Hvis bare du forstod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2014
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Igang
Kimberly Rae er en nitten årig pige, som kæmper for at overleve i New Yorks beskidte gader. Den eneste måde hun kan fortrænge sin mørke fortid, er ved at stå med sin guitar i hånden, og håbe på, at nogle barmhjertige mennesker vil smide en skilling eller to. Men da en speciel person, helt uden varsel, dukker op og hører hende synge, ændres alt. Alt det hun prøvede på at glemme, kom pludselig væltende tilbage.

26Likes
17Kommentarer
1095Visninger
AA

2. Gensyn

Ethan

Jeg mærkede, hvordan mit hjerte bankede hurtigere og hårdere, da jeg hørte hendes stemme. Den smukke, hæse stemme, som havde sunget for mig for tit. Som jeg fik kæmpet mig gennem mængden af mennesker, kunne jeg se hvordan hendes skikkelse kom til syne. Mit hjerte stoppede, da jeg fik øje på hende. På mange måder lignede hun sig selv, men var også så forandret som nogen kunne blive. Aldrig havde jeg troet, at jeg skulle se hende igen.

Jeg genkendte de få træk hun stadig havde, efter de få år vi havde været adskilt. Den måde hendes fingre løb hen over strengene på den slidte guitar, hvordan hendes øjne stadig glitrede mens hun sang og det lange, mørke hår der så smukt faldt som et vandfald ned over hendes skuldre.

Da stemmen og melodien lige så stille tonede ud, hørte man hurtigt, hvordan de, der så på klappede ad hendes optræden. Et smil formerede sig hurtigt på de mørke læber, mens den svage, blussende farve straks steg op i hendes kinder. En af de få ting hun stadig havde holdt ved og ikke kunne ændre. Af ren automatik lod jeg mine hænder klappe sammen med de andre, og så hvor meget hun nød opmærksomheden; anerkendelsen. Dét havde hun ikke fået særlig meget af gennem sit korte liv.

Menneskerne forsvandt som tiden gik, men jeg stod der stadig. Godt nok lod det ikke til hun havde bemærket mig, men det gjorde ingenting. Jeg nød bare at høre hendes stemme igen.

Hun trak guitarens rem over hovedet, så hun nu kunne pakke sammen. Men inden hun gjorde det, sørgede jeg for at gå et skridt frem, mens en pengeseddel faldt i hendes guitarkasse. De kønne, brune øjne så op og lige ind i mine. Forskrækket gik hun et skridt tilbage og så op og ned af mig. 

”Ethan?” nærmest hviskede hun, med en hånd for munden. Guitaren holdt hun stadig i sin hånd, mens hendes blik flakkede frem og tilbage på den menneskefyldte gade. ”Hvad laver du her?” Stemmen rystede svagt, som om hun var på nippet til at bryde sammen.

”Jeg kunne spørge dig om det samme,” åndede jeg tungt ud, efter et par sekunders endeløse tanker. Det beskidte, mølædte tøj hun havde på, hang løst på hendes spinkle krop og de mørke rander under øjnene, forklarede hvor dårligt hun måtte sove om natten, og hvordan hendes livstil var blevet. Det var forfærdeligt, og ikke mindst utænkeligt, at se hende på den måde.

”Jeg… Jeg troede aldrig jeg skulle se dig igen.” For første gang så hun mig rigtigt i øjnene, og jeg bed straks mærke i de små tårer der var ved at danne sig i hendes øjenkroge. Forvirret, akavet og genert vendte hun blikket mod jorden, samtidig med hun rykkede lidt på sine fødder, hvor et par hullede Converse var til at finde.

”Du er ikke den eneste,” gjorde jeg mig enig, hvorefter jeg gik et skridt tættere på. ”Jeg har savnet dig.” Hun så op på mig, stadig med tårer i øjnene. Det var underligt at se hende igen, efter så lang tid. Vi havde oplevet så meget sammen, og alligevel havde vores veje været nødt til at skilles. Hun svarede endnu ikke på min kommentar, men det gjorde mig ingenting. Det vigtigste var, at hun var her. At jeg endelig kunne se hende igen.

Nu er den endelig i gang... Jeg håber I nyder den indtil videre - næste kapitel bliver snart udgivet! 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...