Emo

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 13 apr. 2014
  • Opdateret: 24 aug. 2015
  • Status: Igang
Rose har altid været en af skolens populære piger, men hendes sociale status sættes på en hård prøve, da hun en dag filmer noget, ingen må se. Hendes liv sættes ud af kurs; dem, hun kender og elsker, vender hende ryggen, mens emo-drengen Brandon, som hun før væmmedes ved, står som den eneste tilbage med åbne arme. Som om denne kæmpe omvæltning ikke var nok, viser det sig, at ikke engang Brandon er den, han udgiver sig for. For Rose bliver det en hård kamp for at finde sig selv, sin plads i samfundet og måske også kærligheden blandt de, der jager om natten og tørster efter blod.

8Likes
8Kommentarer
635Visninger
AA

3. Gaven

”Hmm,” brummede Rose tankefuldt, da hun endnu en gang gennemgik listen over personer af interesse, som de fem sammen havde skrevet ned på en seddel. ”Det er ikke for at være negativ, men jeg tror, det bliver noget af en opgave at filme dem alle.”

Terence skruede ned for bilradioens lydstyrke og nikkede forstående.

”Hvis I bare prøver at filme så mange som muligt, så er det fint nok. Desuden har I jo tre uger, så mon ikke I har frikvarter nok til at fange de fleste i at dumme sig?” smilede han og lagde en hånd på Roses lår. Rose trak på skuldrene og stak sedlen i jakkelommen i samme øjeblik, som Terence førte bilen ind på gårdspladsen.

”Tak for middag, min egen,” svarede Rose og lænede sig ind over gearstangen for at plante et kys på Terences læber. Han tog imod og førte en lok bag hendes øre, og hun elskede følelsen af hans kærtegn.

”Næste gang giver du,” drillede han med et smil, da Rose langt om længe havde spændt sikkerhedsselen op.

”Selvfølgelig,” sagde hun lavmælt og mødte hans brune øjne i bilens svage lys. ”Kommer du ikke med op?”

”Nu?” spurgte Terence og skød et bryn i vejret. Rose nikkede ivrigt.

”Far er i Frankrig til på søndag, mor arbejder sent, og Eve sover hos Sophie – så vi har huset for os selv.”

”Hvad med Rosetta?” vedblev Terence, der sjældent var blevet inviteret ind i Baker-familiens hjem. Rose himlede med øjnene og smilede.

”Hun har da fået fri for længst, tosse,” lo hun. Et rævesmil overtog langt om længe Terences ansigt, da han indså, hvilken herlig mulighed, der lå lige for hans fødder. Så nikkede han og slukkede bilen.

Det bevægelsesfølsomme lys tændte på gårdspladsen, da Rose trak Terence med hen til døren og låste op. Som antaget var alle lys indenfor slukket på nær lyset i entréen, der stort set altid var tændt om aftenen og natten. Terence lukkede og låste fordøren efter sig og blev trukket med ovenpå, hvor Roses værelse var.

”Og du er helt sikker på, at der ikke lige pludselig er nogen, der kommer brasende ind? Du ved, jeg ikke må være her om aftenen for dine forældre,” fortsatte den unge mand nervøst og så sig omkring i gangen, inden han blev hevet med ind på værelset. Et endeligt svar fik han aldrig, for Rose trak ham straks ned i et ordløst kys, der sendte stød igennem begge deres kroppe.

Da hun endelig gav slip igen for at trække ham med hen mod sengen, stoppede han hende.

”Vent. Der er lige noget, jeg vil vise dig først,” hviskede han og rakte ned i sin taske efter noget, der ved første øjekast lignede en lille, sort boks. Først da han åbnede den, forstod Rose, og hun stirrede med store øjne.

”Ja, det var egentlig meningen, at jeg ville vente med at give dig den til sidste skoledag, men jeg synes faktisk, at lige nu også er et godt tidspunkt,” forklarede han ømt og tog forsigtigt smykket ud af æsken. Målløst rakte Rose hånden frem og tog imod den glitrende sølvhalskæde, som Terence åbenbart havde købt til hende. Stemplet fortalte hende hurtigt, at der var tale om det fineste sølv, og det buttede hjertevedhæng var besat med små, facetslebne glaskrystaller.

