Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8110Visninger
AA

20. Kapitel 20.


Mellows synsvinkel:

Min telefon begyndte at ringe for syvende gang denne aften. Men jeg havde ikke taget den en eneste gang, og denne gang var ikke en undtagelse. Jeg var for træt til at rejse mig fra min seng, og jeg havde mest af alt bare lyst til at grave mig langt ned under min dyne. I håb om at jeg kunne forsvinde.

"Mellow, skal du ikke tage den?" spurgte Abby der kom ind på mit værelse med en kop te til mig i hånden. Hun rakte mig koppen, men jeg rystede bare på hovedet og tog imod den. "Okay, men det er ikke ham denne gang." fortsatte hun da hun havde taget min telefon op for at svare, hvem end det så var.

Selvom det ikke var Liam, så havde jeg ikke lyst til at snakke med nogen somhelst. Han havde forsøgt at ringe lige siden vi kom hjem fra natklubben, for kun en time siden.

"Hej Lou, det er Abby." sagde hun ind i telefonen, så det var altså ikke Liam. "Ja, vi sidder bare her hjemme. Eh nej, jeg tror ikke, at hun vil snakke med ham endnu." hun nippede lidt til sin te, da Louis sikkert gav hende et svar i den anden ende. "Jeg ved det, jeg kan heller ikke lide det. Men vi kan skal ikke tvinge hende til noget. De har begge brug for tid Lou-" jeg grinte sarkastisk, da jeg tænkte på, hvor mange folk Liam havde ramt med sin handling. For selvom det var mig der fik knust mit hjerte, så var de andre sure på ham. De var alle på min side, selv de andre drenge. "Ja, det skal jeg nok. Okay, ja. Bye." Abby afsluttede opkaldet og kiggede så på mig.

"Er der andet jeg kan gøre for dig?" spurgte hun med et smil og lagde min telefon tilbage på mit natbord.

"Vil du give mig min laptop?" spurgte jeg stille, da min hals stadig var helt fucked på grund af alle de følelser der løber igennem mig.

"Ja, selvfølgelig." hun tog den fra mit bord og rakte den så til mig. "Jeg går i seng nu. Hvis der er noget du har brug for, så kommer du bare ind." jeg gav hende et taknemlig smil og nikkede, inden hun forlod mit værelse.

Jeg vidste ikke engang, hvofor jeg ønskede at gøre dette, men jeg var bare alt for nysgerrig. Derfor klikkede jeg ind på internetbrowseren og skrev i søgefeltet, til jeg fandt hvad jeg ledte efter.

Da den første overskrift fangede mine øjne, fik det mit hjerte til at synke helt ned i min mave.

Liam Payne single igen.

Hvordan kunne medierne gøre det? Hvordan kunne de allerede stemple ham som single? Jeg forstod det virkelig ikke. Jeg elskede Liam og jeg ville aldrig ønske at lade ham gå. Selvom han har knust mit hjerte, og min tillid.

Mine øjne landede på to billeder, der blev vist under overskriften. Det første var af Liam og jeg, der gik smilende hånd i hånd, på vej ind på natklubben. Tårerne begyndte at presse sig på, af at se os så glade, og så lykkelige.

Det næste billede var af mig. Mig der forlader natklubben. Mine hænder var knyttet, mit hår var et stort rod, mit ansigt oprevet og mine øjne røde og fyldt med tårer.

Jeg begyndte at spænde i min krop, da jeg læste kommentarene der var skrevet til.

MeganxPayne: Jeg vidste, at de ikke ville holde!

Moments_Lilly: Hun må have knust hans hjerte :(

LiamPayne4evaXx: Jeg skal nok finde hende og give hende en på hovedet for hvad hun har gjort ved min Liam basse!

MrsHannahHoranxx: Deres forhold var sikkert bare en flirt-

Det var nok.

Jeg smækkede skærmen sammen på min computer, for at skubbe den væk fra mig. Jeg trak mine knæ op og slog mine arme om dem, og lod tårerne få frit løb ned af mine kinder.

Liams og mit forhold, var ikke bare 'flirt'. Det var ægte, og jeg elskede ham. Min krop begyndte at ryste, da jeg prøvede at holde mine tårer og skrig tilbage.

