Blodrosen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Lige siden hun som barn vidnede til det brutale mord på sine forældre, har Jaine dedikeret sit liv til at opsøge og nedkæmpe de vampyrer, der tilhører storbyens fem vampyrklaner, i sin søgen efter den vampyrregent, der beordrede hendes forældres død. Imens er der diplomatiske problemer imellem vampyrklanerne, der opruster sig til krig, og da Jaine blander sig, bliver hun fanget i midten med ultimatummet: døden eller et evigt liv. Det bliver den sværeste beslutning nogensinde, men måske er det netop dét, der skal til, før hun finder sine forældres morder. Men intet er gratis, og i sin søgen må Jaine opgive meget mere end blot sin menneskelighed. [Advarsel: Indeholder seksuelle temaer].

8Likes
4Kommentarer
620Visninger
AA

4. I mørket

 

”Klar til fest i morgen?” spurgte Kat med et smil, da hun sammen med Jaine forlod skolens grund. Jaine nikkede fraværende. Egentlig havde hun kun tænkt på diplomatmødet hele ugen. Alle tanker om festen var blevet glemt, men nu, hvor hun kom i tanke om den, glædede hun sig faktisk. Det var en god anledning til at slappe af og more sig, inden det vilde arbejde pressede sig på.

”Fandt du egentlig ud af, hvornår festen starter?” spurgte Jaine og begyndte så småt at komme i festhumør.

”Ja, vi mødes og griller klokken seks,” svarede veninden, der selv var helt oppe og ringe over festen. Ganske vist blev de kun fem, men det var hendes bedste venner, så det kunne ikke undgå at blive hyggeligt. Kat smilede ved tanken, og Jaine kunne ikke lade være med at smile med.

”Vi ses i morgen,” sagde Kat, da de nåede til busstoppestedet, og Jaine standsede. Kat vinkede og fortsatte videre.

”Ja, vi ses i morgen, Kat,” svarede Jaine og hoppede på bussen, der havde standset foran hende.

Turen hjem brugte Jaine på at overveje, hvorvidt hun skulle tage ud i byen og håbe på at få fat på et par vampyrer, eller om hun skulle springe over denne gang og gemme energien til festen om lørdagen og diplomatmødet om søndagen. Hun vidste godt, det sidste lød mest fornuftigt, men hun var for indstillet til fest til bare at kunne sidde hjemme og trille tommelfinger, nu hvor fjernsyn var en mangelvare hos hende. Skulle hun tage hjem og besøge Herbert igen?

Bussen stoppede foran Jaines lejlighedskompleks, og hun hoppede af. Måske skulle hun bare handle ind og gøre rent. Det trængte der til. Hun låste sig ind i lejligheden og så sig omkring. Nej, det var egentlig ikke så slemt, afgjorde hun. Det kunne godt vente en uge mere. Hun smed skoletasken på stuegulvet og lagde sig i sofaen, lukkede øjnene. Hun kunne jo også tage i byen og feste uden at slå vampyrer ihjel, kunne hun ikke? Eller var hendes arbejde blevet for omfattende til, at hun kunne ignorere vampyrerne, når hun først havde fået øje på dem? Hun vidste det ikke.

Hvad ville hun egentlig gøre, nu hvor hun kendte lokationen på to vampyrskjulesteder? Hun var vokset op med målet at udrydde så mange vampyrer, hun kunne, og samtidig få hævn for sine forældres død. Kunne hun leve med sig selv og tanken om, at hun kendte flere af vampyrernes tilholdssteder, uden hun straks søgte derned for at dræbe dem? Det var et spørgsmål om at finde grænsen mellem pligt og etik. Egentlig var det heller ikke fair, at hun slog alle de vampyrer ihjel, når kun én af dem var skyld i hendes forældres død. Resten havde hun i grunden ikke noget at gøre med. Hun var vokset op med en vrede over for nattens væsener, og derfor virkede det naturligt for hende at holde antallet af dem nede. Hun vidste dog, hun ikke kunne blive ved resten af sit liv, hvis hun overhovedet levede så længe. Det vigtigste var at få ram på hendes forældres morder, og så kunne resten være lige meget.

