Blodrosen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 23 maj 2014
  • Status: Igang
Lige siden hun som barn vidnede til det brutale mord på sine forældre, har Jaine dedikeret sit liv til at opsøge og nedkæmpe de vampyrer, der tilhører storbyens fem vampyrklaner, i sin søgen efter den vampyrregent, der beordrede hendes forældres død. Imens er der diplomatiske problemer imellem vampyrklanerne, der opruster sig til krig, og da Jaine blander sig, bliver hun fanget i midten med ultimatummet: døden eller et evigt liv. Det bliver den sværeste beslutning nogensinde, men måske er det netop dét, der skal til, før hun finder sine forældres morder. Men intet er gratis, og i sin søgen må Jaine opgive meget mere end blot sin menneskelighed. [Advarsel: Indeholder seksuelle temaer].

8Likes
4Kommentarer
622Visninger
AA

3. Brevet

Jaine bemærkede, hvordan nattekulden trængte igennem hendes jakke og gjorde det endnu mere fristende at tage hjem igen. For hver dag, der gik, bevægede temperaturen sig tættere på efterårsstandarden. Inden for de næste tre-fire måneder ville vinteren være over dem. Hun hadede vinter af flere årsager. Den mest grundlæggende årsag var kulden, som hun absolut ikke nød. Vigtigst var dog vejret, som tillod vampyrer at bevæge sig udenfor i længere perioder, og på de dårlige, overskyede dage behøvede væsenerne overhovedet ikke søge indenfor. Det var risikabelt i sig selv, idet mange flere børn og unge blev meldt savnet, og brød krigen ud inden da, ville alle byens menneskelige beboere være i konstant livsfare igennem vinteren. Hun vidste, at krige ofte handlede om resurser, eller at resurser i hvert fald spillede en vigtig rolle i overlevelsen. Vampyrers vigtigste resurse var blod. Der ville være kamp til stregen for at skaffe sin klan mest muligt blod og dermed sørge for, at de andre klaner måske løb tør og enten måtte flygte eller døde af sult. I hvert fald vidste hun, at en udsultet vampyr var en svag vampyr. De sultende klaner ville blive ofre for de andre, og det var tidligere hændt, at flere klaner var blevet totalt destrueret under krig.

Jaine stak hænderne i lommen og sikrede sig, at hun både havde de to røgbomber, en kniv og en pistol med. Hun kunne aldrig vide, hvad natten bød på. Hun holdt skarpt øje, mens hun gik. Hun drejede om hjørnet og fortsatte mod byens østlige del, hvor hun havde en stærk fornemmelse af, at mindst én vampyrklan holdt til.

Der havde ikke været vampyrkrig i mange generationer. I hvert fald ikke i denne by, hvor der også var flest vampyrer samlet på ét sted. Hun havde hørt om begivenheder verden over, som i hendes hoved måtte være forårsaget af vampyrstrid. Hun havde fundet en bog på byens særeste bibliotek, hvis ejer kendte Herbert personligt. På biblioteket havde hun lånt en bog, der hævdede, at den hungersnød, der havde hærget i området i og omkring byen for to århundrede siden, faktisk var på grund af en krig mellem nattens skabninger. Da Jaine læste bogen, var hun ikke ældre end fjorten år gammel. Dengang havde hun søgt alle former for kilder omkring vampyrer, og hun havde forsøgt at grave i deres fortid. Hun havde hidtil fundet ud af, at vampyrer stammede fra et land på den anden side af havet, og at de var rejst til det nye land, fordi de havde udryddet alle menneskerne i deres eget. Siden da var deres antal og beboelsessteder eskaleret enormt, selvom de havde spredt sig mere ud end før. Det var dog stadig her, der var flest. Det var intet mindre end et mirakel, at alle menneskerne ikke var blevet dræbt for længst.

Jaine hørte fodspor i den gyde, hun passerede, og blev revet ud af sine tanker. Da hun ingen så, skyndte hun sig videre. Tanken om krig gjorde hende ubehagelig til mode. Hun ville gøre alt for at forhindre den nye krigs opståen, om det så kostede hende livet.

Hun gik videre og nærmede sig langsomt havnen. Ved haven blev gaderne smallere, mørkere, og der var små sideveje og gyder overalt. Det var svært at danne sig et overblik over området, og netop på grund af dette havde hun altid haft en fornemmelse af, at der måtte være en vampyrhule i området.

Der gik ikke længe, før Jaine måtte erkende, at hun var faret vild. Hun havde været så opsat på at se og lytte, at hun helt havde glemt at memorere den vej, hun havde gået. Hun overvejede at vende om og finde vej tilbage, da hun hørte stemmer. Hurtigt smuttede hun ind bag en container og lyttede.

