Emo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2015
  • Status: Igang
Rose har altid været en af skolens populære piger, men hendes sociale status sættes på en hård prøve, da hun en dag filmer noget, ingen må se. Hendes liv sættes ud af kurs; dem, hun kender og elsker, vender hende ryggen, mens emo-drengen Brandon, som hun før væmmedes ved, står som den eneste tilbage med åbne arme. Som om denne kæmpe omvæltning ikke var nok, viser det sig, at ikke engang Brandon er den, han udgiver sig for. For Rose bliver det en hård kamp for at finde sig selv, sin plads i samfundet og måske også kærligheden blandt de, der jager om natten og tørster efter blod.

8Likes
8Kommentarer
641Visninger
AA

6. Mandagskrise I

”Uh, det var ret slemt,” vrængede Jennifer medfølende, da hun og Rose ti minutter inde i middagspausen endelig kunne komme ind i kantinen. Rose nikkede medholdende og lod videokameraet glide ned i tasken igen.

”Var det virkelig nødvendigt at filme det? Hvis jeg ikke tager meget fejl, har hele skolen lige vidnet det i egen person,” fortsatte blondinen eftertænksomt, selvom Rose vidste, at hun hverken fortrød eller nærede den mindste smule dårlige samvittighed over at have filmet førsteårselevens maniske udbrud. Rose trak på skuldrene og stillede sig i kø.

”Drengene kan altid sortere det fra. Lige nu er det vigtigste vel, at der er nok klip at vælge imellem,” svarede hun med et stramt smil og så ud over kantinen, hvor pedellen stadig var i færd med at fjerne resterne af det ødelagte bord. ”Men ja, det var ret ubehageligt at se på.”

Langsomt skred køen fremad. Det var tydeligt at mærke, at folk stadig var distraherede, selvom der snart ikke var flere spor efter ulykken. Hed hvisken fyldte mellemrummene mellem de mange elever, der var sene til at opdage, når de igen kunne bevæge sig frem mod disken.

”Hvad skete der for Emma?” hviskede en førsteårspige til en anden lige bag Jennifer, som straks opfangede snakken og puffede til Rose, der lige så hurtigt hoppede med på lyttevognen.

”Har du ikke hørt det? Hendes bedste veninde ligger på hospitalet efter en fest her i fredags.”

”Og så slog det lige pludseligt klik for hende, eller hvad?”

”Mhmm.”

”Men det må også være svært. Hun har jo Asperger's Syndrom, vidste du det?”

Rose sendte Jennifer et sigende blik, og straks efter at have fyldt mad på deres bakker skyndte de sig hen til deres bord, der stod lige bag det smadrede, som pedellen nu havde båret ud. Et par elever var blevet sat til at feje gulvet og samle glaskår op efter Emmas raseri.

”Hørte du det med festen?” begyndte Rose, idet de satte sig ned. Jennifer nikkede ivrigt og kastede et stjålent blik på de to piger. Rose rynkede brynene. ”Tror du, det er Chesters fest, de snakkede om? Den, som Trinity skulle have været med til?”

”Med stor sandsynlighed,” svarede Jennifer og rettede opmærksomheden tilbage til bordet. ”Chester er den eneste her på skolen, der holder fest i tide og utide. Og havde det været hvilken som helst anden fest, havde vi enten været inviteret, eller også havde vi i det mindste hørt om den. Så det det være.”

”Hmm... Det er altså mystisk,” mumlede Rose tankefuldt.

”Hvad er?” fiskede Jennifer og tog hul på sin yoghurt som det første.

”Undrer du dig ikke også over, hvorfor de piger, der har noget med Chesters slæng at gøre, ender med at komme til skade? Først hende fra biblioteket og nu hende her. Og det er bare på én uge!”

Eftertænksomt tog Jennifer den første skefuld, og mens hun møjsommeligt smagte på sin frokost, slog hun den tynde plastikske mod bakkens kant. Så faldt noget hende ind, og hun pegede nærmest anklagende på Rose med skeen.

”Jeg tror, jeg ved det.”

”Hvad?” udbrød Rose ivrigt. Jennifer lænede sig ind over bordet.

”De er vampyrer. Udnytter de nye og dumme førsteårselever. Det er forklaringen,” hviskede hun gravalvorligt, og Rose stirrede længe på veninden i mistro. Så brød de begge i latter, så tårerne væltede frem i øjenkrogene.

”Hvad er så morsomt?” hørte de en velkendt stemme. Storgrinende vendte de sig om for at hilse på de tre gutter, men latteren døde ud, da de så det røde mærke på Davids kind.

”Hvad er der sket?” spurgte de i kor, da de tre tog plads. David gav et træt blik.

”Trinity skete,” forklarede han tørt. Jennifer himlede dramatisk med øjnene.

