Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8111Visninger
AA

23. Kapitel 23.


Mellows synsvinkel:

"Mellow, jeg smutter til træning. Jeg ved ikke, hvad der har ødelagt dit humør. Men lov mig nu at du ikke bare sidder her hjemme og hænger med mulen." lød det fra min mor, da hun stak sit hoved ind på mit værelse, hvor jeg bare sad i min seng og læste.

Lige siden jeg læst brevet fra Liam igår, havde jeg aldrig følt så meget forvirring i mit liv. Jeg havde ærlig troet, at han ikke ville mig mere. At han ikke elskede mig og ikke ønskede at undskylde. Jeg havde troet, at han kedede sig i vores forhold, og at jeg ikke var interessant nok for ham. Men jeg havde troet forkert.

Liam havde kæmpet for, at finde de helt rigtige ord at sige. Han savnede mig og han elskede mig stadig. Han havde brug for mig, ligesom jeg havde brug for ham.

"Det iorden mor, hyg dig." svarede jeg og begravede mit hoved i min bog igen. Jeg følte ikke rigtig for at se på hendes bekymrede blik.

"Mellow, du bliver nødt til at foretage dig et eller andet. Det hjælper ikke på dit humør at du bare sidder og læser." sukkede hun. Jeg vidste hun havde ret, det hjalp ikke på mit humør. Men jeg vidste bare ikke hvad jeg ellers skulle give mig til at lave. Jeg havde ikke lyst til noget.

"Okay. Jeg sidder mig til at lære en melodi på min guitar om lidt."

"Godt." svarede hun og skulle til at forlade mit værelse igen, men stak hurtig sit hoved ind igen. "Og Mellow, prøv at få løst problemet, med den person der har fået dig til at være så ked af det. Og så nyd din eftermiddag." fortsatte hun og forlod mit værelse. Okay, hun var god. Hun havde regnet ud, at der var en der var skyld i mit humør. På trods af at jeg ikke havde fortalt hende noget.

Jeg lagde min bog fra mig og lagde mit hoved på min pude, for at kigge op i loftet. Med et suk, lukkede jeg mine øjne og lod mine tanker få frit løb.

Liam havde ret i hvad han havde skrevet i brevet, om at alt var blevet forandret. Lige siden den aften, havde jeg følt mig så rastløs og ensom. Jeg havde mistet alt indsats og motivation til at gøre noget somhelst. Mit hoved var bare alt for overfyldt med tanker, og mit hjerte var proppet med alt for mange blandede følelser.

Selvom Liam havde undskyldt til mig i brevet, tror jeg stadig at jeg havde brug for, at han undskyldte til mig, foran mig. Han skulle sige det til mig, så jeg virkelig kunne se at han mente det.

Men her var jeg, i min seng og vidste ikke hvad jeg skulle gøre for at få ham tættere på mig. Jeg kunne selvfølgelig ringe til ham, men hvad skulle jeg sige til ham? Måske skulle jeg bare tage tilbage til London.

Men som jeg tænkte over de forskellige muligheder, gik det op for mig, at jeg stadig var bange for at skulle se og snakke med ham. Jorden under mine fødder, var blevet rystet en gang for alle. Først af Benno og derefter af Liam. Hvordan kunne jeg blive klar til at acceptere en undskyldning så hurtig?

Det ville være meget lettere, hvis han bare kom til mig. Eller hvis han ville ringe. Jeg tror at jeg ville have modet til mig nu, til at tage telefonen hvis det skete.

Jeg åbnede mine øjne og greb ud efter min telefon fra mit natbord. Der var ingen ubesvarede opkald eller beskeder. Måske var han stadig bange for at kontakte mig, fordi jeg havde afvist alle hans opkald.