”... hun startede selv, jeg sværger!” sagde den ene. Jaine måtte krybe længere ind bag containeren, da de to passerede.

”Hvad tror du ikke, Lord Soran siger til, at du føjter rundt med en af hans konkubiner?” spurgte den anden alvorligt. Jaine stivnede ved navnet. Soran. De var af hans klan. Holdt han til her på havnen? Vampyrerne rundede hjørnet, og Jaine så sig omkring, før hun fulgte efter dem. De var så optagede af deres samtale, at de ikke hørte hende.

Vampyrerne gik ligeud et godt stykke vej, inden de drejede til højre. Jaine listede efter, men da hun også rundede hjørnet, var de væk. Hun kunne høre deres stemmer et sted længere fremme, men hun kunne ikke bedømme, om det var til højre eller venstre. Hun sneg sig langs væggen og standsede, da hun så en dør, der førte ind i et lille lagerhus. Var de derinde?

”Hallo,” kaldte en stemme bag hende, og Jaine måtte bide sig i underlæben for ikke at skrige. Hun prøvede at vende sig så naturligt, hun kunne. Bag hende stod en mand og så afventende på hende.

”Ja?” svarede hun. Manden gik ikke til angreb på hende. Hun lod en hånd søge ned til tasken, hvor hun havde sine våben. Hun ville dog ikke angribe først, for hun vidste ikke, om manden var vampyr eller ej. Han trådte frem mod hende og trak et brev frem.

”Jeg er diplomat af Lord Nathaniel. Jeg kommer som forhandler og beder om audiens hos Lord Soran.” Jaine knyttede sine bryn. Troede manden, hun arbejdede for Soran? Hun kunne lige så godt dræbe ham med det samme, men hun havde på fornemmelsen af, at det var nu, hun skulle udnytte sig held.

”Lord Soran har travlt. Hvad drejer det sig om?” spurgte hun og prøvede at stabilisere sit kropssprog, så hun ikke lignede én, der var usikker.

”Det er angående de forhandlinger, der har været på tale. Lord Nathaniel ønsker at afholde diplomatmøde i weekenden.” Jaines øjne lyste op. Et diplomatmøde? Det var noget, hun absolut måtte blande sig i – og spolere.

”Er tidspunktet for mødet fastsat?” spurgte hun og fortrød, hun havde været så ligefrem, da vampyrens øjne blev skarpere.

”Det vedkommer naturligvis kun Lord Nathaniel, Lord Soran og de indblandede diplomater,” svarede vampyren skarpt og maste sig forbi hende. ”Jeg finder selv vejen ind, tak.” Vampyren forsvandt bag den smalle dør, Jaine for få minutter siden havde stirret betænksomt på. Aha, døren dér er altså indgangen til Sorans skjulested, tænkte hun og var både glad og fuld af adrenalin. Hun havde endelig fundet en vampyrhule! Spørgsmålet var så bare, hvad hun ville gøre, nu hvor hun kendte vejen til én af de fem skjulesteder. Det var jo ikke lige sådan til at bevæge sig indenfor og lade som om, hun var én af dem. De ville straks kunne bedømme, at hun var fremmed. Uanset hvad må jeg have svar på, hvornår diplomatmødet foregår i weekenden. Hun besluttede sig for at vente, indtil vampyren kom tilbage med svarbrevet til Nathaniel. Der måtte være et tidspunkt i brevet.

Jaine vidste, at sådan en forhandling kunne tage timevis. Det indtryk, hun havde af vampyrerne, var, at de aldrig hastede med noget. Hun kunne ikke blive stående dér ved indgangen, for lige så snart en af Sorans undersåtter så hende, ville hun blive nødt til enten at kæmpe eller flygte. Hun besluttede sig for at gemme sig.

Hun gik langs én af sidevejene til hulens indgang og fandt en container, hun kunne kravle op på og derfra videre op på det slidte, flade tag af nabohuset. De ville ikke kunne se hende, men hun kunne se dem, hvis hun så ud over kanten. Vigtigst af alt var dog, at hun kunne høre lige så snart, døren blev åbnet.

Langsomt krøb hun hen til tagets kant og sørgede for at holde afstand, så hun ikke kunne ses nedefra. De tynde aluminiumstagplader knirkede farefuldt under hendes vægt, men de gav ikke seriøs anledning til at knække. Hvis hun nu bare sørgede for at ligge helt stille, så gik det nok.

Træt lagde hun hovedet på de foldede arme, lukkede øjnene og lyttede. Minutterne gik, men intet skete. Til sidst faldt hun i søvn.