”Hvorfor er hun nu sur?”

”I husker nok Chesters fest, ikke?” begyndte han, men kendte allerede svaret. ”Hun bebrejder mig for, at hendes veninde er endt på hospitalet. Hun mener, at det kunne være undgået, hvis jeg havde kørt hende til festen.”

”Men det er jo hendes egen skyld,” pointerede Rose skarpt.

”Ja, det var sådan set også det, jeg fortalte hende, men det fes vist ikke rigtigt ind. Hun bebrejder mig stadig fuldt ud.”

”Kælling,” mumlede Jennifer. Normalt ville David have forsvaret sin halvsøster, men på blot en uge havde deres forhold ændret sig så meget, at David nu var direkte enig i Jennifers ord.

”Men hun er ikke den eneste, der er sur over det, der skete i fredags. Der har lige været krise herinde også,” fortalte Rose og pegede mod det manglende bord.

”Vi hørte godt larmen ude fra gangen af. Hvad skete der?” bød Terence ind og sendte Rose et bekymret blik, der ordløst spurgte hende, om hun var okay. Rose smilede blidt og tog ham i hånden.

”Emma fra første, som åbenbart også er nær veninde med hende på hospitalet, flippede ud bare lige pludseligt. Jeg tror, hun har været ret ked af det, men ikke har fået afreageret derhjemme,” forklarede hun. ”Men I kan selv vurdere situationen. Jeg fik det på film.”

”Nårh!” udbrød David og slog sig demonstrativt mod panden, da han forsinket indså noget. ”Så det var DAMP-Emma fra første, der gik amok? Har I krydset hende fra listen?”

”Asperger's Syndrom,” rettede Jennifer og skævede til Rose, der stod for at besvare det andet spørgsmål. Rose rakte ned i tasken efter listen, der allerede nu havde tjent nogle streger. Med en kuglepen slog hun en fin, blå streg over Emmas navn.

”Nu har jeg,” smilede brunetten. ”Så mangler vi bare hende med armprotesen fra tredje og den sindssyge fra anden. Og den navnløse emo, selvfølgelig.”

”Udmærket,” roste David begejstret. ”Det bliver så godt! Hele skolen kommer til at tude af grin. Altså undtagen dem, der bliver sure, selvfølgelig.”

Rose betragtede tankefuldt listen med de syv navne. Fire med streger. Tre uden. Især den nederste linje fangede hendes blik, og hun klikkede viljefast en negl mod det blå blæk, et mørkt smil på hendes ansigt.

Du kan bare vente dig, emo, tænkte hun bittert og glædede sig forfærdeligt til den dag, hvor hun kunne slå en streg over hans navn og vide, at hævnen var i hus.

 

***

 

”Kom ind og tag plads,” bød en stemme, som Rose kun mindedes at have hørt ganske få gange før. Hendes mistanke blev bekræftet, da hun trådte ind i klassen og rettede blikket op mod tavlen, hvor skoleinspektøren stod og forsøgte at holde orden på de forvirrede elever som en fårehyrde. Det passede egentlig også med det grove, gråstænkte skæg, konkluderede Rose og sank ned på stolen, afventende. Da alle havde sat sig, rømmede den gamle sig.

”Som I nok ved, er Fru Holloway elevcoach for nogle klasser her på skolen. Dagens episode i kantinen har i den forbindelse krævet hendes assistance. Den pågældende elev er blevet fulgt hjem og forældrene underrettet. Fru Holloway kommer dog ikke tilbage til skolen mere i dag, hvilket naturligvis er beklageligt, når I skulle have haft hende til undervisning nu.”

Rose havde for længst lugtet, hvor talen førte hen, og hun trippede nu utålmodigt, afventende på friheden.

”Da vi ikke kan nå at tilkalde en vikar, må jeg blive nødt til at give jer en fritime, indtil I her senere skal have matematik. Vi ser selvfølgelig helst, at I bruger timen til noget konstruktivt og fornuftigt. Frk. Moore har nævnt noget angående et projekt, som I kan skrive på. Ellers ved I, at I altid kan drage nytte af et besøg på biblioteket.”

Det sidste kunne Rose nikke genkendende til. Hun og Jennifer udvekslede sigende blikke og måtte anstrenge sig for ikke at fnise.

”Det var såmænd bare det. Nogle spørgsmål?” Alle forholdt sig dødstille, og der var ingen, der gav tegn til at ville fortsætte samtalen. Efter et øjeblik nikkede rektor forstående og trådte ned fra den hævning, som katederet stod på.

”Så må I have en fortsat lærerig dag,” hilste den gamle og forlod lokalet.

