Hvis bare du forstod

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2014
  • Opdateret: 15 apr. 2014
  • Status: Igang
Kimberly Rae er en nitten årig pige, som kæmper for at overleve i New Yorks beskidte gader. Den eneste måde hun kan fortrænge sin mørke fortid, er ved at stå med sin guitar i hånden, og håbe på, at nogle barmhjertige mennesker vil smide en skilling eller to. Men da en speciel person, helt uden varsel, dukker op og hører hende synge, ændres alt. Alt det hun prøvede på at glemme, kom pludselig væltende tilbage.

26Likes
17Kommentarer
1094Visninger
AA

3. Altid i mine tanker

Kimberly

Bare ved at se et smil på hans læber, kunne få sommerfuglene i maven til at vende sig. Jeg kunne ikke lade være med selv at smile, selvom det normalt kun var noget jeg gjorde, når jeg sang.  Selvom mørket så småt var faldet hen over New York, havde han stadig ikke for ladt min side. På mange måder var det betryggende, men også underligt. Jeg havde ikke set ham i så lang tid, og nu stod han her.

”Din stemme har ikke ændret sig, siden jeg så dig sidst,” fortalte han mig med et lille, genert smil. ”Du er stadig ligeså talentfuld, som da jeg hørte dig for første gang.” Jeg mærkede hvordan varmen steg op i mine kinder, og at mit blik hurtigt blev vendt mod det mørke fortov. Da jeg så op, fik jeg øje på noget. Det gav mig et sug i maven, og jeg stoppede med at trække vejret for en stund. Arret, det havde han stadig. Det ar, der havde sat gang i det hele for få år siden.

Han var kommet og beskyttet mig, da nogle ville gøre mig ondt. Jeg kendte ham ikke på det tidspunkt, og alligevel havde han valgt og beskytte mig. Jeg vidste ikke om jeg skulle græde, smile eller grine over mindet, der lige så stille rullede over nethinden.

Ethan var den eneste der vidste hvem jeg egentlig var, og han var den eneste der havde set det med det samme. Det var derfor han betød så meget for mig – han var den eneste der kendte mig ud og ind; den eneste der stadig elskede mig, efter at have set mit sande jeg.

”Hvad… Hvad laver du egentlig herude? Alene?” Hans stemme lød svag og skrøbelig, som var det et forbudt spørgsmål han ikke burde stille. Det gjorde mig utilpas at skulle til at forklare om fortiden, men det ville være det hele værd. Jeg kunne bare lade være med at nævne den.

”Jeg er en enspænder,” trak jeg tørt på skuldrende, uden at se på ham. ”Det burde du om nogen vide.” Det var rigtigt. Jeg brød mig ikke om at omgås mennesker, medmindre det var et publikum. Han var det eneste menneske på denne jord, jeg nogensinde havde tilbragt selskab med, uden at være utilpas.

Nætterne i New York kunne være kolde og kyniske, men det var noget man hurtigt vendte sig til. Normalt sov jeg på en bænk, eller fik en forbipasserende bil til at samle mig op. Normalt krævede det, hvis jeg ville have et sted at sove om natten, min krop som betaling. Men det var alligevel bedre end det gamle liv jeg havde haft. Når man tænkte på hvor sindssyg jeg kunne have været, hvis jeg ikke var stoppet med mit misbrug, så var dette bedre. Han havde hjulpet mig af med det den gang, og nu kunne jeg endelig stå på egne ben efter så mange år. Det gjorde ondt i mit hjerte, at tænke på fortiden, men somme tider var det nødvendigt. For lige meget hvor meget jeg gerne ville glemme den, fandt den altid frem til mig igen. 

