Emo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2015
  • Status: Igang
Rose har altid været en af skolens populære piger, men hendes sociale status sættes på en hård prøve, da hun en dag filmer noget, ingen må se. Hendes liv sættes ud af kurs; dem, hun kender og elsker, vender hende ryggen, mens emo-drengen Brandon, som hun før væmmedes ved, står som den eneste tilbage med åbne arme. Som om denne kæmpe omvæltning ikke var nok, viser det sig, at ikke engang Brandon er den, han udgiver sig for. For Rose bliver det en hård kamp for at finde sig selv, sin plads i samfundet og måske også kærligheden blandt de, der jager om natten og tørster efter blod.

8Likes
8Kommentarer
644Visninger
AA

5. Veninder

”Spyt så ud!” kommanderede Jennifer og lagde en tung hånd på Roses skulder, da frikvarteret startede, og alle ilede ud af klassen, så kun de to var tilbage.

”Hvad mener du?” spurgte Rose, selvom hun havde et kvalificeret bud på, hvad det drejede sig om. Indtil videre havde hun forsøgt at holde en facade op for at skjule, at hun følte sig utilpas, og hun havde ikke tænkt sig at smide den, med mindre hun blev nødt til det.

”Hvad jeg mener?” nærmest spyttede Jennifer oprevet. ”Du har ikke været dig selv hele dagen. Faktisk lige siden i går morges, hvis jeg ikke tager fejl.” Rose åndede tungt.

”Der er ikke noget,” mumlede hun og lod en hånd løbe igennem håret, inden hun samlede sin taske op. Jennifer øjnede hende skarpt, og straks vidste Rose, at hun havde tabt. Hun lod blikket falde i takt med, at hun trak svagt på skuldrene.

”Tirsdag nat havde jeg en ubehagelig drøm. Derefter har mit humør bare ikke været, som det plejer,” forklarede brunetten lavmælt. ”Jeg ved ikke helt, hvorfor det går mig så meget på.” Jennifer rejste et smalt øjenbryn og observerede veninden lidt, inden hun tog hende ved hånden.

”Vil du fortælle, hvad drømmen gik ud på?” spurgte hun blidt og vidste, at når Rose var så nedtrykt, så var det ikke småting. Rose rystede på hovedet.

”Det er lige meget. Jeg tror snart, det går over,” svarede hun. Jennifer strammede grebet lidt om Roses hånd.

”Siden hvornår har vi nogensinde holdt sådan noget fra hinanden?” fiskede blondinen og vidste, at det var et angreb, Rose ikke kunne afvæbne så let. Så sukkede Rose igen tungt.

”Okay. Jeg drømte, at Terence druknede mig i poolen.”

What?” udbrød Jennifer, mens hendes bryn skød i vejret. ”Hvorfor i alverden--”

”Jeg ved det ikke!” vrissede Rose og afbrød veninden. ”Undskyld. Jeg ved bare heller ikke, hvorfor jeg havde sådan en underlig drøm, eller hvorfor jeg nu føler ubehag i Terences nærvær.”

Et øjebliks stilhed faldt over dem, mens Jennifer tænkte.

”Er det derfor, du ikke har halskæden på?” spurgte hun så endelig. Tøvende nikkede brunetten.

”Men jeg har den med i tasken,” tilføjede hun hurtigt. Målbevidst rakte Jennifer ned i Roses taske og fandt den lille, sorte boks, som hun gav til ejeren.

”Jeg synes, du skal tage den på. Hvis Terence opdager, du ikke går med den, vil han tro, der er noget helt galt.”

Ordløst betragtede Rose den lille boks, som hun kærtegnede ømt med tommelfingeren. Jennifer var med sine mange mislykkede forhold ikke altid den bedste til at rådgive om emnet, men lige nu havde hun ret, og Rose vidste det uden tvivl. Eftertænksomt nikkede hun igen. Så åbnede hun æsken og tog halskæden på.

”Se,” smilede Jennifer og aede Rose flygtigt på kinden. ”Det var ikke så slemt, vel?” For første gang hele dagen smilede Rose et smil, der nåede hendes øjne, mens hun rystede på hovedet. Så lagde hun armen om blondinen.

