Stranded | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2014
  • Opdateret: 19 maj 2014
  • Status: Igang
Da selveste Justin Biebers tourbus standser tæt ved en lille flække af en by i midten af ingenting, møder han den 19-årige Samantha 'Sam' Jackson, der sammen med sin mor styrer den ældste gård i byen. Med 200 kilometer til nærmeste værksted, er han tvunget til at bede om ly ved Samantha, uden at vide, at en enkel overnatning bliver til to, og to bliver til flere, indtil han har været strandet i en måned. Og hvem ved, hvad en måned fører med sig? I hvert fald bliver Justin og Samantha trukket både igennem kærlighed, drama og tårer på blot 30 dage.

11Likes
2Kommentarer
264Visninger
AA

3. Chapter 2 | Samantha

Samanthas synsvinkel:

Jeg strøg igen penslen hen over lærredet og beundrede resultatet. Jeg elskede at male. Det var så befriende, bare at kunne smadre en masse farver op på et lærred og at det kunne være noget værd.

Det var tidligt, men det var ligemeget. Mor og jeg var altid tidligt oppe, så vi kunne komme igang med hvad der nu end var på dagsordnen.

Det bankede på døren, og jeg lagde hurtigt malegrejet fra mig, hvorefter jeg tørrede hænderne af i mit forklæde.

 

"Jeg åbner!" råbte jeg til min mor, der sikkert var ovenpå. Jeg småløb hen til hoveddøren og åbnede den. Udenfor stod der en fyr og en mand. Fyren var pæn. Han havde brune øjne. Jeg var pjattet med brune øjne.

Manden rømmede sig og jeg smilede til ham.

"Hej. Jeg er Scooter, og det her er Justin, og vi ville spørge, om vi kunne overnatte her for en tid? Justins bus er brændt sammen, og vi leder efter tag over hovedet, indtil den bliver lavet. Er dine forældre hjemme?" Han trak vejret dybt efter sin talestrøm og mit ansigt forblev smilende.

 

"Ja, det er min mor. Vent her." Jeg satte døren på klem og løb ovenpå, hvor jeg regnede med, at min mor var.

 

"Mor?" kaldte jeg og inde fra biblioteket lød der et svar.

 

"Der er nogen ved døren, kom." Jeg slog døren til biblioteket op og fandt min mor siddende med en bog i skødet foran pejsen.

 

Stormfulde Højder, kunne jeg se, da hun lukkede den sammen.

 

"Hvem?" Hun rejste sig fra sin stol.

 

"En mand der vidst nok hedder Scooter, og så en Justin-fyr." Hendes øjenbryn løftede sig til to buer, og hun skubbede mig foran sig, mens vi gik tilbage til gæsterne.

 

"Lad mig se på dem," mumlede hun og skubbede mig ned ad trappen.

 

Døren stod stadig på klem, som da jeg forlod dem, og jeg tænkte på fyren - Justin, undskyld.

 

Mor trak døren op og så stift på dem. Hun så ikke ud til at kende nogen af dem, og hendes øjenbryn forblev stående.

 

"Og I er..?" spurgte hun hentydende, og Scooter-manden rømmede sig.

 

"Vi er Scooter Braun og Justin Bieber, og vi leder efter tag over hovedet. Må vi komme ind, så kan jeg sige det?"

 

×××

 

"Njah, mr. Braun, jeg ved nu ikke.." sagde min mor tøvende, "hvis mr. Bieber der nu er så berømt som du siger, er det måske ikke en nogen god idé..." Hun bed sig i læben.

 

"Vi vil gøre alt for at få et sted at bo - og det er bare et par dage," forsikrede han min mor om. Hun hældede lidt med mundvigen, som hun altid gjorde, når hun stærkt overvejede noget.

 

"Tja... Vi kunne vel også godt mangle lidt hjælp her på gården, ikke?" Hun så på mig med et smil.

