Emo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2015
  • Status: Igang
Rose har altid været en af skolens populære piger, men hendes sociale status sættes på en hård prøve, da hun en dag filmer noget, ingen må se. Hendes liv sættes ud af kurs; dem, hun kender og elsker, vender hende ryggen, mens emo-drengen Brandon, som hun før væmmedes ved, står som den eneste tilbage med åbne arme. Som om denne kæmpe omvæltning ikke var nok, viser det sig, at ikke engang Brandon er den, han udgiver sig for. For Rose bliver det en hård kamp for at finde sig selv, sin plads i samfundet og måske også kærligheden blandt de, der jager om natten og tørster efter blod.

8Likes
8Kommentarer
641Visninger
AA

7. Mandagskrise II + Billeder

Jeg skulle nok have smidt billeder ind før, men jeg tror faktisk, jeg først selv har fået et klart billede af karaktererne hen ad vejen. Anyway!

 

Rose

 

Jennifer

 

Terence

 

Brandon

(Den havde I nok ikke regnet ud, hva'? Just kidding...)

 

************************************************************************************************************************

 

Kapitel 6: Mandagskrise II

 

Spændingen sitrede igennem Roses krop, da Jennifer gjorde sig klar til at skubbe døren til idrætshallen op. Igen lå kameraet parat i Roses hånd, en finger over knappen, så hun kunne starte i det øjeblik, emoen kom til syne.

At dømme på den fortsatte brummen bag døren havde han ikke anet uråd, hvilket glædede Rose inderligt. Den unge mand, der havde væltet Jennifer omkuld på gangen få dage forinden, fortjente at blive gjort til grin foran hele skolen, så han kunne føle den ydmygelse, blondinen havde følt, da hun måtte rejse sig fra gangens beskidte gulv og børste andre menneskers skosnavs af sig. Rose håbede for alt i verden, at de for én gangs skyld havde fat i den rigtige person.

Jennifer holdt afventende en finger op, holdt vejret og trak endelig i håndtaget. Langsomt, lydløst. Med Rose lige i hælene sneg blondinen sig ind i den lille forgang. Så snart Rose møjsommeligt havde lukket døren efter sig, så den ikke smækkede, startede hun videokameraet.

Pigerne undlod at se på hinanden, for ellers ville de afsløre sig selv i ren latter. I stedet fokuserede de på at liste de få meter hen til døråbningen ind til den store hal. De kunne allerede skimte den sortklædte skikkelse, der stod med ansigtet mod den fjerneste væg og malede noget med en spraydåse.

De satte sig på lur ved dørkarmen, så Rose kunne zoome nok ind til at fange emoens bevægelser på film.

Fra hans mobil spillede musikken højt. En varm, intens kvindestemme sang i symfoni med hans egen hæse brummen:

”And here I am, watching the clock that's ticking away my time. I'm too numb to feel right now.”

Rose kunne ikke dy sig og fangede sin venindes himmelvendte blik. Straks brød emoen ud i omkvæd, mens han lavede fagter med sin frie hånd.

”Just tonight, I will stay, and we'll throw it all away...-”

Som en eksplosion slog morskabens effekt igennem, og pigerne begyndte at skrige af grin.

Emoen reagerede straks ved at vende sig mod dem og skule fjendtligt, alt imens tårerne væltede ned over Jennifers kinder. Et øjeblik gjorde han mine til at pakke sine ting og smutte, men så snart han fik øje på videokameraet i Roses hånd, slap han spraydåsen på stedet og stak i løb mod dem.

”Shit!” udbrød Rose og greb Jennifer om håndleddet, inden hun selv rejste sig for at komme væk. Blondinen slog også adrenalin i blodet og samlede sig om flugten.

Emoen var hurtig. Da pigerne nåede døren udtil, var han næsten nået hen til der, hvor de lige havde siddet.

”Fuck, fuck, fuck,” hvislede Rose panisk. Hun havde ikke engang tid til at stoppe optagelsen; i stedet knugede hun det tændte kamera i sin hånd, mens hun trak Jennifer af sted i den anden.

De nåede skolens bagindgang og kastede sig indenfor med emoen lige i hælene. De var nær stødt ind i en gruppe andenårselever, som var på vej ud.

”Her!” dirigerede Jennifer og trak Rose til venstre mod trappen til første sal, alt imens emoen måtte kæmpe sig igennem klyngen af elever. Heldigvis forsinkede de emoen tilstrækkeligt til, at pigerne kunne nå ovenpå og runde et hjørne, så deres forfølger mistede overblikket.

”Ind,” hviskede Jennifer hedt, da de nåede det mindre anvendte pigetoilet. Hurtigt fandt de en fjern bås, som de låste sig ind i. Udmattet lænede de sig mod metalvæggen, mens de forsøgte at få kontrol over deres forhastede vejrtrækning.

Da Jennifer gav mine til at le igen, tyssede Rose på hende med morskaben trækkende i egen mundvig. Det var ganske vist ikke helt gået som planlagt, men for det første havde de fået et godt klip, og for det andet så var den uventede jagt faktisk lidt spændende. Adrenalinen pumpede rundt i deres systemer, og deres kroppe sitrede.