Hvorfor skulle det være så svært? Jeg havde brug for at være sammen med ham lige nu. Det værste ved det hele var, at jeg ikke havde nogen, bortset fra Abby, til at snakke med om tingene. Og jeg ønskede ikke at snakke med min mor om det. Min far var heller ikke en mulighed, og de andre drenge kunne jeg helle ikke snakke med om det. Jeg havde hverken søskende eller andet familie, og venner havde jeg ikke mange af. Det var virkelig ikke let.

Da jeg rejste mig op fra min seng, for at gå over for at tage min guitar. Hørte jeg at det ringede på døren. Jeg havde ikke hørt min mors bil var kørt væk, så det var sikkert bare hende, som havde glemt sine nøgler. Men da jeg gik ned af trapperne for at lukke hende ind, hørte jeg at døren blev åbnet. Så hun var altså ikke kørt endnu.

Jeg tænkte at det nok bare var en af min mors venner, så derfor gik jeg op på mit værelse igen, greb min guitar og satte mig ned i min seng.

Jeg hørte stemmer nede i gangen, men forsøgte at lukke dem ude, ved at lade mine fingre glide over strengene på min guitar. Det lød så meget bedre end noget andet, jeg nogensinde havde hørt. Bare lyden af melodien der så fint lød fra guitaren, fik mig til at slappe lidt af i kroppen.

Der var dog stadig en lyd, der aldrig ville kunne slå lyden af min guitar. Liams stemme. Det lyder måske nok underligt, men Liams stemme kunne virkelig sende mig helt ud over kanten. Den kunne få hårene til at rejse sig, min ryg til at skælve og min mave til at slå koldbøtter. Der var ikke det, som jeg ikke ville gøre for at komme til at høre den stemme igen.

"Mellow, vil du lige komme her ned?" hørte jeg min mor kalde nedeunder. Hun lød gladere end hun havde været tidligere, nærmest jublende.

Men i det jeg rejste mig fra sengen, lyste min telefon op fra mit natbord. Så jeg greb ud efter den for at se, at det var en besked fra Abby.

Fra Abby:
Alt vil blive bedre Mell. Det lover jeg. Hold hovedet oppe og aldrig lad dit smukke smil forlade dine læber! Xxx

Jeg var taknemlig for, at have en veninde som Abby. Hun kunne til hver en tid give mig et lille smil på læberne, ligemeget hvilken situation jeg stod i. Hun havde så meget håb om mit og Liams forhold, at jeg selv, fik et lille håb om at det blev okay.

Jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare, så jeg fik bare lagt min telefon i lommen og gik nedeunder med et på tvunget smil.

"Her inde skat. Du har gæster." råbte hun inde fra stuen, da min fod nåede det sidste trin.

Der var nogen stemmer inde fra stuen, der blandede sig med min mors. Der lød et grin og jeg var næsten sikker på, at jeg vidste hvem det var.

Jeg rystede hurtig tanken af mig igen, det kunne ikke være dem. Jeg hørte vidst kun det, som jeg ønskede at høre. Langsomt fandt jeg min vej ind til stuen, og der sad tre personer og min mor, med ryggen til mig i sofaen.

Men uden selv at kunne se deres ansigter, vidste jeg hvem det var. Og specielt en af dem fangede min opmærksomhed. Det korte brune hår, var alt for velkendt. Min mor lagde mærke til mig, i det samme jeg gispede en enkelt gang efter vejret og stoppede op i mine bevægelser.

"Der var du. Du har ikke fortalt, at du ventede gæster." sagde min mor med et smil. De andre tre vendte sig om for at se mig og der sad Eleanor, Louis og ... Liam.

Han kiggede på mig med bekymring i sine øjne og hans kæbe var helt spændt. Jeg følte at rummet begyndte at dreje sig omkring mig, og at blodet steg op i mit hoved. Var han faktisk her? Jeg måtte drømme. Han kunne da umuligt være her. Det var ikke mere end et øjeblik siden, at jeg havde ønsket at han ville være her. Måske var min bøn blevet hørt.

Jeg kiggede over på min mor, og håbede at hun ikke havde fundet ud af, hvad der faktisk foregik mellem mig og denne dreng, som hun netop havde lukket ind i sit hus.