”Der er ikke gået en dag uden jeg har tænkt på dig,” hviskede jeg pludseligt. Mine ben var holdt op med at gå, og jeg så hvordan han vendte sig om, og stirrede på mig. Ethans læber dirrede let, så det nærmest så ud som om han skulle til at græde. ”Hver dag står jeg og synger, kun med dig i tankerne. Og nu står du her foran mig. Ved du godt hvor underligt det er?” En tåre løb langsomt ned ad min kind, men jeg fjernede den ikke. Det var ikke tit jeg græd, men lige i dag var en særlig undtagelse. Uden et ord, gik han hen til mig, for at trække mig ind i sin favn. Han gemte sit ansigt i mit uvaskede hår, og strøg min ryg med sine lange, smidige fingre. Vi stod sådan i flere minutter, tom for ord. Vi nød den stilhed, som der sjældent var her i storbyen, mens jeg vidste, at vi begge tænkte på de gamle minder. De minder der for længst var borte, og sikkert aldrig kom tilbage.

”Jeg vil gerne hjælpe dig, Kimberly. Jeg vil gøre alt hvad der skal til,” hvislede han ind i mit øre, så kun jeg kunne høre det. Jeg mærkede hvordan de mange tårer blev til flere, og jeg knugede mig ind til ham.

”Hvad … Hvad hvis jeg ikke ønsker din hjælp?” Hans krop spændte, mens ikke et ord kom fra ham. Stilheden var pinefuld og lang, men jeg turde ikke bryde den. Så jeg græd; lod tårerne tage over, som var de et vandfald, mens jeg knugede min spinkle krop ind til hans. ”Du har hjulpet mig for meget gennem tidens løb … Snart bliver jeg nødt til, at komme videre på min rejse.”

”Men jeg vil gerne hjælpe.”

”Forstår du det ikke?” hviskede jeg ind i hans skulder, knust over at skulle fortælle ham disse ting. Jeg vidste hvor meget han havde savnet mig, og hvor meget jeg havde savnet ham. ”Du har lært mig at stå på egne ben. Det vil jeg blive ved med, mens jeg forfølger mine drømme.” Ethan så mig dybt i øjnene, og jeg kunne ikke undgå at bemærke, at de stadig var ligeså krystalblå, som den første gang jeg så ind i dem. Hans hænder forlod mine skuldre, og fandt frem til mine hænder, før han flettede dem ind i sine. ”Jeg vil gerne væk herfra. Men jeg ønsker at gøre det alene. Jeg vil gerne væk fra min fortid, men det kan jeg ikke, hvis du tager med mig.” Sorgen lå dybt inden i ham, det var tydeligt. Øjnene blev lettere blanke, samtidig med han klemte mine hænder hårdere.

”Jeg elsker dig, Kimberly.” Hans hviskende stemme efterlod en tåre på hans kind, men det gjorde ham ingenting. Han gik blot et lille skridt tættere på, så hans pande nu hvilede mod min.

”Jeg elsker også dig, Ethan.” Mere nåede jeg ikke at sige, før hans læber havde lagt sig oven på mine. Alt inden i mig eksploderede i erindringer, glæde og sommerfugle. Det føltes så velkendt, men alligevel så fjernt. Mine hænder fandt op til hans nakke, mens jeg trykkede hans hoved tættere på mit. Ethan kærtegnede blidt min talje, og det sendte kuldegysninger gennem min krop. ”Jeg er ked af det skal slutte på den her måde …” Aldrig havde jeg troet man kunne elske en person så meget. Aldrig havde jeg troet, at man var nødt til at forlade den eneste person, der i virkeligheden forstod en, for at få det godt igen.

Da han havde været nødt til at forlade mig, var musikken det eneste der holdt mig oppe. Tanken om ham mens jeg sang, havde gjort mig stærk, og det var derfor jeg følte, jeg blev nødt til at klare dette alene. Det var jeg nødt til, for at komme videre.

Jeg vidste godt jeg ikke kunne sige farvel til fortiden, men jeg kunne i stedet lære af den, og aldrig begå samme fejl igen. Og jeg vidste, at han en dag ville forstå det, selvom det var svært. Det skulle han bare.

Jeg ved virkelig ikke hvor tilfreds jeg er med denne her, men jeg synes bestemt ikke den er dårlig. Den er måske ikke 1000 procent som jeg vil have den, men den er god nok!

Mange tak til LenaBlak fordi du hjalp mig med respons osv. :)

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...