 

"Jo, helt sikkert. Mable kælver snart," sagde jeg med et grin og så på mr. Braun og mr. Bieber, som åbenbart var berømt. Mr. Braun skar en diskret grimasse - som overhovedet ikke var spor diskret - og så på mr. Bieber.

 

"Hvad siger du, Justin? Vil du bo her? De kræver jo at få hjælp." Han så på mr. Bieber, eller Justin, eller whatever.

 

Justin - nu kalder vi ham bare det - nikkede tøvende og så på mig. Lige i øjnene. Jeg tror, jeg smeltede. De øjne..

 

"Det er fint." Han smilede. "Kan jeg få et værelse?"

 

"Selvfølgelig," lovede min mor, "lige ved siden af Samanthas." Hun klappede mig på skulderen.

 

"I kan låne vores pickup, så I kan hente jeres bagage. Samantha kører jer - den kan være drilsk." Hun så sigende på mig, og jeg nikkede.

 

"Selvfølgelig."

 

×××

 

"Nå, Samantha," begyndte mr. Braun og jeg så venligt på ham, "hvor er den bil så henne?" Han gned hænderne mod hinanden og jeg så spørgende på Justin.

 

"Herude i garagen." Jeg vinkede med hånden og begav mig derhen. Bilen var nok fra 70'erne og havde været igennem en del, men den var brugbar, f.eks. når vi skulle flytte sten på marken bag vores hus.

 

"Den hedder Martha," fortalte jeg med et smil, da jeg trak i porten til garagen. Der stod den i alt sin pragt; gammel bil, der rummede mange historier.

 

Malingen skallede, et af baglygterne var smadrede og bakspejlet hang løst, men det var 100% min drømmebil.

Mr. Braun så misbillinde på bilen og rynkede på næsen.

"Er dét stjernens køretøj?" hviskede han chokeret og spørgende så jeg på ham.

"Er den ikke god nok?" spurgte jeg måske en smule såret over hans nedgørende tone og ud af øjenkrogen så jeg Justin bide sig i læben. Han kløede sig i nakken og sendte mr. Braun et strengt blik.

"Du sidder på ladet på vej derned," sagde han bestemt og pegede på mr. Braun, "nu hvor du taler sådan til vores vært." Mr. Braun rullede med øjnene.

"Sådan taler man ikke til sin manager, makker." Han sprang irriteret op på ladet og lagde mut armene over kors.

"Sådan taler man ikke til en vært, makker." Justin gik om på den ene dørside og trak i håndtaget. 

Stakkel. Det var det håndtag, der bandt pokkers meget.

"Lad mig," tilbød jeg og skubbede ham blidt væk. Først løftede jeg lidt op i døren, inden jeg sparkede på hjulkapslen, og så gik døren op.

"Hvad har det med hjulkapslen at gøre?" spurgte Justin undrende, og jeg trak på skuldrene.

"Aner det ikke, men det hjælper altid." Jeg smilede til ham og han grinede. Han satte sig ind og for at skyde genvej, sprang jeg bare over ladet. Jeg vinkede sødt til mr. Braun, der bare rullede med øjnene.

"Din ven er vidst lidt sur," hviskede jeg til Justin, der bare trak på smilebåndene. Mr. Braun burde kunne høre det hele, for vinduet ud til ladet var blevet fjernet. han lænede sig da også ned mod os og hvæsede muggent noget.

"Når vi kommer hjem, Justin, får du så meget ballade!" Det var henvendt til Justin, men jeg blandede mig alligevel.

"Sådan taler man ikke til en stjerne," sagde jeg forsigtigt, og de stirrede med det samme underligt på mig. "Eller gør man?" Jeg dukkede mig nervøst og fortrød med det samme, at jeg blandede mig.

Så brød de ud i latter, både mr. Braun og Justin, og jeg så væk. Farven steg op i mine kinder, og jeg startede bilen. Mr. Braun gispede, da der gik et drøn igennem hele vognen, og jeg så på ham.