"Kommer du ikke her over og sidde Mellow?" Louis' stemme brød stilheden. Jeg havde ikke hørt hans stemme i så lang tid, fordi jeg havde været så egoistisk at ignorere dem alle sammen. Ja, jeg kunne forstå hvis det kun var Liam jeg havde ignoreret, men de andre havde trods alt ikke gjort noget.

I håb om at føle mig lidt mindre skyldig, gik jeg tøvende hen til sofaen og slog mig ned på den tomme plads.

Både Louis og Eleanor sendte mig et beroligende smil. Liam sad ved siden af Louis, der havde Eleanor på sin anden side. Men jeg tude ærligt ikke at se på ham endnu, når jeg ikke vidste, hvordan min krop ville reagere. Min mor kiggede frem og tilbage mellem mig og de andre, inden hun rejste sig op fra sofaen.

"Jeg må hellere komme afsted, ellers kommer jeg for sent." sagde hun og kiggede smilende på mig, inden hun kiggede videre til de andre. "Åh, jeg har slet ikke fanget nogen af jeres navne."

"Jeg er Louis! Og det er min kæreste." svarede han og kiggede kærligt på Eleanor, inden han kiggede på min mor, der ærligt lignede en, der kunne kigge på det lykkelige par fra nu af og til sin død.

"Jeg er Eleanor." sagde hun med sit søde smil.

"Okay, Louis og Eleanor." sagde hun for lige at notere det i sit hoved. Derefter kiggede hun smilende på Liam inden hun fortsatte. "Og du er.." Liam kom hurtig til live og kiggede på hende med et høfligt smil inden han svarede.

"Mit navn er Liam."

Min mor nikkede lidt tænkende, inden hun fik det største smil på læberne, hvilket fik hendes øjne til at stråle helt op.

"Så du er altså Liam?" spurgte hun med et stort smil. "Hvorfor har du ikke fortalt mig, hvilken flot fyr han er?" hun kiggede på mig og blinkede med det ene øje. "Nå, men det var dejligt at møde jer. Jeg vil smutte, så i tager bare noget at spise og drikke eller hvad i nu skulle få brug for. Opfør jer ordenligt." fortsatte hun med et smil, inden hun gik ud i gangen og lidt efter kunne hoveddøren høres blive smækket.

Vi endte bare med at sidde i en uhyggelig stilhed, da der ikke var nogen der sagde noget somhelst. Jeg så Liam rykke lidt på sig, sikkert på grund af den akavede stilhed. Eleanor sad og bed i sin negl og Louis kiggede fra mig til Liam og tilbage igen. Fordi det var mig der boede her, og de var mine gæster, besluttede jeg mig for at bryde stilheden.

"Hvad laver i her?" spurgte jeg, i et forsøg på ikke at lyde som om, at jeg ønskede at de skulle gå igen. Jeg bemærkede at Liam reagerede på mit spørgsmål, eller måske var det lyden af min stemme. Louis kiggede op på mig.

"Jamen det er da også dejligt at se dig." sagde Louis med et let grin, for at joke lidt med mit uhøflige spørgsmål. Han var så skøn, og jeg havde været så uforskammet at ignorere deres opkald, beskeder og var taget afsted uden at sige noget. Så jeg kunne da i det mindste have sagt noget der lød, som om jeg faktisk var glad for at se dem. Men jeg var for anspændt for selv at overveje andres følelser. "Nå men for at besvare dit spørgsmål. El og jeg var på vej op for at besøge min familie i Doncaster, så derfor besluttede vi os at tage Liam med."

"Men det forklare ikke, hvordan i er endt her." svarede jeg, da jeg undrede mig over hvordan de havde fået fat i min mors adresse.

"Louis fik din adresse, efter han fandt ud af hvor du var." sagde Eleanor og kiggede smilende på mig. Så jeg kiggede mod den skyldige Louis der sad ved siden af hende.

