Blodrosen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Lige siden hun som barn vidnede til det brutale mord på sine forældre, har Jaine dedikeret sit liv til at opsøge og nedkæmpe de vampyrer, der tilhører storbyens fem vampyrklaner, i sin søgen efter den vampyrregent, der beordrede hendes forældres død. Imens er der diplomatiske problemer imellem vampyrklanerne, der opruster sig til krig, og da Jaine blander sig, bliver hun fanget i midten med ultimatummet: døden eller et evigt liv. Det bliver den sværeste beslutning nogensinde, men måske er det netop dét, der skal til, før hun finder sine forældres morder. Men intet er gratis, og i sin søgen må Jaine opgive meget mere end blot sin menneskelighed. [Advarsel: Indeholder seksuelle temaer].

8Likes
4Kommentarer
621Visninger
AA

1. Planer

Nattens mørke havde for længst sænket sig over byen, da den unge kvinde trådte ind på en lille, diskret bar i de yderste dele af byens hjerte. Selvom musikken var overdøvelig herinde, bemærkede hun straks, hvordan bassen begyndte at pumpe igennem hendes system. Hun kendte musikkens effekt. Sammen med alkohol kunne den rytmiske bas nærmest virke hypnotiserende på de, der måtte søge trøst i nattelivet. Nogle barer og diskoteker benyttede sig af dette, men for de utrænede var der ingen forskel. Jaine vidste dog bedre. Det var her, de holdt sig til.

Hun lod naturligt blikket glide over barens gæster for at få en forudanelse om hvem, der kunne være hendes næste offer. Hun spottede tre kandidater. Med et indvendigt smil fortsatte hun ligeud mod bardisken og bestilte en drink. Hun sørgede for at holde ansigtet rettet væk fra bartenderen, der muligvis ville være i stand til at identificere hende efterfølgende. Hun tog tiden til endnu en gang at se sig omkring. Hun så til sin glæde, at en fjerde kandidat havde trådt ind i barens mørke uden en partner. Jaine fangede hans blik med sit eget, kun lige nok til at interesse kunne anes, men uden direkte beslutsomhed. Hun havde erfaret, det var det mest effektive. Hun skulle spille kostbar.

Med sin drink i hånden fortsatte hun hen i et af de tomme hjørner. Det var ikke, fordi hun foretrak hjørnerne, men hendes ofre gjorde. Sandsynligheden for, at man som almindelig gæst havde opdaget kvinden i hjørnet, var langt mindre, end hvis hun havde siddet ved baren eller været på dansegulvet. Nej, hun skulle være diskret. Det var det, de ville have.

Hun behøvede ikke se sig tilbage for at vide, at den nye kandidat muligvis fulgte hende med øjnene. Hun svang hofterne naturligt, men med en undertone af seksuel længsel og forførelse. Hun ville have ham - det var det, han skulle tro. Hun var ikke klar over, at yderligere to par øjne fulgte hendes hofter gennem lokalet.

Der gik mindre end et minut fra, hun havde sat sig, til nattens offer meldte sig. Det var som forudanet den nye kandidat. Han satte sig ved ned overfor og anså hende liderligt med sine smalle, rødglødende øjne. Han var intet mindre end smuk. Jaine priste sig selv heldig over, at hun vidste, hvilket monster det forførende udseende gemte på. Havde hun ikke mistet sine forældre i en alder af tolv år, ville hun nu selv ikke være i live, så meget var hun sikker på.

”Jeg har ikke set dig før,” kommenterede manden med et selvsikkert smil. Hans stemme var klar og skar igennem musikken uden problemer. Hun smilede; ikke ad hans kommentar, men ad sit eget held. Han var en af dem. Jaine anså ham tålmodigt med sine grønne øjne og tog sugerøret mellem sine læber for at drikke. Den mørkt røde væske forsvandt inde bag hendes forførende smil, og hun vidste, hvad det mindede ham om. Så lænede hun sig tilbage i stolen.

”Jeg har ikke været her før,” svarede hun endelig. Mandens smil bredtes. Så kunne hun umuligt vide, hvad han var. Det gav ham en stor fordel. Han behøvede ikke engang være forsigtig. Med endnu et smil lænede han sig ind over bordet og så hende dybt i øjnene.

