The Curse of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om den 24-årige brite Ana-Maria Tauren, der ved en fejl kommer om bord på et piratskib, og det kommer til at forandre hendes liv. Hun er nu tvunget til at leve side om side med piraterne og til at kæmpe mod de mennesker, hun før anså som sine landsmænd. Hun er chokeret, men chokket lægger sig, da hun møder kaptajnen på skibet, den charmerende Jack Sparrow, der med sin evindelige humor og store med får Ana-Maria's hjerte til at banke hurtigere. Hun ved ikke hvad der går af hende, men hun kommer til at synes godt om den elskværdige kaptajn, der med fast hånd og glimt i øjet leder sin besætning mod målet i Tågebjergene på øen Pan. Jo tættere de kommer på målet, jo vildere bliver Ana-Maria's forelskelse i Jack, men Jack lægger ikke mærke til noget og snakker uafbrudt om de store guldskatte og damer, der venter ham på Pan. Ana-Maria er en viljefast ung dame, som ingen kan standse i hendes handlinger. Hun beslutter sig for at fortælle Jack om sine følelser en dag..

8Likes
18Kommentarer
1223Visninger
AA

14. Minder fra fortiden

Det var så småt ved at blive hen på aftenen, og himlen var ved at blive rosa-orange i vest. Jack var gået op til roret og så ud over havet med et tomt blik, mens hans hænder hvilede på det uden at bevæge sig. Jeg gik forsigtigt hen til ham og tog plads ved siden af ham på en tom trækasse. Jeg kikkede hurtigt på ham og rakte armen op mod ham. Han sukkede. Jeg lagde min hånd forsigtigt på hans. Hånden var ru og varm med små, brune hår på de veltrænede fingre med alle hans guldringe, der glimtede i dagens sidste lys. Jeg studerede hans flækkede neglebånd et øjeblik, inden han forsigtigt tog min hånd og klemte den ømt. En chokbølge gik gennem mig, og jeg var nær ved at lette fra rælingen og flyve op i de små, rosa fjerskyer, så let følte jeg mig. Han nikkede og smilede. Jeg rejste mig langsomt op fra kassen. Et par rustne søm havde sat sig fast i min kjole. Jeg stemte foden mod kassen for at få min kjole fri. Den løsrev sig med en langtrukken klagelyd. Jeg kikkede ned på min ødelagte kjole. Sømmene havde revet en lang flænge bagpå op til min bagdel, hvilket betød, at man nu havde fri udsigt til min underkjole af hør, der ikke var blevet vasket i lang tid. Jack smilede. "Det er sådan, man gør dét." Han trak mig op i et snuptag. I et øjebliks svimmelhed lagde han hænderne om min nakke og trak mig længere ind til sig. Jeg gispede halvkvalt over den pludselige intimitet og prøvede at trække mig tilbage, men han lagde en fast hånd om min ene hofte, så jeg ikke kunne flygte. Han borede sit brune blik dybt ind i mit. Jeg svang klodset en arm om hans skulder og begyndte at pille ved hans hår, der føltes som de filtruller, jeg havde haft det så sjovt med om vinteren, da jeg var mindre, når min storesøster Magareth var kommet inde fra byen for at lære mig håndarbejde.

Jack gjorde ikke noget, men stod stille med den ene hånd om min nakke og den anden på min hofte, der var begyndt at blive følelsesløs. Jeg smilede diskret til ham for at signalere, at jeg var okay. Han nikkede og stønnede lavt af lykke. "Jeg kan godt lide dine øjne," sagde han efter et stykke tid. "de minder mig om havet i min hjemstavn Caribien på en uvejrsdag. Modige og trofaste øjne."

Jeg kikkede tavst på ham og flyttede mine hænder fra hans hår og ned til hans hænder. Jeg tog dem og flettede dem stærkt ind i mine; intet kunne skille os ad nu. Jeg stod stille og kikkede dybt ind i hans øjne, uden et ord for ikke at bryde det magiske øjeblik.

Han ventede tålmodigt på mit svar, uden at flette sine fingre ud fra mine, vi var som låst fast til hinanden i en ubrydelig pagt.

"Jeg elsker dine øjne," svarede jeg så. "de minder mig om de kaffebønner, der løb ud af sækkene, når min far kom hjem med lasten fuld af kaffe fra Caribien. Det var da jeg var lille, men jeg kan stadig huske det."

"Kaffe fra Caribien." Han sukkede længselsfuldt. "Indtil jeg var tredive år, hjalp jeg min far med at læsse lasten på skibene i Caribiens havn. Jeg havde aldrig drømt om at komme ud på eventyr, inden jeg mødte en gammel kaptajn på et piratskib en dag. Jeg sneg mig om bord og blev en del af besætningen og sejlede verden rundt med dem, og jeg elskede det krævende liv til søs. Den gamle kaptajn udnævnte mig som kaptajn efter ham på sit dødsleje, den dag jeg fyldte fyrre. Siden har jeg selv sejlet rundt på egen hånd med hans besætning" Jeg gispede lavt. "Er du så gammel?" Han fnisede. "En rigtig kaptajn må aldrig omgås kvinder eller have et forhold til kvinder."

Da han så mit skuffede blik, smilede han hemmelighedsfuldt.

"Men kaptajner af ægte blod skider på regler."

Tavsheden kom snigende. Vi stod igen som paralyserede og så hinanden i øjnene.

Han lænede sig forsigtigt frem mod mig og skubbede en genstridig rødblond lok væk fra mine læber. Mit hjerte begyndte at banke som tusind pauker, da han trak mig ind til sig.

*

Han nåede kun lige at strejfe mine læber og puste en svag rom-dunst ind i munden på mig, inden der lød et stort brag og stormasten skilte os ad. Vi stod på hver sin side af den rådne mast og stirrede chokeret på dét, der bogstaveligt talt var dumpet ned fra himlen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...