The Curse of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om den 24-årige brite Ana-Maria Tauren, der ved en fejl kommer om bord på et piratskib, og det kommer til at forandre hendes liv. Hun er nu tvunget til at leve side om side med piraterne og til at kæmpe mod de mennesker, hun før anså som sine landsmænd. Hun er chokeret, men chokket lægger sig, da hun møder kaptajnen på skibet, den charmerende Jack Sparrow, der med sin evindelige humor og store med får Ana-Maria's hjerte til at banke hurtigere. Hun ved ikke hvad der går af hende, men hun kommer til at synes godt om den elskværdige kaptajn, der med fast hånd og glimt i øjet leder sin besætning mod målet i Tågebjergene på øen Pan. Jo tættere de kommer på målet, jo vildere bliver Ana-Maria's forelskelse i Jack, men Jack lægger ikke mærke til noget og snakker uafbrudt om de store guldskatte og damer, der venter ham på Pan. Ana-Maria er en viljefast ung dame, som ingen kan standse i hendes handlinger. Hun beslutter sig for at fortælle Jack om sine følelser en dag..

8Likes
18Kommentarer
1221Visninger
AA

2. Redwitch havn

Jeg gik langs havnen i Redwitch. Min far, en kendt købmand, havde lovet at være her for timer siden, men han var ikke dukket op endnu. Hvor var han henne? Hvorfor var han ikke dukket op? Han skulle have været her for længe siden.  Når solen står højest på himlen, vil jeg være her, og så skal vi sejle til London med de ti kasser te, vi har fået en bestilling på. havde han lovet og kysset mig på panden. Siden havde jeg ventet og ventet, se skibe sejle ind og ud af havnen, se skibsdrenge bakse med lasten og kaptajner, der hundsede med deres sløve besætning. Det var hektisk, men der var på en måde en ophøjet ro over det, som var det præget af årtiers rutine. Jeg satte mig ned på en bro og lod benene vifte i det sommerlune vand. Lod hænderne glide over de ru planker, der var beskidte af mågeafføring, spytklatter og alger. Kikkede på dem, gned dem af i min kjole og kikkede så drømmende ud over havet, der roligt, som et sovende barns åndedræt, lod små bølger slikke op af mine ben. Jeg havde fået en bog af far sidste vinter. En gammel, laset bog med gule sider og krøllet skrift. Jeg begyndte at læse den, i smug, om natten, når jeg ikke skulle hjælpe far med lasten, og jeg var tryllebundet af historien fra første side. Den handlede om en ung pige, som blev efterladt på en øde ø, og blev opdaget af en enlig piratkaptajn. De blev straks forelskede og levede til deres ende på  øen. Jeg elskede den bog, og havde den den stadig i min bukselomme, godt beskyttet mod bølgerne. Jeg tog den op af lommen, forsigtigt glattede jeg dens linnedsbind. Jeg åbnede den og slog op på en side. Den side,  hvor piratkaptajnen kommer og ser pigen. Jeg læste siden og vendte med et suk siderne, til jeg kom til sidste side. Hvor der var et sirligt tegnet billede af den unge pige, der stod i hans favn. Jeg tog bogen tættere hen til hovedet for bedre at kunne se hans ansigt. Han havde noget genkendeligt over sig, som om hun havde set ham før. Det var underligt. Tegningen var tegnet med rød farve, rød som blod. Jeg lod et sidste blik glide hen over tegningen, før jeg satte den krøllede stofstrimmel som bogmærke på siden og krammede den krampagtigt ind til brystet. Jeg kunne mærke tårerne presse på. Hvornår mon min piratkaptajn kom og redde mig fra dette usle liv? Sejlede mig væk, langt væk til det evige solskins land? Jeg sad der længe og smågræd over bogen, inden jeg gemte hovedet i armene og lagde bogen ved siden af mig.

 

Jeg måtte have været faldet i søvn, for da jeg vågnede, var der halvmørkt. Jeg snøftede svagt og rejste mig i et forsøg på at orientere mig, Et funklende stjernetæppe begyndte at brede sig ud over mig, og jeg kikkede forundret op. Det var så smukt og magisk,  ja, jeg havde aldrig set noget lignende. Jeg blev stående der et stykke tid, med bogen i hænderne, fascineret af himlen. Pludselig mærkede jeg, at nogen prikkede mig på skulderen. Jeg vendte mig forbløffet om og så en middelhøj mand kikke på mig. Jeg kikkede afventende på ham, ventede på at han skulle præsentere sig. Manden havde en stor hat på, og et sjovt hår, der var sygeligt langt og pyntet med perler. Han havde en beige hørtrøje og brune bukser på, et stribet bælte og en sølvbelagt pistol hang ved hans venstre side. Hans brune øjne borede sig ind i mine, og han studerede mit ansigt. Så løftede han et øjebryn og krydsede armene. "Hvad skyldes, at en ung pige som dig går rundt herude en juninat, helt alene?" Han så ualmindelig komisk ud, når han talte samtidig med at han stod og bankede sin ene fod i jorden. Jeg kunne ikke lade være med at undertrykke et højt fnis, så det kom til at lyde som et nys. Han lagde hovedet på skrå og rystede på hovedet af mig. "Prosit, snuske." Jeg fnøs indvendigt. Hvad bildte han sig ind? Jeg satte et kikset smil op i stedet, så han ikke skulle få mistanke. "Og du er..?" Jeg betragtede ham, mens han langsomt fiskede sin pistol op og svingede den med to fingre. Han svarede mens han pegede pistolen mod mit bryst. "Jeg er kaptajn Jack Sparrow" sagde han med en dyb stemme, som jeg fandt beroligende. Den mindede om en af de havnearbejdere, som jeg var gode venner med. Han tog pistolen og kastede den op i luften i en perfekt bue og greb den igen. "Og du er..?" Jeg sank en klump. Han var altså kaptajn. "Jeg er.. jeg hedder.. Ana-Maria.. Tauren." Jeg betragtede hans pistol, som han stod og legede med. "Vil du lige.. fjerne den der..?" jeg pegede på hans pistol. Han så på mig med et forvirret blik og lagde den så tilbage i bæltet. "Ana-Maria.." Han stod og snusede ud i luften, som om han kunne lugte noget. "Det er et flot navn." Han slog ud med armene og klappede mig på skulderen. "Velkommen om bord, Ana-Maria."

Han pegede på det store skib bag ham. "Den Sorte Perle. Hun er noget for sig selv, det kan du æde min gamle hat på, men.." han så alvorligt på mig "..du må hellere lade være." Han begyndte at skubbe mig op med planken, der stod smidt op mod indgangen. "Men.. hey.. hvad laver du?" Jeg kikkede forbløffet på ham. "Jeg.. jeg.. venter på min far.. han sagde.." Jeg begyndte at sparke, men han tog et solidt greb om livet på mig og bar mig over planken, hvor efter han trak den ind og lukkede. "Man diskuterer ikke med kaptajn Jack Sparrow, snuske." Han vente sig mod personerne på dækket. "Let anker, folkens! mod Pan!"

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...