Love In Venice | Liam Payne

Mellow er bare en helt almindelig pige, der både bor og arbejder på sin fars hotel i Venedig. Men helt almindelig skulle hun ikke fortsætte med at være. For selvom 5 ikke helt så tilfældige fyre tjekker ind på hotellet, og hun bare vil behandle dem som helt almindelige gæster. Så er det ikke helt de planer drengene har. Venskaber opstår, kærlighed blomstre, gulerods kage spises og drama kan ingen vidst undgå.

34Likes
21Kommentarer
8091Visninger
AA

1. Kapitel 1.


Mellows synsvinkel:

En høj irriterende lyd rev mig ud af drømmeland, og forvirret over hvad det var, slog jeg mine øjne op. Det gik dog hurtig op for mig, at det var mit vækkeur som havde besluttet sig for, at vække mig. Jeg satte mig søvnig op i min seng og gabte, inden jeg besluttede mig for at gå ud i bad.

Jeg slentrede ud på mit badeværelse, hvor jeg fik tændt for vandet så det kunne få en temperatur der var til at holde ud. Imens det stod og passede sig selv, fik jeg mit undertøj af og smed det til vask, hvorefter jeg trådte ind under det nu lige tilpasse varme vand.

Da jeg var færdig med badet, viklede jeg et håndklæde om mit hår og et om min krop, og gik så tilbage til mit værelse. Jeg fik undertøj på og greb så ud efter mit arbejds tøj og fik også det på. Derefter kørte jeg en børste gennem mit hår og satte det op i en knold. Make-up gad jeg ikke at kaste mig ud i, da det ikke er noget jeg bruger normalt. Så da jeg var færdig stak jeg fødderne i et par sorte toms og smuttede ud af døren.

Jeg arbejder på et hotel, faktisk er det også der jeg bor. Min far ejer hotellet, og derfor har vi hele øverste etage for os selv. Det er faktisk rimelig awesome. Min far har dog sit eget hus, så for det meste har jeg hele etagen for mig selv.

Jeg tog elevatoren ned til lobbyen, da jeg ville komme for sent hvis jeg tog trapperne ned. Jeg havde forvane at jeg altid skulle ud af døren i sidste øjeblik, så tit ender det med at jeg kommer for sent på arbejde. Ja, det er lidt underligt at man kan komme forsent på arbejde, når man bogstaveligtalt bor lige oppe over.

Da jeg trådte ind i restauranten, snuppede jeg et æble fra baren og gik så om på den anden side så jeg kunne betjene de kunder, som der egentlig slet ikke var her endnu.

"Boungiorno Mellow."

"Godmorgen Andrew." svarede jeg smilende tilbage til, Andrew, sjovt nok, inden han forsvandt ud af restauranten. Han er tjener på hotellet. Han er ældre end mig, 25 tror jeg nok han er. Men han er virkelig sød og sjov. Alletiders kollega.

"Ciao Mellow, hvordan er din morgen?" lød det lidt efter fra min kollega, Max, som jeg arbejder sammen med her i restauranten. Han plantede et kys på min kind, som jeg gengældte. Nej, der er intet i de kindkys som vi deler ud. Det er bare en eller anden Italiensk ting.

"Splendido grazie." svarede jeg smilende tilbage. Hvis nogen skulle være i tvivl, så betød det jeg lige sagde 'vidunderlig tak'. Han klappede stolt i sine hænder med et stort smil, over mit italiensk.

"Dit italiensk er ved at være der." sagde han med sin stærke italienske accent, som jeg ikke kunne andet end at misunde.

"Jeg kan sige mere end det. Jeg havde en fuld samtale med min far på italiensk, her den anden dag." svarede jeg stolt, så han gav mig smilende et klap på skulderen.

Lidt efter kom der en ung pige brasende ind af døren, men det var ikke en kunde eller gæst. Det var Abby, receptionist fra receptionen. Hun var så venlige og imødekommende da jeg begyndte at arbejde her, faktisk er det hende der har lært mig det meste af det italiensk som jeg kan. Hun er 22 år og er nærmest som en storesøster for mig.

