Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8102Visninger
AA

14. Kapitel 14. Part 1.


Mellows synsvinkel:

"Jeg kan ikke tro, at jeg rent faktisk rejser i dag. Jeg kommer til at savne jer alle så meget." sagde jeg, da jeg var ved at sige farvel til Max, der lige havde fået fri fra restauranten.

"Vi kommer også til at savne dig. Men nok mest Abby." svarede han med et let grin.

"Åh gud, Abby." udbrød jeg, så Max kiggede forvirret på mig. "Grazie! Du mindede mig om, at jeg skal ringe til hende, før jeg rejser. Ciao Max." vi gav hinanden et kram, hvor jeg kyssede ham let på kinden inden vi trak os fra krammet igen.

"Kom gulerod, vi skal med færgen! Hvor er dine tasker?" spurgte Louis da jeg kom ud i lobbyen.

"De er lige der." jeg pegede på mine kufferter, tasker og min guitar, som stod ved receptionen. "Men vent lige, jeg er nødt til at ringe til Abby først."

Jeg trak min telefon op af lommen for at ringe til hende, og Louis stod utålmodigt og trippede med den ene fod. Men underligt nok, var der et stort smil på hans læber.

"Damn, hun tager den ikke!" sukkede jeg og stirede tomt på skærmen på min telefon. Ikke nok med at jeg ikke kunne se hende inden jeg rejser, men nu kan jeg heller ikke en gang få fat i hende, så jeg kan sige farvel. Hvorfor skulle det lige ske for mig?

"Prøv at ring igen senere, vi er nødt til at komme afsted. Har du sagt farvel til din far?" jeg kiggede op fra min telefon og hen på Louis der lige havde talt, da jeg pludselig mærkede et par hænder der lagde sig på mine skuldre bagfra.

"Er min prinsesse klar til at tage afsted?" jeg drejede rundt for at stå ansigt til ansigt med min far, der var klædt fint på, som sædvanligt, i sort jakkesæt og rød slips.

"Åh far, jeg kommer til at savne dig!" svarede jeg og slog mine arme om ham.

"Jeg kommer også til at savne min cupcake." jeg grinte mod hans bryst, over at han kaldte mig cupcake. Det var noget han havde kaldt mig siden jeg var lille, men jeg fandt det stadig ret komisk. "Pas godt på dig selv, og hils din mor." fortsatte han, da han langsomt trak sig tilbage for at se på mig.

"Det skal jeg nok. Tak for alt far."

"Nej, det er mig der skal takke. Du har arbejdet så hårdt hele det år du har været her. Jeg er så stolt af dig. Og husk, du er altid velkommen."

"Det ved jeg." svarede jeg med et lille smil, og kunne føle at min hals snøre sig sammen. Derfor sagde jeg ikke mere, da jeg var sikker på at min stemme ville knække og tårerne ville få frit løb. Hvilket jeg ikke ønskede. Så i stedet trak jeg ham ind i endnu et kram. "Vi ses far." hviskede jeg og håbede på at han ikke hørte skælvende i min stemme.

Mine ting var allerede taget ud, da jeg vinkede farvel til min far og gik med Louis ud af hotellet. Da der ingen veje til biler var i Venedig, transpoterede folk sig rundt på vandet. Så efter vi havde sejlet, kunne vi tage en taxa videre til lufthavnen.

"Så du spiller altså guitar!" sagde Niall med et stort smil, da han havde fået øje på min guitar. Jeg havde helt glemt, at det kun var Liam som havde hørt mig spille og synge. De andre var uvidende.

"Vent til du høre hende synge, hendes stemme er fantastisk." sagde Liam og klappede Niall let på skulderen, for derefter at sende et smil til mig. Jeg sendte ham en irriteret grimasse, fordi han lige havde givet dem informationer om at jeg har spillet for ham.

"Woo, det vil jeg se frem til. Jeg kan ikke vente Mellow!" svarede Niall, nærmest helt ophidset. Så jeg nikkede bare og grinte lidt af ham.

Sejl turen var ikke ret lang, men så snart jeg så hotellet forsvinde bag os, begyndte virkeligheden at gå op for mig. Jeg ville helt sikkert savne min far, men jeg havde det virkelig skidt over, at jeg ikke fik sagt farvel til Abby. Jeg var stille hele vejen til fastlandet, i modsætningen til resten af drengene, der råbte og grinte højt. Liam havde bemærket at jeg var stille, og kom derfor hen ved siden af mig og lagde sine arme omkring min talje.

"Du savner det allerede, gør du ikke?" spurgte han stille og kiggede ud over vandet, hvor jeg havde set hotellet forsvinde langsomt i horisonten.

"Ja! Og jeg er ked af, at jeg ikke fik sagt farvel til Abby. Jeg prøvede at ringe til hende, men hun svarede ikke." sukkede jeg og lagde mit hoved på hans skulder. Han strammede sit greb omkring min talje, for at trække mig tæt ind til sig.

"Bare rolig, jeg er sikker på at du snart vil komme til at høre hendes stemme igen." han lød så sikker i sine ord, at selv jeg følte at det rent faktisk ville ske. Liam kyssede mig i toppen af mit hoved, for derefter at lade sit hoved hvile der. Sådan stod vi bare resten af sejlturen.

