Menneskelige guder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Olympia er gudernes leder. Hun plejer normalt at bo i fred og ro på Olympus, men en ny fare truer og en gammel fjende er begyndt at vågne. Olympia må tage tingende i sine egne hænder og gå undercover i menneskenes verden, for at finde ud af hvad der foregår. Historien starter da Olympia bliver fanget i en labyrint under jorden. Men det er ikke nogen almindelig labyrint, Olympias guddomelige kræfter er blevet blokkeret under den mørke, jord labyrint. Hvem kan undertrykke den mægtiste skabning i verden???

3Likes
6Kommentarer
321Visninger
AA

2. ingen udvej

Jeg var ved at blive træt så jeg stoppede op, bøjede mig forover og lagde hænderne på mine lår og pustede stødt ud og ind. 

Jeg overvejede at ligge mig til at sove, men mine instinkter fortalte mig at jeg måtte videre. Jeg måtte finde en vej ud, for så længe jeg befandt mig under jorden, vidste Gaia præcis hvor jeg var.

Jeg havde brugt meget tid på at løbe og for lidt på at overveje nogle udveje. Men det var som om jeg løb i ring. Jeg løb og løb uden at noget ændrede sig og jeg vidste at jeg måtte finde en udvej, hurtigt. 

***

Efter endnu en times løb måtte jeg give op. Jeg satte mig op ad en kold væg og tog mig til hovedet.

Uden at lægge mærke til det var jeg faldet i søvn, men blev hurtigt vækket af noget der føltes som et jordskælv. Jeg rejste mig hurtigt op og kiggede mig omkring. Jeg vidste bedre, jeg vidste at det ikke var et jordskælv. Det var et hånligt grin.

Gaia's stemme rungede igennem alle gangene og gav mig en gevaldig hovedpine. "Ikke så stor længere lille gudinde?" Jeg skar tænder og bandende lavt af hende.

"Skal vi lege endnu en leg?" stemmen lød drillende og man kunne høre hvor meget den morede sig, men hvis man lyttede rigtig godt efter, kunne man høre ondskaben, der gemte sig bag.

Jeg kunne ikke klarer meget mere. Jeg kiggede mig omkring med skræmte øjne. Hun havde trængt mig op i en krog, som et rådyr bag billygter.

Jeg kiggede op og så slog det mig. Bogstavelig talt, skælvende fra hendes stemme havde fået noget jord til at falde ned fra loftet. 

Jeg havde fundet min vej ud af den forpulede jordlabyrint. Jeg trak mit sværd fra skeden, så fandt jeg et stort klippe udspring i den ene væg. Jeg kravlede op på den, så jeg var så tæt på loftet som mulig.

Jeg begyndte at løsne jorden med sværdet. Jorden faldt ned omkring mig og jeg fik muld i ansigtet og håret, men det var lige meget. Jeg var forberedt på at gøre at for at slippe ud.

Stemmen var blevet tavs, det var hurtigt gået op for hende, hvad min plan var.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...