Bag sine lukkede øjenlåg kunne hun svagt erindre vampyrens ansigt. Da han angreb hende den aften, hendes forældre blev dræbt, havde hun set ham dybt i de smalle, røde øjne. Hun kunne huske, hvordan hendes vejrtrækning var standset ved synet af dem. Deres umenneskelighed havde skræmt hende. De øjne kunne hun aldrig glemme, selvom det nu snart var syv år siden. Hun ville kunne genkende ham ved første øjekast, og hun ville satse sit liv på at ende hans. Han havde bare ikke vist sig for hende endnu. En bitter mine foretrak sig på hendes ansigt. Hun havde en fornemmelse af, hun snart ville stå ansigt til ansigt med ham. Så skulle det vise sig, hvor langt syv års træning ville føre hende, og om hun ville stå tilbage med en bittersød sejr eller ej.


 

***


 

Luften omkring hende var kold. Hun vidste, hun burde fryse, men efter elleve dage i cellen havde hun affundet sig med kulden. Hun blev nødt til at ignorere de isnende kolde sten under sine fødder og bag sin ryg, hvis hun skulle overleve længe nok til, hun blev hentet op. Et bittert smil krydsede hendes ansigt. Trods mange timers overvejelse vidste hun endnu ikke, hvad hun helst foretrak. Faktisk vidste ingen af dem helt præcist hvad, der skete, når de blev hentet. Hun vidste bare, at de fleste skreg i rædsel, når de blev trukket med op af den mystiske mand.

Hendes ånde frøs fast i hendes lunger, idet lyden af den tunge trædør, der blev skubbet op, ekkoede igennem gangen og trængte ind i de mange celler. Folk stilnede og stivnede i rædsel. Han kom ned tre gange om dagen; én gang for at kaste tørret brød og stille en spand vand til dem, og to gange for at hente en tilfældigt udvalgt kvinde. Uvisheden var den værste, for de vidste aldrig, hvornår han gjorde hvad. Hun vidste det dog godt denne gang, for de havde allerede fået mad for i dag. Med mindre han kom med nye fanger, var der kun én mulighed tilbage.

Meredith krøb tættere på hende, så hun nærmest blev skjult i hjørnet. Kvinden tog hendes hånd i sin og klemte, og der herskede ingen tvivl om, hvor nervøs hun var.

”Hør på mig, Aila. Det skal nok gå,” hviskede Meredith med en tone, der længtes efter den ægte følelse af håb. Uanset hvor meget hun ønskede at tro på det bedste, vidste hun, at de alle skulle dø. Det gik aldrig. Enten ville de dø af kulde, sult, eller også blev de slæbt med ovenpå. Ingen var nogensinde kommet tilbage derfra.

Selvom Aila intet kunne se, fornemmede hun det øjeblik, manden passerede deres celle. Alle holdt vejret ubevidst, og Merediths hånd knugede om hendes, så den smertede, men Aila sagde intet. Havde man først fanget mandens opmærksomhed, var man dømt til at blive den udvalgte.

Ailas hjerte sank ned i maven, da hun hørte lyden af en nøgle, der blev drejet i låsen til den celle, hun sad i. Der var syv i hendes celle. Om lidt ville der kun være seks.

Der var helt stille, da manden trådte ind iblandt dem. Aila kunne høre, hvordan samtlige kvinder og piger pressede sig op ad væggen i et umuligt forsøg på at gå i ét med den. Hun hørte gisp og vidste, at manden nu havde udvalgt sig den, der skulle med. Da mærkede hun, hvordan Merediths hånd blev flået fra hendes. Alt gik i stå.

Meredith. For alt i verden ikke Meredith.

”Aila,” hviskede Meredith med en stemme, der indeholdt lige så meget sorg, som den indeholdt frygt. Pigen greb ud efter den ældre kvinde, men hun var allerede for langt væk. Aila faldt med ansigtet mod gulvet.

Nøglen blev igen drejet i låsen, og lyden af to sæt fødder blev svagere for hvert øjeblik nu. Meredith skreg ikke. Hun hulkede blot. Hun var stærk; stærkere end de fleste andre, der var blevet taget i løbet af de elleve dage, hun og Aila havde været der.

