Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8094Visninger
AA

13. Kapitel 13.


Mellows synsvinkel:

Jeg har ikke bemærket, at jeg havde forladt min telefon i lejligheden, før jeg var kommet tilbage fra poolen. Med håndklædet der stadig var omkring mig, gik jeg over til sofabordet og greb ud efter den. Jeg så at jeg havde tre ubesvarede opkald fra Abby. Oh god, jeg havde slet ikke holdt hende opdateret, som jeg havde lovet.

I stedet for at tage et bad, som jeg havde sat mig for at jeg ville efter at have været i poolen, for derefter at gå i seng. Gik jeg i stedet over til køkkenet for at tage mig et glas æblejuice og fik ringet op til Abby.

"Hvorfor har du ikke taget din telefon?" lød Abbys italienske accent, ligeså snart hun havde taget telefonen.

"Undskyld Abs! Jeg har været ude og havde ikke min telefon med." hun sukkede dramatisk i den anden ende, men jeg vidste, at hun allerede havde accepteret min undskyldning.

"Det er de drenge der distrahere dig!" wow, hun var god. Men Liam var vidst den største distraktion. "Nå men nok om det, fortæl mig alt." hendes stemme var krævende, men jeg kunne tydelig høre hendes smil.

"Selvfølgelig! Hvad vil du vide?"

"Som jeg sagde: ALT!"

"Eh, okay. Der er sket lidt siden vores sidste opkald. Jeg var jo på date med Liam-" jeg blev straks afbrudt af Abby der slog et skrig op, da jeg nævnte hans navn.

"Fortæl mig, hvordan det gik. Har i fået snakket om tingene? Han kan lide dig, ikke? Aw, i ville være så søde sammen. Har ha-"

"Abby! Jeg skal nok fortælle dig alt, hvis du lader mig snakke. Træk vejret." afbrød jeg hende med et grin. Jeg var næsten bange for, at hun skulle falde om af mangel på luft, med alle de spørgsmål som hun fyrede af, næsten uden at trække vejret. Hun lød ligesom Louis.

"Fint." fniste hun.

"Vi fik snakket og jeg forklarede ham, hvad der skete mellem mig og.. Benno. Liam var stadig oprevet, men da han så, hvilken smerte jeg havde haft at afinde mig med, da jeg var sammen med Benno. Han .. Jamen ja, han trøstede mig."

"Hvad mender du med, 'trøstede'?" spurgte hun med et smil i stemmen.

"Jamen han undskyldte for at han reagerede som han gjorde, og han, eh-" jeg afbrød mig selv, da jeg ikke vidste hvordan jeg skulle fortælle hende, hvordan mit forhold til Liam havde udviklet sig.

"Kyssede i?! Fortæl mig at i kyssede!" råbte hun ind i telefonen, hvilket fik mig til at trække den væk fra mit øre for at beskytte mig selv fra at blive døv. Hun sagde en masse på italiensk, som jeg ærligtalt ikke fattede meget af fordi hun snakkede så hurtig, at det for mig ikke gav nogen mening.

"Abby? Abby, rolig!"

"Fortæl mig det nu! Har han kysset dig? Har Liam Payne kysset dig?"

"Ja." svarede jeg endelig med et smil, så der blev helt stille i den anden ende. "Abby, er du der?"

Så uden advarsel ...

"Oh my god! I har kysset! Hvad, hvordan skete det? Jeg sagde det jo, jeg sagde at du havde en chance hos ham! Jeg havde så meget ret, du skylder mig big time!" hun både grinte, hvinede og skreg.

"Ok ok, ja du sagde det og ja, du havde ret."

"Hvad skete der?"

"Huh?"

"Den date var ligesom for et par dage siden. Der må da have været sket mere siden da." hun havde fuldstændig ret.

"Well, i dag faktisk, han spurgte om jeg ville være hans kæreste." mit øre blev mødt af et endnu højere girly skrig. Hun måtte være ude på at gøre mig døv.

"Wow! Jeg kan ikke tro, at det rent faktisk skete. Jeg har brug for at se jer. Vent, jeg har brug for at se dem alle. Åh jeg ville ønske at jeg kunne komme." med det sagt, følte jeg en knude i min mave. Jeg var nødt til at fortælle hende det.

"Abby?"

"Ja! Hvad er der ellers sket? Uh, flere overraskelser-"

"Vent, lyt. Jeg, .. Jeg tager tilbage til London igen på fredag."