"Max, Mell, buongiorno." sagde hun forpustet, med et stort smil på læberne. Jeg rystede grinende på hovedet over hendes entre.

"Buongiorno." "Godmorgen." svarede Max og jeg grinende i munden på hinanden. Det var da rart at starte dagen ud med at grine, så kunne det da kun blive en god dag.

"Har din far fortalt dig det, Mell? Der kommer et band, der skal opholde sig her på hotellet!" Abby hoppede op og ned som en lille pige, så jeg næsten var overbevist om, at hun havde startet dagen ud med at tømme en slikbutik.

"Nej det har han ikke nævnt noget om. Hvem er det?"

"Hvem det er? Er du gal?" spurgte hun med store øjne, men blev afbrudt af min far der trådte ind af døren, som hun gav sin opmærksomhed. "Buongiorno Phill." sagde hun glad og kiggede på mig igen. "De er store, men jeg er sikker på at din far nok skal fortæller det." jeg iagttog hende springe rundt i lokalet, så jeg ikke kunne undgå at lade et grin slippe ud.

"Godmorgen." sagde min far med et let grin. "Vi skal have et verdens kendt boyband fra Storbritannien boende her på hotellet i et par uger. Så vi alle skal yde vores bedste for at de får et godt ophold." jeg var hurtig til at nikke, da jeg ville gøre alt for at vores gæster skulle få et godt ophold. Om de var kendte eller helt normale mennesker, det var sådan set ligegyldigt. De alle skal have det godt.

"Hvem er det?" spurgte Max.

"Hvis jeg husker korrekt, så kalder de sig vidst nok One Direction. De ankom i går aftes, så de vil nok være her nede til morgenmad snart. Derfor bedes i gøre det bedste arbejde. Grazie." sagde han smilende og forlod restauranten igen.

"Ved du hvem de er?" spurgte Max forvirret.

"Ja altså, Abby er helt vild med dem." svarede jeg med et skuldertræk. Jeg havde da selvfølgelig også hørt om dem, udover når Abby har plabret løs om dem. Jeg er bare ikke fan af dem.

"Mellow!" sang Abby nærmest, da hun kom hoppende hen mod baren igen. "Jeg har fri resten af denne måned og der er morgen skift lige om lidt. Derfor kommer jeg ikke til at møde dem. Så please, lov mig at du fortæller alt om dem, hvordan de er og sådan." sagde hun og måtte gispe efter vejret da hun havde snakket færdig. Jeg slog et grin op over hende.

"Det skal jeg nok, tag det nu roligt. Jeg er sikker på, at de bare er helt almindelige bitiske drenge." svarede jeg. Jeg var ikke interesseret i dem, så jeg tog det hele med et skuldertræk.

"Godt, lov at holde kontakten. Jeg må hellere smutte. Ciao!" hun sendte et håndkys gennem luften som jeg gengældte, inden hun smuttede ud fra restauranten.

"Det ser ud til at de der One-et-eller-andet kommer nu." sagde Max der stod og kiggede mod døren. Mit blik fuldte hans, så jeg fik øje på to fyre der kom gående ind. Jeg vidste at de ikke kun var to, men hvor mange de så var, det havde jeg ingen idé om. "Du bliver nødt til at betjene dem, for mit engelsk er ikke det bedste." jeg himlede med øjnene af ham. Hans engelsk er så meget bedre, end mit forsøg på Italiensk. Dog sendte jeg ham bare et smil, og rettede min opmærksomhed til de to fyre der nu var kommet op til baren.

"Godmorgen." sagde den ene med blondt hår. Der var noget anderledes ved hans accent, irsk måske?

"Nej Niall, det hedder, buongiorno." rettede hans ven på ham stolt, hvilket jeg ikke kunne andet end at trække lidt på smilebåndet over. Han havde lysebrunt pjusket hår. "Kan vi bestille noget at drikke?" spurgte han med et smil.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg havde lyst til at lave lidt sjov med dem. Derfor lod jeg mit smil forvandle til et forvirret udtryk og lod et 'scusa?' forlade mine læber. (Scusa = undskyld mig).