”Vi kan sidde her og tale hele natten, men du ved, hvor vi ender. Hvorfor springer vi ikke dialogen over og går direkte til sagen?” spurgte han med et charmerende glimt i øjet, som enhver normal kvinde ikke ville kunne modstå. Hun selv ville ligeså være blevet blød i knæene, hvis det ikke var, fordi hun vidste mere, end hun burde. At manden tilmed var utålmodig, kom til hendes fordel. Jo kortere tid, hun opholdte sig på baren, desto mindre var sandsynligheden for, at folk så hende.

Med fængslende øjne drak hun resten af sin drink og rejste sig, da hun havde sikret sig, at hendes kniv stadig var skjult under kjolen. Uden ord fulgte han efter hende ud af baren. Han skulle til at føre hende mod sin bil, da hun tog ham ved hånden og trak ham med ind i barens baggård. Han fulgte med. På denne måde gik det også hurtigere, og han var fri for at slæbe liget ud af sin lejlighed bagefter. Alt var helt perfekt.

Da de havde rundet hjørnet og var skjult fra omverdenen, pressede han hende mod væggen. Nattens fangst var sexet og faldt lige i hans smag. Han kunne lige så godt hygge sig med hende, før han slog hende ihjel. Så han lod sine læber kærtegne hendes hals, mens hans hånd søgte ned mod hendes inderlår. Hun måtte være hurtig nu. Hvis han opdagede kniven, var hun så godt som død. Så hun rakte hånden ned efter hans skridt og tog hårdt fat, så han mistede fokus et enkelt øjeblik. I en hurtig bevægelse fik hun fat i kniven med sin anden hånd og borede det blanke sølvblad dybt i mandens hjerte. Han hvæsede smertefuldt, så de sylespidse hjørnetænder afsløredes, inden han fald til jorden med matte, røde øjne.

Jaine betragtede ham afventende et kort øjeblik, før kun konkluderede ham livløs. Hun bukkede sig ned og fiskede hans tegnebog og nøgler frem fra bukselommerne, stak dem i sin taske og vendte sig om for at forlade baggården, før nogen så hende, men hun var for langsom. Hun hørte fodspor runde hjørnet.

”Hey!” råbte vedkommende vredt, idet han så hende. Bag ham fulgte endnu en mand. De begge opfangede lynhurtigt situationen og gik til angreb på hende. Hun havde haft ret; der var mere end blot én vampyr på baren i nat. Hun bandede mentalt over, at hun ikke havde medbragt sin pistol. Hun måtte være forsigtig, men hurtig.

Jaine trådte tilbage og trak atter sin kniv frem. Idet de to mænd kom inden for rækkevidde, kastede hun sig til siden i et rullefald hen mod væggen, hvor hun med foden på væggen og hånden på jorden fik sat af i et spring. Hun kastede sig efter den nærmeste af de to fjender, hvis krave hun fik fat i. I farten borede hun kniven igennem hans ryg og lige ind i hjertet. Vampyren faldt til jorden. Jaine nåede ikke at lande, før den tredje vampyrs knytnæve kolliderede med hendes kæbe, og hun blev sendt med ryggen mod baggårdens modsatte væg.

”Hvem er du?” hvæsede vampyren og nåede hen til hende, før hun kom på benene. Selvom hun var vandt til, at vampyrerne slog igen med umenneskelig kraft, ville hendes krop aldrig vænne sig til smerten. Hun hostede bittert og prøvede at rejse sig, men vampyren pressede hende tilbage mod jorden med sin fod.

”Svar mig!” snerrede han. Jaine så køligt op på ham. Hun havde ikke i sinde at fortælle ham noget som helst. Hun smilede provokerende, så han ikke var i tvivl om hendes tanker. I vrede løftede han foden for at stampe den tilbage i maven på hende, men Jaine havde forudset hans træk og rullede til siden, idet vægten forsvandt fra hendes bryst. Før han nåede at trampe, lod hun kniven slide over hans bærende ankel, så han faldt i smerte. Han nåede ikke at komme op, før hun havde placeret kniven for hans hjerte. Vampyren stivnede og blev endnu blegere, end han allerede var.

”Jeg har hørt rygter om nogle forhandlinger mellem to af jeres regenter. Hvilke?” spurgte hun lavmælt med en tydelig hårdhed i stemmen. Vampyrens blik blev alvorligt.

