Emo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2015
  • Status: Igang
Rose har altid været en af skolens populære piger, men hendes sociale status sættes på en hård prøve, da hun en dag filmer noget, ingen må se. Hendes liv sættes ud af kurs; dem, hun kender og elsker, vender hende ryggen, mens emo-drengen Brandon, som hun før væmmedes ved, står som den eneste tilbage med åbne arme. Som om denne kæmpe omvæltning ikke var nok, viser det sig, at ikke engang Brandon er den, han udgiver sig for. For Rose bliver det en hård kamp for at finde sig selv, sin plads i samfundet og måske også kærligheden blandt de, der jager om natten og tørster efter blod.

8Likes
8Kommentarer
641Visninger
AA

2. Udfordringen

”Vi vil lave en film,” sagde David ligeud, idet Rose og Jennifer nåede deres sædvanlige bord i kantinen, hvor de tre drenge allerede sad.

”En film?” gentog Rose mistroisk og øjnede de tre foran sig for at fange vittigheden, men deres ansigter afslørede, at der ikke blev lavet sjov. Så de ville altså lave en film? Rose sukkede tungt og satte bakken fra sig, inden hun dumpede ned på bænken på modsatte side af de andre. Demonstrerende gned hun sine tindinger og sendte Jennifer et sigende blik. Veninden trak blot på skuldrene.

”Hvordan i alverden har I tænkt jer at lave en film?” fortsatte Rose så og stak den første cherrytomat i munden, hvor hun knuste den mod ganen.

”Altså, det er ikke sådan en rigtig film,” begyndte David, inden Terence, Roses kæreste, tog over:

”Holloway spurgte os, om vi ikke vil stå for afskedsunderholdningen i år. Hun sagde, det enten kunne være noget visuelt eller en tale. Og, ja, da ingen af os har noget klogt at sige...” forklarede han og trak på skuldrene. Rose og Jennifer sendte hinanden et blik, inden de fnisende nikkede. I det mindste havde drengene selvindsigt nok til at vide, at deres styrker ikke lå på det faglige punkt. Men at de ville lave en film var lige så stort et sats, da ingen af de tre unge mænd ejede den mindste smule forståelse eller sans for kreativitet eller tilhørende perfektion.

”Hvordan har I tænkt jer at gøre det? Seriøst, ingen af jer kan så meget som at opsætte en PowerPoint-fremvisning,” pointerede Jennifer hårdt, men med et smil på læben. Rose måtte bide sig i læben for at undgå at grine igen. Drengene var håbløse til næsten alt, der ikke havde noget med sport eller tøser at gøre. Hvis de selv skulle stå for at optage, klippe og sammensætte en film, så skulle der et mirakel til.

”Jamen det er jo her, I kommer ind i billedet,” svarede David med et bredt grin og slog demonstrativt ud med armene, så han var ved at puffe Bobby ned fra bænken. I overraskelsen tabte Bobby det sidste af sin tørre tunsandwich, der røg på gulvet. Han sendte den et sørgeligt blik, inden han rettede opmærksomheden frem mod Jennifers bakke og snuppede den kirsebæryoghurt, hun havde købt.

”Hey!” udbrød blondinen og kastede sig frem over bordet for at tilbageerobre sin yoghurt, men til ingen verdens nytte. Bobby var mindst dobbelt så bred og tung som hende og var også den mest muskuløse af de tre drenge. Til sidst måtte Jennifer give op og glide tilbage i sædet, inden hun surmulende spiste videre af sin salat.

”Så giver du en milkshake senere,” mumlede hun.

Rose rystede opgivende på hovedet og rettede atter blikket fremad.

”Hvad skal vi da gøre?” fortsatte den mørkhårede pige og samlede samtalen op, hvor den var blevet afbrudt, mens hun hev små stykker af sit flute, som hun langsomt spiste. David rakte ned efter sin taske, hvorfra han trak en æske op. Med et stolt smil satte han den midt på bordet imellem dem, og Rose vidste straks, hvad æsken gemte på.

”I skal filme,” fortalte han. ”Så får jeg Trinity til at sætte klippene sammen bagefter.” Rose løftede et velplukket bryn i mistro.

”Hvordan i alverden har du fået hende overtalt til at hjælpe os?” spurgte hun. David og hans lillesøster Trinity, der endnu kun var førsteårselev på skolen, var aldrig kommet godt ud af det med hinanden. Måske fordi de ikke havde samme mor. Rose kendte ikke helt til historien, men hun vidste, at de to ikke var nær så tætte, som søskende burde. Det havde hun erfaret igennem de snart to år, hun havde kendt David og de andre.

