Menneskelige guder

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 18 maj 2014
  • Status: Igang
Olympia er gudernes leder. Hun plejer normalt at bo i fred og ro på Olympus, men en ny fare truer og en gammel fjende er begyndt at vågne. Olympia må tage tingende i sine egne hænder og gå undercover i menneskenes verden, for at finde ud af hvad der foregår. Historien starter da Olympia bliver fanget i en labyrint under jorden. Men det er ikke nogen almindelig labyrint, Olympias guddomelige kræfter er blevet blokkeret under den mørke, jord labyrint. Hvem kan undertrykke den mægtiste skabning i verden???

3Likes
6Kommentarer
323Visninger
AA

3. Frihed vare kun et øjeblik

Efter 24 timer med jord og orme om fingrene, begyndte der at dukke rødder op. 

Det var et godt tegn, de kunne stamme fra træer og andre planter, hvilket måtte betyde at jeg nærmede mig overfladen. Så jeg satte den sidste af min resterende styrke ind på at bryde igennem jordskorpen.

Men den skøre jordgudinde var ikke dum og hun kunne lige så vel som mig, mærke at jeg var tæt på friheden. Så hun satte en styrke af sine klamme harpier ind. 

Jeg kunne hører Harpierne nærme sig på lang afstand, med deres fugle lignende skrappen og blafren fra deres fjerede vinger.

Jeg måtte skynde mig. Det var ikke fordi jeg var bange for dem, eller nervøs for at jeg ikke kunne vinde over dem, men hvis jeg tog opmærksomheden fra hullet i mere end 5 sekunder, ville Gaia lukke det til igen. Hun ville nok også lave loftet til beton, eller mursten så jeg ikke ville være i stand til at grave mig igennem igen.

Den skingre skrappen blev højere og jeg kunne næsten lygte, deres mangel på god hygiejne. 

Så skete der noget. Jeg kunne mærke nogle mindre rødder, så små at de næsten lignede ærtespirer. Det måtte være græs. 

Jeg lod mit sværd glide ned i skeden og brugte mine hænder, til at bryde igennem den resterende mængde muld og møg. 

 ***

Jeg lod en stor mundfuld frisk luft, trænge igennem min mund og ned i lungerne. Fuglende sang en bunke lystige serenader, fra træernes kroner. Jeg kravlede op af jorden som muldvarp, med missende øjne og vaklende ben. 

Jeg holdt om mig selv og kiggede mig omkring. Der var heldighvis ingen der havde set mig kravle op fra undergrunden, som en anden zombie. Jeg befandt mig i en skov, træerne var sprunget ud og blomsterne på skovbunden stod i fuld flor. 

Der måtte være gået længere tid end jeg havde regnet med, for da jeg først var kommet ind i labyrinten, havde jorden været dækket af hvid sne og nytår havde lige fundet sted. Nu var måtte det være sommer, for skoven var grøn og duftede af friske blomster. 

Jeg besluttede mig for at nyde min frihed senere. Lige nu måtte jeg tilbage til Olympus og til min familie.

Hun ville teleportere ud af skoven, op igennem himlen og hele vejen til sit hjem, men hun nåede aldrig så lagt.

Hun fik en gevaldig hovedpine og en sød metallisk smag i munden. Hun væltede forover og ville have ramt med hovedet lige tilbage i hullet men nåede at løfte hænderne inden.

Hun fik skubbet sig væk fra hullet. Hun rullede om på ryggen for at se hvem der havde slået hende ned. Hun var bange for at det var endnu en af Gaia's kykloper eller Harpyer, men hvad hun fik øje på chokkerede hende endnu mere.

Det sidste ord hun fik ud inden hun besvimede af smerten fra hendes bag hovede var "Dig?"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...