Den tunge trædør blev smækket i og låst, og total stilhed faldt over cellerne. Det eneste, der kunne høres, var Ailas gråd imod stengulvet.


 

***


 

”Tillykke med fødselsdagen på mandag!” hilste Jaine og Kat i kor, idet Emilia åbnede døren. I baggrunden hørte de musik og Jonas og Alexander, der besværet prøvede at overdøve den med deres nørdede samtale. Emilia smilede, gav dem hver især et kram og inviterede dem indenfor.

”Jeg er skrupsulten,” sagde Kat og rakte fødselaren gaverne. ”Er grillen tændt?”

”Naturligvis. Min far tændte den, før han tog af sted,” svarede Emilia, der var glad for at have huset for sig selv og sine gæster hele aftenen.

Pigerne fulgtes ind i stuen, hvor de to nørder sad og talte med store armfagter. Jaine himlede med øjnene. Trods flere forsøg havde de ikke kunnet afgøre, hvorvidt Xbox eller computere var bedst at spille på. Jonas var ihærdigt i gang med at prøve at overtale Alexander, der stod fast ved sin beslutning.

”Hej,” hilste Jaine og afbrød diskussionen til fordel for Jonas, der nu var ved at løbe tør for argumenter. De to vendte sig mod hende med hver deres drengede smil.

”Hey,” svarede Jonas kort. Alexander rakte hånden frem.

”Hej Jaine. Det er lang tid siden sidst,” sagde Alexander. Jaine gav ham et fast håndtryk og smilede.

”Ja, Emilia har jo kun fødselsdag én gang om året,” lo hun og slog sig så ned i den anden sofa.

”Ganske rigtigt,” svarede Alexander og lo med. ”Det er ellers en skam.” Jaine nikkede. Selvom hun kun havde kendt Alexander i halvandet år, havde hun snakket en del med ham, når de endelig mødtes. Hun havde før overvejet, hvorfor de ikke hang ud sammen i fritiden.

”Kom med ud. Grillen er klar,” annoncerede Emilia, da hun passerede dem på vej ud gennem terrassedøren. Nå ja, tænkte Jaine. Jeg vil ikke risikere at ødelægge det mellem ham og Emilia. Jaine måtte indrømme, hun havde haft følelser for Alexander, før hun fandt ud af, at han og Emilia var ved at stable et forhold på benene. Derefter havde de mistet næsten al kontakt. Det var nok også det bedste, havde hun tænkt. Hun ville ikke kunne have en kæreste og samtidig vedligeholde sine nuværende natlige aktiviteter.

Folk rejste sig fra sofaerne og fulgte værtinden ud på terrassen, hvor de satte sig ved det festligt dækkede bord. Vinden førte grillens røg lige hen i hovedet på Kat, der nøs, så alle lo. Jaine smilede. Alt det med Alexander var også lige meget. Hun kunne godt lide sit sociale liv, som det var nu. Der var ingen grund til at ønske det anderledes.


 

***


 

Da klokken rundede tolv, var Jaine allerede godt beruset. Der var skruet op for musikken, og overalt på bordene stod flasker med alkohol. Maden var for længst pakket væk, og Jaine var sikker på, at størstedelen af hendes mavesæk var fyldt med væske. Hele hendes krop føltes let og elegant, og hun kunne slet ikke forstå, hvorfor hun stødte sin skulder mod Alexanders i gangen på vej til toilettet, for hun var overbevist om, hun havde givet ham nok plads til at passere. Ved sammenstødet formåede hun at snuble over en støvle, og hun drattede mod gulvet med høj fart. Da hun lå med næsen presset mod trægulvet, kunne hun ikke lade være med at grine ad sig selv. Alexander, der selv havde drukket lidt, var sen til at reagere.

”Det må du undskylde,” sagde han og rakte hånden ned for at hive hende på benene. ”Nu slog du dig vel ikke?” Jaine rullede om på siden og greb hans hånd. På ret uelegant vis kom hun op at stå.

”Overhovedet ikke,” sløsede hun. ”Jeg er vant til at slå mig. Det gør mig intet.” Han sendte hende et smil og nikkede.

