Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1107Visninger
AA

8. 7

Vi små løb gennem de tomme kolde gader. Jeg havde den ene hånd til tændingen og den anden i Louis hånd. Vi kunne løbe lidt hurtigere da jeg fik tingene til at svæve efter os. Det var faktisk lidt hårdt at løbe sådan med så mange ting at holde styr på. Derfor nærmest trak Louis mig frem af.

***

Vi var endelig kommet ud af byen. Vi løb nu over nogle marker.

Vi fandt en lade. Den var fyldt med halm som vi kunne gemme os i.

Vi gik der ind. Og jeg lod tingene land på jorden.

Vi fik dem om bag en ting så håbede vi at der ikke var nogle der ville op dage dem. Jeg løb over og smed mig i halmen. Den stak lidt. Men jeg landte blødt. Louis kom også over. Og ved hjælp af hans og mine evner fik vi lavet en lille hule vi kunne sove i. Og så var den jo godt kamuflerer da den var af halm. Vi lå tæt op af hinanden da vores hule var lidt lille og da jeg frøs vildt meget. Vi lå lidt og talte. Nok stolte jeg på ham. Men vi kendte ikke til hinandens fortid.

"Hvor er du fra?" Spurte jeg stille og forsigtigt. "Fra en lille flække i England" sagde han med et skævt smil. "Hvad med dig?" "Jeg er fra en lille by i Texas" sagde jeg og smilede lidt. "Så du er en cowgirl?" Smilte han med et lille grin. "Jahh og du er en gentleman?" Sagde jeg med et fnis. "Nemlig unge frøken" sagde han med en drillende britisk udtale. Jeg brød ud i grin. Og det samme gjorde Louis. Det endte med at jeg grinte så meget at jeg fik helt ondt i maven.

Der gik en lille time og så blev der stille.

Jeg lå og kiggede op i loftet på vores lille hule. Der var bygget af en blanding mellem is og halm. Det var okay varmt der inde da halmen isolerede. Men jeg lå stadig helt op af Louis så jeg ikke lå og frøs alt for meget. Vi havde også meget halm over os som dyne.

Jeg vente mig om på siden så mit hovede lagde sig på hans bryst. Han havde en arm og mig. Og jeg lå bare med hovedet på hans bryst og mærkede varmen fra ham. Jeg mærkede mine øjne blive tungere og tungere. Og så faldt jeg i søvn.

------------------------------------------------------

Først vil jeg lige sige tak til alle jer der læser med. Og så vil jeg lige undskylde at jeg først skriver et nyt kapitel nu. Men havde en masse lektier for.

XOXO

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...