Stranded | Justin Bieber

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 apr. 2014
  • Opdateret: 19 maj 2014
  • Status: Igang
Da selveste Justin Biebers tourbus standser tæt ved en lille flække af en by i midten af ingenting, møder han den 19-årige Samantha 'Sam' Jackson, der sammen med sin mor styrer den ældste gård i byen. Med 200 kilometer til nærmeste værksted, er han tvunget til at bede om ly ved Samantha, uden at vide, at en enkel overnatning bliver til to, og to bliver til flere, indtil han har været strandet i en måned. Og hvem ved, hvad en måned fører med sig? I hvert fald bliver Justin og Samantha trukket både igennem kærlighed, drama og tårer på blot 30 dage.

11Likes
2Kommentarer
266Visninger
AA

2. Chapter 1 | Justin

Justins synsvinkel:

"Så, mate, så' der sgu serveret!" Scooter kom balancerende med et fad med vindruer, kiks og ost, i et ynkeligt forsøg på at virke tjeneragtig. Jeg grinede svagt og ryddede bordet for ham, så der var plads til hans lille anretning.

"Jeg har selv lavet det," sagde han stolt og jeg løftede misbillinde det ene øjenbryn. Han undgik mit blik, i et endnu mere ynkeligt forsøg på at stå ved sine ord.

"Okay, da - det var Angela," opgav han og tog en drue, "men jeg serverede hendes arbejde." Han lænede sig tilbage i sofaen, som han havde placeret sin røv i, og kastede druen op i luften, hvorefter han greb den med munden.

Jeg rullede med øjnene og tog en kiks, som jeg stoppede i munden uden noget til. Den var ret tør. Jeg hostede og Scooter grinede.

"Nå, men vi skal da vidst arbejde lidt på det nye album," mumlede han og satte sig op. Jeg nikkede og sank kiksen, der sad klistret fast i min hals.

"Hvad har du indtil videre?" spurgte han interesseret og jeg fandt nogle papirer med få dele af tekster.

"Jeg har nogle få linjer," sukkede jeg, "for jeg mangler virkelig inspiration." Scooter sukkede ligesom jeg og rystede svagt på hovedet.

"Jamen.. så lad mig høre dem," smilede han og jeg nikkede, hvorefter jeg rejste mig for at hente min guitar. Jeg havde spillet få timer før, så den var stemt og det hele.

Jeg gik tilbage til min plads, denne gang med guitaren selvfølgelig, og slog den første akkord af.

"I started to think,

that you were the wrong,

but now I know, you're the one..." sang jeg, og Scooter nikkede i takt med musikken. Jeg standsede og så op på ham.

"Det var så det." Der var ikke nogen speciel tone at spore i min stemme, og Scooter rynkede brynene.

"Det er godt, det er godt," sagde han og stirrede på papirerne, der lå foran ham. "Jeg kan lide rytmen - daan, dan-daan, dan, dan... Det er fint, det er godt. Du skal bare have tid." Han langede ud efter endnu en vindrue, som endte i hans mund.

"Tak, mand." Jeg satte guitaren fra mig og tog papirerne i mine hænder. Rytmen kom derefter gentagende gange ud af min mund, mens jeg funderede over resten af teksten.

×××

"I started to think,

that you were the wrong,

but now I know, you're the one..." lød min stemme i mikrofonen, og jeg forberedte mig på det sædvanlige bifald fra de tusindvis af piger, men ingenting skete. Automatisk fortsatte jeg med at synge, selvom jeg var overrasket over alt det ingenting. Her var fuldstændig tomt, helt mørkt, men jeg kunne svagt høre noget der lød som 'buuh', og jeg ville standse min sang, men ingenting skete. Jeg fortsatte bare, sang, sang, sang og sang, selvom sangen endte ud i noget sandt lort.

"I started to think,

that you were the wrong,

and now I know, that I was right.

I'm Justin Bieber,

not a girl-keeper,

yeah, yeah..."

Jeg vågnede med et sæt og satte mig hurtigt op, hvilket resulterede i, at jeg bankede mit hoved op i loftet. Jeg faldt tilbage på madrassen og tog mig til panden, der var blevet udsat for stødet. Jeg kunne tydeligt høre Scooter snorke, og jeg gik ud fra, det var nat. Bussen kørte stadig, kunne jeg konkludere ud fra de mange små rystelser, der gik igennem min krop, ellers var det chok efter min drøm. 

Jeg fiskede min iPhone frem under hovedpuden og tændte den. Den lyste op og blændede mig efter mørket, og jeg vidste nu, at jeg ikke ville falde i søvn igen foreløbig. Klokken viste sig at være 1:39 og jeg gabede. Utroligt nok følte jeg mig først træt nu, efter at vide hvor sent det var. Jeg låste telefonen igen og stoppede den tilbage under puden. Som jeg forestillede mig, var det nu umuligt at sove igen, og jeg droppede at forsøge. I stedet lå jeg bare og stirrede ud i mørket.

×××

I lang tid havde jeg bare stirret frem for mig og tænkt på sangen. Alle regnede med den - mine fans, Scooter, mig.. den måtte bare ikke kikse.

Jeg blev forskrækket, da jeg med ét blev kastet fremad, da bussen pludselig standsede, og jeg satte mig op. Endnu en gang måtte mit hoved stå til ansvar for et stød mod loftet. 

"Scooter?" hviskede jeg ud i mørket, men han gryntede bare og snorkede videre. Jeg tog mig til det sårede sted og gned det nænsomt. Smerten gik snart over, og jeg krøb ud af køjen. Det kolde gulv vækkede mine fødder og jeg listede hen til Scooters køje. Han sov som en sten, selv da jeg ruskede i ham.