”Du er altså den bedste, Jen,” sagde hun og hoppede dernæst ned fra bordet, som de havde siddet på.

”Ja, kom, lad os få noget at æde. Jeg er ved at dø!” lo Jennifer og tog Rose ved hånden.

 

***

 

Da pigerne nåede hen til kantinen, var det sædvanlige kø-kaos næsten stilnet af, eftersom de fleste var nået igennem og allerede var i gang med at spise. Nogle var endda i færd med at rydde op efter sig og forlade kantinen. Blandt den magre strøm af forladende elever spottede Rose et kendt ansigt.

”Hey, Trinity,” hilste hun med et smil og rakte hånden op for at vinke diskret. Trinity fangede straks Roses hilsen, men i stedet for at besvare den nervøst, som hun altid gjorde, sendte hun den ældre pige et iskoldt blik, da hun ordløst passerede. Rose og Jennifer rynkede begge forvirret på panden og kastede blikke over skuldrene for at følge Trinity, der blot gik videre som om, hendes handling var velbegrundet. Så kiggede de til sidst på hinanden.

”Okay,” drævede Jennifer. ”Hvad gik det lige ud på?”

”Ingen anelse,” svarede Rose med et skuldertræk. ”Men noget siger mig, at David kender svaret.”

De fortsatte ind i køen og kom hurtigt igennem med hver deres bakke. Salat, frugt, brød og juice som sædvanligt – samt to bægre med yoghurt for Jennifers vedkommende. Rose skævede tvivlsomt til den dobbelte anretning på Jennifers bakke, men blondinen trak blot retfærdigt på skuldrene.

”Det forsømte skal indhentes,” forsvarede hun sig. Smågrinende fortsatte de hen mod bordet i midten, hvor der i dagens anledning kun sad to tredjeårselever og ventede på dem.

”I er sent på den,” bemærkede David anklagende.

”Hvor er Bobby?” spurgte Jennifer og ignorerede David, idet hun og Rose tog plads.

”Han er syg, siger han,” fortalte Terence, der havde munden fuld af kartoffel og mest af alt lignede et hamster. Rose måtte bide sig i læben for ikke at fnise. Jennifer himlede med øjnene over den ikketilstedeværende ven.

”Han bliver altid syg, når han har været poolen. Mærkelige gut,” mumlede hun og rystede opgivende på hovedet, inden hun straks tog hul på sin salat.

”Apropos mærkelig,” begyndte Rose og vendte blikket mod David. ”Hvad er Trinity sur over?” Davids ansigtsudtryk ændrede sig drastisk, og han så pludseligt meget skyldig ud.

”Øhh... I husker vel den der seddel med navne, ikke?” begyndte han og kløede sig tankefuldt i nakken. Begge piger løftede deres bryn afventende. Nervøst fortsatte han:

”Det gik ikke så godt med at få beskrivelserne. Eller jo, det gik bare ikke så godt bagefter...”

”Så spyt dog ud!” forlangte Jennifer arrigt og hakkede gaflen ned i sin salat, så en cherrytomat trillede ud på bakken. David sukkede og kørte en hånd igennem det korte, mørke hår.

”Det gik fint med at få beskrivelserne på plads og sådan, men da Trinity var færdig at skrive dem ned, spurgte hun, hvad jeg skulle bruge det til. Og, ja, jeg var ikke helt forberedt på spørgsmålet da og fortalte hende, at det var til et projekt.”

”Og...?” drævede Jennifer.

”Hun gættede sig frem til, at det havde noget med vores film at gøre. Og så gik det vel også op for hende, hvad vores film skal handle om, for hun blev skidesur og nægter nu at hjælpe os med den.”

”For helvede da også, David,” brummede Jennifer træt og lod panden falde ned i håndfladen.

”Men hvad så med sedlen? Fik du den alligevel?” fiskede Rose ivrigt. David rystede på hovedet.

”Vi har jo en brændeovn. Det tog kun et sekund, så var den væk” mumlede han mat.

”Satans,” svarede brunetten tilbage og stak lidt i sin salat. ”Jeg kan nu egentlig godt forstå, hvorfor hun er sur, når vi prøver at hænge hendes venner ud. Men at hun lader det gå ud over mig også, er lidt ekstremt, synes jeg. Hvordan ved hun overhovedet, at jeg er indblandet?”

