Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8085Visninger
AA

25. Kapitel 25.


Mellows synsvinkel:

Den tid jeg havde tilbragt med Liam, havde helt klart været ugens højdepunkt. Bare det at sidde og snakke med ham i timevis, fik mig til at føle mig så afslappet og glad. Jeg havde faktisk frygtet, at vi aldrig ville kunne komme til det forholdsvis normale igen, efter det der var sket. Men jeg elskede, at der ikke opstod nogen akavet stilhed mellem os. Jeg elskede at tilbringe min tid sammen med ham igen. Hver gang han lagde sin hånd på min, eller på min kind, jeg følte at jeg skulle smelte øjeblikkeligt og et sus gik gennem min mave.

Efter starbucks, var jeg gået tilbage til min lejlighed. Ærligtalt, så hadede jeg at være der uden Abby. Der var så tomt og alt for stille uden hende. Måske en aften med drengene, alligevel ikke var så tosset en idé. Jeg havde virkelig også brug for at undskylde til dem alle, efter mit forsvindings nummer og for at have ignoreret dem.

Jeg havde fået gjort rent, pakket min taske ud og fået lagt mit tøj på plads i mit skab. Jeg havde tændt for varmen, da der var ret koldt i lejligheden. Men selvom jeg hader de kolde dage i London, kom vinteren altid med nogen ting, som jeg elskede. Oversize jumpers, varm kakao, varme bade, sne...

Jeg gik rundt i lejligheden og fik sat lidt forskællige ting op, så det faktisk lignede at der var en der boede her. Jeg havde jo trods alt ikke være her, i den tid jeg boede i Venedig. Jeg tændte for radioen og lod den spille i baggrunden, for derefter at sætte vand over til te.

Jeg hørte at min telefon ringe inde fra mit soveværelse, så jeg fandt hurtig min vej der ind, for at se hvem der ringede. Abbys navn lyste op på skærmen, og med det stort smil på læberne, fik jeg besvaret opkaldet.

"Hej Abby!"

"Hej Mell! Wow, du lyder glad." lød Abbys stemme i den anden ende.

"Ja, tingene er måske blevet en lille smule bedre her." svarede jeg med et smil, velviden at jeg rødmede ved tanken om Liam.

"Åh, det er jeg så glad for at høre Mellow!" hvinede Abby i telefonen, så jeg lod et let grin slippe ud.

"Abby, hvorfor fortalte du om hvor jeg var, når jeg havde bedt dig om ikke at sige noget?" spurgte jeg, men var på ingen måde sur over det. Jeg va glad for at jeg havde fået snakket med Liam. Men jeg havde til en start været irriteret over, at hun havde fortalt det.

"Hvad for dig til at tro, at jeg fortalte noget?" spurgte hun, og smilet i hendes stemme var tydeligt.

"Du var den eneste der vidste, hvor jeg var."

"Well, måske ringede Louis til mig, og muligvis spurgte han om jeg vidste hvor du var. Og det er ikke udelukkende, at jeg måske fortalte det. Men tro mig når jeg siger, at det var for dit eget bedste. Mellow, du var så ked af det, hvilket Liam også var. Og det gjorde virkelig ondt på os andre, at ser jer sådan." lød det helt alvorligt i den anden ende. Jeg fik en klump i halsen, da hendes ord gik gennem mit hoved.

Måske havde jeg overreageret. Det var måske ikke så stor en fejltagelse Liam havde lavet, som jeg hele tiden havde gået og sagt til mig selv. Han var fuld, og selvom det aldrig er en undskyldning, så havde jeg set det. Jeg havde set, at da det gik op for ham hvad han lavede, skubbede han hende væk.

Jeg fortsatte med at bebrejde mig selv for alt den rod i mit hoved, indtil Abby valgte at bryde stilheden.

"Mellow, tænk ikke for meget over fortiden mere. I to er virkelig perfekte for hinanden. Vi har set hvad det gør ved jer, både når i er fra hinanden, og når i er sammen. Så bare indrøm, at du elsker ham og at du ved at det er gengældt." igen fik jeg en klump i halsen, og jeg kæmpede for at holde tårerne tilbage. Hun havde ret, vi elsker hinanden.

"Du har ret Abby. Tak for at være der for mig." svarede jeg, hun skulle vide hvilken fantastisk veninde hun er.