”Det er ikke noget, der vedkommer dig,” svarede han med mindst lige så meget hårdhed i stemmen. Jaine sukkede og løftede kniven for at hugge til.

”Nej, vent!” bad vampyren ynkeligt, lige før hun ramte ham. Jaines indre himlede med øjnene. Uanset hvor hårde, de spillede, var vampyrerne lige så sølle som mennesker, hvis de blev presset nok.

”Jeg ved, at Soran er indblandet. Han er min herre,” kvækkede vampyren modvilligt. Jaine nikkede betænksomt. Soran var vist én af de nye vampyrregenter. Hun havde hørt lidt om ham.

”Tak for informationen,” svarede hun og færdiggjorde væsenet under sig med ét hug.

 

***

 

Jaine så sig i spejlet og bandede. Hun var heldig, for vampyrens slag havde ikke brækket hendes kæbe, men det store, mørkelilla mærke var stadig ømt og svært at skjule. Lige så vel var hun træt af at finde på troværdige undskyldninger, når folk spurgte hende, hvorfor hun havde sår og blå mærker rundt omkring. Hun kunne naturligvis ikke fortælle sandheden, så hun løj og sagde, at hun var faldet ned af trappen, gået ind i dørkarmen eller noget helt tredje. De andre fra klassen måtte efterhånden tro, hun var virkelig klodset og yderst sart.

Med et suk smurte hun en helende og kølende salve på kæben. Inderligt takkede hun atter Herbert for hans hjemmeblandede salve. Den gjorde helingen hurtigere og bedøvede samtidig såret eller mærket, så smerten ikke distraherede hende, i så fald hun igen skulle ende i kamp de følgende par dage. Den salve var guld værd for hende, havde hun afgjort. Hun måtte også snart aflægge Herbert et besøg. Bøtten med salve var ved at være tom, og hun havde kun fjorten sølvpatroner tilbage. Hvis hun skulle have håb om at overleve sin indblanding i vampyrregenternes sager, måtte hun være godt udstyret.

Jaine satte sig i sofaen og stirrede frem for sig, hvor hendes fjernsyn for nyligt havde hængt, men som hun måtte sælge for at få råd til månedens husleje. Nogle gange overvejede hun, om det virkelig var sådan, hun ønskede at leve. Det var farligt og smertefuldt. For knap tre uger siden kunne hun endelig tage gipsen af sin arm, der var brækket i kamp, fordi vampyren havde landet et spark direkte på knoglen. Hun kunne godt mærke, at hendes arm ikke var helt klar endnu, men hun måtte sidestille smerten til fordel for at nå sit mål. Indtil hendes arm var helet helt, måtte hun sørge for at ikke at presse sig selv for meget. Skulle hun kæmpe imod mere end et par vampyrer ad gangen, skulle hun helst sørge for at have sin pistol på sig. For meget nærkamp kunne være fatalt. I aften havde hun været heldig.

Med trætte øjne kastede hun en blik på væguret. Klokken var langt over midnat. Hun priste sig heldig over, at det var weekend. Hun havde ofte været på vampyrjagt i hverdagen og vidste, hvor udkørt hun var i skolen dagen efter. Desværre kunne hun heller ikke sove længe denne gang. Hun havde mere arbejde i morgen, for aftenens første offers lejlighed skulle gennemsøges for information om eventuelle planer mellem vampyrregenterne. Hun havde endda taget hans bil. Hun var ikke sikker på, hvad hun skulle bruge den til, eller om det overhovedet var sikkert for hende at køre rundt i den. Vampyrens bekendte ville nok snart regne ud, at han var blevet dræbt. Så ville det være mistænkeligt at benytte hans bil efterfølgende. Måske kunne hun sælge den. Hun kunne i hvert fald godt bruge pengene.

Jaine rejste sig og traskede tilbage ud på badeværelset for at børste tænder. Hvis hun havde tid i morgen, ville hun besøge Herbert. Ganske vist var hans butik lukket om søndagen, men Jaine var ingen ordinær kunde. Hun måtte komme uanmeldt hele ugen. Måske har Herbert endda en idé til, hvad jeg skal gøre med bilen, tænkte hun og så sig i spejlet. Hun havde mørke rander under øjnene, men ingen ville opdage dem, så længe hun havde mærket på kæben. Jaine vidste ikke, om det var godt eller skidt. Så trak hun på skuldrene og gik i seng.