"Hvad mener du?" spurgte hun, og forvirringen var tydeligt at spore i hendes stemme. Jeg vidste, at det ikke ville blive let for nogen af os.

"Du ved jo, at planen hele tiden har været, at jeg kun skulle være her et år, hvorefter jeg ville tage tilbage til England."

Tårerne kom frem i mine øjne, ved tanken om at der ikke var en måde, jeg kunne komme til at se Abby når jeg rejste. Hvert fald ikke særlig tit. Jeg ville selvfølgelig komme og besøge min far, men jeg vidste bare ikke hvornår.

"Men, .. Hvornår ser jeg dig så igen?" hun var blevet så stille nu, iforhold til for de udbrud hun kom med for et øjeblik siden.

"Jeg ved det ikke. Jeg er så ked af det Abs, undskyld." undskyldte jeg. "Abs, jeg lover at jeg ringer inden jeg rejser. Og for din skyld, vil jeg forsøge at få drengene til at snakke med dig."

"Aw Mellow." hun smilte i sine ord, men hendes stemme skælvede. "Lov mig at du også ringer når du er i England. Jeg vil komme til at savne dig så meget."

"Det lover jeg, Abs. Men jeg burde smutte, før vi begge kommer ud af kontrol."

"Du har ret, jeg kan heller ikke snakke lige nu, kan du vel nok høre."

"Jeg ringer til dig snart. Elsker dig, ciao."

"Jeg venter. Ciao Mell." hun snøftede en enkelt gang inden hun afsluttede opkaldet.

Tårerne begyndte at løbe ned af mine kinder, da jeg lagde mig ned på sofaen. Jeg kommer til at savne hende så meget. Hvis bare jeg kunne se hende, inden jeg skulle rejse.

 

*

 

"Mellow, har du sovet godt? Dine øjne er helt røde." lød det fra Louis, da vi sad overfor hinanden ved ved morgenmaden den efterfølgende morgen.

"Eh, nej. Jeg føler mig bare helt rastløs." det var alt hvad jeg kunne svare. Jeg ønskede ikke at fortælle, hvordan jeg havde ligget og grædt det meste af natten, fordi jeg ville savne min bedste veninde når jeg flytter tilbage til London.

"Mell? Hvad er der galt?" spurgte Liam, der kom gående ind i restauranten med Harry. Han kiggede bekymret på mig, inden han gik hen til mig og kammede mig bagfra, da jeg sad på stolen.

"Ikke noget, jeg er bare træt." mumlede jeg, da han satte sig ned på stolen ved siden af mig.

"Der var noget der holdt dig oppe, var der ikke?" spurgte han og greb ud efter min hånd.

"Liam, det er ikke vigtigt. Hvis jeg fortalte det ville i sikkert bare grine eller-"

"Nej, vi ville ikke grine. Fortæl mig hvad der er galt." hans blik var hårdt, men samtidig var det også omsorgsfuld og jeg kunne ikke se væk.

"Jeg har en veninde, Abby. Hun arbejder her, men hun har ferie. Hun er min bedste veninde, og jeg fortalte hende igår aftes, at jeg tage tilbage til England." tårerne havde samlet sig i mine øjne, men jeg havde ikke lyst til at skulle græde foran de andre. "Jeg vil ikke kunne komme til at se hende før jeg rejser-" Liam fik mig drejet mig mod ham, for derefter at slå sine arme om mig i et bjørnekram.

"Hvorfor skulle vi grine over det?" hviskede han ind i mit øre.

"Det virker bare som sådan en dum ting at reagere sådan her over."

"Nej det gør det bestemt ikke. Vi er nødt til at efterlade en masse, når vi er på turné. Det gør absolut også os kede af det." svarede Liam og trak sig lidt fra krammet for at kigge mig kærligt i øjnene. Jeg nikkede bare og gned mine øjne, i håb om det det kunne forhindre tårerne i at få fritløb.

Da jeg kiggede tilbage på resten af drengene, var der ikke et smil at spore hos nogen af dem. Ikke en gang Louis. De sad alle tavse, og Harry så fortabt ud i sine tanker. For fanden, nu havde jeg gjorde morgnen akavet. Godt gået Mellow.

 

*

 

"Åh Mellow, op med humøret!" sagde Louis da jeg sad krøllet sammen i sofaen på drengenes værelse.

"Du må godt få noget af min sandwich, hvis det kan få dig til at blive glad." sagde Niall og satte sig ved siden af mig, for derefter at vifte med sin halv spiste sandwich foran mit ansigt.