Da vi kom ind til fastlandet, gik vi hen til en taxa, hvor chaufføren hjalp os med at få vores bagage ind. Alle drengene, bortset fra Liam, havde allerede sat sig ind. Liam stod, som den gentleman han er, og holdt døren for mig.

"Klar til at tage afsted?" spurgte han med et kærligt smil, og bare lyden af hans beroligende stemme, sendte en gysen ned af min ryg.

"Ja."

"Jeg håber det er okay, at du sidder bag ved med Lou." sagde Liam, hvilket fik Louis til at hvine højlydt inde fra bilen, så Niall lagde begge hænder for ørerne og råbte til Louis at han skulle holde kæft.

"Jeg tror lige jeg overlever." svarede jeg og kyssede Liam på kinden, inden jeg hoppede ind og tog plads ved siden af Louis.

"Hvorfor var det egentlig helt præcis, at jeg skulle give dig min telefon forleden da vi spillede truth or dare?" spurgte jeg Louis, da taxaen var begyndt at køre mod lufthavnen. Han slog et grin op, men undgik mit blik.

"Det var bare en tilfældig konsekvens." svarede Harry der sad foran os.

"Nærmere en meningsløs konsekvens." mumlede jeg med et suk, hvilket fik Louis til at slå endnu et grin op.

"Personligt synes jeg, at det var en ret god konsekvens. Selvom jeg ikke kan lide den måde dit privatliv blev krænket, da Louis havde adgang til alt på din telefon." sagde Liam med et smil.

"Louis, hvad mener han med, at mit privatliv blev krænket?" spurgte jeg og kiggede på ham med et løftet øjenbryn, hvilket bare fik ham til at lyse op i et smil.

"Intet, jeg har bare kigget dine kontakter igennem." svarede han, og det lød som om han talte sandt.

"Har du ringet til nogen fra min telefon?"

"Nej, ikke fra din telefon." jeg kiggede mistroisk på ham, men rystede bare opgivende på hovedet.

 

*

 

"YAY! Vi er her!" jeg kiggede op fra min iPod, da jeg hørte Harrys højt råbende stemme, der overdøvede min musik som jeg havde i ørerne, sandsynligvis fordi han var begejstret for at vi var kommet til lufthavnen.

Da jeg lod mit blik køre rundt på drengene, var Harry den eneste der så ud til at være interesseret i, at vi var ankommet til lufthavnen. Niall sad og sov, hvilket bare fik ham til at se endnu sødere ud. Zayn havde sine Ray Bans solbriller på, så jeg ikke kunne se, om han var vågen eller ej. Liam havde høretelefoner i ørerne og kiggede ud af vinduet. Louis, ja han lignede en zombie. Køreturen havde ikke været mere end en time, men da han slog sine øjne op, så han ret død ud.

Da taxaen var stoppet, gik chaufføren ud for at tage vores bagage ud. Harry lignede en der ikke kunne få det til at gå hurtig nok, og begyndte at opfordre os andre til at komme ud af bilen i en fart.

"Skynd dig Niall. Kom så, ud. Zayn, dit hår sidder godt nok, så få nu lettet din røv og kom ud!" jeg kiggede undrende på Harry der hunsede med drengen, men valgte bare at ryste på hovedet med et lille smil over ham.

Da vi trådte ind i lufthavnen, tog alle drengene et par solbriller på, som om det var nok til at de ikke skulle blive genkendt. Jeg var hvert fald sikker på, at hvis der var fans, så ville de sagtens kunne spotte dem på flere kilometers afstan.

"Hey, hvor skal i hen?" råbte jeg da jeg så Louis, Zayn og Niall der satte deres tasker fra sig på gulvet.

"Jeg er sulten!" råbte Niall tilbage, hvilket fik mig til at slå et grin op. Typisk.

"Vent, hvor skal i to hen?" spurgte jeg, da jeg fik set at Harry og Liam var på vej i en anden retning.

"Eh, vi skal lige på toilettet." svarede Harry.

"Jamen fint, efterlad da bare mig med alt bagagen." sagde jeg, så Liam slog et lille grin op og gik så hurtig tilbage mod mig, for at plante et kys på min kind.

"Vi er tilbage lige om lidt." sagde han med et smil, for der efter at fortsætte sammen med Harry.

Her stod jeg så, omringet af alt vores bagage. Et par folk der gik forbi, sendte mig undrende blikke da de så alt bagagen. Men jeg trak bare på skulderen. Jeg håbede at drengene snart ville komme tilbage.

"Wow, der er godt nok meget bagage." lød en kvindelig stemme bag mig. En stemme som lød bekendt, men det kunne ikke være muligt. Kunne det?

"Ja, eh, det er ikke ku-" sagde jeg da jeg drejede mig rundt, men afbrød mig selv da jeg fik øje på hvem der stod lige overfor mig. Jeg kiggede på hende med store øjne, og jeg kunne mærke, at et skrig meget snart ville udslippe mine læber.





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...