"Scooter? Scooter, vågn op forhelved!" Jeg ruskede voldsommere i ham, og han gryntede, hvorefter han satte sig op, dog uden at slå hovedet.

Heldige asen.

"Hvorfor vækker du mig her så sent?" mumlede han irriteret og trak dynen tættere om sig. "Hvad er klokken overhovedet?" 

Jeg havde ærlig talt ingen anelse.

"Sidst jeg tjekkede, var den tyve minutter i to, og bussen er standset," svarede jeg på begge hans spørgsmål og hvis det ikke var for mørket, kunne jeg nok nu se hans ansigt, der med garanti havde skåret en irriteret grimasse.

"Hør, mate, du er altid sjov, men den her joke er for lam." Han rullede gardinet for igen, og skærpede mine få muligheder for at se ham.

Stædigt trak jeg gardinet fra igen.

"Det er ikke en joke, dit paphoved, jeg mener det!" vrissede jeg og trak ham ud af køjen. Han sukkede højt og rejste sig.

"Jamen, så lad os da spørge Jack," mumlede han søvnigt og kløede sig et vis sted.

"Kom så." Jeg var kun iført en T-shirt og et par boxers, og ligeså var Scooter, men det var midt om natten, og vi var ligeglade.

Sammen forlod vi køjerummet, køkkenet, stuen og endte udenfor. Nu fortrød jeg med det samme, at jeg ikke havde mere tøj på, for her var ærlig talt pissekoldt. 

"JACK?!" råbte Scooter og småløb hen til midten af bussen, hvor vores unge chauffør stod og arbejdede med motoren. Der var små sten på asfalten, og mens han løb, kom der små udbrud fra ham, som 'uh', 'ih' og 'av forhelved i Satans pis!'. 

Jeg slog armene om mig selv og begav mig derhen. Scooter spillede klog om motorer, og Jack forsøgte at forklare ham, at han brugte en svensknøgle og ikke en skruetvinge.

"Hvad fanden slås I to bøver nu om?" spurgte jeg irriteret og Jack vendte opmærksomheden mod mig.

"Din bøv her af en manager tror pludselig, at han er busekspert, men det er han sgu ikke, Justin," forklarede Jack og så opgivende på motoren. "Og ved du hvad, mr. Braun?" Han så på Scooter. Og ja; han kalder Scooter for mr. Braun, og mig for Justin.

Whuut?

"Den er brændt godt og grundigt sammen." Jack smækkede klappen til motoren i og tørrede sine oliebefængte hænder i bukserne. 

"Det mener du ikke," sukkede jeg og lænede mig op ad bussen. "Hvor lang tid vil det vare at tilkalde hjælp?" 

Jack trak på skuldrene. "Tja, mester, du står in the fucking middle of nowhere. Der er mindst 200 kilometer til nærmeste værksted. Du er nødt til at finde et andet sted at bo, for om få timer vil bussen var total kold."

"Hvor fanden skulle han da bo henne, Klogesen?" vrissede Scooter og Jack pegede om bag mig.

"Der ligger en by få kilometer den vej. I kan tage noget tøj på og gå. Find et hus, bed om ly, whatever." Han trak på skuldrene.

Scooter skummede.

"En verdensberømt stjerne kan ikke bo hos nogle vidt fremmede! De kunne prøve at slå ham ihjel eller sådan noget!" Scooter slog ud med armen mod mig, og i princippet kunne jeg godt se hans problem. Men jeg ville ikke bo i en kold bus for evigt, især ikke hvis Jack ikke kunne ordne den.

"Arhg, kom nu bare, mate," sukkede jeg og klappede ham på skulderen, "lad os få noget tøj på. Ellers ender du her med Jack - måske flere uger, hvad ved jeg." 

"Jam.." Scooter lød splittet. "O-okay, så."

×××

Jeg var træt i benene. Solen var ved at stå op, og Scooter var så godt som faldet i søvn. Vi havde gået i godt halvanden time, og byen nærmede sig. Det var en lille flække, og næsten alle husene var bindingsværkhuse.

"Vi er der næsten, Scooter!" udbrød jeg med glæde og satte i løb. Scooter vaklede bag mig og stønnede. 

Endelig var den her.

Endelig.

×××

Nu var det nu. Vi stod foran døren til en gammel gård, og indtil videre havde vi ikke set noget liv i gårdspladsen. Det var det første hus i denne lille flække af en by, som åbenbart hed Bakely, i hvert fald fra den vej, vi var kommet. Scooter stod svedende ved min side og hev efter vejret, inden han løftede hånden og bankede på. Der gik ikke lang tid, inden døren gled op.

En ung blondine stod i døren og smilede til os. Hun havde maleklatter på kinden og sit forklæde, så jeg gik ud fra, at hun var i færd med at male. Hendes blik lå på mig, og jeg garanterede, at hun vidste, hvem jeg var.

"Hej." Scooter tog initiativ, eftersom jeg bare stod.

"Jeg er Scooter, og det her er Justin, og vi ville spørge, om vi kunne overnatte her for en tid. Justins bus er brændt sammen, og vi leder efter tag over hovedet, indtil den bliver lavet. Er dine forældre hjemme?" Han trak vejret dybt efter den køre, og pigen smilede fortsat.

"Ja, det er min mor. Vent her." Hun lod døren stå på klem, og forsvandt. 

"Hun er da meget køn, hvad?" hviskede Scooter til mig og jeg nikkede.

"Ja."

××× 

Yo, peepz!

Første kapitel, whuut?

Hvad syntes I?

Jeg har aldrig skrevet en movella før, og jeg elsker den allerede!

Kys kys

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...