"Hvordan fik du fat i min adresse Lou- .. Vent. Hvordan fandt du ud af at jeg var her i første omgang?" spurgte jeg og så, at der voksede et smil på Louis' læber, og pludselig vidste jeg præcis, hvordan han havde fået svar på det han ønskede.

"Eh, ja.. Du ved, jeg kan lide at ringe folk op, udveksle info og arrangere ting-" svarede han, men jeg afbrød ham da min utålmodighed tog overhånd.

"Du har snakket med Abby?! Hun var den eneste der vidste at jeg var her, og at ingen andre skulle vide det." jeg vidste at jeg nok lød som en teenager der havde fået et flip. Men jeg var ærligtalt irriteret over, at min hemmelige flugt var mislykkedes.

"Mellow, hvorfor fortalte du ikke bare til os at du tog lidt væk? Vi var alle virkelig bekymrede for dig! Da du hverken besvarede vores opkald eller beskeder, troede vi at der var sket dig noget. Vi holder for pokker for meget af dig, til ikke at undesøge om der var sket noget." sagde Louis og kiggede strengt på mig, med en smule irritation i hans blå øjne. Jeg hørte et suk fra Liam, det var noget jeg ville have ønsket at høre fra ham, ikke Louis. Men med det der var sket, tvivler jeg på, at han ville sige noget til mig lige med det samme.

"Jeg er ked af det okay, undskyld. Hvad skulle jeg gøre? Abby tog hjem, og så ville jeg være alene i min lejlighed for at bekæmpe alle mine dæmoner. Jeg havde virkelig brug for at komme væk." svarede jeg og kiggede ned i mine hænder der rystede en smule.

Hurtigere end jeg kunne nå at reagere, havde Louis rejst sig for at sidde sig ved siden af mig, så han kunne slå sine arme om mig. Det var ikke de arme jeg ønskede at have omkring mig, men de var betryggende, og det var rart.

"Du skal ikke undskylde. Vi var bare bekymret for dig. Det var vi alle. Nu er vi her af en grund, eller ja, han er." Louis nikkede mod Liam, da han trak sig ud af krammet igen. "Please bare lyt til hvad han har at sige Mellow. Vi alle savner dig, og intet har været det samme siden du tog væk. Giv ham en chance." Louis kiggede alvorligt på mig, inden han rejste sig op og kiggede på Eleanor med et nik.

"Vi venter i køkkenet, okay?" sagde Eleanor med et lille smil, og kiggede frem og tilbage mellem Liam og jeg, inden hun greb Louis' hånd og gik ud af stuen.

Jeg kiggede bare efter dem, og ønskede ikke at se tilbage på Liam. Det ville bare få minderne tilbage. Men jeg var nødt til at høre, hvad han havde at sige. Jeg vidste hvad han følte, efter at have læst hans brev.

Jeg kunne føle Liams tunge blik på mig, og med alt den styrke og energi jeg havde, vendte jeg mig for at kigge på ham.

Da vi fik øjenkontakt, begyndte en masse vilde dyr at danse rundt i min mave og jeg følte at jeg blev svimmel. Det var vanvittigt, hvordan han kunne få mig til at føle på den måde. Vi havde været væk fra hunanden alt for længe, og det gjorde mig sindssyg. Jeg hadede, hvordan han havde knust mit hjerte. Men han var i det mindste mere mand end Benno, til at undskylde sine fejl. Og selvom det han havde gjort var utilgivelig, så betød han alverden for mig.

Liams brune øjne var triste og trætte, og jeg var helt sikker på, at han havde tårer i øjnene, hvilket jeg også selv havde. Men mest af det faktum, at jeg havde glemt at blinke, da mit blik mødte hans.

Han lod et sidste suk slippe ud, før stilheden blev brudt. Hans stemme skar gennem rummet som en kniv, der sendte kuldegysninger gennem hele min krop.

