Blodrosen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Lige siden hun som barn vidnede til det brutale mord på sine forældre, har Jaine dedikeret sit liv til at opsøge og nedkæmpe de vampyrer, der tilhører storbyens fem vampyrklaner, i sin søgen efter den vampyrregent, der beordrede hendes forældres død. Imens er der diplomatiske problemer imellem vampyrklanerne, der opruster sig til krig, og da Jaine blander sig, bliver hun fanget i midten med ultimatummet: døden eller et evigt liv. Det bliver den sværeste beslutning nogensinde, men måske er det netop dét, der skal til, før hun finder sine forældres morder. Men intet er gratis, og i sin søgen må Jaine opgive meget mere end blot sin menneskelighed. [Advarsel: Indeholder seksuelle temaer].

8Likes
4Kommentarer
622Visninger
AA

2. Diplomati

Jaine gispede af skræk. Hun kendte godt til sådanne overraskelsesangreb, men i hendes eget hjem? Det havde hun ikke forventet. Hun skreg grødet og forsøgte at vride sig fri af vampyrens tag, men han knugede hende bare tættere og bed hårdere. Hun bemærkede, hvordan blodet susede for ørerne af hende, og hendes knæ truede med at give op under hendes vægt. Hun blev svagere for hvert øjeblik, han drak af hende. Hun måtte tænke hurtigt.

Diskret rakte hun ud efter sin tøjkommode, hvor hun vidste, hendes reservekniv lå gemt under strømperne. Vampyren bemærkede hendes forsøg, og han tog fat i hendes arm og vred den om på hendes ryg. Jaine bed tænderne sammen i smerte. Han havde fat i hendes dårlige arm. I desperation svang hun et ben ind mellem hans og ramte ham i skridtet med sin hæl; ikke hårdt nok til at bringe ham ud af fatningen, men hårdt nok til at sløre hans opmærksomhed kortvarigt. Hun vred sin arm ud af hans tag og fik fat i kniven.

Vampyren bandede og rakte ud efter hendes bevæbnede hånd, men han kunne ikke nå. I vrede huggede hun kniven tilbage over sin skulder for at ramme ham i hovedet, men han reagerede i tide og hoppede væk fra hende. Den pludselige mangel på støtte gjorde, at hun faldt på knæ med et hvæs. Det havde fra vampyrens side været det perfekte tidspunkt at angribe på. Hun var så svag efter dagens arbejde.

”Hvem er du?” spurgte hun, imens hun kom på benene igen. Hun blev overrasket over hans ansigt, da hun så på ham. Han havde været på baren aftenen før, bemærkede hun. Han var den eneste vampyr, der ikke var løbet efter hende.

”Min identitet er lige meget,” sagde han med et provokerende smil. ”Jeg er kommet for at slå dig ihjel.” Jaine himlede med øjnene. Ja, så meget vidste hun jo i forvejen. Men hvis han ikke ville fortælle det, hun ville vide, måtte hun tvinge det ud af ham. Med stor kraft kastede hun kniven efter hans ansigt. Som forventet undveg han den ved at hoppe til siden i et rullefald. Imens han var optaget, spurtede hun ind stuen så hurtigt, hun kunne. Hun var ikke helt hurtig nok, for hun blev fældet, før hun nåede sofabordet. Hun tumlede ind i sofaens bagside og bandede højlydt, da hun så, at vampyren havde taget kniven. Han kastede sig efter hende, men hun rullede til siden og fik i farten lige akkurat fat i posen, hun havde haft med hjem. Med et djævelsk smil greb hun en røgbombe og kastede den i hovedet af vampyren, der brølede i ubehag, da den detoneredes, og en virkelig koncentreret lugt af hvidløg sivede ud i rummet.

Jaine takkede igen Herbert i tankerne, da hun så, at vampyren lå på gulvet og vred sig i smerte og ikke helt kunne trække vejret. Hun vristede kniven ud af vampyrens hånd og satte sig på hans bryst. Han kunne ikke gøre andet end at stirre hadfyldt op på hende og hvæse. Hans krop var nærmest lammet af hvidløgsgassen, som virkede som gift for nattens væsener.

”Hvis du ikke vil fortælle, hvem du er, kan du i det mindste fortælle, hvem du arbejder for,” sagde hun med skarpe øjne, der var løbet i vand på grund af den stærke lugt. Vampyren under hende gav et besværet spjæt og så væk i stædighed.

