Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8113Visninger
AA

22. Kapitel 22.


Mellows synsvinkel:

Jeg havde brugt hele 3 timer på at køre fra London til min hjemby nær Doncaster. Inde for de timer havde min telefon ringet omkring 40 gange, mindst. Jeg fattede slet ikke at de ikke bare gav op, for jeg besvarede ikke et eneste opkald.

Mine tanker farede rundt i mit hoved, imens jeg kørte, og jeg lod tårerne få frit løb ned af mine kinder. For at være ærlig, var jeg ret overrasket over, at jeg overhovedet kunne køre bil og ikke var til fare for andre bilister. Mine hænder rystede, mine øjne var slørret og mine vejrtrækninger var helt ude af balance. Jeg følte en stor skyld over, at jeg ikke havde fortalt drengene at jeg var taget væk. Især Liam. Han måtte være så bekymret. Tja, hvis han da altså stadig bekymre sig om mig.

"Åh, Mellow? Er det virkelig dig?" min mor sprang bogstaveligtalt ind i mine arme for at give mig et kram. Hun var næsten i tårer (af glæde selvfølgelig), da hun så mig ved hoveddøren da hun havde åbnet den.

Hun er virkelig en vidunderlig kvinde. Jeg havde fået en masse af mine træk fra hende. Det slanke ansigt, de nøddebrune øjne, lange øjenvipper. Selv min sportslige evne var noget, der kom fra min mor. Hun havde en regelmæssig trænings tidsplan, som hun kun missede hvis der kom noget virkelig alvorligt i vejen. Alt andet andet havde jeg fået fra min far, min solbrune hud og det tykke, bølget, mørke hår.

Da hun trak sig fra krammet igen, trådte jeg ind i gangen og lukkede døren bag mig. Jeg smed mine sko og gik ind på mit gamle værelse for at stille min taske og guitar fra mig. I sitiuationer som disse, var det dejligt at min mor havde ladet mit værelse stå. Det var rart at man kunne komme hjem til de gamle trykke rammer, når man havde brug for det.

Dog virkede det lidt underligt at være her igen. Jeg havde ikke været hjemme hos min mor i et år, da vi begge to havde haft travlt med arbejdet. Nå jeg havde fri, havde hun ikke og omvendt. Så vi måtte nøjes med at ringe til hinanden en gang imellem. Men det hele lignede sig selv og det var dejligt at være her igen.

Da jeg havde fået pakket mine ting ud, hørte jeg min mor råbe at hun havde taget brød og lidt forskelligt pålæg frem. Så jeg forlod hurtig mit værelse for at gå ud i køkkenet, hvor hun havde dækket op.

"Hvordan var Venedig?" spurgte min mor og kiggede lykkeligt på mig. Glæden over at se mig igen, strålede virkelig ud af hende og jeg vil vædde med at hun ville dø for at høre om alle mine oplevelser. For selvom vi af og til havde snakket i telefon, så var det næsten altid bare om hvordan vi havde det og at vi savnede hinanden.

"Det var helt fantastisk mor, stedet var så smukt! Hotellet var lækkert og mit værelse var bare helt perfekt. Mit kamera blev virkelig også brugt flittigt."

"Det lyder dejligt. Din far ringede faktisk til mig for en lille uges tid siden. Han fortalte, at du havde mødt en ung fyr i Venedig." åh gud, den burde jeg have set komme. "Hvad var det nu han hed? La- nej, Li-Liam? Ja, der var den, Liam! Så hvornår kommer jeg til at møde ham?" jeg tvang et smil på, og håbede, at tårerne ikke ville begynde at presse sig på igen.

"Eh, ja. Jeg ved det ikke, han har en travl hverdag. Jeg ser ham heller ikke ligefrem ret meget længere." svarede jeg og kiggede ned i min tallerken.

"Virkelig? Din far fortalte mig ellers hvor glade i var sammen. Han sagde at du tog tilbage til London med ham og hans venner." jeg nikkede bare og skubbede lidt til det brød jeg havde på min tallekern. Jeg havd helt mistet apetiten. "Nå, men hvad bringer dig her hjem? Det er sådan en lang køretur fra London." jeg kunne tydeligt høre, at hun bevidst skiftede emne.

"Jeg havde bare lyst til at komme og besøge dig." svarede jeg og kiggede op på hende, og hun kiggede mistænksom tilbage på mig. Det var delvist også sandheden. Men jeg kunne ikke fortælle, at jeg forsøgte at komme væk fra Liam for at få lidt plads til at tænke over, om vi skulle få løst problemerne og om vores forhold stadig ville holde efter det her. For hvis jeg fortalte det, vidste jeg at hun ville prøve at overtale mig til, at vi fik snakket om det med det samme. Men det var det jeg ikke kunne, og det var netop grunden til jeg var taget her hjem i et stykke tid.

"Åh okay så. Jamen det er også dejligt at se min smukke pige igen." hun rejste sig fra sin stol da hun var færdig med at spise, og gik om bag mig for at kysse toppen af mit hoved. Derefter gik hun hen til vasken og begyndte at vaske op.

Jeg elskede min mor, men jeg kunne ærligt ikke tro da hun omtalte mig som 'min smukke pige'. Jeg mener bare, mine øjne var sandsynligvis helt røde og mit hår utæmmet. Jeg tvivler på at det var et smukt syn.

