Emo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2015
  • Status: Igang
Rose har altid været en af skolens populære piger, men hendes sociale status sættes på en hård prøve, da hun en dag filmer noget, ingen må se. Hendes liv sættes ud af kurs; dem, hun kender og elsker, vender hende ryggen, mens emo-drengen Brandon, som hun før væmmedes ved, står som den eneste tilbage med åbne arme. Som om denne kæmpe omvæltning ikke var nok, viser det sig, at ikke engang Brandon er den, han udgiver sig for. For Rose bliver det en hård kamp for at finde sig selv, sin plads i samfundet og måske også kærligheden blandt de, der jager om natten og tørster efter blod.

8Likes
8Kommentarer
637Visninger
AA

4. Projektet

”Jeg hader virkelig projektopgaver,” stønnede Jennifer surt, da den ringende klokke fortalte dem, at den femten minutter lange eftermiddagspause var begyndt. Rose hev sit sammenklappelige lommespejl op af tasken og genopfriskede sin lipgloss.

”Enig,” brummede hun, rejste sig og svang tasken over skulderen. ”Kom. Mon ikke biblioteket har en bog om russisk ballet?”

”- Hvilket forresten er det dødsygeste emne på hele kloden,” tilføjede Jennifer og fulgte efter. ”Jeg fatter ikke, at Frk. Moore har bedst os om at skrive om noget så latterligt.” Rose trak på skuldrene.

”I det mindste er det ikke Den Franske Revolution igen. Det var altså også lidt for kedeligt,” sagde hun. Jennifer nikkede, og sammen mindedes de den omtalte projektuge, som de i stedet for at skrive havde spenderet på shoppingture og et manicurekursus.

Sammen drejede de ned ad gangen og fortsatte ligeud igennem de dobbeltdøre, der førte ind i den mere forladte del af skolen. På bibliotekarens skrivebord stod et skilt, der reklamerede med, at den ældre dame havde pause nu.

”Hvor behjælpeligt,” sukkede Rose og så sig omkring. ”Nå, så må vi vel finde lortet selv.” De fortsatte ordløst igennem det næste sæt døre, så alt, de kunne se, var hylder og bøger. Og flere bøger. Stilheden var næsten øredøvende herinde, og det undrede ikke Rose, at ingen hang ud i biblioteket.

Men så fangede noget hendes ører.

”Hørte du det?” hviskede hun til Jennifer, idet hun greb veninden om armen for at stoppe hende. Jennifer vendte sig forvirret og skulle til at ryste på hovedet, da lyden kom igen. Så smilede de begge dystert. Lyden af dybe støn var ikke til at tage fejl af.

”Nogen har sex herinde,” hviskede Jennifer ivrigt og luftede den tanke, de begge delte. Uden at ytre et ord sneg de sig begge ind mod den række af reoler, der fulgte væggen ned gennem lokalet, mens Rose lydløst fiskede kameraet op af sin taske. Så satte de i list hen mod de bagerste reoler, hvor det var mest sandsynligt, at parret befandt sig. Rose gjorde sig klar med kameraet og slog det hen på film-funktionen.

Lyden af pigestøn blev højere, jo nærmere de kom, og snart kunne de se to skikkelser bag en reol. Rose trykkede på startknappen og rettede fokus mod reolen.

Uanset hvordan de to bar sig ad, så foregik det underligt roligt. Reolen bevægede sig kun ganske let, og fyren kunne man overhovedet ikke høre. Men det var tydeligt, at de var to.

Da Rose havde nogle sekunder med lyd og skygger, besluttede hun sig for, at hun ville have et glimt af de involverede parter, og langsomt trådte hun frem mod den sidste hylde. Men lige som hun skulle til at springe frem fra skyggerne, afbrød parret selv deres affære.

”Vent,” hviskede pigen rallende og rakte ud efter sin elsker i samme øjeblik, som de kom inden for synsfeltet. Alt, Rose nåede at fange på film, var sort hår og sort tøj, der lynhurtigt forsvandt bag de mange reoler, samt en forvirret førsteårselev, der fuldt påklædt stod tilbage med røde kinder og dirrende knæ.

 

***

 

Førsteårseleven, som Jennifer efterfølgende havde genkendt som Elise Meyers fra 1.C, måtte efter episoden følges op til sundhedsplejersken, du hun var både svimmel og dårlig. Rose var ikke overrasket, for sådan ville hun selv nok også have haft det, hvis hun var blevet fanget på film sammen men en fyr bagerst i skolebiblioteket.