”Jeg har hele natten og dagen i morgen. Det har du ikke. Jeg har røgbomber nok og kunne lade dig ligge i morgensolen og brænde op. Og jeg gør det gerne,” truede hun. Inderst inde ville hun helst være fri. Vampyrer efterlod altid store bunker af støv, når de brændte. Den oprydning ville hun helst være fri for.

Vampyren under hende så op på hende med øjne, der afslørede alle hans negative tanker om hende. Blikke i sig selv var ikke nok til at skræmme hende, og så se tilbage med lige så meget stædighed.

”Gassens effekt aftager med tiden. Hvis du er heldig, kan du nå at stikke af, før solen står op,” påpegede hun og rejste sig. ”Men det er naturligvis kun, hvis du fortæller mig de ting, jeg vil vide.” Hun fandt posen frem og hev de resterende syv røgbomber frem. Et øjebliks rædsel viste sig i vampyrens øjne, og han skulede væk igen. Jaine lo hånligt og gik.

”N-Nathaniel,” hvæsede væsenet fra stuen efter et øjebliks stilhed. Jaine rynkede brynene. Nathaniel? Det navn havde hun ikke hørt før. Han måtte være en af de nye regenter. Hun gik tilbage ind i stuen og så ned på væsenet, der lå, som hun havde forladt ham. Håb formedes i hendes bryst. Måske var denne vampyr den kilde, der skulle hjælpe hende i gang med hendes mission. Først ville hun dog vide noget helt andet.

”Hvordan fandt du mig?” Vampyren under hende smilede svagt, men provokerende.

”D-du tog Khanals bil... opsporede d-den...” Jaine blev eftertænksom. Vampyren, der ville hævne vennens død natten forinden, havde sagt, han arbejdede for Soran. Det var utænkeligt, at de kendte til hinanden på trods af hver deres herre. Så hvem løj? Jaine skulle lige til at hæve stemmen, da en tanke strejfede hende. Det var faktisk muligt, at vampyrerne havde kendt hinanden, selvom de havde hver deres herre. Men det måtte betyde, at der allerede var oprettet en alliance mellem Soran og Nathaniel, og vampyrerne arbejdede sammen. Kun derved ville det give mening, at de to vampyrklaner ville beskytte hinanden. Tankestrømmen gjorde Jaine bekymret. Måske var krigen allerede ved at starte.

”Arbejder Nathaniel og Soran sammen?” spurgte hun og bemærkede, at vampyrens øjne blev smallere. Hun havde fat i noget, hun ikke måtte kende til. Vampyren så væk, og Jaine indså, at hun ikke fik mere ud af ham nu. Hun var for tæt på sandheden.

”Tak for oplysningerne. Du har været til stor hjælp,” sagde hun og lod sin sølvkniv gennembore vampyrens bryst.

 

***

 

”Blackey.” Hun vendte sig lidt. Stemmer lo omkring hende.

”Frøken Jaine Blackey!” råbte stemmen igen, nu endnu højere. Jaine vågnede med et langt grynt og så sig omkring. En fornærmet matematiklærer skulede på hende, og Jaine indså, hun igen var faldet i søvn midt i et modul. Hun rettede sig op og undskyldte.

”Lad det ikke ske igen. Ellers har rektor en høne at plukke med dig.” Hun nikkede samtykkende, så sig omkring til de morede ansigter og rettede blikket mod tavlen, som var blev fyldt yderligere uden hendes opmærksomhed. Hun tørrede sin notatblok af for savl og kom til at tvære nogle notater ud i processen. Emilia ved hendes side måtte anstrenge sig for ikke at grine højt igen. Jaine sendte hende et fåret smil, trak på skuldrene og skriblede hurtigt de nye notater ned under de gamle. Lidt heldig havde hun da været, for efter blot syv minutter ringede det ud til frivarter, og snart sad hun ude i kantinen sammen med Emilia, Kat og Jonas.

”Nu bliver jeg altså nødt til at spørge dig,” indledte Kat, da de alle havde sat sig ned. ”Det blå mærke på din kæbe... Hvad har du nu lavet? Det ser ret voldsomt ud.” Jaine havde allerede forberedt en løgn.

”Jeg hjalp Herbert med at ordne have i går. Jeg kom til at slå grebet på en spade op i kæben, da jeg gravede. Og jeg synes ikke engang, jeg lagde så mange kræfter i!” fortalte hun, mens hun trak på skuldrene. Jonas sukkede, og Emilia lo.

”Man forventer næsten efterhånden, at du anskaffer dig nye sår eller mærker hver anden uge. Man skulle tro, det var en slags mode for dig,” kommenterede Jonas.

”Det er i hvert fald ikke den slags mode, jeg ønsker at følge,” tilføjede Emilia med et drillende smil, der fik Jaine til at grine.