 

***

 

”Deres Nåde!” udbrød en stemme fra rummets indgang. Nathaniel åbnede sine skarpe, dybt røde øjne og lod blikket følge den mand, der satte sig på knæ foran hans skrivebord.

”Tal,” bød den ældre vampyr og betragtede sin undersåt, der blev forlegen under regentens kolde blik. Mandens udtryk havde næsten afsløret dagens nyheder, før han havde åbnet munden. Nathaniel lod ham dog tale ud.

”Det virker til, at vi har en jæger på sporet af vores planer. I nat er tre af dine mænd blevet fældet af denne jæger,” fortalte undersåtten, hvis stemme blev svagere for hvert ord. Han var klar over, at regenten ikke ville syntes om denne nyhed. Nathaniel tog et øjeblik til at tænke. Stilheden gjorde undersåtten yderligere usikker.

”Kender I identiteten på denne jæger?” spurgte Nathaniel så. Hans ansigt foretrak stadig ikke en mine. Regenten havde håb om at få styr på sagen uden problemer.

”Desværre ikke. Hun har ikke vist sig på baren før. Men hun tog Khanals bil, da hun var færdig. Jeg kan spore den, hvis De ønsker, Deres Nåde,” svarede undersåtten ærbødigt. Dette var en fantastisk mulighed for at vise sin troværdighed over for regenten. Måske ville han endda blive belønnet for det.

”Find denne jæger og gør det af med hende. Lad det være et overraskelsesangreb. Og tilbagerapporter hendes identitet til mig, når du er færdig. Jeg vil vide hvad, der foregår.” Regentens ord var definitive. Der skulle ikke stilles spørgsmål. Undersåtten smilede indvendigt og knælede igen.

”Skal ske, Deres Nåde.” Så forsvandt han lige så hurtigt, som han var kommet. Nathaniel lænede sig tilbage i stolen og lukkede atter øjnene. Det var ikke tit, han hørte om vampyrjægere. Han havde i sine unge dage været med til at udrydde en stor del af dem i byen og omegn. Der kom dog altid nye til. Det var naturligt. Men denne gang var det meget pludseligt. Selvfølgelig var der sket dødsfald blandt hans mænd, men førhen havde han bedømt det som værende slagsmål mellem de andre klaner. Måske havde denne vampyrjæger været der længere, end han turde gætte på.

Han sukkede fornøjet. Det var også lige meget. Han havde mænd nok, og vampyrjægeren skulle han ikke tænke mere på. Han tvivlede på, at hun ville forudse og afværge den overraskelse, der ventede hende.

 

***

 

Jaine kastede et sidste varsomt blik tilbage over skulderen, før hun låste sig ind i vampyrens lejlighed. På dørskiltet stod kun initialerne K. J. W., men fra tegnebogen vidste hun, at vampyren hed Khanal James Willon. Det var et rettere usædvanligt navn, der ikke umiddelbart kunne tillægges en bestemt nationalitet. Hun antog, at det var en slags vampyrtradition. Hun havde aldrig haft bekendtskab til en vampyr før, så hun havde ikke æren af at kende mange vampyrnavne. Alle navnene, hun kendte, tilhørte nu døde skabninger, og majoriteten af disse navnene var ret usædvanlige. Et smil strejfede hendes læber kortvarigt. Hun selv havde også et ret utraditionelt navn.

Jaine genetablerede fokus og låste døren bag sig. Lejligheden var sparsomt indrettet, men der var ikke grimt. Det var tydeligt, at Khanal ikke havde nydt menneskelig underholdning, for der var hverken fjernsyn, bøger eller radio. Hun behøvede ikke at undersøge køkkenet for at vide, at køleskabet var tomt. Hun forsøgte at bevæge sig rundt så lydløst som muligt, imens hun lyttede. Risikoen for, at Khanals artsfæller ventede på hende for at give hende en straf for nattens aktiviteter, var stadig for stor til, at hun ville afsløre sig selv uden omtanke.

