The Curse of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om den 24-årige brite Ana-Maria Tauren, der ved en fejl kommer om bord på et piratskib, og det kommer til at forandre hendes liv. Hun er nu tvunget til at leve side om side med piraterne og til at kæmpe mod de mennesker, hun før anså som sine landsmænd. Hun er chokeret, men chokket lægger sig, da hun møder kaptajnen på skibet, den charmerende Jack Sparrow, der med sin evindelige humor og store med får Ana-Maria's hjerte til at banke hurtigere. Hun ved ikke hvad der går af hende, men hun kommer til at synes godt om den elskværdige kaptajn, der med fast hånd og glimt i øjet leder sin besætning mod målet i Tågebjergene på øen Pan. Jo tættere de kommer på målet, jo vildere bliver Ana-Maria's forelskelse i Jack, men Jack lægger ikke mærke til noget og snakker uafbrudt om de store guldskatte og damer, der venter ham på Pan. Ana-Maria er en viljefast ung dame, som ingen kan standse i hendes handlinger. Hun beslutter sig for at fortælle Jack om sine følelser en dag..

8Likes
18Kommentarer
1218Visninger
AA

16. Dæmonangreb

Da Jack var forsvundet ind i kahytten, sad jeg tavst og ventede på, at dæmonpigen skulle sige noget. Hendes overnaturligt skinnende øjne fangede månelyset. Når hun kikkede på mig, blændede hun mig. Jeg rev en flig af min i forvejen ødelagte kjole og tog den op for øjnene, så jeg kunne se gennem fibrene på stoffet. Hendes pupiller havde forvandlet sig. Hun havde pupiller som en kat; aflange og smalle, som stod til voldsom kontrast til hendes næsten gennemsigtige iris. Jeg fik et chok, da hun rejste sig op med sådan en kraft, at fiskekassen væltede. Hun begyndte med stive bevægelser at gå hen mod mig. Jeg klynkede og kastede mig panisk bagover, greb kassen og holdt den med rystende hænder foran mig som forsvar. Ikke at det ville komme mig til megen nytte, for øjeblikket efter slog en gigantisk, grønrosa, slimet fangarm ind over dækket og smadrede kassen til pindebrænde. Jeg rullede mig sammen med hænderne om lårene og lagde hovedet mod benene. Jeg prøvede at gøre mig så lille så muligt, i håb om at både dæmonpigen og den store, kvalmende fangarm ville  miste interessen. Jeg sad stille, uden en lyd, og tænkte tilbage på min far og det hjem, jeg havde forladt. Jeg var ved at falde ind i en drømmelignende tilstand, da der pludselig lød et råb og et summende lyd. Jeg kikkede forsigtigt op. Både dæmonpigen og fangarmen var væk.

Jeg så mig chokeret omkring. En tyk tåge var begyndt at samle sig omkring skibet og viske alle former ud i hvid damp. Jeg greb et stykke af det træ, som blækspruttearmen havde knust, så jeg kunne forsvare mig, hvis pigen nu skulle dukke op. Jeg kaldte tøvende og fortvivlet på Jack. "Jack? Hvor er du?" 

Jack svarede ikke. Jeg sukkede og bevægede mig langsomt frem med et fast greb om planken. Dens ru flader skar mine håndflader til blods. Jeg bed mig i læben og hævede planken til slag, mens jeg prøvede at fokusere. En høj pibetone flængede luften. Jeg drejede hurtigt rundt om mig selv. Det begyndte at støvregne, og regnen klæbede mit hår til ansigtet og blokerede mit udsyn. Jeg viftede det irriteret væk og standsede afventende. Der var ikke en lyd af høre, og ingenting at se for tågen. Støvregnen forsvandt pludseligt og blev afløst af et lystglimt. Få sekunder buldrede et enormt brag ind over skibet og fik dækket til at knase faretruende. Lydbølgen kom ovenfra og gentog sig adskillige gange. Jeg lagde planken fra mig og satte mig ned på dækket og holdt hænderne for mine ører. Jeg spyttede på dækket, bange og frustreret. Min krop rystede af adrenalin. Jeg fremstammede en bøn til Jomfru Maria på mit rustne latin og kneb øjnene sammen, mens jeg ventede på at bragene holdt op. 

Efter noget, der føltes som en evighed, blev der stille. Jeg rejste mig på mine sovende ben  og vaklede omkring. Tågen var begyndt at aftage.  Jeg spejdede efter Jack, men han var ingen steder at se. Så typisk Jack. Han var sikkert stukket af som en hund med halen mellem benene. En kras lugt fandt vej til mine næsebor. Jeg kikkede op i masten. Grå røg væltede ud fra toppen. Orange, nådesløse flammer var i gang med at æde stormasten. Det var et spørgsmål om tid, før de fik fat i sejlene og bagefter blev ledt ned mod dækket. Jeg prøvede at finde på flugtmuligheder, da jeg fik øje på noget brunt, der flød ude i vandet. Jack.

 

Jeg så fra ham til flammerne, der kom nærmere og nærmere. Så baksede jeg mine støvler af og sprang i vandet. Det kolde vand omsluttede mig, og jeg mærkede mine hår rejse sig. Jeg tog par svømmetag. Da jeg kom i balance, bevægede jeg mig hen mod Jack. Hans ansigt var gråblåt. Hans bryst hævede sig langsomt op og ned, men det var meget svagt. Han blødte voldsomt fra et sår i siden. Jeg måtte få ham ind til land, ellers ville han dø af forblødning. Jeg tog hans ansigt mellem mine hænder og gned det forsigtigt. "Kan du høre mig, Jack?" Han åbnede munden og rallede. Hans ansigt bevægede sig slapt. Et nik. Jeg tog fat under hans skuldre og svømmede langsomt hen mod stranden. Det gik op for mig, hvor let han var. Det var ikke svært for mig at få ham ind til bredden og bære ham det sidste stykke ind til sandet. Jeg kastede et sidste blik ud mod skibet, inden jeg bar ham ind under en stor palme og lagde ham ned ved foden af palmen. Jeg tog hans hånd. "Vågn op, Jack. Jeg beder dig. Vågn op, vil du ikke nok?"

Hans manglende reaktion fik mig til at bryde ud i gråd. "Jeg kan ikke leve uden dig, Jack. Uden dig har jeg ingen." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...