The Fifth

Han er den femte i gruppen. Hun kan ikke være sammen med ham - ikke at hun ikke har lyst. Der er noget ved ham, som drager hende. Han drikker ikke og han sidder på græsset. Men hvad med Mads?

48Likes
27Kommentarer
2330Visninger
AA

3. stue

Badeværelsesgulvet er koldt under mine fødder. Jeg nyder kulden efter et lidt for varmt bad - jeg kan aldrig huske, hvordan du siger, man indstiller varmen - og min hud er blevet helt rød og følsom.

Det er ikke et stort badeværelse. Der er kun lige plads til et brusebad i hjørnet, et toilet og en vask lige overfor. Jeg kører min arm hen over spejlet, som er blevet helt dugget af varmen, og et par dråber glider ned ad min arm og lander på mine fødder. Det er en mærkelig følelse, som får mig til at tænke tilbage til dengang dråberne ikke kom fra spejlet, men fra mine øjne. 

Der er gået et stykke tid nu. Det er ikke længere hverdag for mig at skulle fortælle, hvem jeg er, spritte mine hænder af og blive ført frem af en hvid kittel. Nu er der ikke nogen foran mig - det er mig, som fører vejen.

Der gik præcis tre dage, inden du begyndte at snakke med mig. I starten blev jeg bange, endnu mere bange, end jeg havde været på stranden, endnu mere bange, end Mads nogensinde havde gjort mig. Egentlig er det underligt, at jeg blev bange, for enhver ved, at du ikke er i stand til at gøre nogen som helst fortræd. Jeg mener, jeg har ikke engang set dig sparke ud efter en due på gaden for at kunne komme forbi, eller klaske en flue på væggen. Hvorfor skulle du gøre mig noget?

Mine følelser forvirrede mig hele døgnet de dage, men efter at jeg takkede ja første gang til at komme hjem til dig, og så, at dit badeværelse faktisk er så lille, at man knap nok kan stå to personer derinde, så slappede jeg mere af.

Det gik op for mig, at jeg ikke var bange for dig, man snarere fortiden og noget så åndssvagt som en hvidmalet metalbænk.

Når jeg forestiller mig den nu, kan jeg stadig mærke kulden gennem mine jeans og lugte røgen fra Samuels joints. Det er længe siden, at den lugt har fyldt mine lunger. Ikke engang smagen af tranebærjuice og vodka er noget, som jeg har været udsat for for nylig. I stedet er der kommet nye dufte, og ikke mindst: Nye smage.

Og så stryger du mig over håret.

Jeg går ud ad badeværelset, træder ind i stuen. Køkkenbordet står i midten og pryder rummet som det eneste møbel. På væggene er der et par malerier, eller snarere et par skitser - "mit tidsfordriv", fortalte du, da jeg spurgte ind til dem. Det er skitser af ild alle sammen. Nogle af dem er blot en lille flamme, som slikker sig grådigt op ad en pind, andre er voldsomme båle, hvor gnister flyver op i luften som forskrækkede bananfluer.

Jeg er ligeglad med, at jeg er nøgen, og det er kun, fordi jeg ved, at du også er ligeglad. Der kommer selvfølgelig en reaktion fra dig, hvilket er endnu en ny ting, jeg har svært ved at vænne mig til. I starten troede jeg, at jeg skulle gøre noget så voldsomt som at sluge et glas piller foran dig, før du ville ændre ansigtsudtryk, eller kaste dine indrammede skitser hårdt ned i gulvet.

Tænde et bål i stuen.

Jeg smiler lidt. Her dufter af aftershave, og jeg kan også se, at du er nybarberet. Jeg fører min hånd op til din kæbe, nyder den glatte fornemmelse af din hud mod min. Du smiler også. Dine øjne er ligeså mørke som min morgenkaffe, og dit hår så lyst som dit humør.