Med pistolen trukket undersøgte hun hele lejligheden og de steder, hvor man kunne gemme sig. Samtidig trak hun gardinerne fra alle vinduerne, så sollyset strømmede ind i lejligheden. Nu ville ingen vampyrer komme frem. Da lejligheden kunne konkluderes tom, begyndte hun at rode rundt i skuffer og skabe. Hun vidste ikke helt, hvad hun ledte efter. Det mest sandsynlige ville være nogle dokumenter eller eventuelt en kontrakt; et håndgribeligt bevis på, at der skete forhandlinger mellem Soran og en anden vampyrregent – og også gerne med detaljer om hvem.

Det tog ikke mere end tyve minutter at lede hele lejligheden igennem. Hun fandt inden hemmelige rum under gulvtæpperne eller bag kommoden. Der var intet brugbart i lejligheden.

Hun bandede mentalt, da hun forlod lejligheden igen. Selvfølgelig kunne hun ikke være sikker på, om Khanal overhovedet tilhørte en vampyrklan, eller om han var herreløs. Men så længe, hun ikke kunne forhandle eller dele oplysninger med en kilde inden for vampyrmiljøet, måtte hun selv opsnuse sig spor. Et sted skulle hun jo starte.

Da Jaine havde forladt bygningen, overvejede hun, om det overhovedet var smart af hende at tage bilen med sig igen. Vampyrerne kunne bruge den til at finde frem til Khanals morder. Måske havde hun været dum at tage den med hjem i det hele taget. Men hun ville ikke være endnu dummere og tage den igen. Så hun smed Khanals nøgler i hans postkasse og tog bussen direkte ud til byens vestlige del, hvor Herberts butik, Herbs, lå.

 

***

 

Jaine kunne ikke helt undertrykke sin skuffelse over dagens resultater, da hun ringede på døren, og Herbert lukkede op. Den ældre herre havde kendt hende, siden hun mistede sine forældre, så han kunne se lige så snart, noget var galt. Oven i det havde hun et stort, blåt mærke på kæben. Der var uden tvivl en del, de skulle snakke om.

”Kom indenfor, Jaine, min pige,” bød Herbert med et bekymret smil og lod Jaine træde ind. ”Jeg sætter te over. Sæt dig bare ind i stuen.” Det var ved at være flere måneder siden, Jaine havde besøgt sin ven, men alting var, som det plejede. Der gik tre minutter, inden den ældre herre gik ind i stuen med en bakke i hænderne. Han satte sig i sofaen over for hende og satte bakken på bordet, og Jaine rakte straks ud efter en af Herberts hjemmebagte lavendelsmåkager, som hun elskede trods den lidt specielle smag.

”Nu må du hellere fortælle mig hvad, der nager dig sådan,” begyndte Herbert med et smil og skænkede den unge kvinde te. Jaine sukkede og lænede sig tilbage.

”I den periode, hvor jeg stadig havde gips på armen, foretog jeg informationsindsamling rundt omkring i byen. Jeg fik flere gange nys om et samarbejde mellem to af vampyrregenterne, og i går fik jeg fortalt, at Soran er én af de to. Jeg er naturligvis klar over, at min kilde ikke nødvendigvis var helt pålidelig, men jeg er stadig overbevist om, at noget foregår.” Herbert pegede stumt på Jaines kæbe, og hun nikkede sigende. Så behøvede han ikke vide mere.

”Har du nogen idé om, hvad de to regenter planlægger?” spurgte den gamle og drak af sin kamillete. Jaine rystede på hovedet.

”Jeg har været vidne til en del kampe mellem de forskellige vampyrklaner, så jeg tror, der er strid. Måske er det en alliance, der er ved at blive formet – og derfor muligvis også en krig, der er ved at starte.” De begge vidste, at hvis det var krig, der var tilfældet, tegnede det ikke godt. Især ikke for menneskerne. Herbert nikkede betænksomt og tog endnu en slurk.

”Hvad vil du gøre, hvis det er en krig?” spurgte han så. Jaine stivnede ved tanken. Ja, hvad ville hun egentlig gøre? Der var altid stridigheder blandt de fem vampyrklaner, og havde de til hensigt at skade hinanden, så kunne hun hverken tale eller dræbe sig til en anden holdning hos alle fem. Hun kunne ikke lege diplomat, og hvis hun begyndte at dræbe vigtige personer fra klanerne, ville de bare beskylde hinanden og blive endnu mere oprevet. Der var kun to muligheder, der viste sig for hende; enten skulle hun spolere alle de forhandlingsmøder, der blev arrangeret blandt de fem klaner, eller også skulle hun dræbe de fem regenter, så nyt blod kom til tronerne, og derved håbe på, at ingen af dem havde krig i tankerne.