Hvorfor havde han gjort det her mod mig? Mod os? De paparazzier og fans har ingen idé om, hvor meget jeg elsker ham. Måske føler han ikke det samme for mig, som jeg gør for ham. Men jeg er sikker på, at jeg aldrig vil miste mine følelser for ham, ligemeget hvad han har gjort.

 

*

 

Liams synsvinkel:

 

"Var det Mellow? Hvad sagde hun?" spurgte jeg Louis, da han kom ud fra soveværelset og lagde sin telefon i sin lomme.

"Det var Abby." svarede han roligt. Men jeg vidste, at han var knapt så rolig indvendig. Han holder lige så meget af Mellow som jeg, og jeg ved at han bekymre sig om hende. Han er på hendes side, og det bebrejder jeg ham ikke for. "Mellow har ikke lyst til at snakke med dig. Du bliver nødt til at give hende noget tid, Liam. Hun skal have tid til at tænke over tingene."

Jeg følte mit hjerte hoppe ud af brystet på mig, da jeg tænkte på Mellows ansigt, før hun forlod natklubben. Jeg havde været sådan en egoistisk idiot. Hvorfor kunne jeg ikke bare have afvist hende tingen fra starten af? Mellow betød så meget for mig. Selvom hun måske har svært ved at tro det, efter det jeg har gjort, så elsker jeg hende stadig. Og jeg må være ærlig og sige, at jeg ikke har elsket en ligeså højt, som jeg elsker hende.

"Er du okay mate?" Niall viftede med hånden foran mit ansigt, og fik derved trukket mig tilbage til virkeligheden. Men jeg svarede ham ikke. I stedet forlod jeg drengene i stuen med et suk og gik ind på mit værelse. Jeg var nødt til at sove inden mine tanker ville fucke mig helt op.

 

*

 

Da jeg vågnede næste morgen, var det med følelsen af, at jeg ikke havde sovet overhovedet. Mit hoved og bryst gjorde ondt. Jeg tror aldrig at jeg har sovet så elendigt.

Jeg satte mig op i min seng og gned mig i mine øjne. Jeg følte mig virkelig skidt tilpas, både fysisk og psykisk. Jeg greb ud efter min telefon på mit natbord, men der var hverken nogen ubesvarede opkald eller beskeder.

Jeg havde ingen idé om, hvorfor jeg følte mig skuffet. Det var ikke mig der skulle føle mig skuffet, men Mellow. Men alligevel havde jeg haft et lille håb om, at hun ville kontakte mig. Men jeg vidste, at der nok ikke var den største chance for, at hun ville kontakte mig.

Tøvende gik jeg ind og fandt hendes nummer og fik ringet op. Jeg ved ikke rigtig hvad jeg forventede, men et dybt suk slap ud, da den efter at have ringet et par gange, gik på telefonsvaren.

Selvfølgelig ville Mellow ikke snakke med mig efter i nat. Hvordan kunne jeg være så naiv? Jeg ved ikke hvor længe der ville gå, før vi kunne komme til at snakke, og jeg rent faktisk kan komme til at forklare alt til hende. Men ville jeg nogensidene få chancen?

 

*

 

Mellows synsvinkel:

 

Min telefon vibrerede og Liams navn lyste op på skærmen, men jeg kunne ikke få mig selv til at tage den. Alt fra i går aftes sad stadig fast i mit hoved, og jeg er ikke stabil nok til at høre hans stemme endnu.

"Abby! Har du ikke lyst til at tage med ned i byen?" råbte jeg inde fra mit værelse.

Lidt efter kom hun frem i døren, og var tydeligvis overrasket over jeg havde tilbudt at vi kunne tage ned i byen. Hun havde et smil på læberne, men bekymringen stod ud af hendes øjne.

"Kom nu Abs, jeg har brug for noget andet at tænke på. Lad os gå ned og handle." sagde jeg med et påtvunget smil. Hendes hvin som hun slog op, fortalte mig at hun var helt med på idéen. Så hun løb ind på sit værelse for at klæde om.