”Pas på skoene, når du går tilbage. Vi kan ikke have, du brækker armen igen,” sagde han drillende og gik videre ind i stuen. Det tog Jaine et øjeblik at huske, hvad hun skulle, før hun fortsatte mod toilettet.

Da hun kom tilbage, stod Emilia og Kat på bordet og dansede, så lamperne svajede omkring dem. Jonas sad med panden mod bordkanten og sov. Musikken overdøvede hans fulde snorken. Jaine kunne ikke lade være med at trække på smilebåndet ved synet. Jonas var en festabe, men han blev hurtigt træt med alkohol i blodet. Kat var altid med på den værste og havde sandsynligvis være den, der havde foreslået, de skulle danse på bordet.

Jaine satte sig ned i sofaen over for Alexander og åbnede en ny øl. Denne skulle være aftenens sidste genstand. Hun vidste med sig selv, hun havde svært ved at sætte grænsen og altid endte med at drikke for meget. Det var vigtigt, hun var frisk dagen efter. Så hun måtte hellere stoppe, mens hun stadig kunne tænke nogenlunde klart.

Alexander sad selv med en øl i hånden og havde lænet sig tilbage i sofaen. Hans brune øjne fangede hendes grønne med et udtryk, hun ikke genkendte. Hans læber bevægede sig, men musikken var for høj til, at Jaine kunne høre ham. Hun trak sigende på skuldrene, og Alexander smilede betænksomt. Med et nik signalerede han, at hun skulle følge med ham, og uden videre tanke rejste hun sig fulgte efter, da han forlod stuen. De gik ud i forgangen og fulgte trappen ovenpå. Overetagen var mørklagt, og hverken Jaine eller Alexander gad bruge tid på at famle efter kontakten. I stedet greb Alexander Jaines hånd og trak hende med ind på Emilias værelse. Jaine tænkte ikke nærmere over den udsædvanlige berøring. Stumt fulgte hun med ind og så til, mens Alexander lukkede døren bag dem.

”Hvad så?” spurgte hun og nød, at man kunne høre sig selv tale heroppe. Alexander så hende igen i øjnene med det udtryk, hun fandt ukendt. Så trak han hende mod sig og kyssede hende. Først var hendes øjne vidt åbne af overraskelse, men snart lukkede hun dem og kyssede ham igen med næsten lige så meget iver. Hans tunge var våd og blød, og hans ånde lugtede af øl ligesom hendes. Hendes indre fyldtes med varme et kort øjeblik, inden hun indså, hvad de havde gang i. Hun slap hans læber og drejede ansigtet væk.

”Alex,” sagde hun hæst. ”Dette går altså ikke. Det ved du også godt.” Alexanders udtryk blev hårdt.

”Jeg kan virkelig godt lide dig, Jaine,” svarede han og lagde armen omkring hendes liv for at trække hende tættere på sig igen.

”I lige måde. Men du er kæreste med min bedste veninde. Det ville aldrig gå,” påpegede hun og skubbede sig væk fra ham. Hans udtryk afslørede, at han ikke havde givet op endnu. Det kom derfor ikke bag på Jaine, da han tog fat i hendes håndled og skubbede hende ned på sengen. Straks forsvandt al tågen fra hendes sind. Hun reagerede instinktivt. Hurtigt vred hun sine hænder fri fra hans og tvang ham ned på sengen, hvor hun vred hans arme om bag på hans ryg på en blid, men advarende måde. Hun ville ikke skade ham, men han skulle vide, at hun stod fast i sin beslutning.

”Opgiv nu. Hvis du fortsætter, må jeg tage en snak med Emilia. Det er ikke dét værd,” fortalte hun og prøvede at lyde kold, men hun kunne ikke benægte, at tiltrækningen var gensidig. Alexander sukkede og brummede. Jaine slap ham og forlod værelset uden at se sig tilbage. Hun kunne høre, at han blev liggende på sengen.

Da hun var tilbage i stuen, signalerede hun til de stadigt dansende piger, at hun ville tage hjem. Emilia hoppede ned fra bordet og fulgte hende ud i gangen.

”Er du dårlig?” sløsede hun og lignede én, der selv var på grænsen til at kaste op. Jaine kunne ikke fortælle hende sandheden. Ikke i dag.