Hun lænede sig tilbage i sofastolen og trak vejret dybt, mens huns tirrede tomt ned i sin te.

”Jeg ved det ikke. Der er ikke ret meget at gøre, når de er fast besluttet på at bekrige hinanden,” mumlede hun endelig. Herbert nikkede med.

”Om ikke andet må du vente med at tage en beslutning, indtil du ved, hvad de har i sinde. Du kan jo ikke vide, om det blot er økonomiske forhandlinger, de planlægger.”

”Naturligvis ikke. Men det ville bare være mærkeligt med så meget omtale om noget så basalt, synes du ikke?” spurgte hun tilbage og greb ud efter endnu en lavendelsmåkage.

”Enig,” nikkede den gamle. ”Men drik nu op. Vi kan snakke mere om det, når du har fået mere information. Du skal vel også have mere udstyr, hm? Det er ved at være noget tid siden sidst. Har du smurt salve på din kæbe?” Jaine nikkede og smilede over den gamles pludselige emneskift.

”Jeg mangler patroner og en salve. Og så kunne jeg godt bruge ti flasker vievand, hvis du har fået det tilbage på lager.”

”Naturligvis, naturligvis,” sagde Herbert og drak sin sidste te. ”Kom, skynd dig. Jeg har to nye varer, du nok vil være interesseret i.” Jaine slugte den sidste te i en stor mundfuld, stoppede to småkager i lommen og fulgte Herbert ud gennem baggangen, der førte ind til butikken. Herbert havde været så smart at dele sit hus op, således fordøren førte ind i butikken, mens bagdøren førte ind til hans hus. En skillevæg delte butik fra hjem, men en dør forbandt dem, så Herbert var fri for at gå uden om bygningen, når han skulle arbejde i Herbs.

Herbert låste dem ind i butikken, og de drejede af og gik ned i kælderen, hvor den gamles personlige værksted var. Jaine lo ofte af rummets navn, idet hun bestemt mente, det da måtte være et laboratorium med alle de kemiske eksperimenter, Herbert havde udført dernede i tidens løb.

Jaine bemærkede en meget stærk lugt af hvidløg, da de havde låst sig ind i værkstedet.

”Ja, du får en forklaring om lidt,” sagde den gamle muntert og vidste, hvad hun tænkte. Han fandt en kasse frem og stillede den på bordet foran hende. ”Jeg har eksperimenteret med at lave nervegas, der kun skulle påvirke vampyrer, så jeg tænkte, at hvidløgsgas var svaret. Og som du kan lugte, har jeg afprøvet én hernede. Det er nu fire dage siden.”

”Effektivt,” lo Jaine. Så tog Herbert fat i en sølvfarvet genstand, og det morsomme udtryk forsvandt fra hans ansigt.

”Disse er til gengæld tæskefarlige, også for dig selv,” fortalte han og rakte hende tingen. ”Det er sølvgranater. Som navnet antyder er det granater bare med sølvsplitter i. Det kan du også dø af.” Jaine nikkede forstående og lagde granaten tilbage i kassen.

”Røgbomberne har jeg selv kreeret, så de er stadig på forsøgsstadiet. Men granaterne har jeg bestilt udenlandsk, så jeg ved, de virker. Dem tager du dig altså i agt for.” Hans stemme var alvorlig, og Jaine vidste, at hun uden tvivl ville bruge dem med omtanke. Herbert fortsatte: ”Du får tre granater og otte røgbomber. Brug røgbomberne så tosset, du vil. Hvis de ikke ser ud til at virke, så kast én mere. Så skal jeg nok regulere på styrken i næste produktion. Men de granater bruger du kun, hvis det er absolut nødvendigt.”

”Jeg lover at være varsom,” forsikrede hun ham. Smilet på den gamles ansigt afslørede, at han stolede på hende. Han klappede hende på skuldren og pakkede de aftalte våben ned i en pose sammen med en salve og ti glas med vievand.”