"Nej tak Niall, jeg er ikke sulten."

"Okay så." smilte han, før han selv satte tænderne i sin sandwich.

"Jeg ved, hvad der kan få dig til at smile. Truth or dare!" sagde Louis med et strålende smil, hvilket fik Niall til at nikke med munden fuld af mad.

"Virkelig Lou?" spurgte Zayn med et grin, da han trådte ud fra badeværelset og ind i stuen.

"Ja! Og du komme bare her og deltager!" svarede Louis og holdt sin pegefinger truende mod Zayn, så han tog sine hænder op i forsvar inden han kom hen og slog sig ned i sofaen.

"Er vi nødt til det her Lou?" spurgte jeg, men vidste allerede hvad svaret ville være.

"Ja vi er! Hvor er de andre to?" svarede han og kiggede rundt. Zayn gav ham et sjovt smil og pegede mod det værelse, som Louis og Harry deler. Et bekymret blik kom frem på Louis' ansigt, da han gik over til den lukkede dør.

Zayn og jeg sad bare i stilhed, og Niall kom lidt efter tilbage med endnu en sandwich.

"HARREH! Hvorfor gør du dette imod mig?" vi alle vendte vores opmærksomhed mod Louis, der stormerede ud fra værelset med hænderne for sine øjne.

"Aw Lou, undskyld. Tilgiv mig!" svarede Harry med et smil da han kom ud fra værelset. Sammenlignet med Louis, var Harry en forfærdelig skuespiller.

"Undskyld Lou, men der er ikke længere plads til dig i hans liv. Det er mig han vil have nu." grinte Liam der nu også var kommet ind i stuen.

"Hvad?! Men du har Mellow!" Louis lød virkelig overbevisende, sådan som han råbte op, som om Harry virkelig havde valgt Liam frem for ham.

"Aw Lou. Glem dem, kom her og sidde med mig." sagde Niall der havde sat sig ned ved siden af mig. Louis var hurtig til at løbe over tage plads ved siden af Niall.

"Guys, i må hellere komme og slå jer ned inden i gør ham endnu mere vred." sagde Zayn og kiggede på Harry og Liam med et let grin.

"Selvfølgelig. Jeg hørte noget med truth or dare?" sagde Harry og kom over og fandt et sted at sidde, men Liam lige i hælene, så vi endte med at sidde i en slags rundkræs.

"Åh jeg hader her spil spil." mumlede jeg med et tungt suk.

"Nå da, Mellow. Så synes jeg at du skal starte." sagde Louis med et stort smil efter at have hørt min kommentar.

"Okay, Louis. Truth or dare?"

"Dare!" Ja, perfekt.

"Så foreslår jeg at du tilgiver Harry!" sagde jeg, ikke rigtig interesseret i spillet.

"Hvad, det er en dårlig konsekvens." svarede han og kiggede på mig med et løftet øjenbryn.

"Gør det!"

"Fint!" han rejste sig fra sofaen og gik hen mod Harry. Harry kiggede grinende på mig, og kiggede så på Louis. Jeg er sikker på at vi alle forventede, at Louis bare ville sige et eller andet for at acceptere undskyldningen. Men vi var helt forkert på den. I stedet satte han sig på skødet af Harry og nussede ham i håret.

Niall grinte og blev derfor næsten kvalt i sin mad. Zayn rystede grinende på hovedet og Liam havde lagt en hånd for sine øjne og smilte over deres bromance øjeblik.

"Det var ikke så svært, var det Lou?" spurgte jeg. Han kiggede bare stor smilende på mig og blinkede til mig med det ene øje.

"Well, nu det mig. Zayn, truth or dare?" sagde Louis.

"True."

"Okay, jeg kender allerede svaret. Men jeg er sikker på at Mellow vil finde det interessant." både Zayn og Louis kiggede på mig. Zayn med et bekymret udtryk og Louis med et grin.

"Har du nogen sinde været iført make-up og kjole?"

Zayn nikkede og bed sig i læben for at forhindre sig selv i at begynde at grine. Hvor imod Louis satte et højlydt grin op, der hurtig blev bakket op af Niall. Jeg kiggede bare vantro på Zayn, og var ikke helt sikker på at jeg ønskede at vide grunden til det.

"Truth or dare, Niall?" spurgte Zayn for at skifte emne.

"Dare!" svarede han og tog en bid af sin sandwich.

"Giv resten af din sandwich til Mellow."

"Ew nej, hvorfor Zayn?" spurgte jeg undrende.