"Altid sweetheart. Bare pas på dig selv og Liam, og så må du ikke være så hård ved dig selv. Men jeg bliver nødt til at smutte. Elsker dig! Ciao."

"Det iorden Abs, elsker også dig. Ciao." og med det sagt, blev opkaldet afsluttet.

Hvad havde jeg gjort, for at have sådan nogen dejlige venner? Ærligt, så fortjente jeg dem slet ikke. Men alligevel så holder de af mig og er der for mig når jeg har brug for det.

Jeg gik ud i køkkenet for at lave mig en kop te, for derefter at tage den med ind i sofaen hvor jeg fik tændt fjernsynet. Den første kanal der automatisk blev vist, var nyhedderne. Jeg tog en tår af min te, og kiggede på nyhedsværden der var på skærmen. Det der blev snakket om, var ærligt ikke noget der fangede min interesse, men jeg gad ikke zappe væk. Lidt efter kom en meteorolog frem på skærmen, der fortalte om vejret, sjovt nok. Men der var intet nyt der, der ville komme regn. Typisk.

Mit hoved var ret tankeløst og jeg gjorde intet forsøg på at være opmærksom på fjernsynet. I stedet tog jeg en tår af den varme te og sank ned i sofaen. Jeg besluttede mig for at skifte kanal, og endte på et celebrity nyheds program. Der var noget om Rihanna og derefter Demi Lovato i x-factor USA. Da jeg endnu en gang skulle til at skifte kanal, kom der noget nyt frem på skærmen de tiltrak min opmærksomhed. One Direction. Værten fortalte kort om, at de var igang med at lave et nyt album og ja, det var sådan set det.

Jeg valgte alligevel bare at blive på kanalen, men jeg fulgte ikke rigtig med. Jeg kiggede bare på tv værten, der egentlig gav mig kvalme, med hendes falske smil. Drengene var tvunget til at stå over for den slags mennesker, næsten hele tiden. Jeg vidste ikke hvordan de kunne holde det ud. Det var mig en gåde. Men det var en del af det liv, som de havde valgt at leve.

Jeg følte at varmen fra min te, langsomt fik mig til at slappe af og mine øjne blev tunge. Det var heller ikke ligefrem fordi, at jeg havde sovet vildt godt de sidste par dage. Eller nærmere den sidste uge. Lige da jeg var ved at glide ind i drømmeland, hørte jeg noget velkendt på skærmen. Hørte jeg syner?

"Mellow Espinosa er tilbage igen ..."

Nope, jeg havde absolut lige hørt mit navn på tv'et.

Jeg spærrede mine øjne op og kiggede på skærmen, og gispede da jeg genkendte billedet der blev vist.

Det var Liam og jeg. Og det var ikke et gammelt billede, tvært imod. Det var os, på Starbucks. Det var blevet taget i dag.

"Liam Payne blev tidligere i dag spottet, sammen med skønheden fra Italien. Der var sat en masse rygter igang på twitter, om hvad der kunne være sket, efter at de skulle have blevet uvenner på natklubben i London for et par uger siden. Det så ud til, at de var ved at finde en løsning på deres problem. Men vi kan ikke fortælle meget ud fra det billede, kun at de så ud til at nyde hinandens selskab. Uanset hvad der sker, så lad os håbe, at den unge Mellow Espinosa, er den rigtige pige for ham. Vi ved alle, at Liam har et valg mellem hele verdens piger, så hvad er det der gør denne særlige pige så speciel? Hun ser hvert fald ud til at have stjålet hans hjerte-"

Jeg lod hendes stemme blive til en summen i baggrunden, i det mit hjerte sank og der kom tårer frem i mine øjne. Hvorfor kunne folk ikke støtte Liam og jeg i vores forhold? Hvad havde alle deres fans imod mig?

Jeg satte min kop fra mig på bordet og sank tilbage i sofaen, for at trække mine knæ op til mit bryst. Lige nu, hadede jeg virkelig den her verden. Jeg hadede paparazzier og fans der ikke kunne støtte drengene i deres valg og give dem lidt privatliv.

Tårerne havde fået frit løb ned af mine kinder. Selvom jeg vidste at jeg overreagere, kunne det ikke hjælpe mod at have ondt af mig selv. Hvad havde jeg gjort for, at blive set på som en dårlig kæreste for Liam? De kendte mig slet ikke, men alligevel så de mig som en der bare klæbede mig op af ham.

