Real Princess | 1D

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 maj 2014
  • Opdateret: 30 nov. 2014
  • Status: Igang
Sidst vi så Melody Anderson var hun på vej til Frankrig med en fremmed dreng, der senere viste sig at være den franske prins. Hendes flirt med Louis Tomlinson endte brat da Hanna Walker valgte at sabotere det. Melody skaber hurtigt et tæt forhold med drømme prinsen Nathan, som hjalp hende væk fra det hele. Louis tog hjem til drengene for at tage på turne. Han var helt knust da Melody forsvandt, for han kunne virkelig lide hende. Nu nyder Melody livet sammen med sin prins, med alle de kongelige fordele. Hun bor på slotte, hænger ud med prinsesse Adelia, som tilfældigvis er kæmpe Directioner. Men hvad sker der når det bliver Frankrigs tur til at få et besøg af One Direction? Og Adelia er æres gæst til koncerten? *Dette er en to'er til Geek Princess, vil anbefale at læse den først*

114Likes
123Kommentarer
5408Visninger
AA

5. Concert, part 2 | Melody Anderson | Louis Tomlinson

Melody Anderson

”Adelia, er du klar? Eller skal vi vente lidt med at gå ind?” Jeg kiggede over på Adelia, der sad i den anden side af limousinen. Hun trippede lidt med foden, og kiggede nervøst ud igennem den nedtonede rude. Hendes øjne blinkede hurtigt, og nervøsiteten strålede ud af hende.

Jeg kunne godt forstå hende, jeg var selv nervøs. Louis befandt sig omkring 100 meter væk. Og om mindre end to timer, ville jeg stå og kigge på ham. Bare tanken skræmte mig.

”Jeg er klar,” Adelia kiggede over på mig. Hun smilte spændt og åbnede døren. En masse skrig overdøvede alt, i det vi gik ud af døren. Adelia kiggede skræmt rundt. Hun havde været omringet af mange mennesker før, men de var rolige, ikke som One Direction fans til en koncert.

”Er du okay?” Jeg lagde en hånd på hendes skulder, og kiggede bekymret på hende. Hun nikkede og kiggede rundt.

To bodyguards kom hen til os, og begyndte af føre os væk fra alle menneskerne. Først undrede det mig at vi ikke skulle ind den samme vej, som alle de andre. Men så huskede jeg at Adelia er prinsesse, og at hun har behov for beskyttelse.

Vi blev vist ind til en gang, og allerede der kunne skrigene hørers igen. Jeg kiggede ned på Adelia, der havde taget min hånd. Hun stirrede lige ud, og fortrak ikke en mine.

Hun lignede ikke en der var på vej til at møde sine idoler. Måske mere en der skulle se døden, for hun var så stille og nærmest lammet.

For enden af gangen var koncert salen. Folk var allerede begyndt at komme ind. Vi stod på den anden side af hegnet, op imod scenen. Det var overraskende gode pladser, og Adelia behøvet ikke at stå imellem alle de andre.

Scenen var stor, der ville være nok plads til fire bands. Men salen var lille, der ville umuligt være plads til flere end 1000. Også var der kun plads til at kunne stå op. Dog havde Adelia og jeg fået to stole. Adelia begyndt at smile, det var som om hun havde vænnet sig til tanken.

Men tanken om at jeg snart skulle se Louis, gav mig stadig myrekryb.

***

Louis Tomlinson

Jeg var begyndt at smile mere. De var falske, men det var smil. Drengene havde allerede lagt mærke til en forandring. For de kiggede underligt på mig, da jeg rent faktisk smilede til fansene. Men jeg valgte at ignorere det. De måtte bare indse at jeg ikke hang fast i Melody længere. Løgn. Jeg prøvede. Men hun sad stadigvæk fast, så jeg lod bare som om. Jeg måtte vinde drengene tilbage.

Vi var ankommet der hvor koncerten skulle holdes, en time før koncerten begyndte. En time var nok tid til at varme stemmer op, skifte tøj, og en tur forbi Lou vores stylist.

Prinsessen ankom ti minutter før koncerten begyndte. Og inden da havde Modest holdt en stor tale, om hvor vigtig den her koncert var. Faktisk havde de sagt at vi under ingen omstændigheder, måtte kvaje os.