 

***

 

Terence bemærkede, hvordan skjulestedet havde forandret sig, efter Lord Michaelis havde overladt tronen til Lord Soran. Selve bygningen var det samme, men interiøret havde forandret sig til noget, der var dobbelt så dunkelt. Selve lagerbygningen, hvori den hemmelige trappe lå skjult, lignede sig selv. Så længe det var en facade, var der ingen grund til at gøre noget ved den. Men idet Terence havde trådt ned ad den lange, smalle trappe, var han ikke længere i tvivl. For enden af trappen blev han standset af yderligere to vagter.

”Specificer dit ærinde,” befalede den store vagt og så ham køligt an, mens han fandt brevet frem.

”Lord Nathaniel ønsker at fastlægge et tidspunkt for diplomatmøde. Jeg ønsker audiens hos Lord Soran og muligheden for at overrække Ham brevet fra Lord Nathaniel,” svarede han. Den anden vagt tog fat i brevet og snusede kort til det.

”Jamara!” råbte vagten så tilbage over skulderen, mens han returnerede brevet til Terence. En høj, slank kvinde kom straks og så den fremmede an.

”Nathaniels diplomat her ønsker at tale med Lord Soran,” forklarede den store vagt. Jamara nikkede kortfattet.

”Følg mig,” sagde hun til Terence, der hastigt fulgte efter. Hun førte ham langs den store gang, der slot et skarpt sving til højre og kort efter til venstre. De passerede flere døre, mens de gik. Til sidst standsede Jamara foran en dør, der var meget større end de andre. Her bankede hun på.

”Kom ind,” råbte en stemme bag døren. Jamara åbnede døren for Terence, der hurtigt gik ind. Han havde forventet et kontor ligesom Nathaniels, men det, han så, var langt fra arbejdsberegnet. Væggene var malet sorte, gulvet bestod af mørkt træ, og i loftet hang en overdådig lysekrone fuld med glasprismer, der sendte små, farverige skær rundt i lokalet. I midten af rummet var en forhøjning, hvori en seng var indbygget. Midt på de sorte silkelagener lå Soran omgivet af tre attraktive, nøgne kvinder. Soran var stadig ung, men de kvinder, der omgav ham, lignede nogle, der knap nok havde rundet de tyve år. Han tvivlede på, om de overhovedet var vampyrer.

”Hvad bringer dig hid?” spurgte Soran og rejste sig, mens han bandt sin silkekåbe. Terence måtte tage sig sammen for ikke at fokusere på kvinderne i sengen. Han rev sit blik fra dem og knælede foran Soran.

”Deres Nåde. Lord Nathaniel ønsker at aftale et tidspunkt for et diplomatmøde. Jeg bringer Dem Hans besked,” svarede Terence og hev brevet frem. Soran tog imod konvolutten, åbnede den og læste. Terence måtte dy sig for ikke at beglo kvinderne, der var begyndt at røre ved hinanden.

”Javel ja,” mumlede Soran, stadig med blikket på papiret. ”Jeg vil sørge for at forfatte et svarbrev. Det kan tage lidt tid. Du er velkommen til at nyde pigernes selskab imens.” Inden Terence nåede at fatte meningen med regentens ord, vendte Soran sig om og forsvandt ud gennem en dør i bagvæggen. Terence stod tilbage og måbede, da de nøgne kvinder rejste sig og trak ham hen mod sengen.

 

***

 

Jaine vågnede ved lyden af lagerhallens dør, der blev åbnet. Hun så sig omkring. Hvor længe havde hun sovet? Det var stadig mørkt, og månen hang højt, så meget længe kunne det ikke have været. Ved lyden af fodspor stak hun lydløst ansigtet ud over tagkanten og fik øje på Nathaniels diplomat. Bingo, tænkte hun med et skævt smil. Hun lod øjnene følge ham, og da han havde rundet det første hjørne, hoppede hun ned fra taget så lydløst, hun kunne, og fulgte efter ham. Hun lod hånden dykke ned i sin taske og tog fat om en røgbombe. Hvor er det dejligt med et lydløst våben, tænkte hun. Så pressede hun sikkerhedsknappen og kastede bomben efter vampyren, der kun lige nåede at opfange lugten af hvidløg, før bomben udløste al gassen, og vampyren indhylledes i hvidløgskoncentrat. Han faldt om, og Jaine ventede et par sekunder, før hun løb hen til ham.

Da vampyren genkendte hende, pressede han øjenbrynene sammen. Han havde været dum at stole på hende, hvad enten hun var vampyr eller ej. Hun gav ham et provokerende smil, imens hun fiskede det uåbnede brev frem fra hans jakkelomme.