"Eh, vi vil gene bestille noget at drikke?" sagde den blonde fyr og så mindst lige så forvirret ud, som jeg med vilje så ud.

"Mi dispiace non capisco." svarede jeg så de begge kiggede forvirret på mig. Hvad jeg sagde var 'undskyld jeg forstår ikke', selvom jeg jo sjovt nok godt forstår dem. Men tænk nu hvis de kunne lidt Italiensk, så kunne jeg jo ikke bare stå og fyre en eller anden joke af. Ham med det brune hår smilede og trak sin telefon op af lommen.

"Jeg har en app Niall, så jeg kan oversætte ting til Italiensk" sagde han. Åh nu skulle det nok blive sjovt. Han tastede lidt på sin telefon. "Har du succo di carota?" spurgte han og kiggede op på mig. Et stort smil bredte sig på mine læber, hvilket fik, Niall, som han vidst nok hed, til at kigge på sin ven.

"Hvad sagde du Louis?" spurgte han og kiggede på mig, for derefter at kigge på, ja, Louis. Jeg kunne ikke længere holde det i mig, og brød derfor ud i grin. Ved han selv hvad det er han lige har bedt om?

"Gulerodsjuice?" spurgte jeg med et grin, da det lige præcis var det han havde bedt om. "Du ønsker at vide, om vi har gulerodsjuice?" spurgte jeg så igen, og der gik det så op for mig, at jeg lige havde snakket på engelsk.

"Ja selvfølgelig, jeg elsker gulerødder." smilte Louis. Der gik et par sekunder, inden det vidst gik op for dem, at jeg lige havde snakket engelsk, hvilket fik dem begge til at rynke pande. "Hey, du snakker engelsk." dramatisk lagde jeg en hånd over min mund, som om det også kom bag på mig. Det så bare ud til at forvirre dem endnu mere.

"Godmorgen drenge, og undskyld. Jeg følte bare lige for at lave lidt sjov med jer. Jeg både forstår og snakker engelsk." sagde jeg med et smil så de begge brød ud i grin.

"Den var god!" grinte Louis og sendte mig et smil. "Men du snakker flydende engelsk og der er ingen italiensk accent?"

"Jeg er født og opvokset i England. Min mor er fra England og min far er her fra Italien. Jeg kom her til for et år siden, så mit italienske skal stadig fin pudses lidt." fortalte jeg. De nikkede begge to smilende. Men spørgsmålene fra Louis stoppede ikke der.

"Hvordan kan det så være, at du bor her?"

"Da mine forældre blev skilt for et år siden, flyttede min far tilbage her til, for at passe familiens virksomhed. Jeg boede hos min mor, men valgte at flytte med min far for at prøve noget nyt."

"Ah okay, undskyld. Det var ikke meningen at komme ind på personlige emner. Men det er da fedt. Hvor er du så fra i England?" sig mig, ønsker de noget at drikke, eller hele min livs historie?

"Jeg blev født i London, men flyttede til en lille by tæt på Doncaster. Hvis du ved hvor det er?" de begge vekslede blikke og smilede så til mig.

"Selvfølgelig ved vi hvor Doncaster er." svarede Niall med et stort blindende smil.

"Okay. Men skulle i have noget at drikke? Åh, og jeg er ked af det, men vi har desværre ikke gulerodsjuice." sagde jeg, så Louis slog et let grin op.

"Bare stik mig en cola." sagde Louis smilende og kiggede på sin blonde ven, der var hurtig til at nikke sig enig.

Jeg tog to glas og fik hældt isterninger i, for derefter at gå hen til sodavands maskinen og fylde dem med sodavand. Da jeg satte glassene foran dem, bemærkede jeg 3 andre fyre der kom gående ind af døren. Det måtte være deres band mates.