Nærmest som ét helt væsen åndede alle elever ud og begyndte at larme. Fritimer var uhyre sjældne. Det var nok også derfor, at selveste skoleinspektøren måtte bruge fem minutter på at forklare, hvorfor man fik dem. Alting skulle være så skide upraktisk og formelt, havde Rose bemærket for længe siden.

Hun og Jennifer rejste sig, svang deres tasker over skulderen og satte kurs mod døren. De behøvede ikke engang snakke sammen for at blive enige om, at de i hvert fald ikke gad bruge tiden på noget så åndssvagt som at skrive projekt om russisk ballet.

Da de var kommet uden for klasselokalet, klappede Rose sigende på sin taske.

”Hvad siger du til at tjekke cykelskuret og se, om der tilfældigvis skulle stå et offer og vente på os?” Det rævesmil, der spredte sig på Jennifers ansigt, var bekræftelse nok for Rose, og sammen drejede de på hælen og satte kurs mod skolens bagindgang.

 

***

 

Den varme sommerbrise mødte pigernes solbrune ansigter, da de skubbede den dobbelte branddør op og gled udenfor i skyggen af skolens kæmpestore bygning. Rose blev mindet om, at hun inden længe skulle opfriske sin solcreme – men det kunne vente lidt endnu, for deres nuværende mission foregik i ly for solen.

Det store cykelskur, der lå bag skolen, stod i skygge det meste af dagen. Først sen eftermiddag eller aften nåede solen om på den anden side af den store murstensbygning og lod sine aftagende stråler belyse det lange træskur. Rose vidste ikke, hvor længe emoerne normalt holdt til i cykelskuret, men hun var ret sikker på, at de var væk, inden solen nåede derhen, så blege som de nu var. Eller også var de konstant dækket ind af en solcreme med en heftig faktor. Det var umuligt stadig at være vinterbleg efter flere måneders intensiv sol, for slet ikke at tale om året rundt. Men der var endnu så meget, hun ikke forstod om den type.

De gik langs væggen et øjeblik, inden de nåede til det hjørne, bag hvilket cykelskuret ville komme til syne. Jennifer nikkede mod Roses taske, så brunetten fandt videokameraet frem, fjernede dækslet og gjorde fingeren parat over startknappen. Mørke smil blev udvekslet imellem dem, inden Jennifer lydløst talte til tre, og de hurtigt stak hovederne frem fra kanten. I samme øjeblik klikkede Rose på Optag.

Cykler. Trævægge. Ingen mennesker.

Intet.

Begge åndede tungt ud efter at have holdt vejret ubevidst.

”Pis,” sukkede Jennifer. ”Hvor fanden er de henne?” Rose trak på skuldrene og bed sig kedsomt i kinden, mens hun slettede det tomme klip fra kameraets memorycard.

”Jamen hvis de ikke hænger ud her, hvor er de så?” vedblev blondinen irriteret og sparkede ud efter græsset. Rose lod kameraet glide tilbage ned i tasken.

”I hvert fald ikke til time, så meget er jeg da sikker på,” fnøs brunetten hånligt. ”Måske er de ved at befamle endnu en førsteårselev på biblioteket?” Nu var det Jennifers tur til at fnyse.

”Næppe,” tilføjede hun. ”Kun en idiot ville gøre det igen efter at have været så tæt på at blive afsløret.”

”Jeg troede, de var idioter,” drævede Rose med et skævt smil.

”Nej, nej. Dæmoner er kendt for at være intelligente!” gispede Jennifer overdrevet med opspilede øjne og tog fat om Roses overarm for at understrege alvoren. Brunetten løftede et øjenbryn i undren, så Jennifers alvorlige facade krakelerede under en latter, der understregede, hvor latterlig hele situationen var.

”Jeg troede, du sagde, de var vampyrer,” mumlede Rose spydigt og fangede veninden i ikke at have styr på hvad end, hun nu egentlig havde gang i.

”Vampyrer, dæmoner – det er sgu det samme,” vrissede blondinen og kastede demonstrativt armene i vejret. ”Almindelige mennesker er de i hvert fald ikke, det er jeg stensikker på.”

”Enig,” medgav Rose lavmælt og så sig omkring. Der var stadig intet sorthåret offer i syne. ”Måske skulle vi bare gå tilbage til klassen og lede videre i morgen.”

Lige som de skulle til at dreje på hælene og gå indenfor, stoppede Jennifer dem begge med en pludselig armbevægelse. Rose så forundret på veninden.

”Hva-”

”Lyt!”

Svagt hørtes musik fra den lille sportshal, der lå ganske tæt på cykelskuret. Og det var ikke ligefrem den type musik, der normalt blev spillet i radioen eller i idrætstimerne. Tilbage var ikke ret mange mistænkte.

Roses øjne opspiledes i glædelig realisation, og Jennifer lod et rævesmil overtage sit kønne ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...