”Den låner jeg lige et øjeblik,” hviskede hun, mens hun åbnede konvolutten og pillede brevet ud. Hurtigt lod hun øjnene glide ned over teksten og smilede atter, da hun indså, at hun havde haft ret. Søndag aften ved midnat. De skulle mødes ude i skoven i hytten ved Solbærstien. Det var den forladte træhytte, som børn altid frygtede, fordi rygter gik, at en heks boede der. Rygterne var ikke helt gale, mente hun.

”Jeg ved ikke, om du kan nå at stikke af, før solen står op. Skal jeg ikke levere brevet til din herre i stedet?” spurgte hun lavmælt og så til, mens vampyrens øjne skulede ind i hendes. Han tav.

”Jeg kan også bare slå dig ihjel nu og vente på, at din herre sender en ny diplomat. Han vil få samme behandling,” fortsatte hun og rejste sig. ”Eller du kan fortælle mig, hvor Nathaniels skjulested er. Han får brevet, og jeg får de oplysninger, jeg skal bruge. Og du får lov at leve. Jeg kan bære dig ind bag en container. Der vil sollyset ikke nå dig.”

Terence havde regnet ud, at kvinden her var den vampyrjæger, Nathaniel havde advaret ham om. Uanset hvad ville han ikke overleve næste solopgang. Han sukkede og tog en beslutning. Nathaniel ville uden tvivl gennemskue situationen, hvis hans diplomat aldrig kom tilbage, men brevet gjorde. Nathaniel kunne gøre det af med jægeren.

”B-bag den g-gamle brands-s-station,” stammede han lavmælt. Selvfølgelig! tænkte Jaine og undrede sig over, at hun aldrig havde regnet det ud på egen hånd.

”Tak. Din hjælp har været uvurderligt,” sagde hun helt oprigtigt, før hun koldhjertet gjorde det af med ham.

 

***

 

”Deres Nåde!” lød en stemme fra gangen. Nathaniel var ved at blive irriteret over, at folk altid løb omkring og råbte. Kunne de dog ikke gå ind på hans kontor, før de startede samtalen? En af de yngre vampyrer kom løbende med et brev i hånden. Nathaniel sukkede og gned sine tindinger. Han havde allerede et godt bud på hvad, der var sket.

”Deres Nåde,” gentog vampyren og knælede hurtigt. ”Et brev blev for kort tid siden efterladt ved trappen. Ingen har set synderen, men seglet er brudt, og brevet er uden tvivl blevet læst.” Vampyren rakte regenten den åbne konvolut. Nathaniel undersøgte kort brevet udenpå og indvendigt. Sorans segl var rigtigt nok brudt, men brevet var ikke forfalsket. Han genkendte vampyrens skrift med det samme. Den person, der havde haft fat i brevet forinden, skulle blot bruge oplysninger.

”Hvad med mine agenter udenfor – har de set noget?” spurgte Nathaniel og lagde brevet på bordet.

”Intet, Deres Nåde. Ingen har set noget.” Nathaniel tænkte i stilhed.

”Bed alle mine agenter finkæmme området. Sæt desuden yderligere ti mand på sagen. Hun er forhåbentlig ikke nået langt væk,” beordrede han køligt, selvom hans indre brændte. Jægeren havde slået til igen. Denne gang havde hun fået ram på Terence. Det skulle hun bøde for.

”Skal ske, Deres Nåde,” sagde vampyren, bukkede og løb igen så hurtigt, han kunne.

Tilbage sad Nathaniel og stirrede mistroisk på brevet. Det havde en svag lugt af hvidløg. Det kunne kun være jægeren, bedømte han. Hvidløgslugten tydede på, at hun havde fået fat på et nyt og effektivt våben, der indeholdt hvidløgskoncentrat i fatale mængder. Hans mænd faldt som fluer imod det. Regenten lænede sig tilbage i stolen. Han måtte gennemføre diplomatmødet, når det nu var aftalt. Jægeren ville dukke op og prøve at spolere det, men han ville være et skridt foran. Skoven ville vrimle med hans undersåtter. Han ville have hende i live. Hun skulle lide så meget, at hun fortrød, hun ikke havde skudt sig selv forinden. Et ondt smil bredtes på hans læber. Hun havde ingen chance. Han ville knække hende.

”Tredan?” kaldte han, og regentens personlige tjener viste sig straks foran ham med et knæl.

”Deres Nåde,” svarede vampyren.

”Sørg for at få et af fængselscellerne klargjort inden weekenden. Vi får en gæst inden længe,” kommanderede han med et betænksomt smil, som Tredan nød synet af. Det var længe siden, hans herre havde vist passion på den måde.

”Skal ske, Herre.” Inden Tredan forsvandt, blev han dog standset.

”Og Tredan, sørg for at få bragt mig noget føde. Al den planlægning gør mig sulten.” Tredan nikkede kort og smilede så bredt, at de spidse hjørnetænder glimtede i lyset.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...