Da selvmedlidenheden fortsatte med at kaste sig igennem mig, kom der en anden tanke frem. Måske var jeg klæbende, og måske at Liam faktisk synes det? Hvordan kunne jeg vide, at han elskede mig så højt, som jeg elsker ham?

Jeg rystede hurtig de tanker af mig igen. Hvis han ikke elskede mig, ville han vel ikke have forsøgt at få mig tilbage. Mine tanker blev afbrudt af at det ringede på døren, så jeg tørrede mine øjne med mit ærme, inden jeg rejste mig fra sofaen for at gå ud og åbne.

"Undskyld at jeg kommer og forstyrre dig." lød den dejlige velkendte stemme, da jeg åbnede døren. Der stod Liam med sine varme brune øjne, der kiggede lige ind i mine.

Jeg prøvede at sige noget, men der var ingen ord der ville ud. Jeg bemærkede lidt efter, at Liams varme øjne blev forandret til bekymrende.

"Mellow, hvad er der galt?" spurgte han og kiggede alvorligt, men samtidigt blidt på mig, da han opfordrede mig til at sige noget. Men jeg forblev tavs.

Jeg havde det som om jeg skulle besvime, og vaklede derfor et par skridt tilbage. Liam var hurtig til at træde ind af døren for at gribe mig, så jeg ikke skulle falde. Han lukkede døren og førte mig ind til stuen.

Jeg havde glemt at slukke fjernsynet, og bemærkede at de samme nyheder fra før blev vist igen. Liam kiggede på værten der snakkede, og på billedet der blev vist i baggrunden. Mine ben rystede og jeg kunne mærke tårende komme frem i mine øjne igen.

"For helved. Hvordan kan-" Liam afbrød sig selv, da han vendte sig fra fjernsynet og mod mig. Jeg vidste at tårerne var tilbage og det fik Liam til at falde ned, da han ellers lød som en der skulle til at råbe af fjernsynet. "Mellow, hey. Det er okay."

Han var hurtig til at slå sine arme om mig, for at trække mig helt tæt ind til sig. Jeg elskede virkelig at have hans arme om mig igen.

"Du skal ikke lytte til de ting de siger, de ved ingen ting. Medierne har altid et eller andet at sige, men vi bliver nødt til at ignorere det." sagde han og kørte en hånd beroligende over min ryg. Jeg lyttede til hans dejlige stemme, men ignorerede hans sidste budskab. Jeg kunne helt sikkert ikke ignorere, hvad de sagde. Jeg mener, hvad hvis jeg ikke var så speciel alligevel? Og hvad hvis jeg ikke var den rigtige for Liam? Han var berømt, og jeg er bare helt almindelig.

Liam fik trukket sig lidt fra mig, for at kigge mig kærligt i øjnene, hvilket fik min mave til at gå helt amok. Gud, jeg havde virkelig stadig stærke følelser for ham. Hvem er det jeg prøver at narre? Jeg er vildt forelsket i ham. Men lige nu følte jeg, at jeg bare skulle lade ham komme videre med sin karriere. Han havde ikke brug for mig, men jeg er sikker på, at min verden ville gå under uden ham.

"Jeg kom faktisk for at hente dig, og tage dig med tilbage. Drengene venter der hjemme." sagde han og lyste op i et lille dejligt smil, som jeg ikke kunne andet end at gengælde.

Med et lille nik fra mig, førte Liam mig ud i gangen hvor han greb ud efter min jakke og lod mig tage sko på, og gik selv tilbage til stuen for at slukke fjernsynet.

"Det er begyndt at regne, så du må hellere få den her på." sagde han da han kom tilbage til gangen og gav mig min jakke. "Men inden vi smutter, har jeg et spørgsmål. Det har været i mig et stykke tiden nu."

Jeg kiggede op på ham med et forventningsfuldt blik, iagttog ham omhyggeligt og ventede på at han skulle fortsætte.

"Hvorfor har du givet mig en chance til? Jeg mener, jeg sårede dig og du gav dig ret hurtig da jeg spurgte, om vi ikke skulle mødes i dag. Misforstå mig ikke, jeg er glad for at vi kan snakke sammen igen. Men jeg, jeg fucked det op. Hvorfor er du ikke stadig sur?" Liam kiggede mig i øjnene med et blik, der fik ham til at se så sårbar ud. Det gjorde virkelig helt ondt at se ham sådan.