”Hvor mange patroner mangler du?”

”Jeg har fjorten patroner inklusiv de seks, der allerede sidder i.”

”Du får otteogfyrre i dag. Så må du komme igen, når du mangler. Jeg har ikke voldsomt mange patroner tilbage. Jeg må bestille flere næste måned,” mumlede manden og lagde to pakker patroner ned i posen til det andet. Han så hurtigt op på Jaine, smilede betænksomt og lod endnu en bøtte salve glide ned i posen. Jaine trak på smilebåndet over den gamles humor. Hvor var hun glad for, hun havde lært ham at kende.

”Hvad skylder jeg dig?” spurgte hun, da de forlod butikken og låste af.

”Jeg har en græsplæne, der trænger til at blive slået. Og så kunne jeg godt bruge noget assistance i butikken, når jeg får bestilt flere varer hjem,” fortalte han, mens de gik ind mod stuen igen.

”Vil du have ordnet haven nu? Jeg har ikke andre planer for i dag,” sagde hun med et taknemmeligt smil. At ordne have og hjælpe til i butikken var intet i forhold til alt det arbejde og de penge, Herbert lagde i det udstyr, han regelmæssigt skaffede hende. Hun kendte ingen med så stort overskud. Efter hans kones død fire år forinden var Jaine den sidste, han havde tilbage. Han selv havde aldrig fået børn, og hans storebror var gået bort mange år, før Jaine blev født. Da Jaine som tolvårig havde opsøgt butikken i ren og skær nysgerrighed, var de blevet venner for livet, og de betragtede hinanden som bedstefar og barnebarn, selvom han ikke var mere end fyrre år ældre end hende. Han havde desuden hjulpet hende med at finansiere hendes lejlighed, da hun var gammel nok til at flytte fra sin værgefamilie.

”Gerne for mig,” svarede den gamle med et smil. ”Men så vil jeg gerne byde på aftensmad i dag, for der er meget at lave derude, så du har næppe tid eller energi til at tage hjem og lave noget ordentligt.” Jaine gav Herbert et hurtigt kram, tog en småkage i munden og gik ud i haven.

 

***

 

Jaine fortrød, hun ikke havde beholdt bilen lidt endnu, da hun sent om aftenen traskede hjem. Som Herbert havde advaret hende om, havde arbejdet i haven været omfattende. Hun havde slået græsset, klippet hækken og luget i bedene, som efterhånden var mere tilvokset end græsplænen selv. Ved arbejdets ende var hendes for nyligt brækkede arm begyndt at værke smertefuldt, så Herbert havde bedt hende stoppe. Han skulle nok tage resten selv, havde han sagt med et bekymrende smil.

Da Jaine låste sig ind i lejligheden, standsede hun pludseligt. De små hår i nakken rejste sig, og hun spekulerede op, hvorfor der var så køligt indenfor. Sa gabte hun og tænkte, at hun nok bare var træt. Hun låste døren bag sig og lagde sin taske og posen med våben og salve på sofabordet, inden hun fortsatte ud i køkkenet for at tage et glas vand. Hun var udmattet og besluttede sig for at gå direkte i seng, selvom klokken endnu ikke havde passeret halv elleve. Hun skulle op i skole og kunne ikke tillade sig at sove længe.

Men tunge fødder og dybe suk slæbte hun sig ud på badeværelset, hvor hun tog et hurtigt brusebad og børstede tænder. Da hun gik ind på værelse, fandt hun årsagen til kulden. Vinduet stod åbent. Med knyttede bryn gik hun hen og lukkede det. Jeg er helt sikker på, jeg lukkede det, inden jeg tog afsted i morges, tænkte hun mat. Med et skuldertræk besluttede hun sig for, at det nok var blæst op. Det hændte af og til.

Med trætte øjne så hun ud over byen. Hendes lejlighed lå på femte sal, så hun havde en udmærket udsigt. Der var altid så pænt om natten, når byens nattelys tændtes, og månen hang stor og bleg midt på himmelen.

Mens hun stod og tænkte, bemærkede hun ikke sin refleksion, der bevægede sig. Hun gabte og skulle til at vende sig om, men så langt nåede hun ikke. Før hun registrerede det, greb nogen fat i hende bagfra og satte tænderne i hendes hals.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...