David trak på skuldrene og skubbede sin tomme bakke fra sig.

”Enten har nogen set jer med kameraet og sladret, eller også gik hun bare ud fra, at du og Jennifer er involveret i projektet. Men grunden til, at hun er en bitch i dag, er, fordi jeg fortalte hende, at jeg ikke kører hende til Chesters fest i morgen alligevel. Og uden min hjælp kommer hun aldrig derhen uset.”

”Det er vel også fair nok, når hun brød sin del af aftalen først,” indskød Jennifer surt.

En tankefuld stilhed lagde sig over gruppen, mens der blev rettet fokus mod middagsmaden. David, som den eneste færdige, pillede lidt ved sine nedbidte negle, inden han atter lænede sig ind over bordet.

”I må vel bare gøre, som Bobby foreslog – at følge efter ham fyren, når I ser ham. Jeg ved godt, det er håbløst upraktisk, men hvis I ønsker at vise ham, at han ikke kan gå jer på tværs ustraffet, så er det vel dét, der skal til.” Rose nikkede tøvende.

”Det er det vel,” sagde hun tankefuldt. ”Men hvad gør vi så med klippene, når vi har filmet? Uden Trinity bliver det aldrig til en ordentlig film.”

”Vi må vel bare prøve at lave den selv så,” foreslog David, selvom det var tydeligt, at han selv tvivlede på, om det kunne lade sig gøre.

”Ellers må jeg høre min storebror. Han er ret teknisk,” indskød Jennifer igennem en mundfuld brød.

Pludseligt ringede klokken ubønhørligt og afbrød gruppen, der stadig var opslugt af tanker. Rose bandede og proppede de sidste vindruer i munden, inden hun trak bakken til sig for at rydde op. Jennifer sukkede tungt, da hun kom i tanke om sin urørte yoghurt.

”Dem der kan du altså ikke nå at spise,” konkluderede Terence og snuppede de to bægre fra Jennifers bakke. Den ene blev kastet hen til David, der straks rev folielåget af og tømte bægrets indhold, som var det blot et glas vand.

”Nej, nu må I simpelthen stoppe med det der!” udbrød blondinen og kastede demonstrativt armene i vejret, inden hun mut foldede dem under brystet. Rose lagde en hånd på venindens skulder.

”Jeg giver en senere,” sagde hun med et smil.

”Hvad skal vi da senere?” spurgte Jennifer med et løftet bryn. Rose lo tankefuldt og signalerede, at veninden skulle følge med, hvilket hun tøvende gjorde. Hurtigt kom hun op på siden af brunetten, der sendte hende et rævesmil.

”Vi skal da ud og finde en kjole til mig, hvad ellers?”

 

***

 

”For kort og kedelig.”

”For gotisk.”

”Absolut ikke. Sådan én har min mor.”

”For... - vent, er det overhovedet en kjole?”

”Hmmm.... Har de ikke den dér i sølvgrå i stedet?”

Med et opgivende suk lod Rose sig dumpe ned på den sorte læderpuf ved siden af Jennifer, der nu havde siddet og vurderet kjoler i mere end tre kvarter. Egentlig havde Rose mest ondt af den hjælpsomme ekspedient, der måtte hænge alle kjolerne på plads igen eller skifte ud med en anden størrelse eller farve. Til sidst havde den unge kvinde måttet opgive og i stedet trække sig tilbage til kassen, mens Jennifer havde samlet nogle kjoler sammen og skubbet ind i prøverummet til den allerede utålmodige Rose, der også selv havde hentet et par kjoler, som hun syntes om. Nu sad ekspedienten på en stol bag disken og spillede på sin mobil. En gang imellem gentog hun fraværende spørgsmålet, om hun skulle komme og hjælpe til igen, vel vidende at svaret var nej, for Jennifer havde nu flere gange gjort det klart for hende, at hun selv var bedre til jobbet. Dertil havde ekspedienten blot trukket ligeglad på skuldrene. Men spørge skulle hun jo.