"Mellow, undskyld. Jeg er virkelig så ked af det." sagde han og kiggede mig direkte ind i øjnene, og jeg bemærkede at hans læber der svagt skælvede. Jeg havde lyst til at slå mine arme om ham, men det var ikke så simpelt. Kærlighed var aldrig så simpelt.

"Jeg kan godt forstå, hvis du ikke ønsker at se mig igen. Men jeg ville bare have det ud." han kiggede ned på sine hænder, og hans øjne var fuld af angst. Jeg vidste at han forventede, at jeg ville sige noget. Men følelserne var for vilde inde i mig, og jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, ville jeg bare ende med at græde og mine ord ville ikke give meget mening. Da han endelig kiggede op på mig igen, var der sorg i hans øjne, hvilket fik mit hjerte til at springe et slag over. Det gjorde ondt inde i mig, at se ham på den måde.

"Tro mig når jeg siger, at jeg virkelig er ked af det. Og tro mig når jeg siger, at jeg har så store følelser for dig, at det vil være umuligt for mig at forklare dem til dig." denne gang besluttede jeg at det kun var fair, at jeg endelig sagde noget. Så jeg tog en dyb indånding inden jeg åbnede munden.

"Liam, jeg.. Jeg ved hvordan du føler. Og jeg tror på dig. Jeg læste alt hvad du skrev, mindst 30 gange. Jeg ved at du mener alt, hvad du har sagt." jeg så at sorgen i hans øjne, blev skiftet ud med håb og farven vendte tilbage i hans kinder.

"Du læste brevet." sagde han stille, med det samme håb der glimtede i hans øjne. Det var tydeligvis bare en tanke han havde fået sagt højt og ikke ønskede svar på det.

"Betyder det at vi kan .. Starte forfra?" spurgte han, men jeg vidste ikke hvad jeg skulle svare. Var jeg klar til at starte forfra?

"Mellow, please. Jeg savner dig så meget." hans øjne var stadig rettet mod mig, og da jeg endnu en gang ikke svarede, rejste han sig op for at sidde sig på knæ foran mig, og fandt endnu en gang mine øjne.

"Mellow, jeg vil kun være sammen med dig. Jeg elsker dig virkelig, og jeg hader, hvad du har måtte affinde dig i med vores fans og medierne." han rakte tøvende ud efter min hånd, og selvom der var noget i mig der sagde, at jeg skulle trække den væk, gjorde jeg det ikke. Varmen fra hans hånd mod min, fik det til at slå gnister og forlod mig åndeløs. "Mellow, sig noget." hviskede han, og jeg lagde mærke til at han havde fået tårer i øjnene igen.

"Liam, jeg ved det ikke. Jeg, det er bare. Jeg ønsker at vi får løst det her, men hvordan kan jeg vide, at det ikke vil ske igen. Selvfølgelig savner jeg dig. Jeg elsker dig! Men jeg ved ikke om jeg kan klare at få knust mit hjerte igen." min stemme knækkede til sidst, og mine hænder begyndte at ryste, hvilket fik Liam til at køre sin tommelfinger beroligende hen over den.

"Du ved, hvor ked af det jeg er. Og at jeg aldrig vil gøre noget så dumt igen." jeg nikkede svagt til ham. Hans hånd i min tog næsten pusten fra mig. "Kan vi starte forfra?" jeg forlod hans spørgsmål ubesvaret i et stykke tid, indtil jeg til sidst nikkede.

"Ja." hviskede jeg, uden at vide om han havde hørt det eller ej.

"Tak." hviskede han tilbage, før han kørte sin frie hånd blidt over min kind, for at tørre en vildfaren tåre væk, der havde tilladt sig at ryge ned. "Jeg har aldrig elsket nogen ligeså højt, som jeg elsker dig. Jeg har ingen planer om at forlade dig, nogensinde." jeg kunne både se ærligheden i hans øjne, og høre den i hans stemme. Men alt var bare for meget at håndtere for mig lige nu, jeg havde brug for at græde. Jeg ville have at vores forhold skulle blive som før. Jeg ville bare kramme og kysse ham.