 

*

 

Jeg havde tilbragt hele weekenden hjemme hos min mor, og jeg havde virkelig nydt det fuldt ud. London var så støjende, med de travle gader. Men her i denne lille stille by, var det bare perfekt.

Men jeg elskede også, at jeg ikke skulle bekymre mig om en bestemt person. Jeg lå ikke hver nat og frygtede at skulle støde på Liam den næste dag, men alligevel har jeg grædt mig selv i søvn. Min mor havde vidst også bemærket, at noget var galt, når jeg hver morgen kom ned med opsvulmede våde øjne og en temmelig gnaven attitude. Men fordi hun har kunne mærke at der var noget galt, har hun bare været kærlig overfor mig. Jeg havde tilbragt noget tid med min guitar, for at kunne komme af med mine tanker, bare for en lille stund. Men alligevel kunne selv ikke min guitar få mig helt på andre tanker. Jeg følte mig alt for distraheret, jeg følte at jeg manglede noget.

Både Liam og de andre drenge havde givet op med at forsøge at ringe, de havde kun lige sendt mig et par beskeder. Jeg følte mig virkelig som jordens mest forfærdelige person, når jeg ignorerede dem på den måde. Jeg var taget afsted uden at sige noget, og så ignorerede jeg dem oveni købet også. Hvad havde Liam nogensinde set i mig? Jeg var en forfærdelig kæreste.

"Mellow, der er kommet brev til dig." hørte jeg min mor råbe nedeunder, så jeg fik lagt min bog fra mig og hoppede ud af min seng for at gå ned og se hvad hun snakkede om.

Det var da mærkeligt. Jeg havde ikke boet her i over et år, men alligevel kom der brev til mig? Det kunne ikke være et brev fra mine venner, for de vidste, at jeg havde min egen lejlighede i London. Så de ville da nok have sendt det der til i stedet.

Jeg fandt min vej ned af trapperne og gik ind i stuen, hvor min mor sad i sofaen. Hun rakte mig smilende konvolutten, som jeg tog imod.

Jeg kiggede på konvolutten i min hånd, skriften der var på, var så fint skrevet. Hver enkelt bokstav af mit navn, var helt perfekt skrevet og på lige linje. Min mor kiggede nøje på mig, da jeg begyndte at åbne den, men jeg tøvede en smule.

"Jeg tror jeg går ovenpå og åbner det." sagde jeg stille så min mor slog et lille grin op, men nikkede og lod mig gå op, hvilket jeg derfor gjorde.

Jeg havde ærligt ingen idé om, hvem der kunne have sendt det. Hvem skulle sende brev til mig, og så oveni købet på min mors adresse?

Da jeg trådte ind på mit værelse satte jeg mig i min seng, og besluttede mig for at åbne brevet. Da jeg fik det åbnet trak jeg det foldede papir op og satte mig til rette i min seng, inden jeg begyndet at folde det op for at læse det.

Mine øjne begyndte straks at løbe i vand, efter at have læst de første par linjer. Jeg havde på ingen måde forventet det her. Jeg var slet ikke forberedt.

Kære Mellow.

Der er slet ikke noget der har været det samme, siden det der skete for næsten en uge siden nu. Alt har ændret sig, og det har kun ændret sig til det værre.

Jeg kan ikke koncentrere mig i studiet. Jeg har ingen apetit til at spise. Jeg kan ikke sove om natten. Alle mine tanker er konstant hos dig. Jeg kan konstant se dit fortryllende ansigt for mig. Men det eneste jeg ser, er smerten i dine øjne fra den aften.

Det var aldrig meningen at jeg skulle have gjort, hvad jeg gjorde. Jeg var svag. Jeg var dum. En idiot rent ud sagt.

Mellow, jeg savner dig. Du var, nej du er stadig mit et og alt. Uden dig, føler jeg mig fortabt og ensom. Jeg længes efter at holde dig i mine arme igen, og føle varmen fra dine perfekte bløde læber på mine.

Jeg prøvede virkelig at alt for at kunne komme til at forklare mig til dig, men jeg kunne ikke få ordene ud. Jeg håber ikke, at det er forsent. Men jeg vil have dig til at vide, at jeg stadig holder af dig. For at være mere præcis, så betyder du mere for mig end hvad jeg kan sige højt.

Men Mellow, jeg er virkelig så ked af det. Undskyld af hele mit hjerte, for at have såret dig. For at miste din tillid, og at knuse dit hjerte.

Jeg har brug for at være sammen med dig igen. For uden dig, tror jeg ikke at jeg kan fortsætte mit liv normalt. Uden dig er mit liv meningsløst, og jeg vil gøre alt for at få det hele tilbage igen.

Tilgiv mig Mellow. Du vil måske ikke føle det samme for mig, efter det her. Men i det mindste accepter min undskyldning. For det var aldrig min hensigt at gøre det mod dig, som jeg gjorde. Jeg var en idiot, og det ved jeg. Jeg vil altid føle skyld for, hvad jeg gjorde. Men jeg vil aldrig i mit liv såre dig igen.

Jeg elsker dig Mellow.

Liam x

 

***

 

Så fik Liam mulighed for at undskylde. Men tror i at hun tilgiver ham?
Hvor fik Liam overhovedet fat i adressen til Mellows mor?




 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...