Rose genvandt omtanke og slukkede kameraet. Så lod hun det glide ned i tasken.

”Tror du, han er væk?” pustede Jennifer lavmælt. Rose trak på skuldrene.

”Jeg kan ikke høre ham. Jeg tror ikke, han ved, hvor vi blev af,” smilede hun sejrrigt. ”Men vi venter lige et minut endnu.”

Sammen faldt de ned og blev enige om, at det var sikkert at komme frem igen, selvom Rose stadig rystede let på hænderne.

”Vi sørger lige for at overføre filerne i dag, hvis han nu skulle opsøge os i morgen,” konkluderede Rose, imens Jennifer låste dem ud af toiletbåsen.

”Too late,” hvislede en dyb stemme fra båsen ved siden af dem, og inden pigerne kunne nå at reagere, var emoen trådt frem og havde snuppet Roses taske.

”Hvad f-!” udbrød Jennifer, men det var for sent; inden de fik sparket gang i systemerne igen, var emoen smuttet.


 

***


 

Klokken nærmede sig halv fem, og eftermiddagssolen lyste orange fra den fjerne del af byen, da Rose endelig fandt sin taske.

”Her!” udbrød hun træt og skubbede til det vægtige plastiklåg, så hun kunne fiske sin taske op af skraldecontaineren med den anden hånd. Med et rynk på næsen greb hun om den brune læderrem og hev til, så de fyldte skraldeposer trillede til side.

”Endelig,” mumlede Jennifer og traskede væk fra den container, hun selv havde søgt i.

Låget klappede tungt i, da Rose slap det, og luftstødet åndede hende i nakken med sin lugt af råddenskab. Brunetten betragtede sin forulempede taske med et suk og overvejede, om hun skulle stoppe de vigtigste ting i lommerne og smide tasken med resten af indholdet tilbage i containeren. Lugten af skrald ville nok hænge ved i noget tid.

”Er det der?” spurgte Jennifer hurtigt, da hun standsede et par skridt fra veninden. Rose tog en dyb indånding, åbnede tasken og bøjede sig indover for at tjekke.

Intet kamera.

”Pis,” hvæsede hun og skubbede tasken væk fra sig. ”Han har taget det.”

Jennifer nikkede forstående, sukkede og lod en hånd køre igennem det lange, lyse hår.

”Det er noget lort. Emoen kan vi nok godt filme igen, hvis vi er forsigtige, men klippet med Emma fra første var uerstatteligt.”

Rose samlede atter sin taske op og stak hånden i, denne gang for at finde sin mobiltelefon. Tre beskeder og et ubesvaret opkald fra Terence.

”Klokken er mange,” informerede brunetten mut og svang tasken over skulderen. ”Jeg smutter hjem til Terence. Vi kan lige stikke hovederne sammen i morgen og planlægge, hvad vi nu gør.”

”Selvfølgelig,” svarede Jennifer og lagde en hånd om Roses talje for at trække hende ind til et beroligende kram.

Sammen gik de rundt om bygningen og ud på fortovet, hvor de fulgtes ad i stilhed, indtil Jennifer skulle dreje om hjørnet, og Rose skulle fortsætte ligeud for at komme frem til Terences hjem. Blondinen vinkede opmuntrende farvel, og Rose besvarede med et stramt smil.

Hun kunne ikke helt vurdere, om hun havde mistet gejsten, eller om situationen på en måde havde føjet brænde til bålet. Uanset hvad skulle de have det kamera tilbage, og det skete ikke uden hævn, det var stensikkert.


 

***


 

Terences læber var varme og bløde mod hendes hals, hans hænder ivrige, men kærlige på hendes bryster. Han smagte og følte hende, og hun indåndede duften af hans hår, hendes fingre presset mod hans muskuløse ryg i længsel. Et ømt suk forlod hendes læber.

Hun bemærkede, hvordan et smil trak i hans mundvig, der var presset mod hendes dirrende pulsåre. Skævt og tankefuldt, fuldstændig som hun kendte det. Inden hun nåede at kigge ned og se, hvad der havde forårsaget hans reaktion, havde hans ene hånd forladt hendes bryst og fanget halskædens lille, glimtende sølvhjerte.

Han behøvede ikke lufte sine tanker; den tankefulde brummen fortalte hende alle de kærlige tanker, der strøg igennem ham. Som besvarelse kyssede hun ham på håret og derefter løftede hans hoved for at fange hans læber.

Ømheden blev igen til flammer, og snart var de begge nøgne, hud mod svedglinsende hud, hofter stædigt vuggende mod hinanden. Hiksende vejrtrækninger, dirrende hænder, negle begravet i blød, solbrun hud.

De nåede den søde højde sammen og faldt ned med hinanden i armene.

Med et skævt smil begyndte Rose at prikke til Tereces fødder med sin lakerede storetånegl, og han kildede hende tilbage med en lok af hendes eget hår. De lo udmattede, kyssede, og Rose lagde sig til rette med hovedet på Terences brystkasse.

”Skat?” mumlede Terence.

”Mhm?”

”Sover du her i nat?”

”Mhm.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...