 

*

Vi ankom til indkøbscenteret og jeg lod Abby føre os rundt. Hun var i hendes rette element, farede ind i alle designer forretninger og druknede sig selv i tøj, sko og tasker.

"Woo! Jeg elsker det her." hun lagde sin ene hånd på min talje, og den anden om min skulder for at trække mig ind i et kram. "Jeg er i London og shoppe i de fedeste butikker og jeg er her med min bedsteveninde!" jeg fniste ufrivilligt og var faktisk overrasket over det lille udbrud. Men jeg var faktisk lidt stolt af mig selv. Jeg kunne have det lidt sjovt, på trods af det der skete igår.

Vi brugte flere timer, på bare at kigge på en masse forskelliget og prøvede en masse tøj og andre ting. Vi prøvede selv de mest hæslige outfits, som vi aldrig ville drømme om at købe. Vi havde det virkelig alt for sjovt.

"Oh my god, hvor er vi lækre!" grinte Abby da vi gik ud fra omklædningsrummet med matchende frilly kjoler.

"Ew! De er så afskyelige. Ikke en gang min egen bedstemor ville købe dem!" grinte jeg tilbage, inden vi begge løb ind i omklædningsrummet igen for at prøve det næste outfit.

En butik medarbejder havde bedt os om at forlade butikken, fordi der var nogen kunder der havde klaget over vores høje grine anfald. Så vi forlod grinende butikken for at gå videre til de andre der var i centeret. Vi fik købt lidt forskelligt, og Abby fik købt en lille London souvenir og et par gaver til sin kæreste.

Vi blev smidt ud af endnu en designer butik, fordi vi havde prøvet en masse tøj, uden vi overhovedet skulle købe noget. Vi havde først prøvet at overbevise hende om, at vi bare skulle prøve det, for derefter at komme tilbage på et senere tidspunkt. Men så sagde hun bare, at vi kunne prøve det når vi skulle købe det. Så vi måtte forlade butikken.

Jeg følte min telefon vibrere i min lomme, og uden nærmere eftertanke fordi vi stadig grinte, tog jeg den op af lommen for at besvare opkaldet.

"Uden at prale, det er Mellow!" fniste jeg ind i telefonen, så Abby slog et grin op. Men jeg forsøgte at berolige mig selv, så jeg kunne få mit grin til at stoppe. Jeg vidste ikke en gang, hvem der var i den anden ende.

"Mellow?" jeg frøs ved den velkendte stemme, der lød så rolig men dog også overrasket. Hvorfor fanden havde jeg ikke tjekket hvem det var der ringede? "Mellow, jeg har brug for at snakke med dig. Lad mig forkla-"

"Undskyld men jeg, .. Jeg kan ikke." mine hænder rystede og jeg begyndte at få tårer i øjnene. Jeg kunne ikke klare at høre hans stemme lige nu. Det fik det bare til at bringe billederne får igår tilbage i mit hoved. Billeder, som jeg ønsker at glemme.

"Nej vent, please Mell-"

"Undskyld." afbrød jeg ham og afsluttede opkaldet. Jeg følte straks en bølge af skyld køre igennem mig, men jeg kunne ikke komme med forklaringen om hvorfor. Hans stemme gav mig kuldegysninger og min mave gik helt amok.

"Er du okay Mellow?" spurgte Abby stille og lagde en trøstende arm om min skulder. Hun kunne nok gætte sig til at det var Liam der havde ringet.

"Ja det, .. Ja. Skal vi ikke bare tage hjem?" spurgte jeg og var næsten på randen til at græde. Hun krævede ingen forklaring, nikkede og trak mig med ud til min bil.

De 20 minutters kørsel der var tilbage til min lejlighed, blev brug i stilhed. Jeg følte mig lidt egoistisk, af det faktum at jeg havde ladet mine følelser komme i vejen for Abby og jeg. Hun havde ikke fået mulighed for at tilbringe noget kvalitetstid sammen med mig her i London. Det var hendes første gang hun var her, og jeg ødelagde det bare for hende. Jeg havde en klump i halsen og mit hjerte gjorde så ondt, alt imens jeg forsøgte at holde tårerne tilbage. Billedet fra den nat på klubben, ville bare ikke forlade mit hoved. Når jeg hørte hans stemme, eller bare hans navn, så kom det hele tilbage til mig igen.