Da vi stod og skulle til at gå ind på scenen, kiggede jeg rundt på publikummet. Der var ikke mange mennesker, måske 1000. Men lige inde for indhegningen sad to piger. Jeg gik ud fra at det var prinsessen og hendes barnepige. De sad og snakkede. Barnepigen havde ryggen til mig, så jeg kunne ikke se hendes ansigt. Men jeg kunne se prinsessen. Hun så glad ud, og som Liam sagde, hun er ikke andet end 8-9 år.

”Hey Liam, se,” jeg pegede på prinsessen. ”Der er prinsessen.” Liam kiggede underligt på mig. Jeg løftede øjenbrynene. ”Hvad?”

”Ikke noget, du er bare…” Han trak på skulderen. ”Glad?” Kom jeg med. Han nikkede og sendte mig et smil. Jeg grinte og smilede tilbage. Igen, det var falskt. Eller ikke helt. Jeg var glad, men bare ikke så glad som jeg gav udtryk for.

”Drenge er i klar?” En lydmand kom hen til os. Vi nikkede og sagde ja i munden på hinanden.

”Så er det nu,” han gav tegn til at vi måtte løbe ind på scenen. Vi løb ind på scenen, imens melodien til Best Song Ever begyndte at spille.

Vi kiggede alle fem på prinsessen. I det øjeblik prinsessen og barnepigen kiggede imod os, døde jeg. Melody sad få meter fra mig. Og jeg havde helst lyst til at hoppe ned fra scene, og gå hen til hende.

Men Modest ord stoppede mig. Vi kunne ikke lade noget ødelægge den her koncert. Så jeg måtte ignorere det faktum at pigen jeg var forelsket i, sad og kiggede på mig.

***

Melody Anderson

Jeg troede til at starte med at Louis havde set mig. Men han kiggede kun, på mig en gang under koncerten. Om det var fordi han ikke kunne kende mig, eller fordi han var ligeglad med mig, anede jeg ikke. Men det gjorde ondt. Jeg tror at jeg havde håbet, at han bare havde følt et eller andet for mig. Men nej, det var bare skuespil, han havde altid været ligeglad med mig, og sådan ville det forblive. Og desuden havde jeg Nathan.

Da koncerten var slut, viste bodyguardsne os vej hen til et stort rum. Adelia var kommet helt op og køre, så hun blev ved med at tale, om hvor fantastisk koncerten var. Bodyguardsne forklare os at bandet ville komme hen til os, så snart de havde skiftet tøj.

Jeg satte mig på en sofa, der stod i den ene ende af rummet. Et bord med snacks stod 1 meter væk, der stod lyd grej lidt hist og pist. Væggene var fyldt med plakater, og et enkelt vindue.

Mit blik lå konstant på døren. Jeg ventede kun på at fem drenge, skulle komme gående ind. Adelia satte sig i sofaen ved siden af mig, og fortsatte med at snakke om koncerten. Jeg begyndte at blive utålmodig, så jeg fandt min telefon frem.

Der skete ikke noget specielt på Facebook, så jeg begyndte at kigge fars billeder igennem. Han havde lagt bilede op af Kevin og Miranda. Kevin var blevet meget stører end jeg huskede, det var utroligt hvor hurtigt tiden gik.

Døren blev åbnet, og stemmer fyldte rummet. Adelia blev stille og kiggede med store øjne ligeud. Jeg selv skimtede hen over telefon kanten, og kiggede på de fem drenge, kendt som One Direction, stå lige foran os.

Adelia rejste sig og skyndte sig hen til dem, for at give dem et kram. Jeg fniste og lagde telefonen fra mig. Da jeg rejste mig op, kunne jeg føle et blik på mig. Jeg skulle ikke have en IQ på 150 for at regne ud hvem der kiggede på mig. Louis.

- - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - - -

Det gik så hurtigere end jeg havde forventet med at skrive det her kapitel.

Nå men, det vil nok gå lidt tid før det næste kapitel kommer,

men det er på vej.

Skriv gerne en kommentar hvis du har noget at sige om historien.

Også selvom du hader den, så skriv hvorfor, så jeg måske kan forbedre det.

Love yaa <3 Og alt det der ;-)

- Zoey <3

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...