Du sidder på stolen for enden af bordet. Dér sidder du altid. Det eneste, som lyser rummet op, er loftslampen. På mange måder er der en lidt uhyggelig stemning - jeg har altid synes, at dine forældre boede så gammeldags og mørkt - men det beroliger mig, at du er hos mig.

Det er det, du altid siger til mig: At du er hos mig. Du sagde det første gang, da Mads døde, og for hver gang du har gentaget det, er det som om, at minderne om vodkakys og hans tunge på min krop forsvinder længere og længere væk.

Jeg går et skridt tættere på dig, og du åbner dine arme og placerer dine hænder på mine nøgne hofter - fortsætter rundt, til de til sidst låses på det nederste af min lænd.

"Vil du med ind i seng?"

Jeg behøver ikke engang svare.

Vi tænder ikke lyset. Det er meget mørkt, men alligevel kan man se, at sengen er ikke redt, og at der er spor fra natten på både lagnet og placeringen af dynen. Du fjerner ikke dine hænder fra min hud, kun da jeg skal til at lægge os ind på sengen. Du mangler at klæde dig af, siger du.

Jeg læner mig tilbage i puderne. Rykker mine hænder om bag nakken, så mit hoved bliver løftet lidt. Mens du er i gang med at binde dit slips op, får vi øjenkontakt - og ikke bare den form for øjenkontakt, man får med tilfældige mennesker på gaden. Nej, jeg kan se ind i dig, helt derind. Ind i den verden, som du tidligere har præsenteret mig som værende ulykkelig og trist; en, som du ikke har været tilfreds med, før Mads dykkede ned og senere fløj op.

Og så er det, at det slår mig - at jeg efter alle disse dage stadig ikke ved besked.

Jeg rømmer mig. "Hvor kender du Mads fra?" spørger jeg.

Du sukker. Jeg ved ikke, om det er fordi, at jeg med vilje ikke siger sætningen i datid. Dit smil blegner som en blomst uden vand, og jeg kniber mine øjne sammen i overraskelse over din reaktion. Eftersom du ikke har fortalt mig noget om det, går jeg ud fra, at det ikke er noget, du har haft lyst til at fortælle. Men er det måske ikke vigtigt at få talt om, at du har det på den måde?

Du stopper med at tage dit tøj af. Slipset smider du på gulvet som en slange. Efter dit andet suk virker sengen meget kold.

"Mads og jeg var venner." Du trækker på skuldrene.

"Men?" Jeg trækker vejret.

"Men så blev vi ældre. Mads skiftede skole. Jeg ... skyldte ham noget, efter at han havde reddet mig ... reddet mig fra at blive taget. Og så kom noget i vejen," færdiggør du.

Og som den sidste brik i en puslespil, ved jeg, hvad dette "noget" betyder. Aftenerne i sommerhuset giver pludselig mening; når du så på mig hen over bålet, og din mund så ud som om at du havde et stykke sæbe i munden, når Mads rørte ved mine bryster ... hvordan du altid var i baggrunden ...

Jeg hiver dynen op om mig. Nu er det som om at jeg har et stykke sæbe i munden.

"Taget for hvad?" spørger jeg. Det er mit sidste spørgsmål. Det lover jeg.

Igen begynder dine bevægelser. Det får mig til at slappe lidt mere af. Det ene tøjstykke efter det andet falder ned på jorden. Til sidst kan man kun se dig.

"Jeg var blind passager på færger i mange år, både de store og små. Faktisk var det særligt den færge op til mine forældres sommerhus, jeg oftest steg på, også selvom jeg havde penge til at betale billetten. Jeg gemte mig på den lille hvide metalbænk, den, hvor ingen gider sidde, fordi der er så koldt og man får vinden lige i hovedet - kender du den?" Du lægger hovedet på skrå, smiler igen, som om at det er et minde fra en glemt tid. "Men jeg skal aldrig se den bænk igen."

Jeg nikker. Jeg forstår.

Og det her, er hvad jeg tænker, når jeg ser på dig, mens du kommer hen til mig: At jeg aldrig har set noget så smukt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...