Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8444Visninger
AA

21. Kapitel 21.


Mellows synsvinkel:

Det meste af morgnen, havde jeg brugt på at hjælpe Abby med at pakke hendes kuffert. Ingen af os havde rigtig lyst til det, så det meste af tiden, endte vi med at trække tiden ud ved at snakke om alt og ingenting.

"Abby, jeg vil ikke have du skal rejse!" klagede jeg. Jeg vidste ærligtalt ikke, hvad jeg skulle få mit tid til at gå med, når hun tager afsted. Ja jeg havde da drengene, men Liam var sammen med dem det meste af tiden, hvilket jeg selvfølgelig ikke skulle forhindre ham i. Men det ville bare blive akavet.

Ved den tanke, huskede jeg straks, at drengene snart ville være her for at køre Abby til lufthavnen.

"Jeg har heller ikke lyst til at rejse! Selvom jeg savner Antonio. Åh, og mit arbejde. Men jeg vil komme til at savne dig så meget!" svarede hun og trak mig ind i et knovle knusende kram. Men jeg klagede ikke. Vi sad bare på gulvet i gæsteværelset, næsten i tårer.

Lidt tid efter hvor vi bare havde snøftet og forsøgt at holde tårerne tilbage, ringede det på døren.

"Åh gud, One Direction er her!" Abby rejste sig op og sprang nærmest ud af døren. Efter lidt nærmere eftertanke, besluttede jeg mig for at følge efter.

Abby havde ladet sin hånd hvilke på håndtaget, men hun åbnede den ikke. I stedet vendte hun sig om og kiggede på mig.

"Tror du at du kan klare det? Liam vil nok være sammen med dem." sagde hun stille. Jeg vidste at han ville være lige på den anden side af døren, men jeg måtte blive nødt til at samle mod til mig.

Derfor nikkede jeg, forsøgte at virke så sikker som muligt, mens jeg fik sat et falsk smil på læberne. Af en eller anden grund, faldt hun for den og smilte tilbage til mig, inden hun åbnede døren så fem sæt øjne kiggede tilbage på os.

Alle drengene fandt vej ind i min lejlighed, en efter en. Louis var den første til at trække Abby ind i et kram, og derefter mig. Derefter fik vi også et kram af Niall, Zayn og Harry. De så så glade og ubekymret ud, imodsætningen til mig.

Men så ud af øjenkrogen, bemærkede jeg det velkendte korte hår, som er lidt længere på toppen. Den perfekte krop og de smukke chokolade brune øjne. Han så helt fortabt ud. Hans skuldre var hævet en smule og han havde sine hænder i lommene, samtidig med at han havde sit blik mod gulvet. Selvom han så virkelig sårbar ud, kunne han formå at få min mave til at gå amok. Jeg følte at luften blev suget ud af mine lunger, og jeg var bange for at mine ben ville svigte under mig.

Da Liam som den sidste trådte ind, fik Abby et lille smil på læberne, da han tøvende løftede hovedet for at se på mig.

Straks så mine øjne ind i hans. Det var alt for overvældende. Jeg var ikke klar til at se ham. Jeg var ikke klar til at høre, hvad han havde at sige.

"Har du dine ting pakket og klar?" spurgte Louis og brød den akavet stilhed, så jeg sendte ham et halvhjertet smil for at takke ham. Han nikkede en enkelt gang til mig, inden han kiggede på Abby igen.

Jeg kunne føle Liams blik på mig endnu, men jeg kunne ikke få mig selv til at se på ham.

"Ja, jeg går lige ind og henter mine ting." svarede Abby og greb ud efter min hånd for at trække mig med ind på gæsteværelset. "Hvad sker der? Synes du ikke at i burde få snakket om tingene?" spurgte hun og kiggede bekymret på mig, men jeg låste mit blik fast til gulvet.

"Jeg ved det ikke Abby!" det havde ikke været meningen at lyde irriteret, og heller ikke at understrege min irritation ved at slå ud med armene. Men det var alligevel sådan det endte. Jeg kæmpede virkelig med at træffe en beslutning, men det var svært.

"Hør Mell, du skal ikke forhaste det. Hvis du ikke kan gøre det nu, så vent til du føler dig klar til at høre, hvad han har at sige." hun lagde sin hånd blidt på min skulder imens hun snakkede.

"Jeg tror ikke, at jeg nogensinde bliver klar. Jeg tror ikke, at vi vil være i stand til at få løst problemet. Abby, måske, .. Måske det virkelig bare er forbi."

Der blev stille på værelset et øjeblik, det eneste der kunne høres, var drengene der snakkede og grinte inde i stuen.