Terence havde før givet hende små gaver som blomster, chokolade eller en lækker middag i byen, men dette var første gang, han havde købt hende et smykke. Tårerne pressede sig på i øjenkrogene, og Rose måtte bide sig i læben for ikke at klynke. Så rakte hun kæden omkring halsen og lukkede den i nakken. På ganske få sekunder tog den spinkle sølvkæde samme temperatur som hendes hud, og den lagde sig behageligt mod hendes kraveben. Den var helt perfekt.

Det var svært at få ordene frem, så i stedet kastede Rose armene omkring den muskuløse, unge mand og trykkede kys på alle de steder, hun kunne komme til. Som respons holdt han hende tæt ind til sig og strøg hende over håret, indtil begge langt om længe blev trætte af at stå i samme stilling.

”Tak,” var alt, Rose endelig kunne fremstamme, men Terence kunne tydeligt se strømmen af ord i hendes øjne, og han smilede tilfreds.

”Jeg ved godt, du måske havde forventet noget andet, da du inviterede mig med ind, men jeg håber ikke, du er skuffet.” Et grin spredte sig på Roses ansigt, og øjnene blev igen fugtige.

”Nej, nej. Langt fra,” snøftede hun og følte sig ynkelig på alle måder. Målløst trak hun på skuldrene. ”Jeg ved slet ikke, hvad jeg skal sige. Jeg er simpelthen så glad, at du ikke fatter det.”

Blidt strøg hen hende over kinden, og hun lukkede øjnene og nød følelsen af hans hud mod hendes.

”Jo, jeg tror nu nok, jeg forstår,” mumlede han og placerede et kys på hendes pande, inden han blidt skubbede hende væk. ”Nå, jeg tror altså hellere, jeg må tage hjem nu, smukke. Hvis klokken bliver meget mere, kommer jeg ikke op til ordentlig tid i morgen.”

Rose nikkede forstående og følte selv, hvordan udmattelsen fyldte hendes krop efter en lang og varm dag.

”Kom. Jeg følger dig ned,” hviskede hun og tog hans hånd i sin.

 

***

 

”Wow,” gispede Jennifer begejstret, da hende og Rose morgenen efter mødtes under det store træ, og Rose havde vist halskæden frem.

”I var også ude at spise i går aftes efter mødet på Rose's Orange, ikke?” spurgte blondinen og lænede sig helt tæt på for at se nærmere på sølvvedhænget. Rose nikkede stolt, og Jennifer sukkede drømmende.

”Hvor romantisk. Fuldstændig ligesom i en film,” kvidrede hun og lagde armen om brunettens skuldre, hvorefter hun sendte hende et lusket smil. ”Nu går der ikke længe, før han går på knæ for dig.”

Rose, der havde fisket en karton med juice op fra tasken og var begyndt at drikke, måtte hoste pludseligt, så æblesaften stod ud til alle sider. Med en serviet tørrede hun mundvigene og lo fåret.

”Det skal du altså ikke regne med. Vi har ikke engang været sammen i et år, husker du vel,” påpegede Rose nøgternt, selvom tanken fik en varme til at brede sig inde i hende. Jennifer trak næsten fornærmet på skuldrene.

”Jeg har da hørt om flere par, der blev forlovet inden for det første halve år,” mumlede hun og sendte en forbipasserende fyr et forførende smil. Marc fra tredje, bemærkede Rose i farten.

”Men er det så noget, der har holdt?” vedblev Rose og indså dernæst, at Marcs bagdel nu havde vundet Jennifers fulde opmærksomhed. ”Og hvornår har du tænkt dig at invitere ham ud?”

”Det ved jeg ikke,” sukkede Jennifer fraværende.

”Til hvilket spørgsmål?”

”Begge.”

 

***

 

Da middagspausen meldte sig, samledes gruppen som sædvanligt ved bordet i midten af kantinen. Alle satte en bakke på bordet undtagen Terence, der i stedet smækkede Kødkataloget, skolens årbog, ned på pladen foran sig. De andre så forvirret på ham.

”Rose fortalte om et uheld i gangen i går. Jeg tænkte, I måske kunne identificere fyren, så vi kan få ham skrevet på offerlisten,” forklarede Terence, der straks efter stillede sig hen i madkøen.

”Javel,” mumlede Jennifer og trak bogen hen ved siden af sin bakke. ”Antaget at han er en del af Chesters slæng, så bør vi nok starte ved anden årgang.” Rose nikkede samtykkende, mens de to drenge blot kiggede forvirret på hinanden.

