My help

17 årige Lilly har altid haft det svært i skolen. Lige siden hun stoppede med at vokse, har skolens diva, Madison, drillet hende ved at sætte hendes skolebøger op på den øverste hylde. Og ikke nok med det, blev hun også altid kaldt for en nørd, fordi hun gik så meget op i sine lektier. Hun blev drillet så meget, at hun begyndte at cutte. Hun havde ingen venner. Kun sin computer, hvorpå hun altid søgte på videoer med sit yndlings boyband, one direction.

11Likes
14Kommentarer
1127Visninger
AA

1. Mødet med Niall

"Lilly. Der er mad" råbte min mor, Alice. "Kommer lige om lidt. Jeg skal bare lige sætte videoen på pause" sagde jeg, og gik ned for at spise. Min far, John, sad der allerede med min tvillingebror, Adam. "Hvorfor sidder du altid foran den computer, og ser de latterlige videoer" sagde min mor, og satte en salat over på bordet. "LATTERLIGE!!! De videoer er den eneste grund til at jeg lever" råbte jeg. Jeg hadede når min familie sagde sådan noget. De forstår mig jo ikke. "Har du nu haft en dårlig dag igen?" Spurgte min far. "Ja. Det har jeg jo hver dag, far" mumlede jeg, for jeg orkede bare ikke at tale om skolen. "Lilly. Du kan altid tale med os hvis du har det dårligt" sagde min mor. "Ja ja" mumlede jeg, og spiste lidt af min hakkebøf. Altså hvis du undrer dig over at en engelsk familie i London, sidder og spiser hakkebøffer en mandag aften, så er det fordi at mine tip-oldeforældre tog fra Danmark, hertil London for at finde lykken. Mine oldefar fandt så en anden dansker, og min farmor fandt så også en anden dansker, og så fandt min far min mor, som var englænder. Min farmor og farfar kunne ikke lide at min far brød traditionen, så de tog en virkelig lang snak med min far, og det endte med at mine forældre mødtes i skjul. Da de var på min alder, blev min mor gravid med min bror og jeg. Min farmor og farfar blev så sure, at de aldrig har talt til min far igen. Nu er min farfar død. Han døde af cancer. Vi kommer aldrig hjem til min farmor, hvilket er en skam, for hun er den eneste der forstår mig. Plus at det tog mig fem år at vinde hendes tillid til mig. Jeg var ti da vi besøgte hende sidste gang. "Tak for mad" sagde jeg, og skyndte mig at læbe op på mit værelse. "Bliv nu her. Det kan godt være at du ikke vil tale om din dag, men du kan da godt blive her, og høre om din brors dag" sagde min mor, og tog fat i min arm. "Ok så. Men du har bare at gøre det kort Adam" sagde jeg, satte mig ned, og lagde mine arme over kors. Uheldigvis kunne man se mine ar, men det ikke ud til at de andre så dem. "Jeg har fået en kæreste" sagde Adam. "Hvad hedder hun" spurgte min far. "Madison. Hun er…" begyndte Adam. "…den ledeste og mest egoistiske person i verden. Hvordan kunne du Adam? Du ved jeg ikke kan klare hende" afbrød jeg, imens jeg gik over til ham. Jeg så skuffende på ham. "Lilly. Hvis du ikke vil have at jeg er kærester med hende, kan jeg godt lade vær med at se hende" sagde Adam, men med det lumske smil jeg kender så godt. I mellemtiden var mine forældre gået, for ikke at komme ind i vores skænderi. "Nej Adam. Vi er jo tvillinger. Jeg kender dig. Du vil gøre det samme som mor og far, og så snakker vi ikke med hinanden igen. Jeg vil ikke lade det ske. Desuden ved jeg hvor led Madison er, og hvad hun kan finde på. Jeg synes ikke du skal se hende mere, men det er jo dit ejet valg" sagde jeg. "Godt så" sagde Adam. Jeg løb op på toilettet, låste døren, og fandt kniven jeg plejede at bruge til at cutte. Mine tårer trillede ned i blodet. "Hvordan kan han finde på sådan noget?Skulle jeg bare forlade verden? Nej. Jeg ville bare ud. Jeg ville ikke længere være så svag. Jeg ville vise min stærke side" tænkte jeg. Jeg tog en beslutning, pakkede mine vigtigste ting, og gik hjemmefra. Det var nat, og der var ikke mange mennesker. Jeg gik med tåre i øjnene, og pludseligt støttede jeg ind i en dreng. "Undskyld. Jeg er bare så klodset" sagde jeg, og så slet ikke hvem det var. "Det gør ikke noget. Så længe vi begge to er ok, er det helt fint" sagde han. Jeg kunne genkende den irske accent. "Niall?" Sagde jeg, og kiggede op på hans ansigt. "Ja. Hvad er der?" Sagde han. Jeg skulle lige til at skrige, da han holdte for min mund. "Shh. Ingen må vide at jeg er her" sagde han. Han fjernede hånden og kiggede på mit ansigt. "Hvorfor græder du?" Spurgte han.   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...