Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1099Visninger
AA

7. 6

Han kom hurtigt til sig selv igen.

"Nåh kommer du?" Jeg så undrende på ham "hvor skal vi hen?" Spurte jeg. "Vi skal flytte. Der gå ikke længe så vil de begynde at undersøge søen. Og så er vi fanget." Jeg så forstående på ham. Jeg gik hen og pakkede mine ting sammen. "Så" sagde jeg og satte mine kufferter på jorden. Han så lidt på mig.

Han gik hen til mig og tog mine kufferter. Så gik han hen til hulet og satte dem ved en stor bunke af ting. "Vent der så tager jeg tingen op til over fladen. Og så kommer jeg og henter dig bagefter." Sagde han og skulle til at hoppe ned i hulet. "Vent" han vente sig om og så på mig " jeg kan hjælpe" sagde jeg. Han smilede lidt. "Det behøvet du ikke jeg skal nok klare det" han vente sig om og hoppede ned i vandet og forsvandt ned med en masse ting.

Jeg gik hen til nogle tæpper der endu lå på gulvet. Der satte jeg mig ned og begynde at synge. Jeg sang en sang min mor havde sunget for mig da jeg var lille.

I min familie var vi så tætte indtil den aften. Efter den aften blev min famile ramt af uheld. Min far blev dødsyg af kræft og min lillesøster blev kørtover og døde. I 5 år kæmpede jeg med at skjule mine evner over for min mor. Men det var svært da jeg aldrig blev ældrere. Mit hår voksede ikke, jeg udviklede mig ikke og blev ved med at være den spinkle 16 årige Juliet. Min mor fant ud af det og fik kontaktet politiet der ville komme og hente mig. Men det vidste jeg for jeg kom ved et uheld til at læse min mors tanker. Jeg husker det tydeligt det kun tænkte.

"Lad som ingenting Alma . Opfør dig normalt. Så opdager Juliet ikke noget. Så kommer politiet og spærre hende ind. Så hun ikke kan gøre andre ondt. Det skal nok gå. Så vil du kunne leve videre uden at frygte at der sker nogen noget på grund af din... Din datter."

Tænk at hun kunne holde sig selv ud. At tænke sådan om mig. Da løb jeg min vej og så mig aldrig tilbage. Jeg kom aldrig tilbag. Og nu var det for sent.

Her sad jeg i en is kuppel på flugt fra mennesker der ville mig den samme skæbne som min mor ville mig.

Da jeg stoppede med at synge sagde en stæmme bag mig "Du er godt nok god til at synge." Jeg fik et lille chok og vente mig om. Det var Louis der stod bag mig. "Tak" sagde jeg med et lille smil på læben. "Hvad er det for en sang?" Spurte han. "Det er en sang min mor plejede at synge for mig da jeg var lille" svarede jeg og sente ham et lille smil.

"Kommer du?" Spurte han smilende og rakte sin hånd frem. Jeg tøvede lidt og nikkede så og tog hans hånd.

------------------------------------------------------

Hej her er et kapitel mere hvis der er stavefejl så undskylder jeg. Men her er det. I må gerne Like og skrive i kommentar som altid.

God ferie selvom at den næsten er ovre. Og så skal i lige vide at jeg elsker at kunne skrive til jer. Og at i gider læse den. Det betyder meget :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...