”Lidt. Og jeg er virkelig træt.” Emilia stirrede ligeud i et par sekunder, før hun registrerede Jaines ord. Så nikkede hun.

”Hvor er Alex?” spurgte hun så og kastede et blik tilbage i stuen. Først nu havde hun indset, hendes kæreste ikke sad i sofaen, hvor hun sidst havde set ham.

”Jeg tror, han sover. Han er vist oppe på dit værelse.” Et perverst smil krydsede Emilias læber, og hun gav Jaine et hurtigt kram, før hun forsvandt ovenpå. Jaine lyttede efter, om en konflikt ville opstå, men da hun ingen stemmer hørte, tog hun sin jakke og gik hjem.


 

***


 

Jaine turde næsten ikke kigge på sit ur. Hun vidste, klokken havde rundet midnat for længst. Nattens mørke hang ildevarslende over byen, og luften var så kølig, at hun kunne ane sin ånde foran sig. Hun skuttede sig og trak jakken tættere om sig. Gåturen fra Emilias hus var lang, og hun fortrød, hun ikke havde ventet på bussen i stedet. Så havde hun ligget i sin seng nu. På den anden side vidste hun også, at hun ikke var i stand til at falde søvn endnu. Aftenens hændelser hang som en tåge af ubehagelighed over hendes sind. Hun havde nogle ting at afklare med sig selv, før hun kunne se Emilia eller Alexander i øjnene igen.

Emilia og hendes forældre boede i samme bydel som Herbert, så Jaine kendte vejen hjem derfra. Den var lang og gik igennem byens midte, men hun kendte en vej udenom, så hun undgik nattemylderet i og omkring barerne, diskotekerne og casinoerne. På denne tid af døgnet blomstrede midtbyen og lyste op som julelys i mørket. De fleste uheld og overfald skete i midtbyen, selvom vampyrer oftest holdt sig til de mindre befærdede steder. Det var ikke nattens væsener, hun frygtede; de havde alle samme mål, hvilket Jaine kendte bedre end nogen anden. Mennesker var derimod utilregnelige. Det havde Alexander allerede bekræftet.

Ved hovedgaden rundede hun hjørnet, der førte hende igennem et af byens mindre shoppingstræder. Hun ænsede de mange lukkede caféer, bagere og blomsterhandlere ud af øjenkrogene, men aldrig tabte hun fokus fra gruppen af unge, der stod lænet op ad en af bygningerne. Jaine kunne lugte hashrøgen, før hun kunne se de mange ansigter klart. Deres hvisken døde ud, mens hun passerede dem, og flere drejede hovedet for at følge hende med øjnene. Hun så ikke på dem, men det var hende stadig tydeligt, at hun havde fanget interesse. Ubevidst knyttede hun sine hænder i lommerne og satte farten op. Lige inden hun rundede det næste hjørne, opfangede hun lyden af hæs latter og en flaske, der smadredes imod brostenene.

”Sig mig engang – ignorerer du os, smukke?” hvislede en stemme bag hende. Vedkommende var meget tættere på, end hun brød sig om, men hun nægtede at lade sig chikanere af en fremmed, for slet ikke at tale om at slås med en. Alkoholen, der endnu havde et fast tag om hendes sind og krop, gjorde præcision svær at beherske. En forkert bevægelse eller for meget styrke kunne let resultere i en alvorlig kvæstelse, og med så mange vidner ville hun aldrig slippe fri fra voldssagens fangarme.

I stedet blev hun enig med sig selv om, at hun fortsat måtte ignorere den unge mand. Hvis han var tilpas blæst, ville han snart miste interessen og glemme alt om hende. Hvis ikke, måtte hun føre ham hen i en gyde og give ham samme behandling, som Alexander kort forinden havde fået. Men hun undlod helst.

Ordløst fortsatte Jaine fremad med lange skridt. Selvom hendes sanser var slørede, var hun sikker på, hun stadig blev forfulgt. Hun havde dog ikke lyst til at kaste et blik tilbage over skulderen. Ignorering var den bedste løsning.