”Det er også svært at finde på nye sår og mærker hver gang. Ja, jeg kan jo ikke gå med det samme flere gange!” svarede Jaine med et glimt i øjet. Så lo de alle.

”Forresten,” afbrød Emilia. ”Jeg regner med at holde fødselsdag på lørdag. Det bliver bare os fire og Alexander.”

”Lyder fint med mig,” svarede Kat, der altid havde tid til sine venner. Jonas rynkede på brynene.

”Jeg havde egentlig en aftale med min Xbox,” sagde han og prøvede at holde sin alvorlige maske, men da tøserne grinede, sneg et smil sig op på hans læber. ”Okay så, jeg må lige høre hende, om vores aftale kan udskydes.” Jaine var lidt usikker. Hun havde egentlig planlagt at bruge hele næste weekend på at samle mere information om vampyrernes planer, men det kunne hun vel gøre fredag og søndag. Hun havde også brug for at slappe af en gang imellem.

”Jeg har ingen umiddelbare planer,” sagde hun så med et smil. Emilia lyste op og begyndte at fortælle om alle de ting, hun havde planlagt for lørdagen. Jaine var allerede for fortabt i sine egne tanker til at kunne lytte ordentligt med. Næste fødselsdag var hendes egen, og det betød, det snart var præcis syv år siden, hendes forældre blev dræbt. Hun lod en finger følge langs det ar, hun havde over sin venstre kind. Det var den gave, hun havde fået af vampyren, der myrdede hendes forældre. Det var et evigt minde om aftenens begivenhed.

”Jaine?” kaldte Emilia og fik hendes opmærksomhed.

”Hva'?”

”Jeg spurgte, om du kan stå for at medbringe en flaske vodka på lørdag...?” gentog Emilia.

”Åh, ja, naturligvis,” svarede Jaine distræt og besluttede sig for at få noget at spise, før frikvarterte var omme. Ellers havde hun ingen ærlig chance for at holde sig vågen resten af dagen. Hun rakte ned i sin taske, da det gik op for hende, at hun havde glemt alt om at lave madpakke aftenen forinden. Det overraskede hende egentlig ikke. Kat fornemmede hendes tanker og tog hende ved håndleddet.

”Du låner bare af mig i dag. Kom med,” sagde hun og slæbte en meget taknemmelig Jaine med op til kantinens madbord. Jaine vidste slet ikke, hvad hun skulle gøre uden de tre.

 

***

 

Nathaniel var en mand, der altid havde sine følelser under kontrol, men han måtte indrømme over for sig selv, at han blev vred det øjeblik, det gik op for ham, at Lloran ikke var vendt tilbage efter gårsdagens mission. Han blev ikke vred over selve tabet af en loyal undersåt, for dem havde han nok af; men det faktum, at vampyrjægeren havde overlevet angrebet, gik ham på nerverne. Regenten trak vejret dybt, lænede sig tilbage i stolen og lukkede øjnene. En sølle, lille jæger skulle ikke bringe ham ud af fatningen. Især ikke nu, hvor forhandlingerne med Soran så småt var begyndt. Han måtte fokusere på samarbejdet. Jægeren måtte han se som en andenprioritet, indtil kontrakten var blevet underskrevet og alliancen formet. Så ville han lægge alle styrker ind for at få hende ryddet af vejen, hvis hun da ikke var blevet neutraliseret inden da.

Foran ham, på skrivebordet, lå en meddelelse til Soran. Meddelelsen indeholdt en anmodning om et møde mellem deres diplomater. Det var alt for risikabelt for regenter at mødes, før hver især havde en gensidig kontrakt på, at ingen af dem ville indlede fjendtligheder under det store møde. Hvis alt gik vel, kunne de få stablet det første diplomatmøde på benene i løbet af weekenden. Gik tingene yderligere, som de skulle, kunne regenterne mødes i løbet af den kommende uge.

Med et indvendigt smil rejste Nathaniel sig.

”Tredan!” kaldte han, og påkaldte vampyr knælede foran ham blotte sekunder efter.

”Tilkald alle mine diplomater. Og find mig noget føde,” beordrede regenten. ”Jeg befinder mig i mine kamre. Bed diplomaterne vente her, til jeg er færdig med at spise.” Tredan bukkede ydmygt.

