The Angel War

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 sep. 2014
  • Opdateret: 9 okt. 2015
  • Status: Igang
To vidt forskellige personer, med to vidt forskellige hemmeligheder den ene verdenskendt, mens den anden er en helt normal pige. Malica Smith bor sammen med hendes mor og hendes bror i Londons centrum. Hun kender ej selv til hendes ih og åh så store hemmelighed, hun ved blot at hun har en. En helt almindelig dag støder hun ind i en,som har en ligeså stor hemmelighed som hende selv, fordelen ved hans hemmelighed er at han kender til den. Louis Tomlinson verdenskendt popstjerne, har en hemmelighed sammen med hans fire bedste venner som kun de kender til. Hvordan vil det gå to personer med to vidt forskellige hemmeligheder? og når begge hemmeligheder bliver afsløret? vil det hele kunne ordne sig, eller vil det hele falde fra hinanden?

12Likes
16Kommentarer
988Visninger
AA

4. You have to do what I say

Så mange spørgsmål dannede sig i mit hoved, og jeg kunne mærke forvirringen stige. Hvorfor var han her, hvad snakkede de overhovedet om, og hvem var han.

''Malica hvad laver du dog her'' min mor så forskrækket på mig, men jeg kunne kun fokusere på manden ved siden af Jay, og det så også ud til at han kun kunne fokusere på mig.

''Malica det her er min søn Louis, men det ser vidst ud til at i har mødtes før'' Jay så undrende på Louis og jeg. Vi nikkede begge to. ''Jeg mødte Malica nede på biblioteket, hvor hun lånte den bog jeg ellers ville have haft lånt inden touren'' han grinte stille, og så på mig. Jeg kunne fornemme min mors vrede øjne gennemtrænge mig fra siden, og jeg vidste at hun ikke ville holde sig tilbage med at råbe ad mig foran Jay og Louis, for det har hun gjort så mange gange før bare foran nogle andre.

''MALICA SMITH! HVAD HAR JEG SAGT TIL DIG OM AT GÅ PÅ BIBLIOTEKET'' Jeg krympede mig af frygt, og vendte mig mod min mor. Hendes hoved var rød som en tomat, og det var lige før der kom røg ud af hendes øre lige som på tegnefilm. I mine tanker var Louis allerede blevet myrdet 20 gange, på 20 forskellige måder. ''Undskyld mor, men du ved jo hvor meget jeg elsker at læse'' jeg så ned i gulvet, og ventede kun på min straf.

Jeg mærkede et sviende smerte på min kind, og derefter det kolde gulv under mig ''Gå op på dit værelse'' min mor vendte sig om, og jeg rejste mig med lysets hast op fra gulvet, jeg kunne mærke tårende løbe om kamp ned ad mine kinder. Jeg nåede det øverste trin, da en hånd krep fat om mit håndled. Jeg vendte mig om og så Louis.

''Jeg... jeg vidste det ikke'' han så bekymret på mig, men jeg var ligeglad. Jeg har prøvet det så mange gange før, og alle forlod mig af den grund. ''Det ved jeg'' jeg fik mig vristet fri og forsatte mod mit værelse, uheldigvis var Louis ikke så let at slippe af med.

''Hvorfor må du ikke gå på biblioteket'' Louis satte sig på min kontorstol og så spørgende på mig. Jeg rystede på hovedet og satte mig på min seng, jeg slipper nok ikke for ham lige foreløbig. Jeg trak på skuldrene og så på Louis ''Det ved jeg ikke, hun vil bare ikke have det'' han nikkede tankefuldt og så rundt på mit værelse.

Jeg havde ikke så meget på mit værelse, udover en bogreol fyldt med bøger som jeg har læst to gange, et skrivebord med en kontorstol, så er der min seng og en hel masse billeder med familie og venner. Mit værelse er ikke det mest spændende i verden, men jeg kan godt lide at det ikke er for prangende.

''Du kan godt lide lilla'' Louis så smilende på mig, og det smittede hurtigt af på mig ''Ja en smule'' Louis begyndte at grine ''Dit værelse er i flere lilla nuancer, selv dit hår passer ind'' jeg kløede mig utilpas i håret og så hen på Louis som stadig sad og fniste, jeg sukkede ''Jeg er født med lilla hår'' Louis stoppede brat med at fnise og så overrasket på mig, men begyndte så at grine endnu mere end før. Jeg kunne mærke at min vrede steg, jeg tog min pude og kylede den efter Louis. Puden ramte ham lige hovedet og han blev så forskrækket at han faldt ned af stolen, nu var det min tur til at grine. Den gamle følelse af tristhed og frygt, forsvandt lige så hurtigt som en mus der blev opdaget af katten.  Glæden spredte sig hurtigt, og jeg kunne ikke stoppe den igen, jeg faldt ned ad sengen, og lidt efter kunne jeg høre at Louis tog del af mit grineflip.

Vores grineflip blev stoppet, da min bror brasede ind på mit værelse. Han var vred, jeg kunne fornemme det på hans kropssprog og den måde han så på mig. ''Louis jeg skulle sige fra din mor, at du skal komme ned'' Jason fjernede ikke blikket fra mig, og Louis kunne godt se at noget ikke var helt okay. Louis rejste sig fra gulvet og gik hen til døren, han så nervøst tilbage på mig, men sagde ikke noget og forlod værelset. Jeg så op på Jason igen, hans blik var stadig rasende. Han skulle til at sige noget, da min mor kaldte på mig. Jeg rejste mig stille og gik ned i køkkenet, hvor jeg viste, at hun ville være.

''Malica, hvad fanden bilder du dig ind'' hun slog hånden ned i bordet, et slag der var så hårdt at det ville gøre ondt, men ikke på min mor, det var som om at hun var lavet af stål. ''Her går jeg og knokler dag ud og dag ind for at dig og Jason kan få et godt liv, og det eneste jeg forlanger er at i gør hvad jeg siger'' hun rystede på hovedet ''Og ikke engang det kan du finde ud af, nej nej, du tror du kan rende rundt og gøre hvad der passer dig, for du er da bare ih oh åh så hellig'' jeg så ned i jorden, jeg kæmpede med at holde mine tåre inde. ''Og ikke nok med det, så skal du også ydmyge mig foran min bedsteveninde, hvad er du for en datter'' jeg så op på hende, hun så opgivende ud. 

Jeg var en forfærdelig datter, jeg vidste det godt. Men der var noget den bog som tiltrækkede mig så voldsomt meget, at jeg ikke kunne gøre modstand. Det var som om at bogen var virkelig, at det hele var rigtigt.

''Undskyld'' jeg så bedende på min mor, hun sukkede og nikkede ''Ja det må du nok sige, gå op på dit værelse og bliv der oppe ind til jeg er taget på arbejde imorgen'' jeg nikkede og gik op på mit værelse. Sådan var det altid, hun skælder mig ud indtil at jeg siger undskyld, derefter sender hun mig op på værelset som jeg ikke må forlade før hun ikke er i hjemmet længere. Det lyder forfærdeligt og det er det også, men jeg har vænne mig til det.

Jeg lukkede forsigtigt døren til mit værelse, og smed mig på min seng. Min øjne begyndte at blive tungere og tungere, og til sidst blev mit værelse erstattet med mørke.

 

--------------------------------

Undskyld fordi der er gået så lang tid før at der er kommet et kapitel...

men har være stresset og ideerne har bare ikke været der.

Jeg vil publicere så tit jeg kan, men der kan godt gå langt tid imellem kapitlerne.

-Beliner

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...