The Curse of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om den 24-årige brite Ana-Maria Tauren, der ved en fejl kommer om bord på et piratskib, og det kommer til at forandre hendes liv. Hun er nu tvunget til at leve side om side med piraterne og til at kæmpe mod de mennesker, hun før anså som sine landsmænd. Hun er chokeret, men chokket lægger sig, da hun møder kaptajnen på skibet, den charmerende Jack Sparrow, der med sin evindelige humor og store med får Ana-Maria's hjerte til at banke hurtigere. Hun ved ikke hvad der går af hende, men hun kommer til at synes godt om den elskværdige kaptajn, der med fast hånd og glimt i øjet leder sin besætning mod målet i Tågebjergene på øen Pan. Jo tættere de kommer på målet, jo vildere bliver Ana-Maria's forelskelse i Jack, men Jack lægger ikke mærke til noget og snakker uafbrudt om de store guldskatte og damer, der venter ham på Pan. Ana-Maria er en viljefast ung dame, som ingen kan standse i hendes handlinger. Hun beslutter sig for at fortælle Jack om sine følelser en dag..

8Likes
18Kommentarer
1228Visninger
AA

5. Det Sorte Tegn

Jeg satte mig længst henne ved Jacks kahyt bag nogle tønder tønder med saltet fisk og tog ringen frem. Studerede den. Den forgyldte overflade var ridset og bulet og så underligt grovt lavet ud, som om smeden skulle lave den i en fart og så gemte den af vejen, men tabte den på stengulvet i farten, hvor den så var rullet ind i gløderne og var smeltet halvt, før smeden fandt den og puttede den i en lille kiste, som han havde givet til en mystisk kaptajn, der kom langvejsfra.. Jeg sukkede og puttede ringen ned i udskæringen i min kjole, hvor jeg havde en lille pose syet ind. Så lagde jeg hænderne i skødet og rettede mig op, mens jeg drømmende kikkede ud over det blå hav, ligesom jeg havde gjort, da min far ikke kom. Jeg forestillede mig et skib i horisonten, et stort skib med ikke mindre end fire master med blodrøde sejl og kanonerne ude og klar til skud. Mågeskrig lød over mig, og pludselig hørte jeg en stemme råbte fra bagbord: "Skib forude!" efter fulgt af et "Til kanonerne, manne! Alle til kanonerne!" og en trampen af hundrede støvler på dækket. Jeg rejste mig op i en hurtig bevægelse og så mig omkring. Havet var blevet mørkt og oprørsk, og himlen var overskyet. Det begyndte at regne kraftigt, og jeg klamrede mig til rælingen, mens store bølger skyllede ind over mig og gjorde mig helt våd. Jeg krabbede mig viljefast op af skibet, som tippede nedad. Ja jeg kom helt op til hoveddækket, kikkede jeg mig fortabt om efter nogen mennesker. Der var ingen på dækket. Blæsten rev i mit hår og blæste mine hårbind af og ud i havet. Hvor er Jack? Jeg så mig hurtigt tilbage. En stor bølge var ved at oversvømme bagbord. Jeg tog mine sko af og smed dem af så jeg bedre kunne få fodfæste. Så så jeg et vindue med lys. De var derinde. Det var den eneste logiske løsning. De måtte være derinde. Hvor skulle de ellers være? Jeg rev døren op, men blæsten smækkede den i igen. Blæsten blæste mit lange hår ind for øjnene af mig. Pludselig så jeg en sabelklinge glimte i et flygtigt løs af en lanterne, som var ved at gå ud. Sablen skar i døren, og en stærk arm tvang den op. Jeg mærkede en ru hånd gribe fat om min skulder og trække mig indenfor. Døren smækkede bag mig, og jeg missede rædselslagen mod skæret af den fakkel, der blev holdt hen foran ansigtet på  mig. "Hvem er du?" vrissede en dyb, vred stemme tæt ved mit øre. Jeg snusede ind. En svag lugt af rom. Jeg så ud i mørket. "Ana-Maria Tauren." Faklen blev fjernet fra mit ansigt, og et nyt ansigt dukkede op af mørket. Med faklen. "Bare dig.." brummede han. Det var Jack. Hans solbrændte ansigt lyste ildorange i faklens skær. Hans ansigt glinsede af sved. "Ana-Maria.. det her er ikke.." Jeg mærkede et gib i mig, da skibet krængede voldsomt efter et brag. Jeg blev kastet agterud og landede på ryggen op af muren og skar tænder af smerte. Jack kom væltende et øjeblik senere, klynget op på væggen ved siden af mig. Han viste ingen følelser, men sad bare og stirrede tomt ud i luften, da faklen rullede ud af hans hånd, ramte en vandpyt og gik ud. Jeg rykkede forsigtigt tættere på ham. Han protesterede ikke, men brummede bare svagt og lod sin hånd klaske slapt ned på gulvet. Jeg skubbede mig forsigtigt hen til ham og tog hans hånd. Han vendte hovedet og kikkede på mig med et vemodigt blik. "Lyset er væk" hviskede han. Jeg tog hans hånd mellem mine og  gned dem. Den var kold som en døende mands. "Jack.. er der noget galt med dig? Sig det!" hviskede jeg. Jack lukkede øjnene som kæmpede han en indre kamp. "Det.. sorte.. tegn.." hviskede han lavt og sukkede. Jeg så pansik på ham, Jeg havde aldrig set ham sådan før i hele min tid på skibet. "Hvad for et tegn? Svar mig, Jack!" Min stemme hævede sig panisk til et lille råb. "Hånden.." hviskede han, endnu svagere. "Hånden? Hvad for en hånd? Jack?.." Jack så ualmindelig bleg ud, selv i mørket. "Jeg.. jeg kan ikke mere..."  Han vred sig. Jeg flyttede forsigtig hans arm, lagde den om min skulder og min arm om hans ryg. Jeg lagde mit øre til hans bryst for at høre hans hjerte. Det føltes somom det slog langsommere og langsommere for hvert sekund. "Jack!" Jeg tog hans hånd og flettede panisk mine hænder ind i hans for at varme ham. "Du må ikke dø, hører du! Du er kaptajn! Vores kaptajn! Du kan ikke forlade os nu! Ikke her! Ikke midt i kampen! Et fjendtligt skib beskyder os, og du ligger bare her og.." Min stemme knækkede. Hans læber bevægede sig svagt. "Du taler for meget, snuske." Så lukkede han munden, og hans hjerte holdt op med at slå. Jeg lagde sørgmodigt armene om ham og mærkede varme tåre glide ned over mine kinder og ned på hans bukser. "Det troede jeg ikke, du ville gøre imod mig, Jack" hviskede jeg, inden jeg begravede mit ansigt i hans bluse og gråden overtog mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...