My help

17 årige Lilly har altid haft det svært i skolen. Lige siden hun stoppede med at vokse, har skolens diva, Madison, drillet hende ved at sætte hendes skolebøger op på den øverste hylde. Og ikke nok med det, blev hun også altid kaldt for en nørd, fordi hun gik så meget op i sine lektier. Hun blev drillet så meget, at hun begyndte at cutte. Hun havde ingen venner. Kun sin computer, hvorpå hun altid søgte på videoer med sit yndlings boyband, one direction.

11Likes
14Kommentarer
1110Visninger
AA

7. Mødet med en gammel ven

"DU SKAL IKKE SIGE, SÅDAN NOGET OM MIG!" Råbte Madison. "DET SKAL DU FÅ BETALT" tilføjede hun. Jeg prøvede bare på at ignorere det. "Hey. Du er Lilly, ikke?" Sagde en genkendelig stemme. "Ja. Undskyld jeg spørger, men hvem er du?" Sagde jeg. "Kan du ikke huske mig. Jeg er Maximillian Andrew Peters. Du kaldte mig altid Max i børnehaven" sagde han. "Max? Er det virkeligt dig? Jeg troede du flyttede til Danmark, fordi dine forældre ville tilbage, til deres forfædres fædreland" sagde jeg begejstret. Jeg havde ikke set Max, siden han flyttede, så jeg blev helt vild glad. Han var der altid for mig, plus han var blevet ret pæn. Men jeg havde jo Niall, jeg elskede mere end nogle andre. "Ja. Det er mig. Hvor er jeg glad for at se dig igen" sagde Max. "Hvad er der sket siden sidst" spurgte jeg. "Ikke så meget. Kun at jeg har savnet dig, de sidste 12 år. Hvad er der sket med dig?" Sagde han. "Øhm. Siden du flyttede, gik det ned af bakke. Ingen forstod mig, og jeg blev drillet hver dag. Kun min farmor forstod mig. Og nu ser vi hende ikke mere. Da jeg blev 15, begyndte jeg at cutte, fordi Madison begyndte at drille mig mere, sammen med alle de andre. Så her for nogle dage siden, blev jeg kærester med min dejlige Niall. Han hjalp mig med at stoppe, med at cutte, ved at smide min kniv ud. Men bare rolig. Du er stadig min bedste ven, Max" sagde jeg. Jeg kunne se at han blev skuffet, da jeg sagde at Niall var min kæreste. "Ok. Jeg håber ikke du bliver drillet mere. Ellers får de med mig at bestille" sagde Max, og lavede de der bokse-bevægelser. "Ih, hvor jeg har savnet dig meget. Vil du med mig hjem, efter skole?" Grinte jeg. "Ja, selvfølgelig. Så kan jeg se dine forældre igen" sagde han begejstret. "Ok fint. Jeg glæder mig allerede, til skoledagen er slut" sagde jeg. Da klokken ringede, gik vi sammen ind til time, og sad tilfældigvis ved siden af hinanden. "Jeg kommer lige om lidt Lilly. Læren skal lige byde mig velkommen" sagde Max, og gik op til kateret. "God eftermiddag" sagde læreren, hvorefter vi svarede "god eftermiddag mrs. Anderson". "Det her er Maximillian Andrew Peters. Han er den nye elev i denne klasse. Vil du fortælle lidt om dig selv, Maximillian?" Sagde mrs. Anderson. "Ja" sagde Max, og tog Europa-kortet ned. "Goddag. Mit navn er Maximillian, men bare kald mig Max" begyndte han. "Goddag Max" sagde resten af klassen. "Oprindeligt kommer jeg fra denne her by, men jeg flyttede til Danmark som 5 årig. Nu er jeg tilbage, og er parat til at lære mange af jer, at kende. Lige bortset fra Lilly, som er min gamle barndoms-veninde. Nogle spørgsmål?" sagde Max. "Var Lilly din kæreste?" Spurgte Adrian. "Nej. Vi var bare bedste venner" svarede Max, hvilket jeg også havde håbet han ville svare. "Hvad så med Adam? Var han ikke også din ven?" Spurgte Nicole. "For at være ærlig, kunne jeg ikke lide ham. Han var for selvglad, og gjorde altid krav på det bedste legetøj, i modsætning til Lilly, som bare sad i hjørnet, og kiggede ud i luften" svarede Max. Det var rigtigt. I børnehaven sad jeg bare, og kiggede jeg bare ud i luften. Men så kom Max, og blev min ven for livet. Vi fortalte hinanden hemmeligheder, og grinede sammen, og blandede blod, for vi var sikre på, at vores venskab ville vare forevigt. Vi krydsede fingre mens vi gjorde det, for vi englændere krydser fingre, når vi signalerer 'forevigt'. Nå men. Resten af timen gik med, at der blev stillet spørgsmål om enten mig eller Danmark. Endeligt da timen var slut, gik Max og jeg hjem til mig. "Hvem der?" Spurgte min mor, fra køkkenet. "Det bare mig… …og en gæst" svarede jeg. "Hvem er gæsten?" Spurgte min far strengt. "Det er Max. Fra børnehaven" svarede jeg. "Hvor dejligt at han er kommet hjem. Nå. Hvad skal i to unger lave?" Spurgte min mor. "Vi går bare op på mit værelse" svarede jeg, og gik med Max op på mit værelse. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...