelagde hans karriere uden at han slev kunne se det.

"Please Mellow. Du bliver nødt til at fortælle, hvad der sker. Jeg forlader dig ikke, før du siger noget." sagde han stille, men jeg kunne høre skælvende i hans stemme. Hans øjne kiggede direkte ind i mine, og jeg følte kvalmen komme tilbage. Hvad var det dog jeg havde gjort ved ham? Han var helt ødelagt og der var intet glæde i hans brune øjne.

"Jeg-jeg, Liam." jeg tog en dyb indånding inden jeg fortsatte. Det var ligeså svært for mig at forklare, som det var for ham at lytte. "Liam, jeg ødelægger dit liv." han åbnede munden og skulle til at sige noget, men jeg fortsatte. "Du kan ikke selv se det. Alt det dårlige omtale, alt det negative fra jeres fans. Liam, ud af alle jer drenge, er du den der får mest hate i øjeblikket. Og det er alt sammen på grund af mig! De kan ikke lide mig, de synes ikke at jeg er god nok til dig, og de har ret. Jeg er hverken berømt, rig eller smuk. Jeg passer bare ikke ind i denne livsstil-" jeg ville have sagt mere hvis jeg kunne, men jeg var nødt til at trække vejret for ikke at dø af iltmangel. Det tog Liam som en chance for at åbne munden.

"Mellow?! Intet af det er din skyld. Og det er ikke dårlig omtale, det er normalt for os. Det er sådan tingene ender, hver gang en af os kommer ind i et forhold." Liams ene hånd gik fra min skulder til min kind, og han begyndte at kærtegne den med sin tommelfinger. Jeg lukkede mine øjne af fornemmelsen af hans bløde tommelfinger mod min kolde hud. Jeg måtte have rødmet, for Liam slog et let grin op. Men da jeg åbnede mine øjne igen, var alvorligheden malet i ansigtet på ham igen.

"Hør. Jeg har været på dates og i forhold med andre piger før dig. Det samme skete der. Dårlig omtale, jalousi fra fans. Men der var én forskel. De piger nød stadig opmærksomheden, selvom den var negativ. De kunne forsøge at virke oprørende, for at tjene sig selv en forside i bladene. Mellow, du er ikke som dem. Du er den eneste pige jeg nogensinde har kendt og været sammen med, der ikke har tænkt på sig selv i forholdet. Men det er det der er problemet, du tænker for meget på mig. Det her forhold handler om os. Ikke mig, ikke dig. Men os."

Jeg lyttede opmærksomt til, hvad Liam sagde, og tænkte over det i et par sekunder. Måske havde jeg været alt for uselvisk. Måske var det mine tanker omkring Liam, der fik mig til at løbe væk. Da jeg åbnede munden for at svare, tyssede Liam på mig ved at sætte sin pegefinger mod mine let adskilte læber.

"Jeg er ikke færdig." han kiggede dybt i mine øjne, så jeg valgte at holde mit stille og lyttede til ham i stedet. "En del af det der giver dig lyst til at flygte, er på grund af mig. Jeg ved, at jeg har såret dig. Og selvom du måske siger, at du har tilgivet mig, så har du stadig ondt indeni. Hvis jeg ikke havde været så dum, så havde jeg ikke mistet din tillid. Jeg forstår at du stadig er usikker på, hvorvidt du rent faktisk kan stole på mig. Men jeg vil vise dig, at du kan stole på mig. Jeg elsker dig Mellow, og det vil jeg gøre uanset hvad vores fans har at sige. Paparazzier og vrede fans kan aldrig undgås, men det er noget, som vi bliver nødt til at lære at leve med. Vi kan klare det her sammen."

Liams øjne kiggede direkte ind i mine da han sagde det. Selvom jeg havde følt at jeg var et stort problem i hans liv, så havde hans ord lige ændret alt. Vores kærlighed til hinanden var ubeskrivelig, og jeg vidste, at der ikke ville være nogen der ude, der ville være næsten lige så fantastisk som Liam. Min mave snorede sig sammen, som jeg fik bygget mod op til at acceptere, hvad Liam havde sagt, og at indrømme, at han havde ret. Han gav mig et spørgende blik, som om han ventede på at jeg skulle sige noget.

Da jeg skilte mine læber endnu en gang, mærkede jeg Liams tommelfinger der strøg min underlæbe. Et gys gennem min krop. Jeg kunne ikke sige noget, men lod et blidt suk flygte ud af mine svagt adskildte læber, da jeg lukkede mine øjne. Jeg nød at mærke hans finger mod min kolde hud, der næsten var helt følelsesløs. Liam fortsatte med at lade sin finger køre blidt over min læbe og derefter ned langs min kæbe.