”Javel, Deres Nåde,” sagde han og gik straks. Nathaniel fortsatte imod døren, der førte ind til hans personlige kamre. Han skubbede den robuste trædør åben med lethed og trådte ind i det mørklagte kammer. Langs væggene hang lysestager, som han tændte. Han havde altid foretrukket levende lys frem for moderne lamper. Da samtlige stearinlys var tændt, var rummet lyst godt op. Kun i midten, hvor hans seng stod, var der stadig lidt dunkelt. Han satte sig på sengekanten og begyndte at knappe sin skjorte åben. Efter blot et par minutter bankede det på døren, og Tredan førte en letpåklædt kvinde ind i kammeret.

”Dine diplomater er klar om syv minutter, Deres Nåde,” fortalte tjeneren, bukkede og forlod rummet. Døren blev lukket bag ham, og Nathaniel lod øjnene glide begærligt over kvindens rystende krop. Hvorfor skælvede de altid sådan, når de så ham? Var det hans magtfulde udstråling? Hans dybe, røde øjne, der fulgte deres krop? Han vidste det ikke helt, men han nød at se deres frygt. Inden længe ville hendes øjne fyldes med ekstase og til sidst smerte.

Nathaniel signalerede til, at kvinden skulle træde nærmere. Først adlød hun ikke.

”Vær ikke bange, min kære. Du vil nyde dette lige så meget som jeg,” forsikrede han hende. Til sidst trådte hun hen til sengekanten, stadig skælvende og med hænderne foldet omkring sig i håb om beskyttelse. Han tog fat om hendes overarme og svang hende over på sengen.

”Tag din kjole af,” beordrede han. Kvinden kunne ikke gøre andet end at adlyde. Hun var i vampyrens varetægt nu. Med rystende hænder knappede hun sin kjole op, mens han roligt så til. Nathaniels hænder gik i gang med at spænde hans bukser op. Kvinden trak kjolen over hovedet og så til, mens manden over hende sendte hende et lystfuldt blik. Hun nåede næsten ikke at opfatte det næste, før han havde kastet sig over hende. Hans hænder holdt hende nede, mens hans læber kærtegnede hendes hals, og han trængte op i hende. Dæmpede støn forlod hendes hals, imens han bevægede sig imod hendes krop. Han nød at se, hvordan hun både nød og frygtede det. Til sidst var der kun nydelse tilbage. Det var nu, det blev sjovt. Lige idet hun nåede klimaks, satte han tænderne i hendes hals, og hendes støn blev grødet. Han bevægede sig hårdt nu, indtil han selv nået sin ekstase. Han sugede hårdt til, og kvindens øjne rullede nærmest tilbage i kraniet på hende.

Da Nathaniel var mæt, trak han sig ud, brækkede kvindens nakke i én hurtig bevægelse og tog sit tøj på.

”Tredan, sørg for at få mit kammer rengjort inden for den næste time,” beordrede regenten skarpt, idet han atter entrerede sit kontor, upåvirket af den intimitet, han lige havde haft.

”Naturligvis, Deres Nåde,” svarede Tredan og gik for at sætte de rette på sagen.

Foran Nathaniels skrivebord stod fire vampyrer; hans diplomater. Tre mænd og en kvinde. De var hans mest trofaste undersåtter, og i anledning af de nye allianceplaner var de blevet udnævnt til hans personlige diplomater. Regenten satte sig til rette bag sit skrivebord og lod blikket glide over de fire velkendte ansigter.

”Jeg ønsker at få bragt Soran et brev. Mit mål er at få afholdt møde i weekenden mellem hans og mine diplomater. Sørg for at få afleveret brevet til Soran. I bestemmer selv hvem og hvor mange, men når mødet afholdes, tager I alle fire afsted.” De fire nikkede, og den mellemste mand trådte frem.

”Jeg ville være beæret over at måtte stå for overleveringen af brevet, Deres Nåde,” sagde han.

”Udmærket, Terence. Lad det ske hurtigst muligt. Kom ikke hjem, før du har Sorans svar,” instruerede Nathaniel. ”Og vær opmærksom, når du tager afsted. Vi har haft nogle problemer med en vampyrjæger på det seneste.”

 

***

 

Jaine var lettet, da hun fik fri lidt over to. Hun havde haft problemer med at koncentrere sig i løbet af dagen. Enten var hun på grænsen til at falde i søvn igen, eller også tænkte hun på de forhandlinger, vampyrregenterne var ved at indgå. Det nagede hende, at hun ikke vidste hvad, der foregik, og om forhandlingerne allerede var i gang eller ej. Hun håbede naturligvis på det sidste, for så ville der stadig være håb for, at hun kunne nå at spolere deres møder. Hvordan hun skulle komme sandheden nærmere, var et mysterium for hende. Hun havde trods sine snart syv år inden for faget stadig ikke været heldig nok til at lokalisere så meget som én af de fem vampyrskjulesteder. Måske var det hendes næste skridt.