Jeg var stadig lidt ødelagt, efter det der var sket den aften. Det ville ikke forlade mit hoved. Om det nogensinde ville gøre det, vidste jeg ikke. Men jeg vidste, at jeg måtte ligge det væk, hvis jeg skulle være sammen med Liam. Jeg krøb lidt sammen, som scenen fra den aften spillede sig uvillig i mit hoved. En gysen gik gennem mig og jeg lod et lille suk slippe ud.

Med alt den energi jeg kunne finde, svarede jeg endelig på hans spørgsmål.

"Vi begår alle fejl."

Liams sårbar øjne blev straks varme af at høre mine ord, og jeg følte en tilfreds varme indeni. Selvom hans fejltagelse havde gjort ondt, føltes det godt at se ham smile ved mine ord. Han fandt min hånd og førte os ud af min lejlighed, og snurren af elektriske gnister skød gennem mig.

 

*

 

"MELLOOOW!" sådan lød drengenes hilsen af hvin og råb, da jeg trådte ind i deres lejlighed.

Louis var hurtig henne for at slå sine arme om mig i et kram, og jeg hørte de andre klage, da de forsøgte at trække ham væk fra mig, så de også kunne få et kram.

"Ew, hvorfor er du så våd?" peb Louis, hvilket fik mig til at slå et let grin op.

"Måske fordi det regner udenfor." påpegede jeg, da han kiggede op og ned af min dryppende jakke og bukser. Af en eller anden grund, endte jeg med at blive gennemblødt, imodsætningen af Liam der næsten er tør. Louis rystede bare smilende på hovedet, for derefter at trække mig ind i sine arme igen.

"Hvor er det snyd Lou, så meget krammer du aldrig mig!" hørte jeg Harry brokke sig, da Louis besluttede sig for at give slip i mig igen.

"Det er fordi du lugter. Gå i bad!" svarede Louis tilbage, efterfulgt af at han holdt sig for næsen og viftede afskyeligt med hånden.

"Nej det kan ikke være grunden! Du sagde, at du elsker den måde jeg lugter." svarede Harry. Jeg kiggede mellem ham og Louis, og kunne ikke holde grin tilbage over deres Larry Stylinson øjeblik. Liam kom hen ved siden af mig, og da han kunne se jeg var kommet i bedre humør, sendte han mig et kærligt smil og lod sin hånd strejfe min.

"Skal vi-" Liam havde lagt sin arm om min skulder, for at snakke blidt i mit øre. Men han blev afbrudt af Niall der fik skubbet sig forbi Harry og Louis.

"Nej Liam, det skal i ikke! Du skal ikke være så egoistisk. Lad os bruge lidt tid med hende!" og med det sagt, greb Niall fat i min hånd og trak mig med hen til sofaen så jeg slog et grin op.

Jeg hørte Liam brokke sig over Niall, men han kunne alligevel heller ikke forhindre sig selv i, at lade et grin slippe ud.

"Det er så sindssyg godt at se dig igen!" hvinede Niall ved min side og trak mig ind i et kram. Jeg grinte af ham og følte, at sofaen synkede ned ved siden af mig.

Det viste sig at være Zayn, der havde valgt at komme ind i stuen og slå sig ned ved siden af mig.

"Vi har sådan savnet dig." sagde Zayn med et smil da jeg trak mig fra Nialls arme, for derefter at blive revet ind i hans arme. Det gjorde det ikke ligefrem bedre, med den skyld jeg følte over at have taget væk uden at sige noget.

"Jeg har virkelig også savnet jer." svarede jeg og strammede mig greb om Zayn en smule. Jeg tvang et smil frem på mine læbe, da jeg ikke havde lyst til at lade tårerne slippe ud.

"Okay, okay, nu har i vidst alle krammet hende nok nu." brokkede Liam sig, så et ægte smil kom frem på mine læber og trække mig fra Zayns kram, i det han satte sig i sofaen overfor Niall, Zayn og jeg.

"Hey! Ikke mig!" råbte Harry ude fra gangen, hvilket fik mig til at slippe et grin ud. De drenge var virkelig skønne. Men jeg vidste ikke hvorfor, at de behandlede mig som en del af familien. Jeg kom kun i vejen for dem.

"Shut up Haz. Lad være med at brokke dig." lød det fra Louis, da både ham og Harry satte sig i sofaen ved siden af Liam.

