Jeg er et monster

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 12 apr. 2014
  • Opdateret: 22 maj 2014
  • Status: Igang
Glad, flink og livsglad det er kort fortalt Juliet. Hun er en mutant og kan læse andres tanker. Hun har været 16 år lige siden DEN aften som fandt sted for 80 år siden. Hun har svært ved at binde sig da hun er bange for at komme til at holde af nogle der afligevel vil gå hen at blive gamle og dø. Men alt ændre sig da hun møder Louis der er en mutant som hende. Men hvordan skal to mutanter overleve i denne store verden? Og er der flere af deres slags?

19Likes
20Kommentarer
1094Visninger
AA

6. 5

Jeg vågnede tidligt næste morgen. Jeg fik et chok. HVOR VAR JEG?? Jeg så over på Louis og åndede lettet op. Nu vidste jeg hvor jeg var. "Er du vågen" sagde Louis træt. Jeg satte mig så op og kiggede lidt på ham. "Ja" sagde jeg morgen friskt. Han satte sig træt op ved hjælp af hans albuer. "Hvordan kan du være så frisk?" Spurte han og gabte. Jeg trak lidt på skulderne. Jeg rejste mig op og tog et tæppe og mine skuldre for ikke at fryse. Det var ret flot. Altså at kigge ud gennem isen. Man kunne se fisk svømme forbi. Jeg satte hånden op på isen. Det var så koldt. Hvordan kunne han holde det frossent? "Det er flot ik'" sagde Louis bag mig.

Jeg må indrømme at jeg fik et lille chok. Jeg vente mig om og kiggede lige ind i et par isblå øjne. Jeg smilede lidt og nikkede så. Så smilede han lidt. "Er dit tøj tørt" spurte han. Jeg stod bare og kiggede ind i hans øjne. Og kom så til mig selv. "Øøøh det ved jeg ikke" jeg gik hen bag is vægen og kiggede på mit tøj der lå spræt på gulvet. Min nederdel med leopardprint var tør. Og det samme var mine tynde sorte bejlonstrømpebukser og min korte løse grå t-shirt. Jeg tog det på og tog så et par all Stars på. Jeg gik væk fra vægen igen. Hvor Louis i mellemtiden også havde taget noget tøj på. Og nu stod med ryggen til vægen lige som i går. Jeg rømmede mig "Du må altså gerne venne dig om nu" "Okay" sagde han. Han vente sig om og kiggede på mig. "WoW" udbrød han. Jeg smilede lidt.

Det var enlig en mærkelig virkning han havde på mig. Jeg havde smilt mere på ikke engang 2 dage en jeg havde gjordt på 80 år.

--------------------------------------------------------

Hej tak for alle visningerne det betyder meget :) i må stadig meget gerne Like og skrive en kommentar til den.

Og undskyld at kapitlet er så kort og det er ikke rettet igennem men syntes bare at i skulle have det nu. :*

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...