"Åh Mell, det må du ikke sige. Det er ikke forbi. I elsker hinanden! Det kan ikke være slut!" hun kiggede på mig, som om hun var lige ved at græde. Hvilket var lidt underligt, når det var mit forhold der var på vej ud over kanten og ikke hendes.

"Jeg tror måske bare jeg har brug for lidt til alene til at tænke."

"Selvfølgelig Mell."

"Abby?" hun bed sig nervøst i læben, naturligvis over, hvad jeg ville sige som det næste. "Jeg tror at jeg tager over til min mor." hun kiggede på mig med åben mund, men intet kom ud. "Så snart du er taget afsted, pakker jeg for at tage over til min mor i noget tid. Jeg har brug for at komme væk her fra. Så please, ikke blik sur når jeg siger, at jeg ikke tager med dig til lufthavnen."

"Selvfølgelig er jeg ikke sur, Mell. Hvis det er det du har mest lyst til, så er det iorden. Jeg forstår dig godt. Men fortæl det idet mindste til drengene." svarede hun og gav min hånd et klem.

"Nej, jeg kan ikke fortælle det til dem. Hvis jeg fortæller det, vil de sikkert bare komme efter mig."

"Åh. Jamen så lov mig at du passer på dig selv, når jeg er væk. Jeg elsker dig Mellow!" svarede hun og trak mig ind et kram. "Jeg ved at tingene nok skal ordne sig. Bare vær tålmodig-" Abby blev afbrudt af at det bankede på døren.

"Er i klar piger?" lød det fra Louis der stak sit hoved ind af døren.

"Ja, men planen er ændret. Jeg tager ikke med til lufthavnen." svarede jeg og kiggede alvorligt på ham, men forsøgte alligevel at give ham et lille smil.

"Åh virkelig? Nå, okay så. Anyway, vi skal afsted." svarede Louis og kiggede først lidt overrasket på mig, men endte med at give mig et smil.

Abby greb fat i sin kuffert, og så fulgte vi med Louis ud til hoveddøren, hvor de andre stod og ventede.

"Er i klar?" spurgte Harry med et smil.

"Ja. Men Mellow tager ikke med i lufthavnen. Du ved, det vil bare ende i for mange tårer når vi skal sige farvel." svarede Abby, og jeg var glad for at hun dækkede over mig.

"Det kan du måske have ret i." svarede Harry med et let grin, inden jeg slog mine arme om Abby i et sidste kram.

"Husk, ikke sig noget om at jeg tager hjem til min mor. Jeg kommer til at savne dig Abby, tak for alt." hviskede jeg til Abby, så hun straks nikkede. Vi stod bare med armene om hinanden, indtid der var en der valgte at bryde ind.

"Ja undskyld, men eh, vi skal afsted nu Abby." sagde Niall, hvilket fik os til at trække os fra krammet. Vi fik sagt farvel og så forsvandt de alle ud af døren. Men jeg bemærkede at der var en der ikke var smuttet ud.

Liam stod akavet i døråbningen med blikket ned i gulvet, og skiftede lidt fra den ene fod til den anden. Var der noget han ville sige?

Jeg lavede en lille grimasse, og forberedte mig på at høre hans stemme. Men den kom aldrig. Jeg kiggede op og opdagede, at han havde tårer i øjnene og hans læber var presset i en lige linje. Lidt efter lod han et suk slippe ud, inden han vendte rundt for at følge med de andre.

 

*

 

Liams synsvinkel:

 

Hvad fanden var det jeg lavede? Skulle jeg snakke med hende eller ej? Jeg bandede indvendig af mig selv, for ikke at være modig nok til at lade hende høre, hvad jeg jeg havde at sige. Og for at gøre situationen endnu mere forvirrende for hende.

Jeg havde ikke set hende i næsten en uge, og lige så snart Abby havde åbnet døren til lejligheden og afslørede dem begge, blev mine ben helt skælvende. Mellow havde sådan et trist og forvirret udtryk og hendes krop var anspændt. Jeg kunne virkelig slet ikke lide at se hende på den måde, og samtidig vide, at det var min skyld. Jeg ville så gerne bare holde hende i mine arme igen, og mærke varmen fra hendes krop.

"Er du okay mate?" spurgte Harry da vi sad i bilen på vej til lufthavnen. Selvfølgelig var jeg ikke okay. Jeg havde lige haft mulighed for at sige undskyld til min perfekte kæreste (hvis hun stadig var villig til at være det), og jeg havde fucked chancen op. Ordene kunne bare ikke finde deres vej ud.