Davids ansigt flækkede i et stort, lusket grin, mens han lænede sig frem over bordet.

”Jeg har lovet hende at køre hende til Chesters fest på fredag. Uden de gamle ved det, selvfølgelig,” nærmest hviskede han, og Rose sendte et blik igennem lokalet til det bord, hvor Trinity sad med sine veninder. De yngre piger snakkede lavmælt og fnisede, mens de selv havde øjnene rettet mod et andet bord, der var okkuperet af en flok drenge fra Roses parallelklasse. Hun genkendte en af de mørkhårede drenge som Chester og rynkede på brynene.

”Er du sikker på, at det er en god idé? Der løber jo mange rygter om den gruppe, som Chester er en del af,” påmindede Rose sin ældre ven, der ligeglad trak på skuldrene. Så hun fortsatte: ”Synes du ikke også, at hun måske er lidt for ung til at drikke og den slags?”

Et sigende grynt fra Jennifer fik Rose til at rette opmærksomheden tilbage mod sit eget bord, hvor Terence hurtigt tog hendes hånd.

”Babe, kan du huske, hvad vi to lavede, da du endnu kun var førsteårselev?”

Ved tanken om de lange, alkoholfyldte nætter og de medførte stunder steg en rødmen til Roses kinder, og hun så forlegent væk, som om den unge kærlighed var noget at skamme sig over.

”Ja, okay, I get it. Men det er altså ikke det samme, når det gælder nogens lillesøster,” mumlede hun forsvarende og gav Terences hånd et klem, inden hun slap den for at rette på de brune krøller, der var faldet ned i hendes øjne.

”Jeg vil ikke blande mig i, hvad Trinity spenderer sin tid på. Så længe hun har lovet at hjælpe os med projektet, så kan hun suge så meget alkohol indenbords, hun lyster. Hun ved, at hun ikke må blande mig ind i sagen, hvis hun bliver opdaget,” afsluttede David diskussionen og skubbede så kassen med kameraet hen til Rose, der lod den glide ned i sin egen taske.

”I har endnu ikke fortalt, hvad det er, vi skal filme,” påpegede Jennifer langt om længe, da de fem i samlet flok var på vej hen til skraldespandene med resterne fra dagens frokostmåltid. I samme øjeblik ringede klokken ind til time.

”Skal vi ikke snakke om det senere? Vi tager på Rose's Orange,” skyndte Terence sig at sige, inden de tre drenge slyngede sportstaskerne over deres skuldre og satte i løb mod udgangen, der førte hen mod sportshallen. Inden de drejede om hjørnet, sendte Rose Terence et hurtigt luftkys, som han gengav med et blink, inden de forsvandt.

Rose og Jennifer ilede dernæst hen mod de høje skabe langs gangens vægge for at finde bøgerne til eftermiddagens matematiktimer.

”Fuck. Vi kommer for sent. Hr. Reisen flipper!” udbrød Jennifer panikslagent og nærmest kastede bøgerne ned i sin taske, så flere neglelakker og lipglosser trillede ud på det skakternede linoleumsgulv.

”Slap af. Vi når det nok,” beroligede Rose og samlede venindens borttrillende make-up sammen. ”Efter ham og Holloway er begyndt at have en affære, er han ikke så punktlig længere.”

”Alligevel,” brummede Jennifer, som i næste øjeblik smækkede skabet i og småløb ned ad gangen med Rose efter sig. Uden at se sig for rundede de hjørnet mod gang B, hvilket resulterede i, at Jennifer stødte ind i en eller anden. Hun gav et halvkvalt skrig og endte med bagdelen først på gulvet.

Hurtigt fik Rose hjulpet blondinen på benene igen, og sammen stirrede de hadfyldt på den ubehøvlede fremmede, der, uden at trække en mine, fortsatte videre ned ad gangen mod skabene. Rose genkendte ikke vedkommende ved navn, men vidste, at han var i Chesters slæng; dem, der altid gik i sort og pjækkede fra timerne, så de kunne sidde ude i cykelskuret og ryge og høre lortemusik.

”Fucking emo,” hvæsede Jennifer, inden hun børstede støvet af sig og tog imod sin taske, som Rose havde samlet op for hende.

