The Fifth

Han er den femte i gruppen. Hun kan ikke være sammen med ham - ikke at hun ikke har lyst. Der er noget ved ham, som drager hende. Han drikker ikke og han sidder på græsset. Men hvad med Mads?

48Likes
27Kommentarer
2324Visninger
AA

2. strand

Dagene ligner hinanden.

Sådan er det jo egentlig med ens liv: Hverdag er en metafor for ensartethed, og når vi endelig har ferie, så nyder vi at lave rolige ting i gentagelser. Sådan er det også nu.

De sidste fire dage har vi været på stranden om formiddagen. Selv i dag, når det er overskyet, er vi på stranden. Der er stort set ikke andre end os, på grund af vejret. Mads udnytter friheden til at råbe ord som "bøssesvin" og "fucking tøsedreng" efter Samuel, fordi at han ikke vil med ud og bade.

Vilda og jeg har begge hættetrøjer på, som er trukket helt op om ørene. Jeg føler mig helt beskyttet, ligesom når man sidder i et telt, mens det regner, eller når hele ens krop er dækket af en dejlig varm dyne.

Normalt taler Vilda og jeg ikke rigtig sammen. Ikke om noget specifikt i hvert fald. Jeg tror, det mest personlige, vi har talt om, er Vildas forældre. Modsat min mor, så har de bunker af penge og bor i en villa med tre etager. Hun fortalte mig, at efter at hun havde taget sin far i at snave med forældrenes bankrådgiver, så var hun begyndt på alt det, som hendes forældre havde forbudt hende i at gøre. En af disse ting inkluderede at være sammen med os: Samuel, den skæve, Mads, den grænseoverskridende, og mig, hende uden penge eller udsigt til uddannelse.

Og så var der dig. Mads' ven. Mads har aldrig fortalt mig, hvor han mødte dig, men jeg går ud fra, at du er en ven fra folkeskolen eller sådan noget. Ikke at han og du ligefrem opfører jer som et vennepar - noget siger mig, at vi kun er sammen med dig for at kunne låne dit sommerhus og overnatte i din kælder, efter at vi har været til fest.

Vi snakker ikke med dig. Du er der bare.

Samuel kommer hen til os. Han fisker en lighter op fra baglommen, og snart lugter der sødligt og krydret. Jeg er glad for, at det blæser så meget. Jeg hader lugten af tjald.

Du står et par meter bag os, ligesom en livredder i svømmehallen, som man ved er der, men som man aldrig tager kontakt til.

Jeg betragter bølgerne glide ind over det mørke sand; hører lyden af dem falde forover med et brag, og derefter den stille hvisken af det, når det glider tilbage. Det fortsætter, om og om igen, og jeg tænker på, om det mon nogensinde stopper.

Jeg ser hen på Mads.

Vilda hiver mig i ærmet, hun fniser, og jeg tager hætten af for bedre at kunne høre, hvad hun har at sige. Hun peger hen på Mads - han er ved at tage sit tøj af.

Det er ikke, fordi at jeg ikke har set Mads nøgen før - slet ikke - men alligevel bliver jeg overrasket over, hvad jeg ser. Han ser langt mindre ud, når man betragter ham på afstand. Hans røv er lille og næsten firkantet, fordi han er så tynd, og rygsøjlen kan man følge hele vejen op til nakken.

Vilda fniser igen, hiver i mig igen, vil have mig til at grine med. Det gør jeg. Det gør man i sådanne situationer, også selvom det ikke er sjovt.

Mads er på dette tidspunkt helt nøgen og begynder at løbe ud mod vandet. Sandet bliver smidt op i luften fra hans fødder, når han sætter af. Det er som om, at vinden i et øjeblik stopper, og så er alt, bortset fra Mads, stille.

Det er ligesom at være inde i en klump af gennemsigtig dessertgelé, og jeg lægger mærke til, at vi alle sammen stivner og nærmest ikke trækker vejret af forundring over stilheden.

I næste sekund slår et lyn ned ude i horisonten.

Jeg er ikke bange for mange ting. Første gang jeg oplevede i syvårsalderen, at min mor kom fuld hjem, var jeg stadig i stand til at tegne en tegning uden rystende fingre, og mine øjne var tørre, selv da hun kastede op ud over sengen.