"Harry, jeg har virkelig fucked det hele op." svarede jeg stille og kiggede ud af vinduet hvor Londons regnfulde gader susede forbi.

"Hey, i skal nok finde ud af det mellem jer. Bare giv det tid." svarede han. Problemet var bare, at jeg ikke ønskede at give det mere tid. Jeg savnede hende så forfærdelig meget.

 

*

 

Efter at vi havde fulgt Abby ind i lufthavnen og fik krammet farvel, skyndte vi os tilbage til bilen igen, for at vi ikke skulle ende med at paparazzier og fans skulle dukke op.

"Lou, kan du ikke stoppe ved Mellow igen? Jeg må snakke med hende." Louis kiggede på mig i bakspejlet og nikkede.

Kort tid efter parkerede han bilen ude foran hendes lejlighedskompleks, og jeg sprang ud af bilen og ignorerede regnen. Jeg nåede op til hendes lejlighed og ringede på døren, men efter et halvt minut var der stadig ingen livstegn.

Jeg ringede på igen, og lod min finger være på dørklokken lidt længere. Måske vidste hun, at det var mig. Og at ringe hende op ville nok heller ikke ligefrem gøre det bedre, for hun ville ikke tage den når hun kunne se det var mig.

Jeg kiggede rundt ved døren, i håb om at kunne finde en ekstra nøgle. Jeg kiggede først under måtten, for derefter at kigge i urtepotten. Aha, der var den.

Jeg fik fisket nøglen op og satte den i døren så jeg kunne låse den op. Hun ville nok hade mig endnu mere for det her, men jeg havde brug for at snakke med hende. Da jeg havde låst døren op, åbnede jeg den og trådte ind i lejligheden. Alt virkede helt uberørt og fredeligt. Det stod alt på samme måde som i morges.

"Mellow? Jeg har virkelig brug for at snakke med dig." sagde jeg for at gøre hende opmærksom på at jeg var kommet ind. Men hun svarede ikke.

Jeg gik over og åbnede døren ind til hendes soveværelse, men der var hun ikke. Så jeg fortsatte videre rundt.

"Mellow?" kaldte jeg igen og kiggede begge badeværelserne igennem. Men hun var ingen steder. Heller ikke i stuen eller i køkkenet.

Hun var slet ikke i lejligheden.

Jeg gik tilbage til hendes værelse og opdagede, at hendes guitar manglede. Derefter bemærkede jeg, at hendes skab stod åben og at der manglede en masse tøj. Mellow var væk?

Jeg styrtede ud af hendes lejlighed og fik lukket og låst døren, og lagde derefter nøglen på plads hvor jeg fandt den. Så snart jeg var nede, løb jeg hen til garagen, hvor jeg kunne se at hendes bil var væk.

"For fanden!" vrissede jeg af mig selv og kørte en hånd gennem mit hår, da jeg forsøgte at finde en mening i, hvad der foregik.

"Liam, hvad sker der?" jeg drejede rundt for at se, at Louis og Harry var på vej mod mig.

"Hey, du ryster! Hvad sker der?" spurgte Louis og lagde sine hænder på mine skuldre, for at tvinge mig til at se på ham. Men da jeg forsøgte at snakke, ville ordene bare ikke forlade mine læber.

"Fortæl hvad der sker Liam! Du skræmmer for helvede livet ud af os!" sagde Harry og kørte frustreret en hånd gennem sit hår.

"Hun, hun er .."

"Hvad? Er det Mellow? Er hun okay?" spurgte Louis, og de begge kiggede på mig med et bekymret blik.

"Hun er væk!" ordene slap kun ud af mine læber som en hvisken.

"Hun er hvad?" råbte Niall, da ham og Zayn var kommet over til os. Jeg nikkede bare, da jeg ikke kunne få nogen ord ud. De alle havde både et forvirret og bekymrende udtryk malet i deres ansigter.

Hun var væk. Mellow var væk. Harry slog sine arme om mig og trak mig ind i et trøstende kram. Men selv med deres beroligende ord, var jeg stadig rystet og vred på mig selv. Samtidig med at jeg var så fandens bekymret for Mellow.

Hvor var hun?

 

***

 

OMG HVOR ER HUUUN?!?! Well, okay. I alle ved selvfølgelig hvor hun er. Men Liam og de andre drenge er uvidende.

Hvad tror i der kommer til at ske? Har i noget håb for Mellow og Liam?
Det kan i hvert fald diskutere med jer selv om, indtil imorgen hvor næste kapitel kommer. Smid en kommentar og fortæl hvad i synes. :)

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...