”Men det er sgu underligt,” brokkede Jennifer sig, da de to piger forsinket var på vej tilbage til klasselokalet. ”Det var som om, fyren vidste, vi var der. Eller hørte os. Men det giver ingen mening, for jeg stod bomstille, og du var fuldkommen lydløs.”

”Ja,” mumlede Rose eftertænksomt. ”Men uanset hvad, så fik vi lidt på film. Og så var det også ret tydeligt, at det var en fra Chesters kreds, der var i fuld gang med at udnytte en førsteårs. Ingen andre på skolen går i så meget sort.”

”Men hvem af dem, det så var, finder vi nok aldrig ud af,” tilføjede Jennifer slukøret.

”Jeg håber ikke, det var Chester. Jeg tror i så fald, at Trinity bliver ret ked af det, når hun går i gang med sætte klippene sammen og ser ham sammen med en eller anden dulle. Hun skulle vist være ret skudt i ham,” sagde Rose endeligt og trak på skuldrene, idet de nåede døren til klassen.

Indenfor mødte Frk. Moores skingre stemme dem som en hammer.

”Hvor i alverden har I to været? Undervisningen startede for præcist elleve minutter siden,” vrissede lærerinden og havde stillet sig med begge hænder på hofterne. Træt fiskede Rose sedlen fra sygeafdelingens sekretær op af lommen og smed den på katederet, så den ældre kvinde selv kunne læse sig frem til svaret. Når man kom for sent til time, fordi man have assisteret nogen i at nå op til sundhedsfløjen, fik man en kvittering fra sekretæren, hvilket for det meste udgjorde de pågældende elevers redning fra enten en eftersidning, lavere karakter eller blot en verbal skideballe. I dette tilfælde var Rose overbevist om, at sedlen reddede hende og Jennifer fra alle tre, for Moore var kendt for at være en rigtig kælling.

”Nuvel,” brummede lærerinden og øjnede begge piger skarpt. ”Lad det ikke gentage sig. Tag plads.”

Rose og Jennifer dumpede ned på hver deres stol og sendte hinanden et undertrykt grin.

 

***

 

”Har du tænkt over, hvad du skal have på til sommerfesten?” begyndte Jennifer i samme øjeblik, som hende og Rose trådte ud gennem skolens fordør og ud i den bagende sol.

”Åh,” mumlede Rose overrasket og slog sig demonstrativt mod panden. ”Jeg fatter ikke, hvordan jeg kunne glemme sommerfesten!”

”Måske fordi din kæreste dimitterer dagen forinden, og det har taget din fokus?” påpegede Jennifer med et drillende smil, hvilket fik Rose til at hælde hovedet på skrå.

”Sandsynligvis,” smilede hun og lod en hånd løbe igennem håret. ”Jeg har faktisk ikke tænkt så meget over det. Jeg har valgt en kjole til Terences fest der efter dimissionen, men ingen til sommerfesten.”

”Så må du hellere komme i gang, smukke,” konkluderede Jennifer og markerede seriøsiteten med en løftet pegefinger i tide til, at de gled ind i skyggen af det store egetræ.

”Jeg kan ikke have den samme kjole på begge dage, vel?” testede Rose, selvom hun egentlig godt kendte svaret.

”Absolut ikke,” sagde Jennifer nøgternt, hvilket fik Rose til at grine for sig selv. Hvis der var nogen, der gik op i tøj og dets effekt til sociale arrangementer, så var det uden tvivl Jennifer.

”Jamen så står den vel på en shoppingtur inden da?” foreslog brunetten og var forberedt på venindens ivrige svar, der blev til et stort smil og et hurtigt kram.

Det tænkte jeg nok, lo Rose indvendigt og kom også til at smile stort, så de tre drenge, der endelig dukkede op, så lidt forvirret på hinanden.

”Bare pigeting,” forklarede Rose hurtigt og viftede afværgende med hånden, før en af dem fik spurgt.

”Ah,” mumlede David og havde ligesom de to andre ikke i sinde at fiske efter flere detaljer. Til gengæld var der noget helt andet, han var interesseret i at vide: ”Får I forresten filmet noget godt?”