Nu er det anderledes. Min mavefornemmelse siger, at det her ikke ender godt.

Det er ikke populært at sige, at man er nervøs, specielt ikke, når det gælder andres adfærd. Mads ved jo godt, hvad han laver, og han er ædru. Men alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at noget af det farligste, man kan foretage sig, når det er tordenvejr, er at bade - stort set det eneste, jeg husker at have lært fra folkeskolen.

Vinden tager langsomt til igen. Det blæser voldsommere, end det gjorde, da vi ankom. Bølgerne er så store, at de næsten kravler helt op til Vilda, Samuel og jeg, selvom vi står et stykke oppe i sandstykket.

Samuel bander, da han ikke når at rykke sig hurtigt nok, og hans sok bliver våd. Han taber sin lighter og går helt i baglås - råber op og kaster sig efter den i vandet, som om at det var et menneskeliv, der stod på spil.

På intet tidspunkt nævner han Mads' navn.

Jeg begynder at bide negle, og overvejer om jeg kan tillade mig at sige noget, uden at det går ud over min sædvanlige plads på den hvide metalbænk på færgeturen hjem.

Der er kun plads til fire. Kun til fire.

Mads er nu halvtreds meter ude. Hans hoved er lille og skifter mellem synligt-usynligt, samtidig med at bølgerne går op og ned. Hans armbevægelser viser, at han ikke kan bunde. Hans arme, som langt fra er muskuløse, har svært ved at følge med kraften fra vandet.

Og så sker det: Mads' hoved er fra det ene øjeblik til det andet slet ikke til at se. Jeg får det, som om at jeg også er ude i vandet, og jeg kan mærke dens kulde, på trods af, at vi er i august måned, og vandet burde være varmt efter flere måneder med sol.

Men alt er koldt. Mads er ude af syne.

Jeg bliver skubbet væk fra kulden og hen til min bevidsthed igen, da jeg bliver skubbet kraftigt bagfra. Jeg støder ind i Vilda, som klager hvinende.

Det er dig, der skubbede mig. Du løber. Vandet sprøjter til alle sider omkring dine ankler, så om dine lår, og til sidst dine skuldre. Foran mig i det våde sand ligger din sorte t-shirt. Den minder mig om dengang på terrassen, da vi sad og drak tranebærjuice med vodka, og du kæmpede for at få lavet den færdig, inden at det blev for varmt.

Dengang var det for at redde dig selv - bålet, som Samuel og Mads havde tændt, havde ødelagt halvdelen af brædderne - og dine forældre måtte ikke vide noget.

Nu er t-shirten taget af på grund af noget helt andet: for at redde en anden.

Du ser stærkere ud, som du står og kæmper dig frem med en blanding af løb og svømning. Ind i mellem dykker du, og alle gange er jeg så bange, at jeg ikke kan trække vejret. Du dukker op igen. Svømmer, løber, leder.

Efter hvad der virker som timer, finder du ham endelig. Jeg løber dig i møde ud i vandet, og bølgerne slår op mod mig som en klippe. Lige nu er jeg alt andet end en klippe - jeg er ligeså bristefærdig som et sandslot i vandkanten, og før jeg ved af det, kan jeg høre, at jeg skriger og græder små, halvkvalte hulk.

Det gør det næsten endnu mere forfærdeligt, at Mads er nøgen. Hans hud er helt bleg, og øjnene er i en mærkelig blanding af åbne og lukkede. De minder mig om en dukke, jeg havde, da jeg var lille - efter at have leget så meget med dens evne til at lukke øjnene, når man lagde den vandret, gik øjnene til sidst i baglås, så de hele tiden lignede Samuel, når han er skæv.

Jeg rører dig ikke på noget tidspunkt, kun ham. Han er ligeså kold som den hvide metalbænk på færgen.

Nu kommer de andre. Vi hiver ham alle sammen op på det tørre sand, flere tordenbrag lyder, og jeg placerer mit øre ned til Mads' mund, søger efter en vejrtrækning.

På trods af dette, larmen fra oven og koncentrationen efter at lede efter liv, kan jeg stadig høre det eneste, jeg nogensinde har hørt dig sige: "Han er død."

Og du er der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...