"Vil du ikke sidde heromme, mr.?" spurgte jeg høfligt og Justin rystede febrilsk på hovedet.

"Ikke når han er så uhøflig," forsikrede han mig om og jeg mumlede et 'okay'.

Jeg havde ikke lyst til at sige, at jeg var blevet født på ladet, for så ville mr. Braun nok få et flip og finde et bad.

Martha bakkede ud af garagen, og vi begav os ud mod bussen. Mr. Braun guidede mig mod deres location, i samarbejde med Justin, og inden længe kunne vi skimte bussen. En skikkelse for frem og tilbage derhenne, og mr. Braun sukkede.

"Forhelved," sukkede han irriteret, "er den bøv ikke engang færdig endnu?" 

"Scooter, din idiot, det er tidligt som bare fanden, ikke? Han har vel arbejdet hele natten," skændte jeg og han rullede øjne.

"Måske kan jeg hjælpe ham," tilbød jeg og mr. Braun brød ud i grin. Justin sendte ham endnu et strengt blik og han tav.

"Det er i orden. I kender mig ikke, og ved ikke, hvad jeg er i stand til." Jeg grinede og mr. Braun satte sig tilbage på ladet igen. 

"Nå, Samantha.." begyndte Justin, men jeg afbrød ham.

"Kald mig Sam, for Guds skyld - ikke for noget, men Samantha lyder bare så helligt." Jeg smilede til ham og koncentrerede mig om vejen.

"Okay så - Sam. Hvordan endte dig og din mor her?" Han smilede interesseret til mig og jeg jeg grinede.

"Gården har gået i arv helt tilbage til 1700-tallet, hvilket gør den til den ældste bygning i hele Bakely. Derfor har byens 'formand', eller whatever du kalder det, døbt den The Bakely Monument. Jeg elsker den, men mor og jeg kalder den bare Jacksons." Jeg havde ikke lyst til at se på ham. Hans øjne var så.. bindende.

"Aha."

×××

"Wow," mumlede jeg, "I har virkelig mange ting!" Min mund havde formet sig til et 'o', da jeg så bagagen hobe sig op på ladet.

"Hvor skal mr. Braun være?" spurgte jeg med et grin, og Justin trak på smilebåndene.

"Han kan.. øh..." Han kløede sig i nakken og rynkede tænksomt brynene.

"Sidde omme ved os, godt, ja," bestemte jeg og så igen på den store mængde af kufferter. Justin rystede grinende på hovedet og fangede mit blik. Igen måtte jeg bukke under for hans dådyrøjne, og jeg sukkede højt indvendig.

Bedårende.

"Du.. har smukke øjne," hviskede jeg, og mærkede med det samme varmen stige op i mine kinder. Jeg havde aldrig mødt ham, for fuck sake!

"Jamen, tak da, og i lige måde," smilede han og jeg så væk. Hvis bare man kunne hviske rødme væk, så ville jeg gøre det lige med det samme.

"Så, Justin, det var vidst det hele!" stønnede mr. Braun og læssede endnu en kuffert op på ladet. Han var rød i hovedet efter alt det flytteri - som Justin ikke havde deltaget i, host -, men jeg vil vædde med, at jeg så værre ud. Jeg var stadig utrolig flov over hvad jeg havde sagt om hans øjne, og jeg ville allerhelst bare køre hjem igen uden at sige det til dem.

"Hvis I er klar, syntes jeg bare at vi skal hjem," smilede jeg og satte mig ind igen, men inden jeg lukkede døren, havde jeg lige noget at fortælle mr. Braun: "Og mr. Braun? Du sidder heromme ved os denne gang."

×××

Yo!

Så er Sam og Justin tilbage!

Nu er det så bestemt, at de skal bo sammen, og hvordan mon det går?

Uhh, hvad?

Kys kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...