En hånd greb hende bagfra, og hun måtte anstrenge sig for ikke at uddele et baglæns cirkelspark til vedkommende. Hun vidste godt, at ingen vampyrer bevægede sig udenfor om dagen, men alligevel var hun altid på vagt.

”Halløj,” sagde en stemme bag hende. Stemmen genkendte hun straks som Kats.

”Du gav mig lidt af et chok dér,” lo Jaine og var virkelig glad for, at hun ikke havde angrebet. Kat kom frem og gik ved hendes side med et smil, der afslørede, at hun havde noget på sinde.

”Skal vi ikke tage ud og kigge på gave til Emilia i dag?” spurgte hun med øjne, Jaine umuligt kunne afslå. Hun havde stadig ondt forskellige steder på kroppen, men hvis de ikke gjorde det i dag, ville hun skulle bruge en anden dag på det alligevel. Og der var større sandsynlighed for, at hun havde planer de andre dage. Så hun nikkede med et smil.

”Har du gjort dig nogle tanker til, hvad vi giver hende?” spurgte Jaine og justerede stropperne på sin skoletaske. Kat hev en seddel frem fra lommen med at bredt smil.

”Ja, jeg har nemlig lavet en liste over alle de ting, Emilia igennem året har klaget over, hun gerne vil have eller står og mangler.” Jaine var imponeret. Kat viste sig altid at være mere fremadrettet, end hun ellers virkede til at være. Jaine nikkede .

”Perfekt. Jeg mindes kun noget med en bestemt halskæde, hun snakkede om på et tidspunkt,” indrømmede Jaine fåret og vidste, hun nok burde have lyttet bedre, når Emilia havde brokket sig.

”Halskæden med den blå sommerfugl? Den gav Alexander hende i årsdagsgave i april,” svarede Kat og viste Jaine seddelen, hvor ønsket var streget over. Jaine tog papiret og læste de mange punkter, Kat havde skrevet ned. Hun kunne ikke lade være med at smile.

”Har du også lavet sådan en liste over mine ønsker? Jeg er jo den næste,” spurgte Jaine og forestillede sig, hvor kort den liste måtte være. Kat lo.

”Nej, det var ingen grund til. Vi køber en rumdragt til dig. Så kan du ikke komme til skade mere. Det burde kunne gøre det,” drillede Kat og undveg Jaines hånd, der ville have klasket hende bagi.

”Apropos dragt; hvilken kjole er det, du har skrevet på listen her?”

”Det er faktisk den orange med blonder, JayRay har på tilbud lige nu. Jeg bemærkede det her forleden, da jeg alligevel var inde og købe undertøj. Den er sat ned til det halve indtil fredag.” Jaine nikkede.

”Så synes jeg, vi skal gå ind og kigge på den. Så kan vi altid købe en lille ting ved siden af, hvis budgettet tillader det,” sagde Jaine og fandt sit buskort frem, da de nåede til busskuret.

 

***

 

Klokken havde lige akkurat rundet otte, da Jaine låste sig ind i sin lejlighed. Hun havde brugt den halve dag på at hygge med Kat inde i byen. At kigge på kjoler, armbånd og hjemmesko havde frarøvet hende alle tanker om vampyrer og konspirationer, og hun var glad, da hun kom hjem. Glæden forduftede dog i det øjeblik, hun så bunken med støv midt på stuegulvet. Jaine sukkede, smed sin taske og gik en stor bue uden om støvbunken. Hun smed sig i sofaen. Selvfølgelig havde hun glemt at slæbe liget udenfor, før hun forlod lejligheden. Lugten af hvidløg kunne hun acceptere, men pulveriseret vampyr havde hun ingen lyst til at røre ved. Det forsvandt heller ikke af sig selv.

Hun skulede ondt på bunken. Hvorfor skulle han også lige angribe mig i min egen lejlighed? tænkte hun irriteret. Det var let nok, når hun kæmpede mod dem udenfor, for vinden ville med tiden fjerne støvet. Her blæste det ingen steder.

Hun sukkede en sidste gang, før hun rejste sig og hentede kosten og en affaldssæk. Hun måtte tage sig sammen. Det var jo kun denne ene gang.

Med tankerne andetsteds fik hun hurtigt gjort rent, og da hun stod med gulvmoppen besluttede hun sig for at tilbringe resten af dagen udenfor. Hun kunne ikke spilde sin tid længere. Hun måtte vide hvad, der foregik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...