”Kom,” bad Rose og tog Jennifer ved hånden. Blondinen sendte emoen et sidste dræberblik, inden de fortsatte mod klasselokalet.

 

***

 

Midt på eftermiddagen ringede klokken atter, men denne gang til frihed. Blot ganske få minutter efter stod Rose og Jennifer ude foran skolen under det store træ, hvor de altid plejede at mødes med drengene efter skoletid. Og der gik da heller ikke længe, før nævnte tre skikkelser dukkede op i sommersolen.

”Hey,” hilste Terence og styrede direkte mod Rose, der lagde armene om den stadig svedige mandekrop. Han placerede et kys på hendes pande og trak hende tættere ind til sig.

”Ad, du er våd,” lo Rose, selvom hun på ingen måde fandt det ubehageligt. I Californiens bagende sommersol var alle svedige døgnet rundt.

”Og lugter,” tilføjede Jennifer nøgternt og så rundt imellem dem. ”Det gælder jer alle tre.”

Bobby trak blot på skuldrene og grinede fjoget, mens David så sit snit til at lægge armen om Jennifers skulder og sende hende et skævt smil.

”Jeg går gerne i bad igen, hvis du kommer med.”

Med store øjne kæmpede blondinen sig fri af Davids favn og slog ham på brystet, inden hun svang sin taske over skulderen.

”Ellers tak,” vrissede hun og brød i samme øjeblik i latter, så de andre fulgte med.

”Kom, lad as køre. Ingen grund til at blive på skolens grund længere end højst nødvendigt,” sagde Terence og lod armen hvile ved Roses ryg og hofte, da de sammen gik mod parkeringspladsen.

I midten holdt Terences blå Ford Mustang, som forældrene havde foræret ham i fødselsdagsgave et par år forinden. Ved siden af holdt Jennifers pinklakerede Chevrolet Comodoro, som også hun havde fået det år, hun fyldte seksten. De resterende tre havde ingen bil, men Bobby havde en scooter, som han havde brugt meget, inden Jennifer fik sin bil og var begyndt at give ham og David lift rundt omkring.

Som sædvanligt gled Rose ind på Fordens passagersæde, mens hun betragtede Bobby og David diskutere om, hvem, der skulle have samme sæde i den pink bil ved siden af. Det endte med, at Jennifer sukkede opgivende, kastede armene demonstrativt i vejret, og begge unge mænd måtte sidde på bagsædet.

”Har du haft en god dag?” spurgte Terence, da de var begyndt at køre, og rev Rose tilbage til virkeligheden. Hun slog spejlet ned og genopfriskede sin lipgloss.

”Ja, nogenlunde,” svarede hun tankefuldt, mens læberne blev smurt ind. Så klappede hun spejlet op igen. ”Der var lige en episode med en af emodrengene på gangen inden timen, men det gik nu mere ud over Jennifer end mig selv.” Terence løftede et øjenbryn og kastede et blik på sin kæreste.

”Fortæl,” bad han. Rose sukkede og trak på skuldrene.

”Han gik ind i hende, så hun faldt. Jeg er ret sikker på, det var med vilje. Men man ved aldrig med den type.”

Terence nikkede medholdende og drejede ind på parkeringspladsen, der hørte caféstrædet til.

”Så glæd dig til at høre, hvad vores film skal omhandle,” svarede han med et skævt smil og kyssede hende på næsen, inden de steg ud af bilen. Ganske få sekunder efter trillede den pink Chevrolet også ind på pladsen og fandt en bås.

”- Men så er det altså også min tur næste gang,” brummede Bobby, idet han og de to andre steg ud. Rose fik øje på Jennifer, der himlede dramatisk med øjnene. Et grin trak i brunettens mundvige. Hun kunne lige forestille sig, hvordan de to unge mænd havde fortsat deres diskussion under den – heldigvis – korte køretur.

”Hold nu bare kæft, I to,” brummede Jennifer og klaskede så Bobby på skulderen. ”Du skylder forresten stadig en milkshake.”

Sammen gik de fem unge igennem gaden med de mange små caféer og fandt hurtigt vej ind på Rose's Orange, der i lang tid havde været deres sædvanlige mødested uden for skoletiden. Det var ikke, fordi stedet havde noget specielt at byde på, ej heller var det stort og flot indrettet. Det var en lille og hyggeligt café med spartansk indretning og et fast menukort, og så var det en af de få steder, de andre fra skolen ikke hang ud ved. Her kunne de snakke om alt, der ikke vedrørte andre. Og så var det også stedet, hvor Terence og Rose havde holdt deres første date for snart elleve måneder siden.