"Hey." sagde Louis og kiggede på mit navneskilt på min bluse. "Mellow, tror du at du kan lave den samme prank på resten af drengene?" spurgte han bedende med et stort smil på læberne. Jeg var hurtig til at nikke og gengælde hans smil. "Gutter, kom og bestil noget at drikke." råbte han til sine venner.

"Selvfølgelig." svarede en fyr med krøllet hår og satte kurs op mod baren, sammen med de to andre. Han bestilte en cola, hvilket de andre også gjorde. Men jeg lod mit smil forvandle sig til et forvirret udtryk igen, så Louis og Niall forsøgte på ikke at grine.

"Scusa? Mi dispiace non capisco." svarede jeg, hvilket fik de tre drenge til at kigge forvirret på hinanden. Jeg må indrømme, at de fyre da virkelig ser godt ud, især den ene som stod længst væk fra mig. Han havde brune øjne og kort brunt hår, der var lidt længere på toppen. Jeg kunne høre Niall slippe et let grin ud, hvilket fik dem til at kigge fra ham til mig.

"Eh, kunne vi få tre colaer?" spurgte krølle, så jeg måtte bide mig i læben for ikke at grine. Jeg trak bare på skulderen og gentog samme sætning.

"Mi dispiace non capisco." sagde jeg og kiggede på krølle. Louis var færdig med sin sodavand og fik derfor skubbet sit glas hen til mig.

"Signorina pr favore potevano avere three coke." sagde han. Han havde naturligvis været inde på sin mobil app igen. Han havde gentaget Harry, hvilket fik mig til at smile og gik igang med at fylde isterninger og cola i tre glas. Jeg kiggede på Louis, der blinkede med det ene øje til mig, hvilket bare fik mig til at smile endnu mere. Niall lød som en der var ved at blive kvalt i sin sodavand fordi han begyndte at grine, så de andre igen kiggede forvirret på ham.

"Jeres sodavand kommer lige straks." sagde jeg på engelsk, så både Louis, Niall og jeg brød ud i latter over de andres ansigts udtryk. Louis tog sin hånd op for at give mig en high five, hvilket jeg selvfølgelig var med på.

"Hvad fanden?" lød det fra en fyr med sort hår, men begyndte straks at smile da det gik op for ham, at jeg bare havde joket med dem. De andre to havde også fået et stort smil på læberne, men de ligende stadig nogen, der ikke var helt sikker på hvad der foregik.

"Åh guys, i skulle se jeres ansigter!" grinte Louis, men forsøgte vidst at få lidt styr på sit grineri. Niall var smuttet hen for at slå sig ned i en sofa. "Nå drenge, hils på Mellow. Hun fik også narret Niall og jeg, derfor fik jeg hende til at lave joken på jer også." fortsatte han. Niall var færdig af grin henne i sofaen, så der løb tårer ned af hans kinder. Var det virkelig så sjovt?

"Undskyld for at spilde jeres tid drenge." sagde jeg med et smil da de skulle til at gå ned for at tage plads ved siden af Niall. De stoppede op og drejede sig om mod mig igen.

"Det er helt iorden." sagde krølle med et skævt smil på læberne. Han rakte sin hånd frem mod mig som jeg tog imod. "Jeg er Harry." da han gav slip i min hånd igen, var der straks en anden der overtog den.

"Zayn." sagde han med et smil som jeg var hurtig til at gengælde. Derefter kom ham som jeg havde udnævnt tidligere, til at være dem flotteste af dem alle. Ok, de er alle virkelig flotte. Men ham her....

"Hej Mellow. Jeg er Liam." sagde han og kiggede mig i øjnene, med sine varme brune. Wow. Det var lige før, at bare hans øjne gjorde mig helt mundlam. Det var nok også derfor at jeg bare mumlede et 'hej' og sendte ham et smil som han gengældte.

 

***

 

Det var første kapitel af Love In Venice.
Det skal lige siges, at jeg ikke kan en dyt italiensk. Derfor er der brugt Google Translate.
Fortæl gerne i kommentaren hvad i synes om den indtil videre. :)

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...