 

*

 

"Lad os se en film." sagde Abby, da vi sad i sofaen senere på aften. Jeg havde ikke sagt ret meget siden vi kom hjem, og jeg vidste at det var svært for hende. "Hvad vil du se?" spurgte hun og sendte mig et lille smil. "Titanic? The Notebook?"

"Jeg har ikke lyst til at se en film, der får mig til at græde Abs." svarede jeg og forsøgte at lyde interesseret.

"Hvad så med.. 10 Things I Hate About You?" spurgte hun og jeg nikkede som svar. Det var et godt valg, det var en af mine yndlings film. Men jeg vidste, at jeg nok ikke ville komme til at give filmen så meget af min opmærksomhed.

Abby satte filmen på og sprang tilbage i sofaen ved siden af mig. Der var bare ikke noget der føles rigtig. Den sidste gang jeg havde set film, var sammen med drengene. Hvor jeg havde siddet og puttet hos Liam, med hans arme omkring mig. Lige nu følte jeg mig bare ensom og forladt.

Jeg havde bemærket, at min telefon ikke havde ringet siden det lille opkald fra tidligere. Måske havde Liam endelig fundet ud af, at jeg havde brug for tid. Men jeg ønskede alligevel et eller andet sted, at jeg havde ladet ham snakke, ladet ham forklare. Men alligevel prøvede min underbevisthed at sige til mig, at jeg ikke skulle være så dum. For han havde kysset med en anden. Alligevel er der bare noget i mig, der sagde at Liam ikke ville gøre sådan noget mod mig. Han ville ikke såre mig. Men hvorfor havde han så gjort det?

Da filmen var slut, havde jeg som forventet ikke fulgt med i mere end de første 5 minutter. Abby var faldet i søvn på sofaen, så jeg tog et tæppe for at ligge det over hende. Selv rejste jeg mig fra sofaen for at gå ind på mit værelse. Min krop føltes så vægtløs, at jeg faktisk ikke vidste, om jeg var i virkeligheden eller ej. Så meget havde ændret sig siden jeg var kommet tilbage fra Italien. Men en ting havde ikke ændret sig.

Jeg var stadig forelsket i Liam.

 

*

 

Det nærmede sig slutningen af Abbys ophold i London, og jeg ville ikke blive overrasket, hvis det havde været den værste uge i hendes liv. Jeg havde været så kedelig, forlod knapt nok min lejlighed, eller min seng for den sags skyld. Vi havde kun lige fået shoppet lidt, været i parken og været på café. Jeg ville have elsket at gøre den slags ting med Liam. Gud, jeg savner ham stadig så meget.

Jeg havde ikke modtaget et eneste opkald eller besked fra ham, siden jeg ved en fejl kom til at tage telefonen. Det var faktisk begyndt at gå mig på nerverne, at han ikke havde forsøgt at kontakte mig siden. Ja jeg havde selv sagt fra da han ringede, men jeg ønskede bare stadig at han ville ringe. Bare så jeg vidste, at han stadig tænker på mig og vil give mig en forklaring. Selvfølgelig ønskede jeg at få det her problem ud af verden, så vi kunne komme tilbage til det normale som om intet var sket. Men så simpelt kunne det vel næppe være.

Jeg havde holdt kontakten med Louis. Harry, ja han havde fået mit nummer fra ham og havde sendt mig et par cheeky beskeder, naturligvis i et forsøg på at opmuntre mig. Vi havde faktisk ikke set nogen af drengene hele ugen, hvilket jeg havde det dårligt med.

Vi var godt igang med at spise pizza fra igår, da der var en der havde besluttet sig for at ringe på døren.

"Jeg skal nok åbne." sagde Abby og rejste sig fra sofaen for at gå ud og åbne. Jeg ventede ikke nogen der skulle komme forbi, så jeg havde ikke en eneste anelse om hvem det kunne være.