Stedkendt fandt de den sædvanlige bås, der var tættest på airconditionen i loftet, og slog sig ned. Terence, Rose og Jennifer i den ene side og David og Bobby i den anden. Knap havde Rose nået at trække sin tynde cardigan af, før David lænede sig frem i sædet, foldede hænderne sammen og gik lige til sagen:

”Vi laver en film omkring skolens tabere.” Rose og Jennifer rynkede begge brynene sammen og så på hinanden.

”Er du sikker?” endte Rose med at spørge. David og Bobby nikkede bekræftende, og Rose sendte Terence et nervøst blik.

”Jeg tror ikke, det er en god idé. Kan man ikke blive bortvist for den slags?”

”Nej da,” forsikrede David og viftede afværgende med hånden. ”Desuden står vi allerede med vores eksamensbeviser i hænderne, når vi når til underholdningen. De kan ikke smide os ud, når vi i teorien er dimitteret. Vi fortæller selvfølgelig heller ikke nogen, at det er jer, der har filmet.”

”Jeg er godt nok ikke helt tryg ved det,” mumlede Rose og pillede ved dugens kantbånd.

”Så skal det være noget, eleverne gør på skolens grund. Hvis vi filmer offentligt, så gør det vel ikke så meget? Der må jo være regler om den slags,” tilføjede Jennifer.

”Jeg er faktisk ret sikker på, at der er en regel, der siger, at man kun må offentliggøre noget uden tilladelse, hvis der er mere end tre personer indblandet. Men det gælder billeder. Jeg ved ikke med videoer,” bød Terence ind og trak så på skuldrene. ”Men uanset hvad er det ikke en regel, vi kender til, og skulle den blive skubbet op i vores fjæs, så har hele skolen nok allerede set vores film til den tid. Det er vel også det vigtigste.”

”Så hvis vi kun filmer taberne, når de taler eller agerer offentligt på skolens grund, så er vi nogenlunde sikret, eller hvad?” fiskede Jennifer.

”Det må vel være ligesom med Facebook. De billeder og citater, man poster offentligt på siden, må andre brugere gerne benytte sig af og dele videre. Det står vist i reglerne,” mumlede David og fandt straks sin mobil frem for at tjekke.

Rose var endnu ikke overbevist. Det var ikke, fordi hun ikke havde lyst til at udstille de sære personer, skolen husede, for mange af dem var virkelig til grin – og andre var nogle røvhuller. Hun mindedes straks fyren på gangen, der ligeglad havde efterladt Jennifer på gulvet.

Sådan en nar er selv ude om det, tænkte hun bittert og trak en tråd ud af dugens kantbånd.

”Okay,” sagde hun endelig og så op. ”Men på den betingelse, at vi ikke udstiller folk på grund af deres udseende, kun væremåde og udtalelser. Udseendet er ikke altid deres skyld jo.”

”Det lyder rimeligt,” erkendte Terence, og David nikkede med samtykkende.

”Så ingen Fede-Patricia fra tredje?” mukkede Bobby, der altid havde gjort grin med den store pige i sin parallelklasse til trods for, at han selv ikke var den slankeste.

”Korrekt. Ingen Fede-Patricia,” gentog Rose beslutsomt. Bobby skulle til at beklage sig, da servitricen dukkede op og fangede hans opmærksomhed i stedet.

”Hej med jer,” hilste hun muntert. Bobbys kinder tog en rød farve, da hun fangede hans blik.

”Hej, Jeanette,” mumlede han tankefuldt.

”To caffè latte og et stykke chokoladekage med to gafler til,” begyndte Terence og vidste nøjagtigt, hvad Rose var til. Det var heller ikke så underligt efter snart halvtreds besøg, hvor hun for det meste havde bestilt det samme.

”Bare kage til mig,” tilføjede David med et smil.

”Og den sædvanlige bagel med ost og skinke til dig, Bobby?” spurgte Jeanette, til hvilket Bobby blot nikkede ordløst.

”Javel,” mumlede hun, mens hun noterede ordren på sin blok.

”Og en jordbærmilkshake!” indskød Jennifer hurtigt. ”Altså til mig. På Bobbys regning.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...