"Men, men jeg-"

"Ingen men'er kammerat. Giv hende din sandwich." sagde Zayn med et smil, og Harry grinte af Nialls fortvivlet ansigt.

"Jeg hader dig." sagde Niall med et lille smil, da han rakte mig sin halv spiste sandwich. "Harry, truth or dare?"

"Eh, dare."

"Gå hen og put med Liam." sagde Niall med et stort smil, der naturligvis fik Harry til at bryde ud i grin.

"Det kan du ikke mene!" råbte Louis af Niall.

"Jo jeg kan."

"Well." lød det fra Harry der fik skubbet Louis ned fra sit skød og gik hen til Liam. Liam brød ud i grin, da Harry satte sig på ham og slog sine arme om hans nakke.

Vi alle brød ud i latter, bortset fra Louis, der sad med store øjne mod Harry og Liam.

"Åh op med humøret, Lou. Jeg vil være jer alles i aften. Mellow, truth or dare?" Harry blinkede til Louis, der ikke kunne holde facaden oppe og måtte lade et lille grin slippe ud.

"Dare!" svarede jeg.

"Så vil jeg bede dig om at overlade din telefon til Louis, resten af dagen."

"Hvad? Hvorfor?" det var den mest mærkelige konsekvens jeg havde hørt, nogensinde. Men jeg fik min telefon op af lommen og rakte den til Louis, der gav mig et smil inden han lagde den i sin egen lomme.

"Zayn, truth or dare?"

"Det må vidst blive dare denne gang." svarede han med et grin.

"Jamen øh. Så vil jeg have dig til at hælde en flaske aftershave ud i vasken."

Drengene kiggede på mig med store øjne, men jeg nikkede bare til Zayn, for at opmuntre ham til at gøre det.

"Åh, Zayn mate." grinte Harry som en sindssyg, hvilket Niall hurtig tog del i. Liam kiggede på mig med et stort smil.

"Wow Mell, den var barsk den der." sagde han og blinkede med det ene øje.

"Jeg ved det, men det beviser bare hvor forfærdeligt denne leg er." svarede jeg, hvilket fik Liam til at grine og Louis til at kigge trist på mig. Zayn rejste sig op og gik ud på badeværelset, hvor det kunne høres at han roede rundt i et eller andet, inden han kom tilbage igen med et uvurderlig udtryk.

"Well, det var min billigste flaske." vi alle slog et grin op af Zayn. "Harry, truth or dare?"

"Dare!"

"Okay, så befaler jeg dig til at gå ned og hoppe i poolen."

"Hvad? Nu?"

"Ja. Og du skal være .. Nøgen."

Vi alle kiggede på Zayn med store øjne. Jeg kunne faktisk ikke tro, at han lige havde bedt Harry om at gøre det. Ville han mon gøre det?

Selvfølgelig ville han det.

"Okay!" sagde Harry og rejste sig op og begyndte at tage sit tøj af.

"Nej vent, Harry. Du skal ikke strippe foran Mellow." peb Liam, der ikke var tilfreds med at han begyndte at klæde sig af foran os alle.

"Okay okay." svarede Harry med et grin og forsvandt ud af døren med Louis og Zayn.

"Skal i ikke med?" råbte Louis, inden de forsvandt ud af døren.

"Har han rent faktisk tænkt sig at gøre det?" spurgte jeg, og var ærligtalt lidt usikker på denne konsekvens. Niall slog et let grin op og udvekslede et blik med Liam.

"Ja, eftersom at du er en del af familien nu, bliver du nødt til at vænne dig til at se den fyr nøgen." sagde Niall med et grin.

"Hvad mener du?"

"Dybest set, Harry er nøgen 99,9% af sit liv." svarede Liam grinende af mit spørgsmål. Jeg havde næsten svært ved at tro, at jeg havde hørt rigtig.

Noget tid efter, kom de andre brasende ind på værelset igen, og var fuldstændig færdig af grin.

"Mellow, dæk dine øjne!" råbte Niall da Harry kom ind, og jeg valgte hurtig at følge hans råd.

"Det var ganske forfriskende. Der var bare en ældre dame, der lignede en der ved at få et hjerteanfald." klukkede Harry.

"Hvad?" sagde jeg, stadig med mine hænder for mine øjne. Jeg var faktisk bange for, at han kunne have freaked nogen af de andre gæster ud. Men da drengene og jeg alligevel rejser om et par dage, så ville eventuelle klager ikke betyde så meget.