”Hvorfor har du så travlt, babe?” vedblev den unge mand, denne gang endnu tættere på. Jaine mærkede adrenalinen pumpe igennem systemet, så hendes fingre sitrede efter kamp. Hvorfor kunne han ikke bare lade hende være? Det var en meget dum idé at provokere eller true et menneskeligt våben, der besad evnen til at dræbe hurtigere og mere effektivt end de fleste.

Men heldig var Jaine ikke altid. Inden hun nåede det næste gadehjørne, mærkede hun, hvordan bagsiden af hendes læderjakke blev flået op. Chokeret vendte hun sig rundt og mødte en ølflaske, hvis bund vare slået af. De ru glaskanter glimtede i månelyset, da manden stak flasken op til hendes ansigt.

”Du skal ikke spille dyrebar over for mig,” brummede den fremmede mørkt og gav mine til at ville svinge sit våben igen. Natteluften havde klaret Jaines tanker for længst, men den nye situation slog for alvor koldt vand i hendes blod. Øjeblikkeligt kastede hun sig baglæns mod fliserne, stødte af med hænderne og kastede sig selv tilbage i en saltomortale, så hun landede stabilt på jorden – troede hun. Alligevel fik alkoholen hende til at miste fodfæste og glide, så hun slog hovedet mod de store brosten. Før hun kom på benene, havde manden sat sig til rette oven på hendes torso og stukket flasken tilbage mod hendes kind.

”Du er ikke så hård, når du først ligger ned, hva'?” fnøs han og slog en arrogant latter op. Bag ham nærmede et par af hans kompagnoner sig ved udsigten til morskab i en eller anden form. Præcist hvilken var Jaine endnu usikker på. Men hun havde ikke i sinde at udgøre nogen form for ønsket underholdning.

I hans svage øjeblik tog hun fat om hans håndled og vred til, så han mistede grebet om flasken. Den splintredes ved hendes skulder, og hun måtte vende ansigtet væk for at undgå flyvende glasskår. Manden hvæsede ad hendes overraskende smertefulde greb, og hans frie hånd knyttedes i hendes korte hår, så han kunne banke hendes baghoved tilbage mod stenene. Et øjeblik sløredes alting for hendes øjne.

Jeg kan ikke give op nu. Mødet er så tæt på, fortalte hun sig selv inderligt og samlede atter fokus.

Med et dybt brøl fik hun mast et ben ind foran hans krop, og med det pressede hun ham af sig, så han rullede om på brostenene. Modvilligt slap han hendes hår og forsøgte at få fodfæste, mens Jaine rullede væk fra ham og selv kæmpede sig på benene.

Inden hun skulle til at løbe, blev hun dog grebet bagfra af de to andre, der var kommet for at deltage. Hurtigt nikkede hun den ene en skalle, så han omgående tumlede mod væggen bag sig. Den anden sendte hun et cirkelspark, så også han mødte stenenes hårde overflade.

I mellemtiden var den første fremmede kommet på benene igen, men da han indså, hvilken styrke Jaine i virkeligheden besad, besluttede han sig for at træde tilbage og lade hende slippe. Da hun passerede, spyttede han dog efter hende, og klatten ramte hendes jakkeærme. Lige som hun var fristet til at vende om og sende ham en knytnæve i ansigtet, lød politisirener i en nær gade.

”Fuck,” hvislede den fremmede, og Jaine fortsatte hurtigt fremad mod en smal sidegade, der førte hende til boligkvarteret på den anden side af shoppingstrædet. En vis lettelse strøg dog over hende, da hun for sidste gang kastede et blik tilbage og opdagede, at de to faldne unge var ved at komme på benene og storme væk fra gerningsstedet. Forhåbentligt løb de hurtigere, end politiets motorcykler kunne manøvre igennem de mange gader.

Da hun nåede til den anden side, hvor gadelygternes gule lys ramte hende, satte hun farten ned og åndede op. Med øjnene mod månen lod hun en hånd børste igennem det vildfarne hår.

Sikke en skodaften, sukkede hun indvendigt og rørte forsigtigt ved den bule, der allerede var ved at forme sig på hendes baghoved. Hvis uheldet følger mig i morgen, så er jeg så godt som død allerede.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...