"Fint! Men hvis jeg ikke må få et kram, så lad mig i det mindste vælge at vi tager en gang ja eller nej."

"Hvad er det?" spurgte jeg.

"Vi stiller hinanden et spørgsmål, og vi må ikke svare med ordene ja eller nej, og man må ikke tøve."

"Det lyder underligt." brød Louis ind med et grin, men modtog en flyvende pude i hovedet fra Harry.

"Eh, okay så."

"Okay, jeg starter. Louis, hader du mig?" spurgte Harry og kiggede på Louis, der sad ved siden af Liam.

"Også i den grad!" svarede Louis med en ondsindet latter, så Harry mumlede et par forbandelser, som Louis vidst kun skulle være glad for ikke ville blive opfyldt.

"Zayn, er fugtighedscreme bedre end hårprodukter?" spurgte Louis, hvilket fik Zayn til at kigge på ham i vantro. Det var da virkelig også et underligt spørgsmål.

"Eh, well-"

"Du tøvede! UD!" råbte Louis så Niall begyndte at fnise som en pige.

"Hvad? Nej, det er ikke fair! Men de er begge vigtige." svarede Zayn og lagde sine arme over kors for at læne sig tilbage i sofaen med et suk.

"Gud, hvem har pisset på dine chips i dag? Okay, Niall. Kan du lide mad?"

"JA!" råbte Naill straks, og gav mig et chok. Men vi endte alle alligevel med at bryde ud i grin over hans hurtig og højtråbende svar.

"Du er ude mate!" grinte Harry.

"Hvad? Hvorfor?"

"Du sagde ja! Man, jeg er for god til det her spil. Nå, Mellow. Er England bedre end Italien?"

"Jeg foretrækker Italien. Der er pænere, varmere og maden er bedre." drengene grinte af mit svar, og Niall nikkede sig vildt enig ved min sidste bemærkning.

"Okay, din tur Mellow."

"Harry, nu hvor Louis har indrømmet at han hader dig. Har du så lyst til at være i et forhold med mig i stedet?" jokede jeg, hvilket fik et smil til at vokse på hans læber.

"Det kan du bande på! Jeg er over dig mate!" grinte Harry og pegede på Louis.

"HVAD?! NEJ, NEEEJ! HARREEEH! Du må ikke forlade mig!" råbte Louis og sprang op fra sofaen, for at smide sig på skødet af Harry med armene om hans hals.

Vi alle brød ud i et anfald af latter, og Harry begyndte at køre en hånd over Louis hoved, da han begravede sit ansigt i hans hals.

"Okay, den her er til Liam." vi alle sad og kiggede forventningsfuldt frem og tilbage mellem Liam og Harry. Harry kiggede på mig med et stort smil, inden han kiggede på Liam igen. "Liam, elsker du Mellow?"

"Selvfølgelig, jeg har ikke elsket andre højere!"

Drengene jublede, men jeg holdt mig i ro. Jeg stod i vejen for dem i deres liv. Liam kunne ikke elske mig. Det måtte have en ende, selvom jeg ikke ønskede det. Jeg gav ham dårlig omtale og ødelagde hans karriere.

Jeg rejste mig op fra sofaen, og drengene blev straks stille da de så på mig, der ikke havde det mindste spor af følelser i mit ansigt.

"Mellow, er du okay?"

"Du ser bleg ud, vil du have noget at drikke?"

Alle drengene omkring mig, kastede med spørgsmål og bekymrede blikke. Men det eneste jeg kiggede på, var Liam.

Han var så perfekt på alle måder. Hans personlighed, hans øjne, hans stemme, og selv nu, hans bekymrende blik. Jeg vidste, at han holder af mig. Men jeg kunne ikke få mig selv til at ødelægge hans liv.

"Jeg elsker også dig." hviskede jeg og i det samme røg en tåre ned af min kind. Jeg drejede rundt på hælene og forlod dem tilbage med forvirrede blikke, da jeg gik ud i gangen og ud af døren, for at løbe ned af trapperne og ud i regnen.

Jeg hørte udmærket at drengene råbte efter mig, men jeg lod mig ikke stoppe af den grund. Ikke en gang da Liam bønfaldte mig om at stoppe op. Jeg elskede ham for meget til at ville være skyld i alle de dårlige kommentare og omtale. Han havde brug for at komme videre med sit liv, uden at jeg skulle være i det.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...