"Oh my god!" hørte jeg Abby hvine højlydt, så det gav genlyd i den ellers så stille lejlighed, da hun havde åbnet døren. Det var svært at sige, om hun havde hvinet fordi hun var ved at blive myrdet, eller om det var af glæde. "Mellow, se hvem der er her!" jeg vendte mig langsomt, og håbede det ikke var ham som jeg troede det var. Men jeg vidste, at han ikke ville have den frækhed at dukke op ud af det blå. I stedet blev jeg mødt af to venlige blå øjne og et stort smil.

"Woo! Mellow!" hvinede Louis der straks kastede sig over mig på sofaen for at give mig et kram. Han vidste bare lige hvordan han skulle få et lille smil frem på mine læber. "Jeg er ked af at jeg afbrød jer i det, i nu end havde gang i." sagde han da han trak sig fra krammet for at kigge på mig. Hans øjne blev lidt bekymret og hans smil forsvandt for et splitsekund. Men det næste øjeblik var det tilbage igen. Jeg havde været iført afslapnings tøj hele ugen, og mit hår havde jeg næsten ikke en gang magtet at børste igennem. Hvorfor skulle han være bekymret over det?

"Det er iorden Lou. Vi har ikke set jer i, like en evighed." svarede Abby med et smil.

"Jeg ved det. Jeg var faktisk på vej over til Eleanor, men tænkte at jeg lige ville komme forbi for at se, hvordan du havde det." svarede Louis og kiggede mig direkte og dybt alvorligt i øjnene, da han sagde de sidste ord.

"Aw, Louis altså." sagde Abby med et lykkeligt smil på læberne. Hun havde ikke set så glad ud siden den aften på klubben. Jeg må virkelig have kedet hende.

"Nå, men jeg må hellere komme videre. Jeg skal ud og shoppe med Eleanor, og jeg vil ikke lade hende vente." se, det er præcis, hvad jeg ville have elsket at gøre med Liam.

"Det iorden Lou. Tak fordi du kom forbi." sagde jeg og trak ham ind i endnu et kram.

"Anytime. Huske på, at vi alle stadig elsker dig." svarede han stille mod mit øre og kørte en hånd over min ryg. Hans ord varmede virkelig. Han trak sig lidt fra krammet og fik mig til at se ham i øjnene inden han fortsatte. "Selv Liam."

Med det sagt trak jeg ham endnu tættere ind til mig, og han strammede sit greb om mig og gav mig et kys i panden. Lidt efter trak han sig fra krammet igen, for at rejse sig fra sofaen og Abby begyndte straks at snakke muntert til ham. Lyden af det Louis havde sagt om Liam, gav genlyd i mit hoved. Jeg kan ikke fatte, at jeg stadig går helt i dvæle over at høre hans navn. Mit hjerte gjorde ondt og jeg længtes efter at mærke hans arme omrking mig, og at kigge ind i hans dejlige brune øjne. Jeg savner at mærke hans perfekte læber mod mine. Jeg savner bare alt ved ham, at det var mental totur for mig.

"Det er imorgen du rejser, ikke?" hørte jeg Louis spørge ude fra gangen. Åh gud, jeg havde fuldstændig mistet tidsfornemmelsen. Selvfølgelig var det imorgen Abby skulle hjem. Jeg fornemmer at Abby måtte have nikket til hans spørgsmål, da han gav sig til at fortsætte. "Okay, så kommer vi og henter dig og køre dig til lufthavnen. Det er det mindste vi kan gøre, så vi kan sige ordenligt farvel." det var alt hvad han behøvede at sige, før der endnu en gang lød et højlydt hvin fra Abby. Louis satte et grin op og råbte farvel.

"Hørte du det? Drengene vil køre mig til lufthavnen imorgen. Jeg skal se dem igen inden jeg rejser." hvinede Abby da hun kom løbende tilbage til stuen, efter at have lukket døren efter Louis. Hun hoppede op i sofaen og gav mig et kram, men jeg forblev stille.

Hvis de kom og hentede hende .. Det ville betyde at Liam også ville være der. Jeg ville ikke kunne se ham i øjnene, det ville gøre alt for ondt. Men jeg ville med for at sige farvel til hende.

Måske blev jeg bare nødt til at stå overfor ham. Måske skulle jeg lade ham forklare. Jeg vidste ærligtalt ikke hvad jeg skulle gøre.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...