Jeg sukkede da jeg lukkede mine øjne, da jeg følte mig for svag til at se på ham lige nu. Men lidt efter følte jeg et varmt pres mod min pande. Jeg behøvede ikke at åbne mine øjne for at vide, at Liam havde lagt sin pande mod min. Vi sad sådan i stilhed med hovederne sammen, i et stykke tid. Og jeg indrømmer, at jeg elskede det. Jeg var tæt på ham igen, og jeg vidste, at vi stadig følte det samme for hinanden. Vores forhold havde bogstaveligtalt hængt i en tynd tråd, men jeg var sikker på, at vi kunne gøre fremskridt.

Jeg hørte skridt, og åbnede derfor mine øjne og løftede mit hoved op igen. Liam sad stadig på knæ foran mig, hans øjne var blevet varme og han havde fået et lille smil på læberne. Jeg kunne ikke andet end at smile tilbage. Louis og Eleanor stod i døren og kiggede på os med spørgende blikke.

"Eh Liam, undskyld jeg presser på. Men min mor spørg hvornår vi er der." sagde Louis, der lignede en der søgte svar på om vi havde fundet ud af tingene. Liam kiggede frem og tilbage mellem Louis og jeg, inden han svarede.

"Det er fint, vi har fundet ud af det igen." sagde han og kom på benene igen med et lille smil. Det gik op for mig, at han stadig havde min hånd i sin. Men jeg nægtede ærligtalt at give slip.

Derfor rejste jeg mig i stedet op fra sofaen, for at følge dem ud til døren, med Liams hånd i min. Hans hånd i min, det føles bare så rigtig. Vores hænder var som støbt til hinanden.

Louis og Eleanor sagde farvel, og Louis hviskede et lille 'tak' i mit øre, inden de gik hen til bilen. Men Liam blev tilbage.

"Hvornår tager du tilbage til London?" spurgte Liam og kiggede smilende på mig med et spørgende blik.

"Imorgen, tror jeg."

"Okay. Hvis du kan, så mød mig på Starbucks der ligger lige ved din lejlighed, imorgen til frokost?" han kiggede mig bønfalende i øjnene, og jeg nikkede. Det var så forfærdeligt at se Liam så sårbar, når han måtte stille mig et spørgsmål med disse bedende øjne. Men da jeg tog imod tilbudet, lyste der straks et smil op på hans alt for kønne ansigt.

"Tak." sagde han og lænede sit hoved mod mit, og jeg vidste, hvad han ville. Men da jeg skar ansigt, standsede han, så hans læber kun var få centimeter fra mine. Jeg kunne føle hans ånde kilde mod min hud og jeg sværger, jeg kunne have presset mine læber mod hans. Men jeg holdt mig rolig og fokuseret. Liam erkendte fejltagelsen han var ved at lave. Men i stedet for at trække sig væk, lod han sine læber ramme min kind. Et blidt kys blev efterladt på min hud og jeg følte varmen kom frem i mine kinder.

Da han trak sig tilbage, bemærkede han mine op blussede kinder og lod en lille dejlige latter slippe ud.

"Jeg vil absolut savne dig til jeg ser dig igen." sagde han og lod sin tommelfinger blidt kærtegne min kind. Lige da jeg ønskede at dette øjeblik ikke skulle slutte, trak han sin hånd væk fra min kind og begyndte at gå baglænds ud af døren. "Husk, Starbucks imorgen!" fortsatte han med et smil og drejede om på hælene for at gå hen til bilen hvor Louis og Eleanor ventede på ham.

Jeg stod bare og betragtede ham gå ind i bilen, og kiggede efter dem da de begyndte at køre væk. Jeg var så glad for, at vi havde fundet ud af tingene. Nu håbede jeg bare, at vores forhold kunne blive, som det var for kun et par uger siden.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...