The Curse of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om den 24-årige brite Ana-Maria Tauren, der ved en fejl kommer om bord på et piratskib, og det kommer til at forandre hendes liv. Hun er nu tvunget til at leve side om side med piraterne og til at kæmpe mod de mennesker, hun før anså som sine landsmænd. Hun er chokeret, men chokket lægger sig, da hun møder kaptajnen på skibet, den charmerende Jack Sparrow, der med sin evindelige humor og store med får Ana-Maria's hjerte til at banke hurtigere. Hun ved ikke hvad der går af hende, men hun kommer til at synes godt om den elskværdige kaptajn, der med fast hånd og glimt i øjet leder sin besætning mod målet i Tågebjergene på øen Pan. Jo tættere de kommer på målet, jo vildere bliver Ana-Maria's forelskelse i Jack, men Jack lægger ikke mærke til noget og snakker uafbrudt om de store guldskatte og damer, der venter ham på Pan. Ana-Maria er en viljefast ung dame, som ingen kan standse i hendes handlinger. Hun beslutter sig for at fortælle Jack om sine følelser en dag..

8Likes
18Kommentarer
1225Visninger
AA

17. Hjælperen

"Hallo, nu må du fandme også vågne op. Jeg kan ikke undvære dig, har jeg jo allerede sagt. Kan du ikke fatte det, eller hvad?"

Jeg ruskede panisk i ham. Min stemme var gået op i et hysterisk, hæst toneleje efter flere timers tavshed fra hans side. 

Jeg var egentlig pænt træt af det. Han besvimede, vågnede op igen, gik lidt omkring for at besvime igen. Jeg havde på fornemmelsen, at noget var galt med ham. Måske var han syg. Måske var han blevet besat af en fremmed, ond dæmon?

 

Jeg satte mig ned ved siden af ham og foldede hænderne. Hviskede desperate bønner om hjælp.

 

Pludselig dukkede der noget op foran mig.  Det var en mand med en bred, spids troldmandhat. Hele hans påklædning inklusiv hatten var grå  som ophobet støv.

"Jeg ser, at De har brug for hjælp?" sagde han. Hans stemme var ikke som jeg forventede, skrattende og hæs, men den lød som en ung mands. Jeg rejste mig langsomt op. 

"Ja, min mand er lige pludselig besvimet." I det øjeblik håbede jeg mere end nogensinde, at Jack ikke kunne høre mig. Manden tog sin hat af og blottede en halvllang, mørkebrun frisure. "Lad os se på det."

Hans øjne strejfede mit ansigt i et kort øjeblik. Jeg bed mig i læben. Han var ikke som de andre mænd, der tossede rundt på kroerne om eftermiddagen. Dem, som jeg altid havde været bange for at gå forbi på vej hjem fra skolen, da jeg var yngre. Dem, der som regel var fordrukne og overordenligt direkte. Han var flot, og han udstrålede ro og tryghed.

Hans øjne var som Jacks, brune og vise, fulde med omsorg gemt omhyggeligt væk bag et hårdt skær af beslutsomhed. Han smilede forsigtigt og rodede hans medbragte taske af gammelt, slidt læder. Han fandt en dåse med pulver frem, blandede det op med en gul væske fra en anden lille beholder og begyndte nænsomt og forsigtigt at smøre blandingen på Jacks hals og på hans ansigt. Jeg betragtede ham tavst og afventende. Hvordan hans lange, smidige fingre, der glinsede af væsken, langsomt bevægede sig hen over Jacks hals og ned under hans nakke. 

Lidt efter begyndte den mystiske væske at virke. Jack satte sig langsomt op og strakte sig med et højt gab. Mit hjerte bankede hurtigere, da manden i gråt med de flotte øjne gik hen til mig og rakte hånden som en farvelhilsen. Jeg stod og kiggede et øjeblik, inden han ombestemte sig og satte pludseligt sit højre ben i jorden og greb efter min hånd. Jeg gispede forskrækket, da jeg så blikket i hans øjne. Den hårde overflade var helt tøet op. Nu udstrålede hans øjne bare underkastelse og kærlighed. Som en hundehvalp, der tiggede om at blive lukket ind i varmen på en kold vinterdag. Jeg mærkede frygten blive erstattet med en følelse af.. varmhed? 

Han fastholdt mit blik, i noget, der føltes som evigheder, indtil han langsomt førte min hånd op til hans mund og kyssede den ærbødigt. Hans læber var uendeligt bløde. Jeg lukkede øjnene og nød det, til han langsomt trak sig op ved hjælp af min hånd og stillede sig ved siden af mig, helt stille, med hans hånd i min. Det føltes så underligt, men samtidig ikke fremmed. Som om jeg havde oplevet det før. Jeg mærkede, hvordan han langsomt lænede sig af mig, til vores kroppe stod tæt indtil hinanden. 

Noget gik op for mig. Jeg måtte kende ham fra et sted. Jeg havde mødt ham før. Kendt ham personligt.

"Kender jeg dig?" hviskede jeg ind i hans ene øre.

"Jeg kan huske dig, Liz." hviskede han tilbage. Mit hjerte sprang et slag over. Han kunne altså huske mig. Men hvem var han?

"Hvem er du..?" sagde jeg, måske lidt for højt. Jeg kunne mærke hans muskler stramme kort. Han tyssede på mig.

"Will. Will Turner. Vi har kendt hinanden længe. Kan du huske mig nu?" Hans ene hånd kørte forsigtigt ned over min rygrad. Fik mig til at huske.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...