Rose lænede sig tilbage mod midterstykket, der egentlig bare var en forhøjning med en plante på toppen, hvorefter hun fraværende pillede ved sin halskæde. Maven rumlede. Det måtte da også snart være spisetid, konkluderede hun og betragtede kort Jennifer, der stadig så rundt i butikken og med øjnene bladrede igennem de mange farverige lag af satin og chiffon. Pludselig fik hun øje på noget og rejste sig så hurtigt, at Rose nærmest fik et chok. Så vendte blondinen tilbage med en sartrosa sag i hånden.

”Prøv denne her,” befalede hun med fornyet energi og stak bøjlen hen til Rose, der tøvende tog imod den. Et sted i baghovedet kvidrede Rose en vittighed omkring kjolens farve og hendes eget navn, men hun var egentlig for træt til at bekymre sig om ironien, og i stedet rejste hun sig blot og gik tilbage ind i prøverummet, hvor hun slog gardinet for.

Det sarte silkechiffon føltes luftigt mod hendes hud, da hun trak kjolen op over hofterne. Selve overdelen bestod af to separate stykker, der skulle gå fra taljen, over brysterne og op over skuldrene, hvor de skulle bindes i nakken, således at fronten fik en dyb V-udskæring. Ryggen var bar, og det var tydeligt, at det var en kjole, der skulle bæres uden BH, men Rose følte ikke for at trække sin af i det lille og sikkert overvågede omklædningsrum.

Kritisk vurderede hun sig i spejlet som så mange gange før. Selvom hun aldrig selv ville gå efter lige dén farve, syntes hun faktisk, at den sartrosa tone klædte hendes solbrune hud og kastanjebrune hår. Hun kunne godt lide den, men der var også et eller andet, hun ikke helt kunne sætte finger på. Så hun trak forhænget til side og trådte ud til den afventende veninde, der straks lyste op ved synet.

”Ser jeg ikke lidt... voksen ud i den?” drævede brunetten og rynkede på næsen ved tanken om at blive forvekslet med en af lærerne til festen. Jennifer fnøs og viftede afværgende med hånden.

”Jo. Men hvornår er det nogensinde et minus at se ældre ud?” spurgte hun med et sigende udtryk. Rose kunne sagtens komme i tanke om flere situationer, men besluttede sig hurtigt for at lade diskussionen falde til jorden. Jennifer var jo eksperten i det med tøj og underliggende signaler. Hvis hun sagde, at kjolen var perfekt, så kunne Rose selv næppe finde et bedre bud.

”Drej rundt,” bad blondinen og øjnede veninden intenst, mens hun nikkede tankefuldt.

Da Rose havde drejet et par omgange, vendte hun sig atter mod spejlet. Roligt betragtede hun sig selv og tog klemmen ud af sit hår, så de tykke, brune krøller faldt som en kaskade ned over ryggen. Hun vippede dernæst hovedet i overvejelse. Jennifer kom hende dog i forkøbet:

”Du skal ikke have løst hår til den. Man skal kunne se din nakke bagfra. Det er sexet,” forklarede hun tankefuldt og sprang op fra puffen for at holde Roses kraftige hår op i en prøvefrisure. ”En løs, høj knold med et par frie totter foran og bagved, så du ikke ser alt for frue-agtig ud. Og så måske en fletning fra hver tinding, der løber hen og svøber sig omkring elastikken...”

Rose lod Jennifers ord danne et fuldstændig tydeligt billede for sit indre øje, og hun kunne lige forestille sig, hvordan hun ville lyse op inde i hallen under de mange glimtende lys, og hvordan Terence nærmest ville smelte, når han så hende. Hun sukkede drømmende.

”Og så med en let, neutral make-up og dine Dolce & Gabbana-stiletter. Og naturligvis din nye halskæde for lige at markere, at du ikke er ledig,” fortsatte Jennifer ekstatisk og fniste så. ”Selvom den nok alligevel ikke holder fyrene på afstand. Du bliver jo superlækker!”

Med en følelse af succes fik Rose hurtigt trukket kjolen af, klædt sig på igen og bevæget sig op til kassen, hvor ekspedienten hurtigt rejste sig for dem.

”Glimrende valg,” kvidrede hun med sit sukkersøde smil.

Ja, det kan du sagtens sige, brummede Roses indre bittert, selvom hun gengav smilet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...