”Hvilket uheld?” spurgte David endelig, da pigerne ikke selv havde i sinde at uddybe.

”Nå ja,” huskede Rose og smilede skævt. ”Jennifer har nok ikke fortalt jer om den idiot, der gik ind i hende i går og væltede hende omkuld midt på gangen.”

”Han var bare ubehøvlet,” brummede Jennifer, der stadig havde øjnene rettet mod bogens mange portrætfotos. ”Han undskyldte ikke engang eller hjælp mig op. Idioten gik bare videre!”

Bobby formede stramme knytnæver, så fingerleddene knækkede faretruende under presset, for at signalere, at han hellere end gerne ville gøre noget ved sagen. David skyndte sig dog at lægge end hånd på hans skulder.

”Ingen grund til vold. Han skal nok bøde på anden vis, når vi finder ud af, hvem han er,” forsikrede han med et stramt smil og rettede blikket mod Kødkataloget, som pigerne stadig ihærdigt bladrede igennem.

”Det er altså mærkeligt,” sukkede Rose konkluderende efter et par minutter. ”Der er ikke ret mange fra emo-gruppen, der har billeder i årbogen. Vi kan finde deres navne, men ikke sætte ansigt på dem.”

”Det der er i hvert fald Chester,” fortalte Jennifer og pegede på den grå boks med Chesters fulde navn under.

”To andre fra hans klasse har heller ikke billede, samt én fra parallellen,” mumlede Rose og pegede på de sidste tre bokse. ”Vincent, Brandon og Matt. Men hvem er hvem?”

I samme øjeblik vendte Terence tilbage med sin bakke og slog sig ned ved siden af Rose, der hurtigt kyssede ham på kinden.

”Finder I ud af noget?” spurgte han, men blev mest mødt af skuldertræk.

”Det er svært at vide, hvem vi leder efter, når ingen af emoerne har deres billede i bogen,” sukkede Jennifer.

”Men I er sikre på, at alle de manglende billeder er relateret til dem?” fortsatte Terence og så sig omkring i flokken, der sammen nikkede. Så så han hen på David. ”Hvad med at høre Trinity, om hun ikke kan identificere dem for os?”

”Nå ja, sgu da!” udbrød David og vågnede op til dyd. ”Hvis nogen kan, så er det hende. Hun er seriøst forblændet af de gutter.”

Jennifer fnøs hånligt.

”Ja, hvem skulle have troet, at hendes mærkelige fetish en dag kunne hjælpe os,” brummede hun og tog hul på sin daglige frugtyoghurt. Rose trak i smilebåndet og hev en ubrugt serviet og en kuglepen frem, så hun kunne notere de tre navne ned. Så skubbede hun servietten hen til David, der stak den i tasken.

”Hvis du kan få en beskrivelse på de tre inden weekenden, så vil det være perfekt,” sagde hun. David rynkede eftertænksomt på brynene.

”Hvad er det helt specifikt, jeg skal bede hende om at fortælle mig?”

”Bare ydre kendetegn. Du ved, piercinger, hårlængde, tøj, højde – alt, der kan hjælpe os med at sætte et navn på dem fra afstand, så vi ikke skal hen og snakke med dem,” forklarede Rose. ”Så burde vi nok kunne identificere vores offer.” De andre nikkede i enighed og vendte langt om længe tilbage til deres frokost.

”Øhm... Hvorfor er det egentlig, at vi skal bruge hans navn? Kan I ikke bare følge efter ham, når I tilfældigvis ser ham på gangen eller noget?” spurgte Bobby lavmælt og overraskede de andre med hans langt fra dumme tanke. Men netop dette havde Rose allerede overvejet hjemmefra.

”Fordi vi ikke har tid til at følge efter alle vores ofre konstant i håb om, at de gør noget dumt. Det er meget lettere at hole øje med dem via skoleskemaerne online, så vi kan opdatere os omkring deres færden, og i den forbindelse vil vi forsøge at opsøge dem i deres fritimer eller fællestimer,” forklarede hun og tog tankefuldt et bid af sit æble. Jennifer fnøs igen.

”Du lyder allerede som en stalker, Rose,” drillede hun og puffede til brunetten, der ynkeligt tabte sit æble. Den berøvede sendte veninden et surt blik,

”Ork, jamen for helvede da også!” klagede blondinen og skubbede sin yoghurt hen foran Rose, der med en følelse af retfærdighed tømte det lille bæger.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...