Jeg holdt mine øjne lukket, og forsøgte at fokusere mere på hvad jeg skulle sige, end følelsen af Liams finger mod min hud. Men da jeg forsøgte at koncentrere mig, lagde han sin tommelfinger under min hage og forsigtigt vippede han mit hoved opad, hvilket fik mig til at åbne mine øjne.

Hans øjne var blevet blide, og ikke længere fyldt med terror som de havde været før. Han havde en lille rynke i panden, men et håbefuldt smil spillende på hans fejlfrie læber. Jeg var nu fuldt distraheret som jeg fokuserede på hans læber. I modsætningen til mine, virkede hans læber så varme og indbydende.

Jeg bed i min læbe og kiggede frem og tilbage mellem Liams øjne og hans læber. Nej Mellow, du har stadig ikke forklaret. Du er nødt til at lade ham vide, at han har ret. Jeg ignorerede min underbevisthed og håbede, at Liam allerede vidste at jeg var enig med ham.

Da mine øjne kørte fra hans læber og op til hans øjne, genkendte jeg et drilsk glimt i hans blik. Begge hans hænder fandt vej til mit ansigt og bekyndte at kærtegne mine kinder. Varmen fra ham chokerede mig, og krympede mig lidt ved kontakten. Han grinte næsten uhørlig, og inde længe bemærkede jeg at hans ansigt kom tættere og tættere på mit.

På det tidspunkt, i regn og vind, mødte Liams læber mine efter hvad der havde føltes som en evighed.

De første sekunder, havde jeg ingen idé om hvad jeg skulle gøre. Mine læbe havde været så kolde og følelsesløse, og kulden havde fået dem til at føles dobbelt størrelse. Men efter lidt tid, fik Liams læber varmet dem op og jeg havde fået følelsen tilbage.

Det var længe siden, vi havde delt et øjeblik som dette, og det var min skyld. For jeg tog væk uden at lade Liam forklare sig, og for at bebrejde mig selv.

Lyst og lidenskab, der var blevet efterladt i dvale, blev vækket til live. Jeg lod min ene arm ligge sig om hans nakke og den anden i hans hår, og begyndte at køre min hånd igennem det. Et let suk forlod hans læber, før hans hænder forlod mine kinder og lagde sig om min talje, så han kunne trække mig tæt ind til sig.

Sommerfuglene fyldte min mave og vidunderlige følelser af gnister blev skudt gennem mig. Den måde Liam kunne få mig til at føle, var fantastisk, og ikke en gang regnen omkring os var grunden til de kuldegysninger der løb ned gennem min ryg.

Det var sådan et kliché øjeblik, at vi stod her med armene omkring hinanden og kyssede, imens regnen faldt ned omkring os. Men det var det mest perfekte øjeblik.

Mine læber begyndte at dunke med den kraft vores læber havde mod hinanden. Men jeg vidste, at vi begge havde savnet det i alt for lang tid.

Til sidst trak vi os alligevel fra kysset, og Liam lagde sin pande mod min. Jeg vidste, at jeg smilede som en idiot. Men ærligt, jeg havde ikke haft det så fantastisk i lang tid. Liam var virkelig alt det, jeg havde brug for, jeg kunne ikke leve uden ham. Det var først nu, i dette øjeblik vi havde kysset, at jeg indså, hvor meget jeg havde savnet ham og følelsen af at have ham tæt på mig igen.

Mine tanker blev afbrudt af en hæs latter der lød fra Liam. Langsomt men modvilligt, fik jeg trukket mig tilbage, så jeg kunne se ham i øjnene.

Hans kinder var røde på grund af kulden, og hans øjne var fyldt med så meget varme. Gud, hvor havde jeg dog savnet at se ham sådan.

"Så, hvad siger du. Kan vi klare det her sammen?" jeg slog et let grin op og nikkede, slog mine arme om hans nakke og trak ham ind i et kram. Han lod også et lille grin slippe ud, inden han lagde sit hoved ved min hals.

"Godt. Men jeg tror vi ville gøre klogt i, at komme ind i varmen." hans stemme var dæmpet da han snakkede mod min hals, hvilket fik mig til at fnise da det kilede mod min hud.

"Det lyder som en god idé." svarede jeg og blev næsten forskrækket over at høre min stemme, da det var det første jeg havde sagt i et stykke tid.

Liam fandt min hånd og flettede vores fingre sammen, og begyndte at gå gennem regnen, i retningen af lejligheden.

Vi begge smilede, og der var vidst ingen tvivl om, at der ikke var noget der kunne ændre på det.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...