The Curse of Love

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 15 nov. 2014
  • Status: Igang
Denne historie handler om den 24-årige brite Ana-Maria Tauren, der ved en fejl kommer om bord på et piratskib, og det kommer til at forandre hendes liv. Hun er nu tvunget til at leve side om side med piraterne og til at kæmpe mod de mennesker, hun før anså som sine landsmænd. Hun er chokeret, men chokket lægger sig, da hun møder kaptajnen på skibet, den charmerende Jack Sparrow, der med sin evindelige humor og store med får Ana-Maria's hjerte til at banke hurtigere. Hun ved ikke hvad der går af hende, men hun kommer til at synes godt om den elskværdige kaptajn, der med fast hånd og glimt i øjet leder sin besætning mod målet i Tågebjergene på øen Pan. Jo tættere de kommer på målet, jo vildere bliver Ana-Maria's forelskelse i Jack, men Jack lægger ikke mærke til noget og snakker uafbrudt om de store guldskatte og damer, der venter ham på Pan. Ana-Maria er en viljefast ung dame, som ingen kan standse i hendes handlinger. Hun beslutter sig for at fortælle Jack om sine følelser en dag..

8Likes
18Kommentarer
1211Visninger
AA

7. Åbenbaringen

Jeg vågnede med Jacks hånd over mit bryst og mit hoved på hans bryst. Jeg satte mig fortumlet op og trak hånden forsigtigt til mig. Mine kinder var klistrede af halvt indtørrede tårer og mit hår var filtret efter en urolig søvn. Jeg rejste mig op og lod blikket glide hen over kahytten. Der var stadig mørkt, men i en lille sprække kom der månelys ind. Det var altså nat. Jeg havde sovet hele eftermiddagen og aftenen og var vågnet op midt om natten. Jeg trådte forsigtigt nogle skridt frem og standsede så, da jeg hørte en lyd henne fra den ene væg. Lyden forsvandt, og jeg gik videre. Så hev jeg fat i døren ud til dækket og trak til, til den gav sig med et svup. Jeg gik ud på dækket, der var oversvømmet. Stormen havde ødelagt sejlene, der hang slappe ned fra masterne og vajede slapt i den svage vind. Pludselig hørte jeg en lyd bag mig. Jeg så op. Det var Jack. Jeg så undrende op. Han nærmede sig med hastige skidt med et alvorligt blik. Han standsede overfor mig og så mig i øjnene. "Hvor er besætningen?" spurgte jeg ham, selvom jeg ingen forventninger havde om at han kunne svare mig. Han så på mig med sorg i sine brune øjne, som natten fik til at skinne i månelyset. Jeg så  tårer glide ned af hans kinder og trække spor i hans beskidte, solbrændte ansigt. Han åbnede munden i en stille hvisken. "De er væk." Jeg så medlidende på ham. Han tog sin hat af og holdt den mellem sine hænder mens han så ud over havet. "Nej, Ana-Maria.." Han så på mig med et blødt blik. "Du må ikke græde.. bare fordi jeg græder." Han vendte igen blikket mod havet. Jeg betragtede ham. En sørgende kaptajn, som havde mistet sin besætning til havet, havde mistet sin ære og værdighed. Han ville aldrig komme over det. Han var nu nederst i hierarkiet. Hans tid som frygtet piratkaptajn var slut. Han var nu dømt til at blive fundet af fjenderne for at blive dømt til døden i galgen. Jeg gik hen til ham og lagde en hånd på hans skulder. "Det kan du ikke forlange, Jack." Han vendte jeg mod mig og krydsede armene. "Jeg er stadig kaptajn på dette skib. Du har at adlyde mig, frøken Tauren." Jeg rystede på hovedet. "Du er kaptajn. Din besætning er væk. Du har kun mig tilbage. Vi må samarbejde." Jack kiggede skeptisk på mig. "Jeg er kaptajnen, snuske. Du er underlagt mig, så længe du er på dette skib." Jeg rystede igen på hovedet og stillede mig foran ham. "Men den indstilling kommer du aldrig til at få mig til at samarbejde. Du ender som et afpillet lig ude i ødemarken med reb om din hals, mens jeg lever lykkeligt med en rig.." Jack lagde en hånd mod min mund. "Igen, du taler for meget. Kan du overhovedet høre, hvad du selv tænker? Hva'?" Han tappede mig på tindingen med sin pegefinger. Jeg greb irriteret fat om hans håndled og tvang hans arm om på ryggen med en hurtig bevægelse. Jack skar tænder af smerte og stønnede. "Okay.. okay.. lad os da tage en ærlig kamp, hvis det er det, du virkelig vil.." Han trak sin sabel. Synet af hans sabel fik mig til at slippe ham. Det var trods alt den sabel, der havde reddet mig. Han bukkede sig ned og rodede på dækket for så at række mig en pistol. "Der er et skud i den. Kun et." Han kikkede alvorligt på mig og hævede så sin sabel. Jeg sigtede på ham med min pistol. Min hånd rystede. Jeg havde aldrig prøvet at betjene sådan en før. Jeg greb om den med begge hænder for ikke at tabe den. Jack gik tættere på mig. "Du skal bare trykke aftrækkeren ned for at gøre det af med mig for evigt. Det er slet ikke så svært." Han trak sin trøje af og blottede sit bryst. Jeg blev svimmel ved synet. En svedig lok klæbede til min bande. Jeg strøg den væk og fokuserede på at rette pistolen mod hans bryst. Han spredte armene ud. "Kom nu." Jeg kneb øjnene sammen og rettede al min viljekraft  mod pistolen, men jeg kunne ikke. Jeg kunne ikke skyde ham. Jeg sukkede, og pistolen gled ud af mine svedige hænder. "Jeg kan ikke skyde dig. Det kan jeg simpelthen ikke." Så faldt jeg om. Det sidste, jeg så, før alt blev sort, var hans ansigt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...