”Faktisk...,” begyndte Jennifer begejstret og mødte sigende Roses blik, så brunetten tog over:

”Vi har fået filmet noget i dag. Heftige sager. Vil I se?” spurgte hun og rakte straks ned i tasken efter videokameraet, men David stoppede hende.

”Nej, det behøver vi ikke endnu. Vi ser det hele igennem, når I er færdige med at filme. Når vi altså skal til at udvælge klippene og sådan. Men I må i midlertid gerne fortælle lidt om de ting, I får filmet.”

”Jamen så har jeg næsten ikke lyst til at ødelægge overraskelsen for jer,” lo Rose mørkt og lukkede tasken igen. David skulle lige til at protestere alligevel, men nåede ikke at sige noget, inden Terence var trådt imellem dem og klaskede en hånd på begges skulder.

”Hvad siger I til, at vi alle tager hjem til mig og hopper i poolen? Vandet er dejligt varmt,” lokkede han med et skævt smil.

”Måske lidt for varmt,” vrissede Jennifer i en hvisken.

”Der vil naturligvis være kolde drinks til alle,” understregede Terence tørt og fangede Jennifers tilbageholdte smil. Rose kastede ivrigt armene om den muskuløse, unge mand og kyssede ham på kinden.

”Jeg troede, dine forældre havde lukket poolen sommeren over efter uheldet sidste år,” sagde hun forundret og betragtede den lyshårede fyr, der straks blottede en række hvide tænder.

”Jeg fik dem endelig overtalt. Og så har jeg lovet dem, at ingen brækker sig i poolen i år,” svarede han og blinkede specielt henkastet til Bobby, der rømmede sig ukomfortabelt.

”Kun i år?” lo Rose tilbage. Terence trak på skuldrene.

”Nå ja, jeg kan jo heller ikke love alt for meget på én gang, vel?”

Grinende gik de i samlet flok mod parkeringspladsen.

 

***

 

Vandets temperatur var perfekt, da Rose gled ned i poolen. Varmen svøbte om hendes hud, og hun lukkede øjnene og sukkede i velbehag.

Straks følte hun vandet bølge mod sig, og da hun åbnede øjnene for at se, mødte hun Terences hjertesmeltende smil. Han svømmede hen mod hende og lagde armene omkring hendes hofter. Blidt placerede hun et kys på hans brystkasse, inden hun atter lukkede øjnene og hvilede panden mod ham.

Langsomt gled hans ene hånd op ad hendes våde ryg, og følelsen af hans kærtegn sendte kuldegysninger igennem hendes krop. Hun åbnede læberne for at sukke ømt.

Ubesværet fortsatte hans hånd op i hendes våde hår, hvor han straks begyndte at sno de våde totter omkring fingrene. En tanke strejfede hende, og for en gangs skyld følte hun, at hun burde fortælle ham om sine følelser.

Jeg els--” begyndte hun lavmælt, men nåede aldrig at færdiggøre sin sætning, inden Terences hånd havde grebet fat om hendes krøller, og han trak hendes hoved ned under vandet.

Rose vågnede med et sæt og satte sig op, så flere puder faldt på gulvet. Besværet forsøgte hun at få styr på sin uregelmæssige vejtrækning og det hurtigt bankende hjerte, men det var svært, og hun endte med at måtte læne hovedet op ad væggen og lukke øjnene.

Hvad i alverden var det? tænkte hun mat og blinkede et par gange for at teste, om hun nu godt nok var vågen. Hurtigt greb hun ud efter sin mobiltelefon, der altid lå på natbordet ved siden af sengen. Klokken var halv tre om natten. Ingen beskeder eller opkald.

Sukkende lod hun mobilen glide tilbage på bordet. Måske var det varmen, der endelig var steget hende til hovedet. Eller også var det de mange tanker, der havde kørt rundt i hendes sind de seneste par dage, der gjorde det besværligt at koble helt fra, selv om natten.

Men i sidste ende var det kun varmen, hun kunne gøre noget ved.

På vaklende ben listede hun hen til vinduet, slog låsen fra og skubbede det op, så den lunkne natteluft strømmede ind. Et øjeblik stod hun og nød brisen, inden hun igen trak gardinerne for og vendte tilbage til sengen.

Inden hun faldt i søvn igen, slog det hende, at det lige så vel kunne være dårlig samvittighed, der jagede hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...