"Harry, gå ind og få noget tøj på!" hørte jeg Liam med et grin. "Mell, han er gået ind på værelset nu." fortsatte han lidt efter. Jeg fik fjernet mine hænder og blinkede et par gange for at kunne se ordenligt i lyset igen.

"Okay, jeg indrømmer at dette spil har været ret, - eh .. Interessant." sagde jeg, hvilket fik Liam til at grine igen.

"Det var faktisk intet i forhold til de andre gange." sagde Zayn med et grin.

"Jeg tror ikke jeg vil vide det."

"Nej jeg tror også at det er bedst, hvis vi holder det på den måde." svarede han med et grin, og jeg smilte bare til ham.

"Jeg sagde jo at dette spil ville få dig til at smile." sagde Louis med et smil og satte sig ned ved siden af mig.

"Yeah, whatever." jeg kunne ikke benægte, at jeg havde nydt det.

"Vi har aldrig set dig kysse Liam selv." sagde Louis og blinkede til mig.

"Eller strippe!" vi alle vendte vores opmærksomhed mod Harry der kom gående ud fra soveværelset, med et håndklæde til at tørre sit hår. Jeg følte mine kinder blusse op og kiggede på Liam, der rystede grinende på hovedet over Harry.

"I dine drømme Harry." svarede jeg.

"Måske i mine, men absolut i Liams!" svarede han og blinkede til mig, hvilket fik os alle til at bryde ud i grin. Det var ikke en gang sjovt, bare meget, cheeky.

"Jeg tror jeg vil smutte, inden alle de her drillerier går helt ud af kontrol." sagde jeg med et let grin og rejste mig fra sofaen.

Da mine øjne landede på Liam, havde han rejst sig og holdt sin hånd op til sin mund, for at skjule et gab.

"Er du sikker på at du er nødt til at gå allerede?" spurgte han og gik hen til mig for at ligge sine arme om min talje. Bare det at have ham tæt på mig, fik mit hoved til at snurre og mine ben til at føles som gelé. Hvordan var det muligt, at han kunne få mig til at føle på den måde?

"Ja, jeg fik ikke sovet så meget i nat, så jeg er lidt træt." svarede jeg, hvilket fik Liam til at nikke med sit dejlige smil. Selvom de andre var omkring os, kunne jeg ikke stoppe mig selv da jeg trak det næste kort.

Jeg lagde mine arme om hans nakke og trak hans hoved ned til mit, for at presse mine læber mod hans. Da vores læber mødtes, begyndte det at slå gnister. De andre mumlede et eller andet, som jeg ikke rigtig fik fat i, men det fik Liam til at smile i kysset. Hans læber var så bløde og skånsomme mod mine. Først gik det stille for sig, men lidt efter blev det lidt mere ivrigt.

"Nå. Du må sove godt, love." sagde Liam med et smil da han trak sig fra kysset igen, og jeg ønskede straks at mærke hans læber mod mine igen.

"Det er jeg sikker på kommer til at ske." svarede jeg og bed mig i læben. Jeg var hvert fald helt sikker på, at jeg ville genspille fornemmelsen af hans læber mod mine og hans arme om kring mig, hele natten.

Modvilligt trak jeg mig væk fra ham og gik hen mod døren, men inden jeg gik, drejede jeg mig mod Louis.

"Du passer på min telefon mester!" sagde jeg pegede truende på ham.

"Selvfølgelig, jeg vil passe på den som var det min gulerod!" sagde han med et stort smil, så jeg satte et grin op. Ja hvis han skulle passe på den som var det hans gulerod, så var jeg ikke helt sikker på, om jeg kunne være rolig. Enten ville han spise den, ellers ville han opbevare den som var det hans baby.

"Jeg forventer at se den hel imorgen, så ikke noget med at ødelægge den."

"Bare rolig." grinte Louis og jeg så Harry smile bag ham. Weirdo, hvad står han og smiler sådan over.

"Vi ses guys." sagde jeg og vinkede til drengene, og sendte Liam et smil inden jeg gik ud af døren og lukkede den bag mig.

Men seriøst, hvorfor var jeg helt præcis nødt til at forlade min telefon hos Louis? Det var altså en virkelig sær konsekvens. Vent, tænk nu hvis Abby ringer?

På den anden side set, ville Abby vel bare være i himlen hvis hun ringer og en af drengene tager telefonen. Men jeg forsøgte at finde den virkelig grund til, hvorfor han skulle have min telefon. Har de planer om et eller andet, og hvad kunne det i såfald være?





 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...