The Curse of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om den 24-årige brite Ana-Maria Tauren, der ved en fejl kommer om bord på et piratskib, og det kommer til at forandre hendes liv. Hun er nu tvunget til at leve side om side med piraterne og til at kæmpe mod de mennesker, hun før anså som sine landsmænd. Hun er chokeret, men chokket lægger sig, da hun møder kaptajnen på skibet, den charmerende Jack Sparrow, der med sin evindelige humor og store med får Ana-Maria's hjerte til at banke hurtigere. Hun ved ikke hvad der går af hende, men hun kommer til at synes godt om den elskværdige kaptajn, der med fast hånd og glimt i øjet leder sin besætning mod målet i Tågebjergene på øen Pan. Jo tættere de kommer på målet, jo vildere bliver Ana-Maria's forelskelse i Jack, men Jack lægger ikke mærke til noget og snakker uafbrudt om de store guldskatte og damer, der venter ham på Pan. Ana-Maria er en viljefast ung dame, som ingen kan standse i hendes handlinger. Hun beslutter sig for at fortælle Jack om sine følelser en dag..

8Likes
18Kommentarer
1225Visninger
AA

8. Efterladt

Jeg mærkede noget koldt og vådt på mit ansigt, vågnede brat, da jeg fik vand i næsen og satte mig op for at få luft. Jack stod bøjet over mig med en våd moppe i hænderne. Jeg tørrede ansigtet mod mit beskidte kjoleærme og så mig omkring. Der var et stort hul i dækket nogle meter fra mig, hvor man kunne høre vandet slikke op af de gamle brædder i bunden. Rejste mig så og så hen på Jack. ”Hvad er der sket her? Har vi været under angreb igen?” Jack skar en smertefuld grimasse og gik hen til hullet. ”Briterne har været her, og mens frøkenen lå og sov lige så fredeligt inde i kahytten i tørvejr, så jeg kæmpede en indædt kamp for at lede skibet på ret kurs mens regnen piskede som iskolde, sylespidse nåle mod min hud,” Han slog ud med armene mod det ødelagte skib. ”Det lykkedes mig ikke at vende skibet. Uvejret aftog hen over natten sammen med de forbandede briter, der efter at havde skudt min Perle halvt i sænk, vendte deres små spidse næser i sky og råbte hånende af mig i deres blanke uniformer på deres skide forfinede skibe, mens jeg blev ladt tilbage, her alene, uden så meget som en lille dråbe rom – ” Han sukkede og satte sig på knæ ved hullet og lod modløst hovedet falde mod brystet, kikkede ned i det blåsorte vand, der havde samlet sig i en sprække og skvulpede mod skibets sider nede i stævnen. Jeg kravlede forsigtigt hen mod ham og lagde en arm om hans skuldre. ”Er vi strandet her?” spurgte jeg ham forsigtigt. Han så på mig med et tomt udtryk i øjnene. ”Ja, det er vi. Endda temmelig meget.” Jeg begyndte at massere hans ryg. Han protesterede ikke, men lod mine hænder glide ned af hans ryg, der var våd af havvand, blod og sved. Jeg tog hans hænder op for at varme dem, da jeg lagde mærke til det samme sorte sår i hans venstre hånd, som jeg havde set tidligere. Mit hjerte sprang et slag over. Jeg tog hans hånd op for at studere det nærmere, men han lukkede hånden over det. Jeg slap forsigtigt hans hånd. Mine hænder var farvet af blod, sort snask og gennemsigtig sårvæske. Jeg viste min hånd til ham. ”Hvad er det, Jack?” spurgte jeg ham uroligt. ”Hvad er det, du har på din venstre hånd? Hvad skjuler du for mig?” Jeg anstrengte mig for ikke at lyde vred, for jeg vidste, hvad der ventede, hvis jeg satte mig op mod ham. Han kikkede ikke på mig, men mumlede svagt med blikket mod vandet. ”Sår.. et slemt sår.” Han trak på skuldrene, så et ar i hans hoved sprang op og blødte ned over panden og ned i skægget. Jeg lagde hænderne i skødet og rystede på hovedet. ”Du bløder, Jack..” Han flyttede sig med et støn længere hen mod hullet. ”Ja, jeg bløder. Jeg bløder ud af alle kropsåbninger, og du sidder bare der og taler mig efter munden, siger alt det, jeg allerede ved..” Jeg rystede igen på hovedet og rejste mig op i et ryk. ”Hvordan er det, du taler til en dame, mister Sparrow?” Han vrissede irriteret af mig. ”Hvordan jeg taler til en dame,” efterabede han med en høj pibestemme, ”Hvorfor, hvor, hvad, gør dit, gør dat, og husk det, pas på..” Han rystede kraftigt på hovedet, så hans fletninger viftede til alle sider. ”Du er en dame,” han gik tættere på. ”Du er en dame, ikke sandt. Damer er lige som mænd, bare svagere. Mere påpasselige. Mere uudholdelige,” han tog en dyb indånding, ”Damer hører til på land. Ikke på havet. Ikke ombord på et skib.” Hans ar blødte nu så kraftigt, at hans ansigt var dækket af røde striber. ”Vidste du, at damer, kvinder, hunkønsvæsener i det hele taget, ombord på et skib bringer uheld?”

Jeg ville afbryde ham i hans talestrøm, for han så ikke for godt ud, men han havde mere at sige. Han fnyste og fortsatte i et vredere tonefald. ”Det er din skyld, alt sammen.” Han rettede en dirrende pegefinger mod mig. ”Det er din skyld, at min besætning er væk. Det er din skyld, at briterne har skudt os i sænk. Det hele er din skyld!”Jack fægtede med armene, blind i raseri. ”Horeunge, skrid fra mit skib og driv i land, hvor du hører til, og leg sammen med sine snottede veninder, for her hører du ikke til!” Han sænkede armene og så på mig med et stålfast blik. Der var kun vrede at se i hans øjne. Jeg så usikkert på ham. Var det mon blodmanglen, der havde hidset ham sådan op? Jeg følte mig omtåget. Det hele kørte rundt for mig, og jeg faldt. Jeg hørte hastige skidt og mærkede ru hænder gribe mig sekundet før det ru dæk. En stemme hviskede noget. Tre ord. Undskyld. Undskyld. Undskyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...